Af Marina Aagaard, MFT. Fotos: Henrik Elstrup og Marina Aagaard.

Klar. Parat. Opfart. Dagens program er ikke for de med højdeskræk eller vandskræk.
Til gengæld er det lige i øjet for alle, der har lyst til anderledes outdoor aktivitet.

Søndag. Det er morgen. Henrik og jeg kører mod havnen, Burgstaaken, lige i nærheden. Oktober vejret er køligt, men skønt med blå himmel.

Da vi ankommer, går vi lidt rundt – og fotograferer – på havnen, som er ved at vågne.
Det første vi ser er en u-båd og en redningsbåd. Der er tre museer i havnen; U-boot museum, Seenotrettungsmuseum og Ûberseemuseum. De har ikke åbent endnu, så det må blive en anden gang, men et par fotos af u-båden bliver det til.

Fehmarn_IMG_2442wFehmarn_IMGw_2437

Rundt om er der ved at blive gjort klar til dagen; en salgsbod fyldes op med grøntsager og andre lokale produkter, og deltagere til en sejltur med en kutter begynder at indfinde sig.

Fehmarn_IMG_8016

Mit eget ærinde i dag er dog et helt andet end shopping og sejlads …

Silo Climbing – Europas højeste top-reb sikrede klatrefacilitet

Hjemmesiden lokker: Leder du efter en god fritidsaktivitet ved Østersøen? Det får du her hos os. En af siloens 16 klatreruter er 40 meter høj og dermed den højeste top-reb sikrede klatrebane i Europa. Sværhedsgraderne er fra 1-7 så vidt jeg kan se på skiltene over ruterne, der har planetnavne.

Klatregrebene er indrettet således, at en mindste kropshøjde på 1,10 m er tilstrækkelig, og selv begyndere har kun få problemer med at klare de lettere klatreruter. De yngste klatrere er 4 til 5 år gamle, de ældste er over 70 år. Rekordlisten viser dog, at de 20-30 årige klarer sig bedst på tid!

Hjemmesiden fortæller, at klatring er en partnersport, så man skal helst have en makker med og en med en vis kropsvægt (vejer man over 75 kg, skal man have en øvet makker med). Til gengæld er aktiviteten både for øvede og begyndere, hvilket de fleste af de besøgende er.

Der tilbydes introduktion til sikkerhed og klatring. Det er gratis, men tager lidt tid, så man bør afsætte mindst 1 time inklusive de nødvendige 5 minutters klatrepauser.
Man kan leje sele og sko, hvilket jeg som novice uden eget udstyr er nødt til.

Da jeg læste om aktiviteten på nettet virkede det som en fantastisk ide, men: Siloen kan ses på lang afstand og da vi kommer nærmere tårner den sig op og mit mod daler betragteligt.

Fehmarn_IMG_2455

Vi er der ved åbningstid, kort før 9:30: Man skal være der tidligt på dagen, for der er kun åbent fra morgen til tidlig eftermiddag. I højsæsonen er siloen tæt besat af klatrere, men i dag er der til at komme til.

Fehmarn_IMG_2477Fehmarn_IMG_2492

Klatring er en udfordrende sport, hvor man både skal bruge hovedet og rigtig mange muskler, både store og små. Man træner styrke såvel som motorik.
De fleste kan klare de letteste ruter, men så let er det heller ikke …

img_8028.jpg

På Aalborg Sportshøjskole, hvor jeg underviste fast gennem mange år, er klatring populært og jeg havde selv fornøjelsen af at prøve en gang, men 1) det er længe siden, 2) det var et mindre klatretårn, og 3) jeg husker stadig, at fingrene var ømme i dagene efter. Man bruger muskler, man ikke vidste, man havde.

Indehaver og instruktør Roland Hain virker dog yderst afslappet og optimistisk, mens han fortæller om sikring og kort om klatring. Bare gå i gang er opskriften.

Fehmarn_IMG_8034

Efter instruktionen og montering af bælter og liner – Henrik og jeg i hver sin ende – starter jeg med at kravle op ad en 2’er bane, en rimeligt let bane ifølge Roland. Det synes jeg nu ikke, at den er. Den føles udfordrende og jeg sveder allerede tran.

Efter at have ringet med klokken ved toppen, følger nedturen, en lille pause, hvor man tager fat i rebet, læner sig tilbage og hopper ned, mens makkeren slækker på linen.

Så endnu en 2’er tur på den anden mur. Pyha, det er anderledes, knapt så svært synes jeg og tænker at nu er det snart overstået. Det mener Roland ikke. Jeg får en kort pause og rigges så til på ny, klar til en tur på en anden 3’er bane, en anelse sværere. Uha, tænker jeg, men det går fornuftigt.

Hov, nu går Roland og det er kun Henrik, min sikringsmakker, der er tilbage. Jeg hager mig fast i grebene, bruger armene lidt for meget, selvom jeg godt ved at benene skal gøre arbejdet. Jeg okser opad … undervejs lyder Rolands stemme i en højtaler, han observerer på afstand og kommer med enkelte instruktioner og opmuntrende tilråb.

Efter denne tur er det tid til endnu en 3’er bane?! Den er også hård synes jeg, men jeg gennemfører; når til tops og får ringet med klokken, hvorefter jeg tager fat i rebet, læner mig tilbage og hopper ned en meter ad gangen.

IMG_8054

Det var hårdt. Jeg er klar til at sige tak for i dag, men så dukker Roland op. Nu synes, han at det er tid til 5+ banen. Det synes jeg overhovedet ikke, men han lokker mig til at gøre forsøget. Nu overtager han sikringen, så Henrik kan tage et par billeder af klatringen …

For en begynder er den bane meget udfordrende og selvom man har reb på, er det alligevel som om man er helt alene på en klippevæg og at et mistet greb er (i det mindste lidt) farligt.

Roland beroliger; det er overhovedet ikke farligt og “det går fint”. Sådan føler jeg det ikke og kun med tilråb, når jeg helt til tops, mens sveden driver ned ad mig. Jeg er helt lettet, da jeg hopper baglæns ned igen.

Og faktisk også en smule glad og stolt over, at det i det hele taget lod sig gøre for mig. Det troede jeg ikke, da jeg kiggede op ad siloen. Jeg kan kun konstatere, at Roland har gode overtalelsesevner og må også indrømme, at det er en fantastisk måde at bevæge sig på (det er ikke sidste gang).

Frokosttid

Fra silo klatringen kører vi over på den anden side af øen, til Orth havnen. Vi ankommer ved middagstid og går ind på Quinttings, som vi har fået anbefalet.

Cafeens frontmand virker travl og vi må selv finde os til rette. Stedet ser ellers trendy ud og i køkkenet arbejder et par kokke fokuseret. Så vi slår os ned på bænken og vælger månedens burger.

Mod et tillæg får vi en økologisk Galloway bøf – med grønt, græskarkerner og en specialitet, græskar, kokos og balsamico sauce. Bollen, af ciabata brød er som kødet stegt lige tilpas, og burgeren smager samlet set både specielt og himmelsk; måske den bedste, friskeste burger jeg endnu har smagt. En meget tilfredsstillende frokost.

SUP – Stand Up Paddling

Adskillige træner-kollegaer har allerede integreret SUP, stand up paddling, i deres træningssortiment og det er kun på grund af tidnød, at jeg endnu ikke selv har haft min første SUP-tur. Jeg har haft lyst til at komme ud på brættet lige siden jeg så aktiviteten for første gang for flere år siden. Nu er tiden kommet.

Vi er ved kysten – som aldrig er langt væk på Fehmarn – nærmere bestemt i Orth havn hos Windgeister, hvor jeg skal mødes med Achim “Stuzi” Stuzmann.

Windgeister butikken ser meget, meget cool ud og jeg tænker, at det mest er for hardcore windsurfere og kite surfere. Jeg bliver dog mødt med en overbevisende velkomst og forsikringer om, at vandsport er for alle.

Vejret er imidlertid ret blæsende og Stuzi spørger om jeg har mulighed for at komme en anden dag. Det har jeg desværre ikke. I dag er min sidste hele dag på Fehmarn, men jeg er mere end villig til at bakke ud, for jeg synes også selv, at blæsten virker ret hård.

Alligevel mener Stuzi, at det nok skal gå alligevel. Jeg får en våddragt – som det er ualmindeligt svært at komme i, for det er mit første forsøg nogensinde med den slags beklædning – i størrelse small, men den burde måske have været medium, for selv føler jeg mig lige nu som extra large, mens jeg bakser anstrengt med dragten.

Efter pinligt lang tid er jeg i den og vralter nu som en and igennem den lille havn for at at mødes med min SUP coach André. Også han virker utroligt cool og afslappet. Han nævner, at det godt nok blæser en del mere end sædvanligt under SUP, stand up paddling, men at det nok skal gå; vi skal jo være helt tæt ved kysten.

Jeg får et helt lille kursus om brættet, teknik og vejrforhold. Jeg er en anelse anspændt, fordi både Stuzi og Andre har nævnt at det er ret koldt nu i oktober, og tanken om at falde i iskoldt vand lyder ikke fristende. Derfor lytter jeg meget koncentreret for at være sikker på, at jeg får rigtigt fat i teknikken.

André understreger, at vi forsøger ingen cool tricks, såsom at hoppe op på brættet, men starter meget forsigtigt med at stige op på brættet til knælende stilling og derfra bevæge os forsigtigt op til stående. Ja, ja, det lyder godt i teorien.

Til min overraskelse er brættet mere stabilt end antaget og det går meget lettere med at komme op end jeg har troet. Til gengæld tager vindet og strømmen brættet, så jeg zig-zag’er ret desperat rundt i starten med en meget u-cool teknik.

Heldigvis går der ikke ret lang tid, før der er rimeligt ro på brættet, med fødderne i ande-stilling og kropsstammen spændt; nu er det muligt at padle af sted i kølvandet på André.

Endnu en overraskelse i dag. Jeg havde forventet, at jeg straks ville falde af og plaske rundt i vandet. At vi i det hele taget kommer ud på en lille tur allerede her første gang, føles fantastisk, selvom tempoet er adstadigt.

Jeg har tid til at kigge ned i vandet som er krystalklart og ud over havet som glitrer i eftermiddagssolens stråler. Det er ikke helt nemt, men det går og vi får SUP’et en længere tur, før vi vender rundt og padler tilbage.

Vel på land igen lyser André op og vi high five’r. Han indrømmer nu, at han ikke havde forventet, at det kunne lade sig gøre, fordi vinden faktisk er for stærk i dag. Normalt foregår SUP i næsten vindstille vejr og omkring og blæser det op over 3 på Beaufort skala’en er der ingen SUP træning.

Jeg er lettet over, at jeg ikke fik en dukkert og klapper ham glad i hånden. SUP, stand up paddling er rigtig sjovt og lettere end antaget. Det glæder jeg mig til at prøve snart igen … det sværeste er faktisk at få den neoprendragt på …

Nu er det allerede ved at være sen eftermiddag, så vi – Henrik som har fotograferet og undertegnede – kører retur mod hotellet. Her bliver saunaen tændt med det samme og den er hurtigt klar. Det er jeg også; den intense varme afbrudt af kolde brusebade (fire runder i alt) fremmer restitutionen og hjælper forhåbentlig til, at jeg ikke bliver helt så øm i morgen som både klatring og SUP instruktøren har advaret om.

Ved 20-tiden kører vi ind til byen. Vi har egentlig regnet med at spise på Netti’s som vi har fået anbefalet, men alt er optaget (en søndag uden for sæsonen?), så vi må gå lidt ned ad gaden og havner på et hotel, hvor restauranten ser indbydende ud.

Vi bestiller og får en enkel aftensmad bestående af henholdsvis mixed grill (Henrik) og tre fiskefilet’er. Begge dele med brasekartofler – dagens tilbehør – og en lillebitte smule grønt. Ernæringsmæssigt ikke helt velafbalanceret, men mættende.

Ved ni-tiden kører vi tilbage til hotellet og går tidligt i seng …

Læs mere:

Siloclimbing

Windgeister

Naturaaktiv.com

EinSmuttur

Fehmarn.de

Ostsee-Schleswig-Holstein.de

2 Rad Marquardt, Burg 

Fehmarn Google map

Marina Aagaard blog var inviteret af Natura (Interreg Deutschland – Danmark)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s