Villa Pinhal: Feriehus med pool i Vilamoura Portugal

Faro Portugal: Algarve hovedby med international lufthavn

Faro. Her lander rigtig mange turister, men de fleste tager direkte videre til andre byer som Albufeira eller Vilamoura. Det er en skam, fordi Faro nævnes af FDM som en ‘perle’ med mange kirker og ses på internationale Top 10 lister over smukke byer i Portugal.

Henrik og jeg ankommer til Faro Lufthavn fredag aften og tager afsted fredag morgen ugen efter. I løbet af ugen, hvor vi boede i Vilamoura, kørte vi en smuttur til Faro by, ½ time hver vej, for at se den på nærmere hold.

Faro

Faro Portugal Marina Aagaard blog travel rejseFaro er både en kommune, by og hovedstad i distriktet af samme navn. Stedet er Algarve- regionen i den sydlige del af Portugal. Der er omkring 60.995 indbyggere i kommunen, og ca. 39.733 indbyggere i selve byen (2019), en den største by i Algarve.

Området har været beboet siden år 400 f.Kr. under skiftende navne og med en turbulent historie. I dag er byen fredelig og ret almindelig – med den særlige ‘attraktion’, at der ikke bare er lystbådehavn og togstation, men også en international lufthavn (45 flyselskaber), der modtager mange millioner gæster hvert år; 8 millioner i 2022.

 

Centrum

Vi kører helt ind til ‘centro’ til marinaen og det historiske centrum. Vi finder heldigvis en p-plads helt nede ved havnen; man skal se sig godt for, fordi en del p-pladser er kun til af- og pålæsning i ganske få minutter eller de er reserveret til andre.

Derfra går vi ind gennem en del af den mauriske bymur og ind i de smalle gader med små hvide og sorte sten. Det er en idyllisk bydel med brosten og huse i pastelfarver, men området er ret småt og det samme er katedralen og “indgangsporten”.

En af portene ind til området ligger i en bygning i et hjørne af den centrale Jardim Manuel Bivar, en park eller rettere brostensplads med træer, ved marinaen. Porten er del af den tidligere distriktsregeringsbygning.

Middelalderkatedralen og torvet i det historiske centrum.

De små gader omkring katedralen.

   Er man til plane spotting, bliver man ikke skuffet i Faro. Meget ofte passerer flyene hen over byen, ganske langt nede (tæt på) ser det ud til. Det er ikke generende, men overraskende, når de pludselig dukker op blandt de gamle huse.

 

Blandede bybilleder

Så går vi rundt i resten af midtbyen på traditionel portugisisk ‘calçada’ stenbelægning i (sort-hvide) mønstre, Calçada Portuguesa, blandt meget blandet byggeri; kirker, små butikker og charmerende byhuse, men også mindre charmerende betonboligblokke og skiltebeklædte forretninger.

    Faro City Tour bussen er ikke særlig stor, men den er sød.

På vores gåtur får vi lyst til en is og går ind i et mini-marked. Her bliver vi overraskede. Der er godt nok en lille køledisk med udvalgte dagligvarer, men det meste af butikken er fyldt til bristepunktet med fine portvine og vine på mørkebrune træreoler. Mange af flaskerne koster adskillige tusinde kroner. Henrik, der er portvinsentusiast, begynder straks at fotografere, men bliver stoppet. Så opdager vi, at der overalt er røde skilte, der indikerer fotografering forbudt.

Vi kigger lidt og fortrækker så. Uden hverken is eller portvin (denne gang). Isen finder vi heldigvis ude på pladsen og så går vi lidt videre.

Efter at have gået rundt et par timer har vi set det meste af Faro centrums seværdigheder udefra.

Ria Formosa naturpark

Vi går tilbage til marinaen og ser, at man derfra kan tage på bådture ud i det særprægede landskab, der omgiver byen.

Det har vi ikke tid til denne gang, men det kan anbefales, hvis man er til vand og fugleliv. Til gengæld fik vi et godt overblik over området fra flyet.

Kommunen Faro er opdelt i to adskilte områder, den yderste kystlinje med strandene; en del af Parque Natural da Ria Formosa: Ria Formosa naturpark, og barrocalen, baglandet, der er karakteriseret af bakker og dale.

Naturparken blev oprettet den 8. december 1987, og ses som et af “de syv naturlige vidundere” i Portugal, med strand, flod og et lagunesystem fyldt små øer og halvøer, i et stort område med moser, kanaler og holme.

Området er en populær økoturismezone, der især lokker med sejlture i deltaet, kajaksejlads langs Ria Formosa og fuglekigning: Hvert år flyver mange trækfugle dertil, for at yngle. Blandt andre flamingoer, terner og bogfinker.

Interessant, men ikke let at komme til. Vil man ud og se mere af naturparken eller fx besøge fyrtårnet Santa Maria, skal man med færgen fra Olhao (eller et af de mange private bådselskaber i Faro). Færgen går hver 1½-2 timer, og man er væk i mindst 3 timer. Det skal man sætte tid af til.

Der er også mange fodgænger- og cykelstier til egne ture eller sammen med naturguider, men det blev ikke denne gang.

Læs mere:

Sintra

Olhao

Vilamoura

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Villa Pinhal: Feriehus med pool i Vilamoura Portugal