Ugen der gik 35 2021: Deadline og åbent hus

Træning der virker: Er kroppen virkelig nok?

Træning der virker?
Et gulv, en stang til hængende øvelser og en soft plyobox. Hvad mere behøver man?

Kun “vægtstang og skiver” eller “kettlebell” siger nogen. Andre siger “ringe”.

Andre igen siger “ingenting” … man kan jo træne i naturen.

Hvad er bedst?

Træning der virker

Træning der virker Marina Aagaard blog fitnessI månedens nyhedsbrev skrev jeg om tre overvejelser, når man ønsker “træning der virker”:

# 1 Kroppen ER nok

Man kan nøjes med kroppen alene, suppleret med noget man kan trække sig op i (en stang eller slynge som TRX – indrømmet, et redskab), så man kan træne ryggen og forsiden af armene.

Man kan tænke, at man har brug for ydre modstand for at blive rigtig stærk, men gymnaster er bomstærke, hvilket de opnår alene med kroppens egen vægt.

Eksempelvis: 1-arms push-ups, pistols (1-bens squat med det fri ben løftet frem), plancher (frie planker) og human flags (kroppen hænger ud til siden).
Se hvordan ved at søge på ‘calisthenics’, ‘bodyweight workouts’ og ‘gymnastics’.

Det sagt, så kræver en del af den slags øvelser en forholdsvis lang optræning, som mange ikke orker. Derfor:

Der ER også en plads for maskiner, småudstyr, elastikker o.l., fordi det gør træningen meget nemmere for ganske mange motionister.

Tip: Prøv i dag en kropsvægt øvelse, du aldrig før har prøvet. Med eller uden hjælp (assist). Alternativt en øvelse med udstyr.

Læs mere:

Kend din træningsform: Kropsvægt træning

Wikipedia: Calisthenics

# 2 Der er IKKE et enkelt “bedste redskab”

Uanset hvad du ser og hører, hvor overbevisende det end lanceres, er der ikke et enkelt redskab, der kan siges at være det eneste “bedste” redskab.

Kettlebell’en er fx blevet populær til power og ballistisk træning og er eminent især det. Men også vægtstænger, medicinbolde og køller anvendes til ballistisk træning – og vægtstænger og medicinbolde muliggør i den forbindelse visse bilaterale øvelser (med begge hænder), der ikke er mulige med kettlebell. Og sådan kan man blive ved for hvert redskab.

Personligt er jeg ikke gift med noget redskab. Hver ting til sin tid og selv redskaber med begrænset funktionalitet (fx pilates ring og zumba ‘vægte’) kan give værdifuld motivation og/eller variation til vant træning.

Tip: Vær nysgerrig og prøv forskellige redskaber. Ikke nødvendigvis på fast basis, men ind imellem for at få nye kropslige oplevelser.

Mere om redskaber:

Træningsudstyr valg: Det optimale træningsredskab?

Fitness udstyr A-Z guide: Træningsformer og redskaber

Hjemmetræning guide: Træning, udstyr, hensyn

# 3 Træn kort OG langt

Man kan med fordel kan variere styrketræning med bl.a. ændringer i intensitet; belastning, sæt, repetitioner, hastigheder og pauser.

Det samme gælder konditionstræning:

Man får signifikante resultater hvad angår kondition, energiforbrug og sundhed kortvarig HIIT, Høj-Intensiv Interval Træning, hvor man fx kan variere belastning, sæt, repetitioner, hastigheder og pauser.

Alligevel er det værd at huske, at træning er specifik. Man bliver god til det, man træner, og er det altid kortvarig træning, bliver man ikke specielt udholdende – og en del hverdags- og fritidssituationer kræver udholdenhed.

Tip: Suppler eller variér korte træningspas med distance-træning fx længere gåture, cykelture, svømmeture eller padleture fx i weekenden.

Mere om intervaltræning:

Kend din træningsform: Intervaltræning

 

Dit valg

Træning der virker, kan opnås på utallige måder. Der er en vej for enhver. I udgangspunktet er det væsentligt, at man vælger de metoder, der er mest motiverende for en selv, så man nyder træningen og holder ved.

Vil man mere end motionstræning og fornøjelse, går man fx benhårdt efter resultater, kan det være fordelagtigt at supplere med metoder og øvelser, der styrker ens svage sider (områder man måske ikke umiddelbart prioriterer). Det kan gøre forskel.

Kommentarer og spørgsmål er velkomne (brug kommentarfelt her under).

God træningslyst.

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik 35 2021: Deadline og åbent hus