Tiraspol i Transnistrien: Tur til en republik i republikken

Tiraspol er den andenstørste by i Moldova. Oplagt at besøge på en tur i Moldova. Bortset fra, at man skal krydse en skarpt bevogtet grænse.

Tiraspol ligger nemlig per 1992 i Transnistrien, eller Pridnestrovie, der er et af FN ikke anerkendt land beliggende mellem floden Dnestr og den østlige moldaviske grænse til Ukraine. Transnistrien udgør en smal stribe af land på 4.163 km2, og har et anslået indbyggertal på omkring 360.938 (moldovisk estimat 2022).

Klimaet er fugtigt fastlandsklima med subtropiske træk. Nedbøren er ensartet året rundt, med en lille stigning i sommermånederne. Der er varme somre og kolde vintre. I august viser temperaturmåleren på markedet i skyggen 30 grader. Der er 38 grader i solen udenfor.

Tiraspol

Transnistriens hovedstad har et indbyggertal er på 129.000; 18,41 % moldovere, 32,31 % ukrainere, 41,44 % russere, 7,84 % andre (2015). PMRs officielle statistikker viser, at 91% af den transnistriske befolkning følger den østlige ortodokse kristendom, mens 4% holder sig til romersk-katolicismen. Transnistriens regering har støttet restaurering og opførelse af nye ortodokse kirker. Den bekræfter, at republikken har religionsfrihed og fastslår, at 114 religiøse overbevisninger og menigheder er officielt registreret …

Der er en mindre bykerne med parker og et europæisk udseende stormagasin og små butikker. Desuden markedshal, boligområder, parlamentsbygning i østeuropæisk stil og krigsmindesmærker.

Transnistrien

Trans betyder over. Nist står for floden Nistru, der bugter sig gennem landet: Transnistrien.

Siden uafhængigheden fra Moldova i 1990, fra Rusland i 1991 og efter krigen i Transnistrien i 1992, bliver området i praksis regeret som Den Pridnestroviske Moldaviske Republik, PMR, Pridnestrovien, en af verdenssamfundet ikke-anerkendt republik, der påberåber sig området øst for floden Dnestr, byen Bender, og de omgivende lokaliteter på vestbredden. Republikken Moldova anerkender ikke løsrivelsen og anser områder kontrolleret af PMR at være en del af Moldovas autonome region Stînga Nistrului; venstre bred af Dnestr.

Rundt om i landskabet og langs indfaldsvejen er der mindesmærker og monumenter.

Transnistriens suverænitet anerkendes ikke af nogen medlemsstater af de Forenede Nationer, og det har ingen diplomatiske forbindelser med dem. De stater som anerkender Transnistriens suverænitet er Abkhasien, Artsakh og Sydossetien. Anerkendes i praksis også af Rusland. Den 15. marts 2022 anerkendte Europarådets Parlamentariske Forsamling Transnistrien som et moldovisk territorium besat af Rusland.

Rejse dertil

Man kan komme til Transnistrien med bil eller med bus (nok en fordel at køre med en grænsekendt chauffør) og med tog. Flyrejsende er afhængige af lufthavnen i Moldovas hovedstad Chișinău eller lufthavnen i Odessa i Ukraine. Som turist frarådes det at køre i bil over grænsen, derimod kan man investere i en tur med en lokal chauffør (rejseblogger Annette Seier anbefaler Carpoint, der ejes af Corneliu Scurtu).
Transnistriere må rejse ind og ud af territoriet under PMR-kontrol til det tilstødende moldovisk-kontrollerede territorium og til Ukraine.

Udlændinge må også rejse ind og ud. Men. Der er aldrig noget, der er sikkert. Rejser man under 17 personer kan man blive afvist ved grænsen, fordi det virker for privat. Rejser man over 17 personer, skal man være inviteret for at komme ind i landet. I alle tilfælde kan man udover paskontrol blive udsat for et grundigt og langvarigt toldtjek.

Skal man rejse dertil eller ej? Man kan søge råd, men ikke hos Udenrigsministeriet, der ikke har en rejsevejledning; de henviser til bl.a. det finske Utrikesministeriet:

Den skærpede situation (per 2022) i de omkringliggende områder kan afspejle sikkerhedssituationen i Moldova, og det kan blive sværere at bevæge sig rundt i landet. Situationen i landet kan hurtigt ændre sig. Der er demonstrationer, vi anbefaler, at du undgår dem.

Vi anbefaler ikke at rejse til Transnistrien (det østlige Moldavien, området øst for Dnestr-floden eller Dnestr-floden, byen Bender og området sydøst for byen). Transnistrien har løsrevet sig fra Moldova, og sikkerhedssituationen i området er svær at forudsige. Folk, der har rejst til regionen Transnistrien, har haft problemer med de lokale myndigheder. Der kan kræves vilkårlige gebyrer for grænsepassage eller “registrering” eller lignende af udlændinge. Enhver, der bevæger sig i bil, kan uden grund få en bøde.

Vores tur til Tiraspol

Vi starter i Chisinau busstation, Auto Gare. Jeg køber en billet inde på stationen og de skriver venligt tidspunkt og busholdeplads nummer på (der er nu ikke synlige numre nogen steder). Jeg hæver desuden moldaviske lei til returbilletten, der ikke kan købes på forhånd.

Så kører bussen busstur til Transnistrien, 2 timers kørsel i minibus – alle busserne, der kører fra busstationen og til de forskellige byer, er minibusser.

Busturen går fint, men grænsen ser trist og ikke særligt indbydende ud. Alle skal forlade busser og biler og ind i grænsekontoret. Efter en vis venten i køen fremviser man pas og svarer på spørgsmålet om, hvor længe man har tænkt sig at blive og hvor. Herefter får man udleveret et gratis immigrationspapir, der udleveres ved grænsen ved ankomst. Papiret afleveres ved udrejse. Der er ingen yderlig dialog. Vi haster ud af bygningen og retur ind i bussen.

Ad bagvejen

Bussen kører videre forbi et imponerende fæstningsanlæg i Bender, forbi en lille busstation og videre. Over floden.

Efter nogle få minutter stopper den i udkanten af en mindre by (ser det ud til) ved noget, der ligner et butikscenter. Halvdelen af buspassagererne stiger ud. Jeg kigger søgende efter et skilt med Tiraspol, men ser intet. Jeg spørger buschaføren “Tiraspol, Centro?”. Ja, ja, nikker han. Henrik og jeg stiger tøvende ud af bussen, og før jeg får spurgt om returkørsel, har chaufføren smækket døren og er kørt sin vej.

Jeg forsøger straks at finde ud af, hvor busstationen er, for at afklare returtidspunkt og -sted, før vi går på fototur – med restriktioner (det er ikke alt, man må fotografere). Efter at have spurgt de første mange lokale, må jeg dog opgive uden at være blevet klogere; der tales ikke engelsk (ordet bus burde ellers være ret internationalt). Så vi går fra gaden ind gennem centeret, der viser sig at være et meget stort frugt og grønt marked.

Sightseeing

Ude på den anden side, ser vi, at vi er kommet det rigtige sted hen. Vi træder lige ud til en fin port og ved siden af et fotospot; sikkert til børn.

Vi går igennem parken, ser floden og de lokale på søndagstur.

Vi går videre op og ned ad hovedgaden, 25th October Street (det eneste skilt, jeg så med latinsk skrift), der er som skabt til militærparader. Bred som en motorvej. Og som andre steder med selfie-muligheder for fartgale bilister.

Statue af Vladimir Lenin foran den transnistriske parlamentsbygning, som man ikke må fotografere.

Et meget populært foto-sted (midlertidigt affolket): Kirke og kampvogn. Bag det et mindesmærke for faldne soldater, forrest med guldstjerne med en evig flamme.

Vi går i modsat retning, nu i parken med fotospot, kanon og modelbygninger.

Sprog og samtale

Det kyrilliske alfabet blev erstattet af det latinske alfabet i 1989 i Moldova, men det bruges fortsat i Transnistrien. Det gør det meget vanskeligt at orientere sig, selvom man kan regne sig frem til udvalgte ord (som fx auto …) , er det ikke nok til at klare sig rundt i byen.

Der tales russisk, moldovisk (rumænsk) og ukrainsk. Punktum. På en restaurant var der en tjener, der forstod nogle få engelske ord (og spisekortet havde også engelsk tekst). Men det var undtagelsen. Selv ikke på apoteket blev der talt et ord engelsk. Jeg spurgte omkring 40 personer, de fleste unge, om vej til busstationen. Der var ingen der talte et ord engelsk, kun 2-3 forsøgte at forstå og hjælpe (uden held), mens de fleste skyndte sig at se væk og gå væk. Min bedre halvdel formodede, at det drejede sig om lokal rettidig omhu, fordi man kan blive stoppet på gaden og uden forklaring blive tildelt bøder.

Dette gælder især udlændinge i biler (og til fods). Men måske gælder det også de lokale?

Det var i alle tilfælde en førstegangsoplevelse som jeg aldrig før har været ude for på rejser. Man bør have en foto-translate-app installeret, så man kan forstå skilte.

Google maps måtte til sidst frem, så vi fandt vej til bussen. Undervejs så vi byens highlights, bastante betonrelieffer, blå bygninger og brune boligblokke.

Vi var også et smut i en mindepark, der ligger tæt ved busstationen.

Og i en anden park endnu tættere på busstationen.

Møntenhed og betaling

Man betaler i transnistriske rubler, PRB.

Ved ankomst til centrum, er der ved indgangen i det lokale marked en pengeautomat, hvor man med kreditkort kan hæve PRB. Den mulighed brugte vi ikke, fordi man kan også veksle EUR eller USD i et af de mange vekslekontorer rundt om i byen. For 20 EUR, 150 DKK, fik vi 300 PRB som gik til spisning på Toscana Restaurant, der har et turistorienteret internationalt menukort.

Shopping

Hvad kan man købe? Meget af de samme som i andre byer. Kaffe, klip og karat går aldrig af mode.

Man kan også købe KVINT, hvis man er til alkohol. Man kan komme på tur på fabrikken og prøvesmage produktet. Eller købe det i butikker.

KVINT (et akronym for Kon’iaki, vina i napitki Tiraspol’ia (cognac’er, vine og drikkevarer fra Tiraspol), der er en vingård og et destilleri med base i Tiraspol. Produkterne er certificeret ‘Made in Moldova’, fordi der skal være et (anerkendt) oprindelsesland. Virksomheden blev grundlagt i 1897 og producerede indtil 1938 kun vodka, hvor den begyndte at producere brandy (cognac, der ikke er fra Cognac). Befolkningen ser KVINT som en national skat og et symbol på deres land, og fabrikken er vist på den transnistriske 5 rubler seddel. KVINT er en af Transnistriens største eksportører, til Italien og Kina samt Rusland og Ukraine m.fl. Virksomheden blev privatiseret i 2006 og ejes af konglomeratet Sheriff Ltd.

Det er ikke muligt at betale med kreditkort noget sted. Der skal betales med de lokale rubler.

Pengene kan man bruge i Sheriff supermarkerne, på Sheriff tankstationer, hos en Sheriff bilforhandler o.s.v. Et konglomerat startet af to tidligere KGB medlemmer. Det omfatter desuden Kvint-fabrikken, en tv-kanal, et forlag, et byggefirma, et reklamebureau , en spiritusfabrik, to brødfabrikker, et mobiltelefonnetværk, fodbolden klubben FC Sheriff Tiraspol og hjemmebanen Sheriff Stadium.

Efter en dag i republikken finder vi frem til busstationen og kører retur til Chisinau, forbi grænsen, uden problemer – og uden et ord, blot tjek og udlevering af pas og papirer – efter en dag i “landet, der ikke eksisterer”.