Musik og motivation: Træningsmusik fordele og kendetegn

Sønderkol trappe og Nørrekol trappe i Rebild Bakker

Sønderkol trappe. En lang trappe i Rebild Bakker. Faktisk er der flere trapper på Sønderkol, og lige overfor på Nørrekol er der også to lange af slagsen.

Rebild Bakker ligger i et smukt kuperet hedelandskab i Rebild Bakker National Park. Bakkerne danner rammerne om årets Rebildfest den d. 4. juli, USA’s Uafhængighedsdag.
Parkområdet byder på smukke lyngklædte skrænter med lave buske og træer samt gammel, vild, naturskov: Rold Skov er en af Danmarks største skove. Den dækker et areal på omkring 80 km2, 8000 hektar. I dag består størstedelen af skov af nåletræer med enkelte større bevoksninger af gammel naturskov med bøg og de findes i Rebild Bakker samt Bjergeskov, Troldeskoven og Urskoven.

Sønderkol trappe Nørrekol trappe Rebild Bakker Marina Aagaard blog rejse travelDer er flere vandreruter, blandt andre Rebild Bakker ruten, der er en 10,8 km certificeret rute.
Vandreruterne byder på brede grusveje, stier, smalle dyrespor og adskillige trapper, der kræver mod og en sikker fod. Trapperne lokkede mig dertil.

Første stop er RebildPorten, der er stedets turistinformation og formidlingscenter. Et større center bemandet center med venlig service og mange informationer. Der er også toilet, og ved siden af, er der en restaurant og en cafe. Der er en stor parkeringsplads til de mange gæster.

  I informationen gav de gode tips til området. Trapperne var de dog ikke helt stærke i; mente ikke at man kunne komme op ad trapperne til Nørrekol fra Rebildvej, men det kan man. Der er direkte adgang – og P-plads til biler lige overfor. Det er dog nok mest hensigtsmæssigt at køre op til RebildPorten og starte sin tur der, hvor man er “midt i det hele.”

Sønderkol trappe

Fra RebildPorten gå jeg ind ad den bueformede indgang og ind gennem portalen og hen til en stiforgrening, man kan gå ned ad en bred trappe til en bred sti eller man kan gå let opad ad en grussti. I informationen anbefaler de, at jeg går opad, hvis jeg vil til trappen.

Jeg går forbi den lille bakke med mindesmærker og forbi totempælen, skænket af en dansker bosiddende i Solvang, USA, og videre op i det grønne. Forbi græssende får.

Sønderkol bakke og trapper

Jeg ser trin. Så af sted opad og atter opad, tænker jeg, men nej. Der er kun 70 trin, så er jeg allerede oppe på Rebild Bakkers højeste punkt, Sønderkol, en 102 meter høj bakke. På toppen er man omgivet af krogede træer.

Jeg går ud på den anden side og ser en fænomenal udsigt over Rebild Bakker og Rold Skov. Så går jeg nogle få meter henad stien og ser en trappe. Jeg går nedad den, mens jeg tæller trin. Midtvejs er der et længere stykke med græssti og man kan gå i tre retninger. Jeg vælger lige frem (men prøver senere de to andre retninger) og kommer til den sidste del af trappen. Vel nede kan jeg konstatere, at der var 133 trin. Ikke så mange som forventet?

Ergo om igen. Rundt og op og denne gang:

Fra RebildPorten går man hen til den brede trappe ned til grusvejen. Man følger vejen nedad, der slår et blødt sving om Sønderkol bakken på højre hånd.
Næsten for enden af vejen, hvor bakken flader ud drejer man 90 grader til højre, går ind på den lille sti – afmærket med en pil – og nogle meter oppe ad stien starter trappen op til Sønderkol. Først et stykke op, så skarpt til højre og så videre op.

Ingen fotos af trappen opad (men video her under), men et kig ned over ‘trappen’, der nærmest gemmer sig i landskabet. Der kommer nogle korte stykker med sti og så flere trappetrin. Sådan. Man slutter næsten på toppen, vel lidt over 90 meters højde, hvor der er en lille bænk.

Sønderkol på den ene side af trappen med kig til Nørrekol.

Toppen af Sønderkol lige før trappen.

Der er 181 meget forvitrede trappetrin med rigelig løst sand. Jeg tager også turen nedad. Med forsigtighed, det er ikke det rigtige sted til trailløb … og så måske alligevel? Netop på denne eftermiddag er der trailløb, Trailfox, på op til 30 km og der er ret mange ret udmattede løbere på trapperne og stierne.

Nørrekol trappe

Man kan gå ned forbi og højre rundt om Sønderkol om til Nørrekol, en 90 meter høj bakke.

I stedet kan man også – i stedet for at køre op til Rebild og RebildPorten – parkere ved Rebildvej P-plads, der ligger ved Brune Bakke, også del af Rebild Bakker Ruten. Lige overfor P-pladsen, på den modsatte side af vejen, er der en lille låge, og umiddelbart bagved den følger trappen op ad Nørrekol.

Trappen er i en miserabel forfatning, tilgroede trin, forvitret træ, løst sand og stenet jord. Mange trin er fuldstændigt forsvundet. To steder er der et stykke græssti før trapperne fortsætter.

Efter 169 trin når man toppen. Fra toppen af Nørrekol er der en flot udsigt over hele området og over til Sønderkol.

Fra Nørrekol kan man gå ned ad trapper på den modsatte side og et stykke sti. Ved bakkens fod drejer man til højre og følger græsstien, der bugter sig nedad med Sønderkol på venstre side. I bunden af bakken møder man grusvejen op til RebildPorten.

Kejserbakken

Den Rebild Bakke, der danner ramme om 4. juli arrangementer, har naturligvis også en trappe og den går jeg op ad. Små 96 forhutlede trin med et meget stort hul midtvejs. Trappen fører op til endnu en flot panoramaudsigt.

  Alle tiders trappe- og bakkelandskab.

Sæt hele dagen af til gåtur, picnic og ekstra trappeture.

Læs mere:

Rebild Bakker

Danske trapper

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Musik og motivation: Træningsmusik fordele og kendetegn