Vild med at rejse? 10 Ting du skal vide om blodpropper

Af Marina Aagaard, MFT. Foto: Henrik Elstrup

Rejser du (ofte)? Rejser giver oplevelser fysisk og mentalt. Desværre er der også risici. Et litteraturstudie har vist, at rejser man med bil, bus, tog eller fly i bare over 3-4 timer har man 2-4 gange øget risiko for at få en blodprop i ben eller lunger.

3-4 timer, hvor man sidder stille? Det gælder for mange bil-, bus- og tog rejser rundt i landet og for flyrejser selv inden for Europa. Og blodpropper kan ramme både ældre og yngre voksne og være dødeligt: Risikoen skal tages alvorligt.

Længere ture som togrejser sydpå og langdistance flyvninger øger risikoen for blodprop i ben eller lunger markant. Og risikoen er forhøjet i helt op til otte uger efter ens rejse.

I en BT artikel (2013) baseret på et litteraturstudie publiceret i Ugeskrift for læger og input fra læge Kristian Hallundbæk Mikkelsen, er der interessant viden om blodpropper. Disse lister er baseret på referat og citat samt rejse-sundhedsråd fra bl.a. Sundhed.dk.

10 Risikofaktorer for blodpropper i ben

  1. Sidde stille længe på for lidt plads. En hyppig årsag til blodprop er fx ved rejser, hvor man sidder i samme position i længere tid. Ligger blodet stille, kan det størkne og danne en blodprop (bevægelse af ben, lægmuskler, fremmer pumpe-bevægelsen, der fører blodet frem og tilbage mellem muskler, organer og hjerte).
  2. Lange rejser. Risikoen for at få en blodprop under rejsen øges markant med rejsens længde og med antallet af rejser inden for en kort periode.
  3. Høj alder er en risikofaktor for at få en blodprop i forbindelse med rejse.
  4. Fedme, BMI >30, er en risikofaktor for at få en blodprop i.f.m. rejse.
  5. Tidligere blodpropper er en risikofaktor for at få en blodprop i.f.m. rejse.
  6. Graviditet eller brug af p-piller er risikofaktorer for at få en blodprop i forbindelse med rejse.
  7. Nyligt traume (skader pga. ydre påvirkning) eller større operation er risikofaktorer for at få en blodprop i forbindelse med rejse.
  8. Høj eller lav højde. Kropshøjden der ikke normalt er en risikofaktor for blodpropper i ben eller lunger, kan have betydning. Personer over 190 cm har øget risiko under alle transportformer, mens personer under 160 cm har øget risiko ved flyrejser. (…) Det hænger sandsynligvis sammen med, at høje og lave personer ofte sidder ukomfortabelt eller klemt, da sæder ofte er lavet til en gennemsnitshøjde.
  9. Ved mistanke om en blodprop i benet, skal man gå til egen læge/vagtlæge.
    En blodprøve eller ultralydsundersøgelse kan konstatere, om man har haft en blodprop i benet.
  10. Blodpropper behandles typisk med blodfortyndende medicin for at forebygge, at blodproppen breder sig, og for at forebygge at dele af blodproppen kan rive sig løs og give blodprop i lungerne. Behandlingen forebygger også nye blodpropper i at dannes. Har man haft en blodprop i benet, vil man have ondt i benet i et par uger, hvorefter de fleste vil blive raske uden mén. Der er dog en risiko for, at man får en blodprop i lungen. En stor blodprop i lungen kan være livstruende.

Sundhed på flyrejser

  1. Vær i god form generelt: Vær fysisk aktiv minimum 30 minutter om dagen og mindst to gange om ugen vær aktiv (dyrk motion) i 20 minutter med høj intensitet.
  2. Bevar normalvægt. Undgå overvægt som kan give gener og være forbundet med sygdom.
  3. Bevæg dig under flyveturen. Stræk dig. Løft knæene. Vip med fødderne. Træk benene op. Stræk dem evt. Masser evt. fødderne. Litteraturen hverken be- eller afkræfter at det hjælper at bevæge benene undervejs på rejsen.
  4. Gå jævnligt ture i midtergangen (uden at gå i vejen for stewarde(sse)rne).
  5. Lav dybe knæbøjninger og hælløft, fx når du venter ved toilettet.
  6. Brug støttestrømper. Personer, der er i øget risiko for blodprop, bør bruge støtte- eller kompressionsstrømper til knæniveau. Strømpens funktion er at forbedre venepumpens funktion. [Da ikke alle ved om de har øget risiko for blodprop anbefaler jeg nu – efter mands blodprop – støttestrømper til alle voksne].

    Ved brug af støttestrømper kan man nedsætte risikoen for en blodprop ved rejser over syv timer. De reducerer også hævelse af læggene.
  7. Undgå stramtsiddende tøj. Tag skoene af. Bevæg tæerne og fødderne.
    ..gerne .
  8. Drik rigeligt væske [læs vand; alkohol er vanddrivende og kan forværre problemet]. Det er usikkert, om det har effekt i forhold til at sænke risikoen for blodprop i benet, men det skader ikke og kan mindske risiko for alment ubehag.
  9. Selvmedicinering hjælper sandsynligvis ikke. Acetylsalisylsyrepræparater som fx hjertemagnyl eller smertestillende piller med acetylsalicylsyre som f.eks. aspirin, kodimagnyl og Treo har ingen dokumenteret effekt på blodpropper i benene.
  10. Medicin er måske nødvendigt til personer med flere risikofaktorer.
    Spørg lægen før rejse.

Symptomer på blodprop i benet: Typisk symptom er, at det ene ben hæver. Afhængig af hvor blodproppen sidder, kan det være kun foden, kun underbenet eller hele benet. Efterhånden kommer der rødme, og man får smerter, når man bevæger benet. Der kan også komme let feber, det vil sige en temperatur på 37,5-38,5 grader. Der er dog en del tilfælde, hvor der kun er ganske få eller ingen symptomer.


Ifølge sundhed.dk er risikoen for blodprop i benet meget lille [men den er der].
Man skønner, at risikoen for blodprop i benet ved rejser over 4 timer er 1 ud af 4656. [Det lyder ikke af meget, men: Danskerne foretog i 2015 cirka 24 mio. flyrejser (enkeltrejse). Altså cirka 4,5 flyrejse pr. person pr. år, inklusive børn, teenagere, og ældre.]
Den mere alvorlige komplikation med blodprop i lungen ses meget sjældent med en risiko på 5 ud af en million ved rejser over 12 timer.


Dyb venetrombose er blodpropper i venerne i benet (læg og lår) og bækkenet, kaldes også DVT (Sundhed.dk).


Læs mere:

Sundhed.dk: Lange flyrejser og risiko for sygdom

BT.dk: Få timers rejse øger risikoen for blodpropper

Ugeskriftet: Rejse og venøs trombolisme

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s