Ugen der gik 32 2023: Fra regn i Rønde til sol i Udkantseuropa

Ugen der gik 32 2023 fra d. 7. til 13. august. En travl uge. Ude og hjemme og ude. I Danmark er temperaturen 12-14 grader C og det regner en stor del af tiden. I østeuropa skinner solen fra en skyfri himmel og temperaturen når 30-38 grader C. 

Ugen der gik 32 2023

Mandag til onsdag

Træning og selvtræning. Det sædvanlige.

Torsdag

Et lavpris flyselskab skylder! For en rum tid siden pre-corona bookede jeg ferie og rejse, men efter check-in og et par timers venten i Billund lufthavn stod det klart, at flyet – og ferien – var aflyst. Uden forklaring eller undskyldning. Talrige henvendelser til flyselskabet gav ikke pote. Hverken information eller refusion. Heldigvis skaffede selskabet Flypenge os en erstatning (cirka halvdelen af beløb). Meget senere viste det sig imidlertid, at i det mindste stod det indbetalte beløb for flyrejsen på en konto i mit navn hos flyselskabet … og lige i øjeblikket er der en chance for ferie. Jeg tog i juli chancen og bookede en rejse: Der var kun få destinationer at vælge imellem, så det blev Rumænien igen; men jeg havde en plan.

D. 10.8.2023. Op kl. 04:00. Henrik og jeg kører til Billund.

Heldigvis er der denne gang et fly i lufthavnen og det flyver.

Flyrejse

Vi lander i Iasi, Rumænien, 20 minutter før tid, men spilder dem, mens vi leder efter Travis billejefirmaet, der trods oplysninger om det modsatte, ikke længere er til stede i den meget lille lufthavn. Vi prøver et andet firma, men de kan ikke opfylde vores ønske om kørsel over grænsen. Ergo må vi have en taxi ind i byen til Travis. Den første chauffør nægter at køre os (måske for kort en tur?), men anden gang er lykkens gang. Ind til Iasi, pris 30 lei, 45 kroner.

Hos Travis lejer vi en bil. Det går som det plejer hos den slags firmaer: “Den lovede model har vi ikke, men vi har en anden”. Her er den lovede model dog for en gangs skyld en bedre bil, en VW Taigo; selvfølgelig “kun” 20 Euro dyrere og en ret skadet bagende! Helt okay, fordi den må krydse grænsen … naturligvis mod ekstra betaling. 

Vi kører til grænsen, kun 20-30 minutter tager det. Så stopper trafikken. Kø. Vi kører i sneglefart med lange pauser i 2,5 time, to gange paskontrol, en gange tjek af bilen. Endelig er vi igennem og skal til at køre ud, men kører forkert (skiltningen er minimal til ikke-eksisterende) og vi ser grænsetrafikken fra den modsatte side komme direkte i mod os! Vi forcerer et bed, kommer over i den rigtige kørselsretning og så ind i Moldavien.

Moldavien

Europas fattigste og mindst besøgte land. Men på afstand ser det slet ikke så dårligt ud, bilerne der kører forbi er typiske biler, nyere årgange og i normal stand, og husene ser meget almindelige og solide ud (først dag vi kommer ud på landet, ser huse og biler gamle og slidte ud, og der er lige så mange hestevogne som biler).

Vi ruller af sted ad søvnige hovedveje i fin stand – men kig til siderne afslører hullede grusveje. Efter 1½ time kører vi ind i Chisinau ad brede velholdte boulevarder med store imponerende bygninger og grønne parker. Ret lig andre europæiske storbyer, bortset fra en hel del halvforfaldent østeuropæisk betonbyggeri.

Det er sen eftermiddag. Tjekke ind på lille boutique hotel, Lion’s. Gå tur i solen. Retur. Slappe af. Spise på hotelrestauranten, ude på terrassen, der er 28 grader ved 21-tiden om aftenen.

Fredag

Vi spiser morgen klokken 8 i en romantisk lille tagrestaurant. Jeg er som sædvanlig sulten om morgenen og bliver overrasket. Tjeneren oplyser “1 billet, 1 ret”. Dog inklusive en mikro americano kaffe og orangejuice. Jeg vælger mellem de otte retter: Toast med laks og avocado, selvom jeg ellers ikke spiser fisk om morgenen. Men det smager udmærket, selvom der er lidt lidt.

Chrisinau sightseeing

Senere går vi tur i Chisinau i 35 graders varme; vi fotograferer byens bygninger og monumenter. Så spiser vi frokost, alt for meget, på georgisk restaurant med mange små retter. Så mere sightseeing. Sidst på dagen retur til hotellet. Vi spiser let mad på hotellet: Grøntsagssalat – og får lige en lychee aperol (?) og en aperol spritz

Lørdag

Morgenmad klokken 8. I dag croissant med laks og avocado. Fint nok, men toast var mere mættende.

Så til busstationen. Jeg hæver moldaviske lei til returbilletten, som ikke kan købes på forhånd. Uha. Så busstur til Transnistrien, 2 timers kørsel i minibus – alle busserne, der kører fra busstationen og til de forskellige byer, er minibusser.

Busturen går fint, men grænsen ser trist og grum ud. Alle skal ud af busser og biler og ind i grænsekontoret, hvor man viser pas til en udtryksløs soldat, der spørger ‘hvorhen’, ‘hvor længe’. Så svarer man og får udleveret immigrationspapir sammen med passet. Jeg har dog fået oplyst, at man skal udfylde nogle papirer, så jeg venter lige et øjeblik for længe. “Goodbye” kommanderer soldaten højt. Jeg bliver stående, for jeg har ikke set at hun har lagt papiret ind i passet. “But …” begynder jeg og vifter med min kuglepen. Så bliver tonen skarp “Go! GO!”. Med iskoldt blik peger hun på kanten af immigrationspapirer i passet, og jeg haster ud af det lille kontor og retur ind i bussen som den sidste.

Hvor er vi?

Bussen kører videre, passerer et stort flot fort, og efter nogle få minutter stopper den i udkanten af en by ved noget, der ligner et butikscenter. Halvdelen af buspassagererne stiger ud. Jeg kigger søgende efter et skilt med Tiraspol, men ser intet. Jeg spørger buschaføren “Tiraspol, Centro?”. Ja, ja, nikker han. Henrik og jeg stiger tøvende ud af bussen, og inden jeg får spurgt om returkørsel, har chaufføren smækket døren i og kører videre. Arrrrgggghhh. Bekymrende.

Jeg forsøger straks at finde ud af, hvor busstationen er, for at afklare returtidspunkt og -sted, før vi går på fototur. Men efter at have spurgt de første 20 lokale, må jeg opgive uden at være blevet klogere; selv helt unge taler ingen engelsk (ordet bus er dog ret internationalt), og de har tilsyneladende heller ingen lyst til at hjælpe, for de fortrækker ikke en mine, kigger væk og skynder sig videre. Så vi går fra gaden ind gennem centeret, der viser sig at være et kæmpestort frugt og grønt marked.

Ude på den anden side, ser vi, at vi er kommet det rigtige sted hen.

Tiraspol

Byen var ‘stjerne for en aften’ i DR rejseprogrammet ‘Nul stjerner’. I virkeligheden er det aldrig helt til nul stjerner, for der er altid noget at opleve. Jeg ønskede nu ikke at komme til Transnistrien pga. programmet, men fordi jeg for længe siden læste om territoriet, der ikke internationalt er anerkendt som et land’, og jeg fandt navnet og stedet specielt og ‘skummelt’.

Nu er vi her.

Og går på sightseeing eller hvad man skal kalde det.

Hverdagsliv, men blandet med forstemmende monumenter og en langtfra imødekommende prorussisk befolkning.

Vi spiser frokost på en restaurant, der har Tripadvisor mærkat på ruden, og international menu med pasta, pizza, bøf og salat. Vi tænker fejlagtigt, at der måske alligevel tages kreditkort her. Men nej. Det eneste der kan bruges er transnistriske rubler. Så jeg må ud af restauranten og henad gaden til et af de mange vekslekontorer. Heldigvis har jeg euro med mig og dem kan jeg veksle; for 20 euro får jeg 300 rubler, lige nok til maden.

Bus til tiden

Så går vi videre på sightseeing, og på jagt efter busstationen. Vi har haft mobilerne på flytilstand siden vi kom til Moldavien, for det koster dyrt for data her i udkantseuropa. Sidst på eftermiddagen må vi dog opgive at spørge os frem, for der er ganske enkelt ikke en eneste, der kan eller vil forstå os eller hjælpe. Flytilstand off og frem med google maps. Så finder vi busstationen i den fjerne ende af centrum.

Efter en vis nervøsitet – vores immigrationspapirer gælder kun i dag og den sidste bus kører snart – bliver jeg ret lettet, da min bøn “two Chisinau” bliver mødt af to billetter og en lille seddel med afgangstidspunkt – om fem minutter (!) – og busnummer (der er så ikke noget nummer på bussen, så vi skal spørge frem blandt de sidste fem busser, der holder udenfor stationen.

Så af sted

Ind i bussen i en fart, der straks kører af sted. Vi gør stop ved en station og så videre til grænsen. Her stiger en kvindelig betjent ind i bussen og samler uden at fortrække en mine og uden at sige et ord alle passene sammen. Efter 5-10 minutter kommer hun tilbage og giver – stadig uden et ord – bunken til chaufføren, der sender dem op gennem bussen.

Så kører vi retur til Chisinau, hvor klokken nærmer sig 1900 og busstationen er næsten bustom og mennesketom, og alle markedsboderne er lukket.

Vi går tilbage til hotellet og skåler for vores hjemkomst i Aperol spritz og en god flaske moldavisk rødvin til maden.

Søndag

Tidligt op. Mere sightseeing i Chisinau bl.a. ambassade-kvarteret, parken og togstationen, der er meget fotogen.

Derfra kører vi ½ time sydpå, fordi Henrik har læst, at befinder sig ‘Verdens største vinkælder’.

Vi ankommer på stedet klokken 11:45 og håber på en tur. Men desværre nej, der er fuldt booket (det havde vi også læst på hjemmesiden). Men, siger hun så, klokken 15 er der en mulighed. Jeg tænker hurtigt: Så kommer vi godt nok sent retur til Rumænien og hotellet, men hvornår får vi chancen for at se sådan en kælder igen? Vi booker tid.

Derefter kører vi til en nærliggende landsby, hvor vi efter nogen søgen finder en bar, Guava. De serverer heldigvis også mad, så Henrik tager en burger, mens jeg spiser en lækker Guava salat. Ingen guava, men rejer, laks, syltet tang samt avocado og tomat.

Vinkælder XXL

Så retur til vinfirmaet, hvor vi tager nogle fotos på de meget, meget populære foto- og selfiespots: To fontæner med henholdsvis ‘hvidvin’ og ‘rødvin’. Klokken lidt i tre bliver Henrik og jeg hentet ved fontænen af guiden, der fortæller os, at vi er på en privat tur med engelsk tale. Resten er russere. Vi bliver ledt hen i det lille tog med to vogne, vi bliver vist til rette på de forreste pladser bagved guiden og russerne kommer i den bageste vogn.

Så kører vi af sted ind i tunnelsystemet inde i bjerget eller rettere bakken. Vi i flere minutter ad gangen forbi store vintønder i træ (gamle) og metal (i brug i dag). Vi gør stop tre gange, står ud og guiden fortæller om stedet. Det blev i 2007 optaget i Guiness Rekordbog som verdens største vinkælder. Der er 200 km gange, siger hun, men turister ser kun cirka 5 kilometer – det er også ret meget.

Vin, vin, vin

Første stop ser vi et lille kunstigt vandfald og får lidt baggrundshistorie om stedet, omfanget, vinene og produktionen. Næste stop ser vi et vinkælder-område med mange, mange flasker. Tredje stop ser vi endnu et vinkælder-område, med smageplads til vinsmagning, luksusflasker til over 1000 euro og et hemmeligt rum, hvor de fine vine blev opbevaret under krigen. Hun viser også en masse rum med gitre for. Her betaler især kinesere for at få opbevaret deres vine under ideelle forhold, 12-14 grader Celsius året rundt. Fjerde stop er deres gildesal (men vi har fravalgt spisning med vin), så vi ser bare salen og får i stedet en gave, en flaske mousserende vin, og så en lille køretur hen til deres vinshop, hvor vi skal igennem for at komme ud.

Eftersom vi ikke kan have vin med, fordi vi kun rejser med håndbaggage, er vinshopping udelukket, så vi haster ud af butikken.

Retur til Rumænien

Vi kører et par timer nordvest på mod grænsen. Vente. Vente. Vente. 2:20 timer. Da vi har har fået kontrolleret bilen og tjekket passene ved begge grænser, kører Henrik ivrigt ud af grænseområdet. Han når kun 750 meter, før der springer en toldbetjent ud på kørebanen. Han fagter med armene og råber retur. Hjertet synker ned i livet på mig, “åh, nej, ikke forfra”.

Vi kører retur, men ser igen ingen skiltning og kører i den rigtige kørselsretning, men den forkerte vej tilbage mod Moldavien. Her får jeg Henrik til at vente lige før grænsebåsene, mens jeg løber over i det andet område og spørger, hvad vi skal gøre. Meldinger overrasker: Vi skal bakke tilbage! Og køre ind i det andet grænseområde – mod kørselsretningen – tæt op til grænsebåsene. Som sagt så gjort. Her bliver det så specificeret, at vi skulle have haft tjekket bilen én gang til, før vi kørte ud.

Toldbetjentene tager vores pas og vi venter 10 minutter i bilen. Så bliver Henrik vinket ud, og tager en snak med én, som taler engelsk, og derefter får vi lov til at vende bilen og køre ud af grænseområdet.

På afveje

Lige efter grænsen er der et kæmpe skilt mod Iasi, så vi kører i den retning og forsøger samtidig at få mobilen koblet til carplay, så Henrik kan se navigationen. Men efter cirka 10 minutter synes jeg, at byskiltene ser forkerte ud – navigationen virker endnu ikke. Så jeg anbefaler, at vi kører retur mod grænsen og ganske rigtigt. Kort efter det store tydelige skilt mod Iasi, står der et lillebitte skilt i vejkanten med en pil, der viser skarpt mod højre. Arrrrggggh.

Efter denne tumlen rundt ankommer vi først ved 21:30-tiden i Iasi. Her tjekker vi ind på hotellet, Arnia, der i mørket ser ud til at ligge i udkanten af byen i et ‘lukket og slukket’ beboelseskvarter. Restauranten er lukket, siger receptionisten. Den er godt nok åben … men kokken er måske gået hjem? Vi spørger, om der er andre steder i nærheden. Receptionisten siger nej og anbefaler, at vi bestiller mad over nettet.

Vi kan nu huske, at vi kørte forbi et sted, Blue Aqua, 750 meter nede ad gaden, hvor vi synes, at vi så lys. Der kører vi hen, og ganske rigtigt. 30-40 trin oppe ligger en hyggelig fiskerestaurant, der først lukker klokken 23:30. Der når vi at spise et fyrsteligt måltid fra 22-23. For sent for min smag, men bedre end ingenting.

Så gik den uge!

Følg min Blog HER og Instagram HER