Gaustabanen Trappeløb: Over 3000 trin indeni Gaustatoppen

Gaustabanen Trappeløp. Fik et tip. Søgte. Fandt løbet på Gaustabanen hjemmesiden. Under Aktiviteter og oplevelser: Konkurranser og løb: Trappeløb.

Hjemmesiden lokker:

Trappeløb inne i Gaustatoppen. Vær med til en speciel oplevelse, når Gaustabanen inviterer til trappeløp inde i Gaustatoppen! Udfordre dig selv og dine venner. Mærk mestringsfølelsen ved at lægge en af Norges længste trætrapper bag dig.

Gaustabanen Trappeløb

Lige siden jeg så reklamen for løbet i 2022, har jeg tænkt på, at det kunne da være spændende at deltage i. Attraktive tilbud:

• Mange trappetrin
• Anderledes; inde i tunnel
• I Norge; et hyggeligt og bjergrigt favoritland

En 3-i-1 tillokkende aktivitet. Hjemmesiden fortæller ikke så meget om løbet ud over, at det er 1.050 meter med 39 graders hældning og over 3000 trappetrin. Løbet starter ved Gaustabanen stationen 1150 m.o.h. og slutter i 1800 m.o.h. nær Gaustatoppens top. Det bliver nævnt, at:

“Det er dit fokus og din viljestyrke som det drejer sig om”.

Aha. Ligesom i Niesenlauf. Det klarer jeg.

Arkiverede planer i 2023

I starten af 2023 er jeg i dialog med arrangørerne om tidspunktet og en eventuel plads til løbet. Desværre bliver det på grund af travlhed hjemme ikke muligt at tage af sted.

Tanken om mulig løbsdeltagelse i 2024 bliver gemt af vejen i den sidste halvdel af 2023, da en generende overbelastning i akillessenen og foden (fra sommerferiens løbeture på cementfliser i Portugal) bliver værre og værre, så jeg maksimalt løber en gang om ugen i slutningen af året. Heller ikke Ørnereden trappetræning bliver der meget af: Med regn-rekord i Danmark og desuden periodisk sne, drosles træningen ned til sporadisk indendørs træning

Ændrede planer i 2024

Overbelastningen bliver gradvist værre. Jeg holder pauser uden at smerterne forsvinder, og træningen er på uhyggeligt lavt plus; trappetræning en gang hver anden eller hver tredje uge. Sølle. Det lave aktivitetsniveau har også betydet, at jeg har taget 5 kilo på i løbet af det sidste halve år; meget ubelejligt i forbindelse med trappetræning, hvor hvert gram for meget er meget generende.

Da februar kommer tæt på, får jeg dog et hul i kalenderen, og tanken melder sig: Måske skal jeg alligevel tilmelde mig. Bare for sjov. Man kan jo altid gå langsomt.

Jeg holder øje med hjemmesiden; er der stadig plads? Først i februar tjekker jeg stadigvæk, og der er plads, men jeg tilmelder mig ikke. Det ville også være for dumt, når foden og senen smerter dagen igennem.

Men. Som verden ser ud, skal man jo ikke udsætte noget. Den 9. februar, 8 dage (!) før løbet tilmelder jeg mig imod al sund fornuft. Så følger kvittering, billet, flere mere uddybende informationer om løbet og en formular til ansvarsfraskrivelse. Kan oversættes til “Hvis du deltager, er du nok ikke for klog” eller “sørg for at være sund og rask og i form ellers …”.

Fortræning

Så begynder jeg – alt for sent – igen at træne på trappemaskinen en gang om ugen og løbe 5,5 km en gang om ugen, plus lidt småtterier; gåture med Rex og mere ben-styrketræning, 2-3 gange om ugen igen.

Det bliver i løbet af de otte dage også til to gange box jump og box hink træning, prowlertræning, benpres, legcurl og squat jump.

Løbsugen

Jeg træner intensivt mandag, tirsdag, onsdag og torsdag formiddag tager jeg 4 x 500-500 trin op-ned. Alt for lidt som forberedelse til et sådant løb, men det er det jeg har tid og fod-læg-kræfter til p.t. Over middag træner jeg box jump, box hink og step up; lidt kontrolleret overtræning.

Fra torsdag tidlig eftermiddag til lørdag eftermiddag laver jeg så lidt som muligt. Fredagen foregår siddende i bilen og på båden og lørdag over middag slapper jeg lidt af i sengen – for lidt faktisk.

Det er ikke alle tiders forberedelse. Forud for andre trappeløb har jeg fået massage og varme-kulde bade, men det har jeg ikke nået denne gang. Og kostmæssigt bliver det også sub-optimalt for ikke at sige slemt.

Fredag

Morgenmad hjemme: Yoghurt naturel med müsli og en appelsin. Desværre er vi løbet tør for bananer, der ellers er en fast del af min daglige kost.

Så afsted i bilen og ombord på båden sammen med Henrik. Afgang 12:15 fra Hirtshals. Så spiser vi frokost:

Jeg tager to gange makrel og fire slags laks samt ris og brød og tomater. Dernæst fire slags oste med masser af mandler i sirup – og ostekiks. Dertil danskvand. Til dessert tager jeg to gange chokolademousse med flødeskum og to kopper lækker grøn te med lemon. Ahhhhh. Jeg kunne sagtens have fortsat med at spise, men tænker at jeg hellere må holde lidt igen.

Efter ankomst ved 15-16-tiden kører jeg først i gråvejr og regn, så i mørke. Bortset fra den første del af turen, foregår færden på snoede, smalle landeveje dækket af sne og is i Telemarkens skove og knugende mørke. Den sidste del af turen er en anelse bedre, men ingen fornøjelsestur. Samlet set en i særklasse udmattende køretur, der foregår med 30-40 km i timen; jeg erkender med ærgrelse, at rally-kører bliver jeg alligevel aldrig.

Ved 20-tiden lander vi i Gausta, hvor vi skal bo i et ubemandet værelseskompleks. Der er ingen restaurant, men jeg har fået oplyst, at der er en cafe-restaurant på den anden side af gaden. Det er væsentligt, at jeg får spist godt dagen før løbet, så vi skynder os derind.

I Bistro Bygget går der en ung pige rundt og rydder op. Hun oplyser om, at de lukker klokken tyve nul nul, og der er ingenting at spise. Meget skuffende. Ergo kører vi 2,5 km hen til Gaustablikk Høyfjellshotell, hvor der skulle være en restaurant. Det er der også, men netop i dag har de ingen a la carte mad på programmet. Der er kun nogle få bar-retter på menuen.

Gisp!

En katastrofe for mig – madmæssigt og mentalt – ved tidligere lejligheder har jeg indtaget en solid pastaret som dagen-før-løb-måltid. Det er der slet ingen mulighed for. I stedet vælger jeg det mindste af fire onder; ‘fish and chips’: Paneret hvid fisk med pommes frites til og en lillebitte smule grønt. Arrrrgggghhh. Det mætter ikke ret meget; heldigt at jeg fik proppet en del indenbords på båden.

Retur og sent i seng. Jeg kan ikke falde i søvn og ser Red Bull TV – for at komme i den rette stemning – indtil klokken 00 og forsøger så at sove. Det lykkes nogenlunde indtil klokken 7.

Lørdag – løbsdag

Da jeg vågner lørdag, er det første jeg ser fra sengen Gaustatoppen, der tårner sig op i landskabet. Flot, men også frygtindgydende.

Vi står op og spiser morgenmad. Jeg spiser en stor portion frugtyoghurt (der er ingen naturel) med müsli (desværre den slags med cornflakes og choko stykker i stedet for nødder). Dernæst en bolle med myseost. Dertil et stort glas juice og tre kopper kaffe.

Kort tid efter kører vi en tur op forbi Gaustabanen stationen. Missionens formål er at tjekke vejen – overnatningsstedet har oplyst at en del af vejen er spærret af sne – og se faciliteterne før eftermiddagens konkurrence. Der er heldigvis fri passage til stationen og i dag en flot udsigt, også til de mange offpiste skiløbere på vej ned fra toppen.

Så slår vi et smut forbi Gausta Skicenter. Kun for at handle lidt: Eftersom der ikke er noget særligt at spise på Bistro Bygget cafeen køber jeg bananer, grovboller og peanutbutter: En stor banan og en stor bolle med masser af peanutbutter. Det bliver min før-løb-frokost.

Efter frokosten klæder jeg om: Det er blevet nævnt, at der vil være omkring 2-4 grader i tunnelen, så jeg tager ekstra tøj på denne gang:

To par X2U bukser lag-på-lag, sportstop og tanktop, X2U overtræksjakke, Fusion løbevest, og Nike Dri-Fit løbesokker. På hovedet mit sædvanlige bomuldstørklæde med dødningehoveder, men udenom det sætter jeg i dag et tykt uldent pandebånd indkøbt til lejligheden. Desuden finder jeg mine nye Karrimor løbehandsker frem og lægger dem  lige i ganglinjen sammen mine Asics Gel Kayano (gammel model) og den lånte pandelampe.

I løbsinformationen blev det anbefalet, at man benytter vandtætte handsker: Sådan et par var jeg i ugens løb hele Aarhus rundt for at opstøve, men sådanne findes åbenbart ikke. Det tætteste jeg kom det, var de nævnte medbragte ret almindelige løbehandsker med en hel masse små gummiknopper på undersiden. 

Efter påklædning lægger mig i sengen og slapper af en halv times tid med benene opad sengegavlen.

Af sted

Klokken 15 kører vi op til Gaustabanen. Vi bliver i bilen og snakker lidt; udenfor er det vel omkring minus 9 grader. Kort før 16 kører Henrik med op på banens sidste tur før løbet. Jeg venter fortsat i bilen et øjeblik og går så hen i stationen og får som en af de første udleveret en vest med startnummer. Mit nr. er 34 – ud af 50.

Startnummeret er sat efter forventet sluttid, som man skulle oplyse ved tilmelding. Først skød jeg på 40 minutter, men ændrede det hurtigt til 50 minutter for en sikkerheds skyld, da jeg læste, at der var 850 meter ind i tunnelen. Altså kombineret løb og trappeløb troede jeg.

Jeg går ind på Velkomstcenterets toilet – der er to med indgang udefra og to med indgang indefra – og trækker vesten på, og sætter mig så ind og venter lidt i bilen igen. Jeg sidder og nipper til en håndfuld rosiner og drikker løbende en slurk vand (i alt 1/4 liter før løbet, hvilket er en 1/4 liter mindre end tidligere). Vandet tilsammen med en vis spænding betyder dog, at jeg må frekventere Velkomstcenterets faciliteter hele tre gange mere før løbsstart.

Dagen går for alvor på hæld og nu kommer der et par ambulancer med førstehjælpere. På den ene side betryggende, på den anden side lidt bekymrende.

Løbsstart

Så forlader jeg endelig bilen, der er kold, men ikke så kold som luften udenfor i 1150 m.o.h. Klokken 16:30 er der mødetid i det lille venterum i stationen. Rummet er helt fyldt op af de 49 deltagere i løbet i år. 14 kvinder og 35 mænd.

Kort efter at alle er ankommet er der briefing. En hel del informationer på norsk. Desværre får jeg ikke fat i det hele. Men forstår, at vi skal starte kl. 17 i nummerrækkefølge, og eftersom der er 30 sek. mellem hver, går jeg i gang med at varme op klokken 17:

Lette knæløft, hoftecirkler og dynamiske lægstræk, stræk og bøj, sidebøj og drej, og en smule bouncing på stedet: En meget moderat opvarmning; for at spare på kræfterne. Et par af de andre løber ud og løber rundt på p-pladsen. Stakkels dem eller måskere rettere: Smarte dem.

Tiden går og går, så jeg holder inde med opvarmningen efter cirka 10 minutter.

Til trappeløb konkurrencer er der altid en varm, venlig og imødekommende stemning, så jeg spørger en af Trappefolket om et par tips før løbet: Han bistår straks med to råd: Hold dig rank (pres ikke lungerne sammen) og få hele foden ind på trappen. Og så trækker han lidt i min overtræksvest og siger: Du har ALT for meget tøj på, din krop kommer til at koge over!

Jeg blegner (mere) og begynder febrilsk at komme afmontere dunjakken (den er nu kun tænkt til ventetiden) og overtræksvesten. Jeg bakser med at komme fri af mit kluns, så jeg opgiver at nå at få den langærmede jakke af til tiden. Dunjakken og overtræksvesten smider jeg i et hjørne, for jeg tør ikke løbe helt ud til bilen. Heldigt, for nu er det nu.

Det er tid

Lige omkring kl. 17:30 er der en, der råber: Kom. Nu.

Så går vi ud i tunnelgangen og videre igennem en døråbning. Nu bliver tunnelen helt mørk og folk begynder at gå eller jogge. ”Er løbet startet?” spørger jeg den nærmeste. ”Ja!” siger han. Nå, tænker jeg og begynder at løbe i zig-zag henover skinner og vandpytter.

Men efter de 850 meter ser jeg, at der står de første starter og venter. Løbet er altså ikke begyndt. Vi venter i kø ved foden af trapperne. Det er almindelige brede betontrapper, men med ret høje trin. Højere oppe kan man se lidt tunnelmørke.

Omkring 17:45 starter trappeløbet. Den første, nummer 1, løber op ad trapperne. Det ville jeg normalt også gøre, men ved synet af de ret høje trin beslutter jeg allerede på forhånd at gå det første stykke, så kan jeg altid løbe senere (tror jeg).

30 sekunder efter følger den næste, og sådan fortsætter det. Pludselig er det mig. 5, 4, 3, 2, 1, og jeg går op ad trapperne, så hurtigt som jeg kan. Det er ikke ret hurtigt.
Så stopper betontrapperne og jeg skal træde lidt til højre for at komme på trætrappen, der løber til venstre for baneskinnerne.

Frygtfremkaldende trio

Fra lyset kommer jeg direkte ud i mørket og rammes af lige-ved-og-næsten-rædsel.

For det første:

Mørket.

Fra dag til nat på et sekund. Tunnelen er virkelig skræmmende mørk. Selvom der med mellemrum er lysstofrør, bliver det meste af lyset opslugt af den dybsorte dystre tunnel.
På billederne på facebook-siden ser tunnelen nogenlunde oplyst ud (foto, trappetunnel set oppefra), derfor spurgte jeg før start en anden løber, om det var nødvendigt at tænde pandelampen fra start. Ja, sagde han og kiggede undrende på mig. Det forstod jeg fra første trin i tunnelen. Uden pandelampen – venligst udlånt af søsters kæreste – havde jeg været prisgivet.

For det andet:

Trinene!

De er meget smalle. Invitationen nævnte godt nok 40 cm brede trin, men på de fleste billeder, der ligger på nettet ser man mest trinene i toppen og de er ca. 100 cm brede (min underbevidsthed har sørget for at jeg meget belejligt har overset de andre fotos), så i min hjerne har trin været nogenlunde brede og jeg har bildt mig selv ind, at de (på norsk) nok mener 40 cm dybe. Men nej.

Normalt er jeg ikke gelænderbruger og svinger frit med armene, men her er jeg næsten bange for at falde til siden ud på skinnerne. Trinene er så smalle, at jeg for første gang nogensinde i et trappeløb klamrer mig til gelænderet – hele vejen op skifter jeg fra hånd til hånd med meget få slip. Et enkelt sted er der i øvrigt kun 2-3 halve trin pga. en installation; ved et lykketræf opdagede jeg det i tide i pandelampens skær.

Ikke bare er trinene smalle, 40-43 cm, de er også høje. De er oplyst til at være 15-18 cm høje – normal højde for indendørs trin – men jeg føler, at sammenlignet med andre trin er de højere.
Det er vildt anstrengende. Øjeblikkeligt ved jeg, at heller ikke dobbelttrin kommer på tale. En senere løselig beregning – højdemeter divideret med antal trin – peger på en trinhøjde på måske 20-21 cm?

For det tredje:

Vandhullet.

Banens skinner hviler ikke på en betonflade ved siden af trappen. En stor del af strækningen hviler de på et åbent stålskelet og et godt stykke under det fosser en strøm af vand ned gennem tunnelen. Faretruende og med en uhyggelig brusende lyd.

Jeg tænker lige fra de første trætrin, at dette er det værste, jeg til dato har tilmeldt mig. Jeg er ellers vild med huler og tunneler, men dette er en tand for skummelt. Da jeg samtidig er i historisk dårlig form, booster fysikken ikke ligefrem min moral.
Jeg forbander mig selv og det bliver seriøst op ad bakke mentalt og fysisk hele vejen; hver eneste meter af de 1050 meter med 39 graders stigning, fra 1150 m.o.h. til 1800 m.o.h.

The only way is up

I starten forsøger jeg at holde en jævn om end meget langsom kadence. Jeg fornemmer med skuffelse, at mit tempo er under 100 trin i minuttet, hvor det plejer at ligge over 100 trin i minuttet.

Det føles ulideligt anstrengende, men efter nok 500 trin, når jeg op til en pige med et 20’er nummer. Da hun hører mine trin, stopper hun og presser ryggen op mod klippevæggen, og jeg maver mig med et krampagtigt greb i gelænderet uden om; nærmest tête à tête; ansigt mod ansigt.

Efter hvad der føles som endnu 500 trin, når jeg op til nr. 33. Sammen ligger vi et stykke tid bagved nr. 32 – man har ikke vanvittig megen lyst til at overhale pga. anstrengelsen – men efter en tid siger nr. 33 ”forbi” og nr. 32 presser ryggen op mod klippevæggen og vi maver os begge udenom.

275 meter senere

Efter 275 meter møder vi den første togvogn, der holder parkeret. Her er der førstehjælpere og hjælpere med energidrik. Jeg tager et bæger og en enkelt stor slurk, og går straks videre. Det er farligt at stoppe, for så har man ikke lyst til at fortsætte.

Vi fortsætter opad. Jeg holder mig lige i hælene på min ‘hare’ en stor del af vejen, men til sidst trækker han af sted og forsvinder mindst 200-300 trin længere op i mørket (foto: Gaustabanen facebook side). I denne periode bliver jeg selv overhalet af en ung fyr, og er nu den, der står med ryggen mod muren.

775 meter senere

Efter 775 meter møder jeg den anden parkerede togvogn. Igen er der bægre med energidrik. Igen tager jeg kun en enkelt stor slurk, for at kunne fortsætte videre med det samme.
Jeg kæmper mig videre opad. Før start var der et par af de tidligere deltagere, der nævnte at det er hårdt, at der ikke er trin-angivelser på trin (i nogen løb er der angivelser for hver 100. trin, i Flørli 4444 var der for hver 500. trin). Det er nu ikke helt rigtigt. Jeg ser tal ved 1003, 2003 og 3002 tror jeg! Når man ser 2003, får man et lille boost af glæde over at være over halvvejs …

Efter hvad der føles som meget lang tid, kan jeg ikke alene se tunnelen og spredte lysstofrør, men også høre svage råb oppefra, når der bliver heppet på trætte løbere på de sidste trin. Hurra: Enden er nær! Målet er ikke sigte, men det er der, så jeg holder kadencen; der er ikke overskud til en spurt.

I nærheden af toppen begynder gelænderet at være beklædt med is. Løbslederen havde vittigt forklaret, at det skulle de første løbere nok få fjernet. Men det glemte de åbenbart, og nu får hænderne – i de ikke-vandtætte handsker – en ekstra kold oplevelse.

Næsten oppe. Fra trætrinene skal man op ad en lille lodret metalstige med tre trin. Det går. Men. Der er en metalgitter-afspærring (for at forhindre at banens besøgende ryger ned i den sorte afgrund). Den har det åbenbart ikke været muligt at afmontere til løbsstart, så på den anden side af afspærringen sidder der en af førstehjælperne og rækker armen frem og tager min hånd, så jeg kan svinge benene et ad gangen ud i luften og om på den anden side. Her mister jeg nok mindst 15 sekunder tid, fordi jeg er så forbløffet over afspærringen, at jeg næsten går helt i stå. Der er heldigvis ikke nogen, der puster mig i nakken. Der er ret langt ned til de næste.

1050 meter senere

På den andsen: De sidste 20-30 trin er igen brede betontrin og jeg burde egentlig mønstre en lille overbevisende joggen opad, men jeg er mentalt fuldstændig blæst, og ikke engang, da Henrik kigger frem over kanten ovenover og råber “smil” og fotograferer, bliver det andet end et par trækninger i mundvigene. Jeg får heller ikke hevet armene i vejret i en vinder positur, hvilket jeg ellers har klaret ved tidligere lejligheder.

Så! 3111 trin senere – viser det sig – er jeg på toppen. ‘Røgen’ omkring pandelampen er min varme udåndingsluft, der fortættes i den meget kolde topstationsluft. Bortset fra tunge ben og lunger i krise, har kroppen det ellers o.k., hverken for kold eller varm, når jeg tænker efter.

Jeg er stadig på benene og vejrtrækningen er normal igen. Lige efter ankomst står der på gulvet store flasker med blå og orange energidrik. Jeg snupper en blå med Faxe Kondi smag og skyller den ned. Supergodt. Henrik giver mig min varme, men hæslige oversize lodne hættetrøje, der ligner en stor sutsko. Med den påmonteret genner Henrik mig igennem en lang tunnel, så jeg også lige kan nå at få et kig udenfor fra udsigtspunktet nær toppen. Det er koldt og spændende, men udsigten er væk, hvis man ikke medtæller synet af landsbyens lys langt nede.

Et par timer tidligere har Henrik taget en serie snapshots – guf for sne fans:

Ind i varmen

Så skynder vi os ind varmen til cafeen, der bugner af fornem forplejning:

Bananer, snackbarer, fine små hapser, og en utroligt lækker suppe, som jeg får tiltusket mig to portioner af. Der er vand, kaffe og te, så jeg indtager tre kopper grøn te med lemonsmag.

Følelsen af at være “færdig” fortog sig straks efter indtagelse af energidrikken, og med varmende suppe og te indenbords, føler jeg mig næsten “på toppen” igen.

Alle løberne forsamles efterhånden omkring cafeens runde borde.

Efter en times tid, bliver vi guidet ind i et mødelokale med lys på bordet. Her går snakken et stykke tid, hvorefter de to vindere bliver råbt op: Først Kristin Andersson, som kom op i den hurtigste tid; en fantomtid 24:14 minutter! Dernæst Per Rosén med tiden 27:12 minutter. Så er ceremonien overstået.

Men. Så bliver mit navn råbt op. Jeg har ikke hørt alt, hvad der er blevet sagt undervejs, og forstår ikke helt, hvad det handler om. Men jeg må op foran alle de siddende. Det viser sig, at arrangørerne mangler startnummervest 34; den befinder sig stadig på, dybt inde under min varme trøje.

Piiiiiiinligt. Jeg har aldrig før været med til et løb med en nummervest, der skulle afleveres; det har til dato været et engangs-startnummer monteret med klæbebånd eller sikkerhedsnåle. Så jeg tænkte ikke et øjeblik på at få vesten af og afleveret efter ankomst. Nu må jeg stå og rode mig ud af min store trøje og klodset strippe vesten af i alles påsyn. Havde der bare været et musehul …

Mange tak

Efter den scene er det tak for i dag og alle trækker ud af rummet, ud til stationen for at tage banen ned. På vejen ud får vi en fin Gaustabanen kop – vi må selv vælge farven blandt flere forskellige – og en flot rød og grå rygsæk med fine detaljer. Ved nærmere eftersyn står der ‘fullført’ med små bogstaver på rygsækken. Ha-ha, supergodt, men det burde have været 10 cm høje fuldfede bogstaver, så alle kan se det på mange meters afstand!

Henrik og jeg når lige akkurat ikke ned med den første banevogn, så vi må vente ca. 15 minutter mere. Jeg kaster et sidste blik ned på trappen. Den ser da ikke så slem ud … oppefra.

Så går det nedad med banen i de næste 10-12 minutter. Så står vi ud og venter nogle få minutter på det lille el-tog, der skal fragte os de sidste 850 meter.

A Hard Day’s Night

Toget stopper i den lyse del af tunnelen. Vi står ud, går de sidste meter og bliver lukket ud. På vejen når jeg lige at få mine to veste med mig.

Så er det ud i kulden.

En frostklar nat med en vidunderlig stjernehimmel.

Jeg sender et sidste blik tilbage til stationsbygningen.

Sikken en vanvittig event.

Sikken en dag.

Dejligt. Nu.

Tak for det.

Løbsresultat

Da vi startede, blev vores starttider noteret, og da vi kom op til toppen, blev vores ankomsttider noteret.

I hånden på klassisk facon. Der var ingen real-time tidsvisning, men tiderne kom vist på facebook ret kort tid efter.

Jeg var nu bare interesseret i at få noget mere at spise, og tjekkede ikke tiderne.

Allerede næste dag kommer der dog en Gaustabanen email med en hilsen, link til tiderne og en løbsopsummering (uddrag):

I kvinneklassen, uavhengig av alder, var det Kristin Antonsen som kom seirende ut med den ufattelig sterke vinnertiden 24:14. Med det slo hun en gamle trappeløpsrekorder til Marit Bjørgen med over 5 minutter, og er med dette den nye dronningen av trappa! En ekstremt imponerende prestasjon! 2. plassen blant kvinnene gikk til Birgitte Nyblin-Austgulen med tiden 33:55, mens Marina Aagaard sikret 3. plassen med den respektable tiden 38:45.

Jeg tror ikke mine egne øjne: Trods en skuffende præstation: Nr. 1 AG (af to!), nr. 3 blandt de 14 kvinder, overall midt i M/K feltet.

Som vanligt er jeg frisk dagen efter. Ingen ømhed eller træthed, forståeligt nok eftersom min gennemsnitspuls, viser det sig, kun var 120 (meget lav-intensiv indsats), og ganske overraskende for første gang i flere måneder overhovedet ingen smerter i foden og senen? Godt nok var der næsten ingen løb og ingen excentrisk arbejde (gang nedad), men helt smertefri er alligevel utroligt og beroligende: Det virker ikke som om Gaustabanen trappeløbet har forværret situationen. Tværtimod.

En heldig tur.

Følg min Blog HER og Instagram HER