Aalborg Bridge Run # 1: Bro og vandudsigt løb

Aalborg Bridge Run. Hvad er det? Tirsdag eftermiddag 26.3. Jeg ser tilfældigt en notifikation fra Løbskalender på Facebook. Kigger ind. Opslaget er ikke relevant, men lige nedenunder er der et andet opslag.

Aalborg Bridge Run #1: Kun 5 pladser tilbage! Og der lokkes med et godt formål: Ved at deltage støtter man indirekte et Fight PTSD løb. Jeg ser nærmere på opslaget (foto: BridgeRunner). Det er et nyt løb over broer i Aalborg.

Interessant, men det er lidt langt væk og en hverdagsaften. Jeg bruger normalt en rum tid på overvejelser. Men. Tiden er knap. Broer er skønne. Verden er usikker. Man skal tage chancen, mens den er der:

Aalborg Bridge Run # 1

Løbsarrangør er BridgeRunner ved Bo Bach Dam Trige og Jonas Nord Rosenvinge, som har stået for flere spændende løb, ser jeg nu. De løber begge med målet om Klub 100 halvmarathon, så alle deres løb er inden for det regelsæt. Ikke aktuelt for mig, men det lyder seriøst. Jeg betaler hurtigt DKK 110 på MobilePay og tænker: Jeg kan altid melde afbud, hvis ikke jeg kan nå det.

Næste morgen, onsdag d. 27.3. Alle pladser er besat. Løbet er UDSOLGT. Og der er en holdliste, hvor mit navn er på. Nu kan jeg alligevel ikke melde fra. Selvom jeg er småtræt: For lidt søvn. Op før 6. To holdtræningstimer (super, men før løb er det bare bedst med hvile). Til mor og far på besøg. Ud at handle. Så hjem og klæde om i en fart og afsted 1:15 time i bil til Aalborg.

Aalborg Centrum

Jeg finder en P-kælder lige ved Musikkens Plads 1. Det er heldigt. Jeg er alene, så der er ingen til at passe på overtøjet, som derfor må blive i bilen. Jeg tripper af sted i tyndt løbetøj, hvilket er ret køligt; helt forår er det ikke endnu. Ude af P-huset – ½ time før løbsstart – ser man straks bannerne tæt ved. Super. Jeg er blandt de første, men hurtigt kommer der flere til.

Som vanligt føler jeg mig lidt som én, der lige er kommet ind med 4-toget i gamle løbesko og bomuldspandebånd: De andre løbere ser topfitte ud i de nyeste superløbesko, kompressionsstrømper, løbebeanies og selvlysende løbeveste med blinkende lys. Meget overbevisende.

Men nu: First things first: Det er altid smart at tømme blæren før et løb. “Er der et toilet?” Der bliver venligt peget over mod Nordkraft 100 meter væk på den anden side af gaden. Så af sted. Et kvarter senere, efter toiletkø og venten for rødt lys, er jeg retur.

Indtjekning og opvarmning

Man krydser sig selv af på en løbsliste: 5 km, løb eller gang. 10 km (Kvartmarathon, he-he). 21,0975 km (Halvmarathon); der er ret mange halvmarathonløbere.

Jeg krydser af ved 10 km. Løber kun 5-8 km 1-2 gange om ugen, men da jeg nu er kørt helt til Aalborg, må jeg sørge for at få fuld valuta for køreturen.

Så går jeg i gang med noget, man ikke engang kan kalde rigtig opvarmning, lidt lette stræk og bøj, bounding og bensving. Jeg får dog strukket læggene dynamisk mange gange ud over kanten på et trappetrin, fordi læggen og foden har det seriøst skidt, men det er bare ærgerligt. Jeg vil med til dette broløb.

Løbsstart

3-5 minutter før start er der en kort og klar orientering om ruten. Så bliver der sagt løb. Jeg starter mit pulsur med det samme og løber af sted i flokken af 100 løbere – og fodgængere – der bevæger sig i mange forskellige tempi. Jeg jogger de første 100 meter i opvarmningstempo, men glemmer så alt om disponering af kræfter og ser om jeg ikke kan flytte mig lidt fremad; jeg øger kadenden til et lidt for hurtigt tempo …

Løbets første 5 km

Løbsruten er i mine øjne optimal. Man løber langs havnekanten med kig til vand på den ene side og spændende bygninger på den anden side, bl.a. Utzon centeret. Efter omkring 1 km (tror jeg) skal vi opad en lille rampe og henover jernbanebroen. For en bro-fan er det helt optimalt. Men man skal være forsigtig: En hurtigt løbende pige foran mig falder så lang hun er, da hun løber fra betonen og ud på den del af broen, hvor der er metalgitter og metalskinner. Vi omkringstående stopper op, men heldigvis er hun o.k. og kommer hurtigt på benene igen.

Jeg jogger videre ad broen, nedad en cirkulær rampe og hen langs kajen. Et fint område. Især fordi der er nogle grønne pletter; de er ujævne og udfordrende at løbe på, men en behagelig afveksling fra den hårde beton og asfalt. Hjemme løber jeg på grus, så vejen her der ikke giver efter, kan virkelig mærkes i fødderne og benene. Alligevel forsøger jeg at hænge i, motiveret af at se andre løbere i det fjerne. Jeg forsøger at nå nærmere. Det går fornuftigt, da vi forlader flad vej og skal opad bakke på broerne. Jeg vinder terræn. Så ned ad en trappe, mit miljø, det går godt.

Men på det flade stykke trækker mine ‘harer’ fra land. Som lovet er ruten tydeligt afmærket med store røde pile på asfalten. Så tydeligt, at kun en tåbe – mig – kan overse dem. Kort før slutningen på runde 1, overser jeg ligeud-pilen og styrer direkte mod mål. Men ser så ud af øjenkrogen et par af de andre løbere på en anden kurs, man skal op forbi P-huset, før man kommer til målområdet. Ups. Retur og tilbage på sporet.

I målområdet tjekker jeg for første gang pulsuret, en so-so tid på 27:30, og stopper for en gangs skyld for at drikke energidrik, fordi jeg er tør i munden og tænker, at det er bedst med lidt energi til sidste runde.

Løbets næste 5 km

Næste runde foregår i skumringen med glitrende lys fra bygningerne på hver side af vandet. Der er nu længere mellem løberne i min retning. Til gengæld er der flere på vej i modsat retning. Det er fedt at være med i løb, hvor der løbes forskellige distancer; hyggeligt at hver løber eller lille løbehold løber eller går sine egen distance. Dvs. der er ingen direkte konkurrence-pres (ikke at jeg føler det, pga. overbelastningen løber jeg kun for at deltage).

Mine astmaramte luftblærer lider under mit lidt for høje tempo – ikke absolut set, men relativt set ift. min lav-form. Her på sidste runde kan jeg virkelig mærke cementfliserne, som jeg ikke er vant til: Et lille stød op i hele kroppen for hvert skridt. En anderledes hård løbeoplevelse. Det må jeg øve mig på.

Lige efter ankomst over målstregen, ser jeg på uret, 57:30, ingen fantomtid, og får hængt en fin medalje, BridgeRunner Finisher race bling, om halsen, og en sød pige giver mig et Fight PTSD stofbadge. Så noterer jeg tiden på løbslisten. En venlig mand siger “Du skulle have overhalet mig”. Det kunne jeg måske lige have klaret, men svarer som sandt er “Jeg løber ikke for at overhale, men for at overleve”; lettet over at jeg ikke skal løbe to runder mere. Fordi der er lang vej til Aarhus nøjes jeg med at indtage tre stykker banan og et bæger energidrik. Siger tak for en god aften og vender næsen hjemad med medalje og badge.

Maksimalpuls

Næste dag kigger jeg på pulskurven. Som vanligt: Helt oppe i det røde felt hele vejen igennem! Jeg havde besluttet mig for at tage den med ro og nyde løbet, men det er ikke lykkedes endnu i de forholdsvis få løb jeg har deltaget i. Måske kommer det med øvelsen.

Som vanligt: Jeg glemmer at slukke pulsuret, så gennemsnitsmålingen går i fisk. Til gengæld kan jeg se pulsfaldet efter stop. Hmmm, men skidt med det. Næste gang lykkes det måske.

I alle tilfælde en rigtig god oplevelse. Et velarrangeret løb med selvtiming.

Kan man tro på de noterede tider, gik det o.k. trods dårlig indsats. I et felt med 52 gående og løbende på 10 km, blev jeg nr. 2 blandt kvinder i tiden 57:30 (ikke for god tid, jeg var træt, 40 sekunder efter nr. 1 K), og nr. 7 blandt M/K. O.k. 

Det vil jeg gerne være med til en anden gang.

Følg min Blog HER og Instagram HER