Bevæg dig på din måde: Alt tæller og det er aldrig for sent

HOFOR udsigtsplatform og 294 trin trappe

HOFOR udsigtsplatform er et besøg værd, hvad enten man er til arkitektur, kultur og natur sightseeing eller motion.

Onsdag den 7. juni 2023 kl. 12 åbnede HOFOR en unik udsigtsplatform på toppen af Amagerværket. En trappe omkranset af træstammer med 294 trin fører op til udsigtsplatformen i 45 meters højde, hvor HOFOR nu tilbyder én af Københavns bedste udsigter og det er gratis – så længe det varer.

HOFOR står for Hovedstadsområdets Forsyningsselskab. Selskabet forsyner hovedstadsområdet med vand, spildevandsafledning, fjernvarme, bygas og fjernkøling og opfører vindmøller.

HOFOR udsigtsplatform

HOFOR udsigtsplatform og 294 trin trappe Marina Aagaard blogEfter et sundhedsforedrag i København slog jeg sammen med den anden fotoblogger et smut forbi Amagers nye attraktion beliggende på den yderste del af Vindmøllevej, lige efter man har passeret CopenHill. Vil du også besøge platformen, skal du være hurtig. I 2023 er det kun muligt i juni, juli og august. Derefter skal værket igen i gang med produktionen og attraktionen lukkes for offentligheden.

Udsigtsplatformen er placeret på Amagerværkets Blok 4. Det er her, HOFOR producerer fjernvarme baseret på bæredygtig biomasse til 625.000 københavnere og 40.000 erhvervskunder.

Der er nogle få parkeringspladser foran bygningen. Heldigvis var der ret tomt og rigelig p-plads, da vi ankom en fredag eftermiddag. Fra gadeniveau kunne vi betragte udsigtsplatformen, der svæver ud over facaden med den specielle trædekoration af 8000 certificeret bæredygtige træstammer.

Stammerne skal synliggøre HOFORs og Københavns Kommunes vision om en grønnere energiforsyning gennem en “både kraftfuld og sanselig arkitektur”, der fortæller historien om skiftet fra fossilt kul til bæredygtig biomasse.

Ser man den modsatte vej, er der en sluse. Netop som vi ankommer er en stor gruppe besøgende på vej ud og vi kommer i tvivl, om vi kan komme ind ad samme vej.

Ja, det er muligt, ser og hører vi; gitterporten svinger begge veje, så vi går ind. Og vi er underligt nok helt alene på denne flotte sommerdag. Altså bortset fra SECURITY manden, som med et vågent øje vogter på platformen.

 Jeg er meget glad og tilfreds. Det er turen værd. En helt unik bygningsbeklædning og forude venter 294 trin; et fornuftigt antal efter danske forhold.

294 trappetrin

Første del af trappen, 40 trin og tre afsatser, fører op til en lang ‘balkon’. Her drejer man 180 grader rundt og ser en del af resten af den lange trappe, der forløber helt lige opad. Frit udsyn blokeres af de mange træstammer, der hænger ned over trappen det meste ad vejen opad.

Trappeturen op til udsigtsplatformen er virkelig en oplevelse. Selve trappen er rå og grå og ikke særligt køn, til gengæld er den skridsikker og nem at gå på med 10 trin ad gangen afbrudt af kortere og længere afsatser. Men lige så trist og almindelig som trappen er, lige så betagende er omgivelserne. Man bevæger sig gennem en skov af svævende træstammer, der omkranser værket såvel som trappen.

Værket, der er designet af Gottlieb Paludan Architects med lysdesign fra Speirs Major i London, er blevet hædret i ind- og udland og har vundet en række prestigefyldte designpriser. En anmeldelse beskrev designet som “industriel poesi”.

    Det er super spændende tænkt – og åbenbart lyser stammerne op med LED-lys om aftenen.

På vejen op er der flere steder længere afsatser med store ruder med forklarende tekst og kig ind i hallen med imponerende store rør og kedler. Man kan på tæt hold blive en smule klogere på, hvordan man producerer fjernvarme.

På turen i dag er der musikledsagelse fra Refshaleøen, festivalen CopenHell, der sender dybe bastoner og growl i vores retning.

Panoramaudsigt fra Amagerværket

På de sidste 100 trin aner man himlen ovenover – og man kommer ud på udsigtsplatformen. En tur rundt med kig i alle retningerne.

På udsigtsplatformen er der panoramaview ud over hele Storkøbenhavn og Øresund, hvor øjet kan vandre fra Klampenborg til Karlslunde og fra Albertslund til Amalienborg.

Desuden kig til hele det centrale København og brokvartererne med alle smukke tårne og karakteristiske bygninger. Som besøgende har man også mulighed for at kigge ned over Amagerværkets imponerende anlæg med havn, transportbånd og lagerbygninger.

På udsigtsplatformen er der masser af bænke, så man kan tage et hvil, hvis man har mistet pusten over trappen eller udsigten over himmel og hav, værk og by.

Så er det ned og ud igen. Trappeture opad og nedad er vidt forskellige, men giver begge virkelig god træning for henholdsvis kredsløbet og muskeludholdenheden.

En anbefalet oplevelse med kultur og natur sightseeing og effektiv motion.

Trappen

Hvor: Amagerværket, København.

Trappe: 294 trin. Danmarks 5. længste (2023).

Design: Stål, skridssikker, med gelænder i begge sider.

Trin: Regelmæssige, normal højde.

Forløb: Helt lige opad, 10 trin ad gangen (mod norm 8 eller 9) afbrudt af en kortere eller længere afsats.

Praktiske oplysninger

Hvad: Udsigtsplatform på Amagerværket

Hvor: Vindmøllevej 48, 2300 København S

Hvornår: Åbningstider: Alle dage fra kl. 12.00 – 18.00 fra 7. juni til 30. august

Entre: Gratis adgang til Udsigtsplatformen.

Obs.: Vær opmærksom på, at der kan være ventetid pga. regler om hvor mange besøgende, der må være ad gangen.

Reference:

HOFOR pressemeddelelse

Danske trapper: Udendørs fitness

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bevæg dig på din måde: Alt tæller og det er aldrig for sent