Motion og Sundhed: Virkelig Enkelt!
Af Marina Aagaard, MFT
Motion og sundhed Virkelig Enkelt!
Er det realistisk?
Er du i tvivl?
Overvejer du, om du har tid til at gøre noget ved din sundhed og velvære; om det kan betale sig at gå i gang, om der kommer resultater ud af det? Så læs med her:
Jeg har flere gange i sundhedsmagasinregi – og senest på TV – været med som vejleder eller træner i forløb med henblik på bedre form og velvære … og vægttab.
Trods udelukkende positive erfaringer kan tanken også strejfe mig før start “mon vi nu kan nå afgørende og synlige resultater i løbet af den korte tid, ofte kun 2-3 måneder, med de relativt begrænsede tiltag, som jeg vil foreslå”.
I hvert eneste ‘motion og sundhed’ forløb har det heldigvis vist sig, at trods en moderat indsats, ikke-planlagte pauser fra motionen og flere festligheder med rigelig og god mad, er det lykkedes deltagerne at få imponerende resultater i form af bedre form, sundhed og velvære og som ekstra gevinst er der altid opnået et større eller mindre vægttab. I det aktuelle forløb 2 kg og 6 kg stabilt vægttab (fedttab) på 2½ måned.
Du bliver glad i låget
Aller vigtigst: Du bliver “glad i låget” (citat Dorthe Lemming) og du får
“masser af energi” (citat Gitte Nielsen).
Så ja, enhver sundhedsindsats betaler sig; selv med små skridt får man med sundere vaner allerede fra første dag helbredsmæssige gevinster! Og selv med en begrænset, stabil, indsats kan man i løbet af et kvartal få kroppen slanket og strammet synligt op.
Ønsker man et større vægttab på kortere tid, kan man justere på kosten, så den bliver endnu sundere i indhold og mængde.
Til gengæld er det væsentligt at undgå slankekur, hvor man nægter sig selv det ene eller det andet; det fører ikke til positive resultater. Kroppen reagerer langt bedre på nydelse og fornøjelse, så det gælder om at finde nye sundere fristelser og aktiviteter.
Tiden er en faktor: Ikke tid til motion? Jo, naturligvis! 5-10 min. 3 gange om ugen er nok i begyndelsen. Giv de gode vaner en nem start!
Større resultater kræver en større indsats; 3 gange 20-30 min. om ugen er næste skridt. Ens behov og lyst afgør, hvad og hvor meget, der derefter vælges.
TV-interview
Interview som afrunding på 2½ måneds sundhed og motion forløb:
Sundhed (interview om sundhedsforløb) TV2 Øst 3.12.2012
Tips:
- Sunde nye vaner kan implementeres med små stabile skridt, hvis man har en smule tålmodighed. Man kan tabe sig eller stabilisere vægten uden alt for store anstrengelser, fx 3 x ½-1 t træning om ugen og fokus på sund(ere) kost.
- Stress og ubehag modvirker motivation, vaneændringer og vægttab. Giv dig selv en god nattesøvn, frisk luft (træk vejret dybt) og fysisk aktivitet. Så går det nemmere.
- Et konkret mål, en handleplan og registrering af fremgang kan motivere! Få tips og planer i bogen Sundhedstjek og Formtest – styrk og bevar din motivation med nemme gør-det-selv tests.
Foto: Luke Chesser på Unsplash
Ingen kommentarer endnu