Motionsløb oplevelser: 3-i-1 motion med sightseeing

Trapholt: Kunst, Kubeflex og knas i Kolding

Trapholt. Et museum for moderne kunst, kunsthåndværk og design. Unik arkitektur i en smuk ramme med grønne plæner, gamle træer og kig til Kolding fjord.

Henrik og jeg holder lidt Danmarksferie og kører en tidlig fredag morgen en tur til Kolding for endelig at besøge Trapholt for første gang. Museets arkitektur udgør i sig selv en attraktion, så vi glæder os og får da også taget 400-500 fotos i løbet af formiddagen.

Trapholt

Trapholt Kolding Kunst Design Marina Aagaard blog artFra parkeringspladsen, ankomststedet, ser museet underspillet ud. En lav hvid bygning. På højre side er der et stort vinduesparti med kig til blandet mangefarvet kunsthåndværk i designbutikken.

Vi er i god tid, så vi kigger os omkring. Går gratis ind igennem de skulpturelle tykke mursøjler, der gemmer en stor skulpturpark med kunstværker af store danske samtidskunstnere.

Det er monumentale værker af multikunstnere og billedhuggere; Ingvar Cronhammer, Ole Christensen, Erik Heide, Søren Jensen, Bjørn Nørgaard, Lars Ravn og Finn Reinbothe og Bent Sørensen.

Indenfor

Hoveddøren åbner klokken 10 og fra et lille vindfang kommer man direkte ind i receptionen og butikken. Hurtig og venlig betjening og for 130 DKK er der adgang for voksne. Bilen får til gengæld lov til at parkere gratis.

Fra receptionen bliver man dirigeret videre til en anden disk, hvor man får plantegning og program – og en dejlig overraskelse: En billet til en lille guidet tur til Arne Jacobsens sommerhus Kubeflex.

Planen viser, at museet er en del større end man aner, når man står ved hovedindgangen. Alligevel er det af en passende dansk størrelse, så det – i modsætning til mange udenlandske kæmpe-museer – er til at komme rundt og se det meste på en dag – med mindre man fordyber sig meget længe i hvert enkelt værk.

Museet folder sig ud

Man kommer rundt i museet via den centrale museumsgade. En betongade, der skråner nedad og slår et knæk undervejs. På hver side af gaden inviterer udstillingslokalerne til interessante  rumlige oplevelser. Undervejs åbner museet sig op i flere planer med meget forskellige rum.

En hel sal, indrettet i samarbejde med kunstneren selv, er tilegnet malerier af Richard Mortensen, et ikon. Selv er jeg mere til Olafur Eliassons spejlkunst og bruger lang tid i det åbne, højloftede, kvadratiske rum, hvor hans installation spejler have og museum … og det er svært at få et foto, hvor der ikke er andre gæster eller en selv med på billedet.

Museet arbejder med “krydsfeltet mellem kunst og design” og har en af Danmarks væsentligste samlinger inden for stoledesign.

Samlingen på ca. 600 stole indeholder et stort udsnit af møbler fra det 20. århundrede repræsenteret af blandt andet Arne Jacobsen, Nanna Ditzel, Børge Mogensen, Finn Juhl, Hans Wegner og Verner Panton, hvis stole står i flere eksemplarer både ude og inde.

Trapholt kunstindkøb tager afsæt i den oprindelige samling og ligger i forlængelse af Trapholts skiftende udstillinger og faglige arbejde med relevans, sanser og nærvær.

Kranier og neon og spejle

I dag (23.3.-26.11.23) er en af fire udstillinger “In Clay and Paper”. Den befinder sig i hovedgaden med Michael Kvium – og norske Erik Killi-Olsen – værker på og i væggene.

Kviums groteske figurer i grelle hud- og kødfarver er ikke lige mig, men disse værker er anderledes, omend ikke hyggelige; tabte ansigter og forvredne langtrukne kranier.

Aktivitetscenter

Ifølge museets hjemmeside er deltagelse helt centralt på Trapholt. Museet vil vise nye veje nationalt såvel som internationalt “gennem sanselige udstillinger, inddragende projekter og forskning, der udvider rammerne for, hvad der forstås ved et kunstmuseum.”

Det er spændende og det kribler i mig for at gå i gang med cirkler og firkanter og tråd i mange farver. Men jeg holder mig tilbage, for i dag vil jeg alligevel hellere med mit ‘tredje øje’ indfange de mange dejlige detaljer.

Variation fryder

Trapholts samling er grundstammen. Den danner basis for varierede udstillinger, hvor værdierne er relevans, sanser og nærvær med “kunstoplevelser af dansk samtidskunst, design og kunsthåndværk.” 

De permanente udstillinger er Richard Mortensen, Din udstilling (man skaber sin egen udstilling af nogle af samlingens værker), Arne Jacobsens sommerhus og Skulpturparken.

Kunstsamlingen omfatter cirka 6000 værker og den har afsæt i Kolding Kunstforenings samling, som Trapholt overtog ved åbningen af museet i 1988.

Samlingen dækker kunst fra 1900 og frem, med hovedvægt på den figurative og abstrakte tradition med ældre værker af blandt andet Richard Mortensen, Asger Jorn og Anna Ancher. Samlingen er med tiden blevet udvidet med værker fra senere generationer.

I dag er vi i nutiden med en stor Malene Landgreen udstilling (her over), der “udfordrer det klassiske flade maleris fysiske grænser”.

En anden specialudstilling er et stort værk med borgerinddragelse: Dataspejlet, en 6 meter høj installation med mere end 600 personers dataspor i form af broderier. Idekvinden er Astrid Skibsted.

Connect me

Vi er også på vej ind i fremtiden med CONNECT ME. Temaet er: Menneske x Natur x Teknologi – Hvordan forbindes jeg til verden.

 Museets værker veksler i størrelse og form; billeder, skulpturer, videoinstallationer og lys- og lydkunst. Der er meget at nærstudere eller falde i staver over.

En svømmende installation drager – og de fleste gæster, inklusive undertegnede, smider skoene for at få lov til at gå hen over det eftergivelige vinylgulv med spejl- og bølgeeffekt. Superflot.

Et rum er stort og mørkt, og man kan sidde eller stå længe og meditere foran en meget stor  projektion af grantræ på langs, eller en mindre installation af et løvtræ, der skifter farve. Natur og miljø indtager kunstscenen med skovbadning inden døre.

En anden interessant installation som jeg – space fan – er betaget af, er planetrummet, hvor planeterne (der godt nok ikke er i det rigtige størrelsforhold) giver lyde fra sig, når man er tæt på dem.

Kubeflex

Vi er en lille gruppe på femten personer. Foran udgangsdøren og et fladskærmstv, der viser tv-optagelser af Arne Jacobsen, der fortæller om hans tanker om arkitektur og design; det skal være til at komme i nærheden af.

I udsendelsen (fra 1960’erne) vurderer han, at i fremtiden vil almindelige danskere ikke have råd til at købe et større hus eller designprodukter. Derfor skal der være alternativer.

Klokken 11 går vi ud gennem parken, 150-200 meter henad en smal grussti (høje hæle frarådes), og ind i det lille sommerhus.

  Lille, men en genistreg. For trekvart århundrede siden designede Arne Jacobsen et af verdens første “tiny houses”, Kubeflex. Det er i øvrigt det eneste af sin slags – blev flyttet fra Sjælland til Trapholt – og det er indrettet med Jacobsens egne designs, design klassikere som de fleste har set.

Det ultramoderne Georg Jensen bestiksæt blev ikke populært på SAS-hotellet, hvortil han designede alt interiøret. Til gengæld optrådte det i Stanley Kubricks fremtidsfilm “2001: A Space Odyssey” fra 1968.

Huset er bygget som moduler, så man kan starte småt og udvide, hvis man har lyst og råd. Samtidig er dimensionerne således, at huset uden problemer kan transporteres på en lastbil.

Jeg er klar til at flytte ind. I det gennemtænkte lillehus. Enkelt, overskueligt. Med møbelklassikere. En oplevelse for enhver design- og arkitekturinteresseret. Småt er godt … selvom badeværelset virker lige lille nok for min smag.

Café Gustav Lind

Vi spiser frokost i museets restaurant, der er lys og luftig med en flot udsigt over parken og Kolding Fjord. Prisniveauet er middel og maden er god.

Henrik spiser rosastegt kalvesteg med kartofler med knas. Dertil et kæmpeglas hyldeblomstsaft med brus. Jeg spiser gnocchi med gulerødder og hasselnødder. Meget, meget mættende, for de dejkugler har vist ligget i fedtlage gennem længere tid. Dertil øl. For første gang nogensinde har jeg bestilt et glas øl, en alkoholfri øl fra Svaneke. Det syrlige passer godt til den fede og søde anretning.

Mætte af oplevelser og mad tager vi af sted over middag.

Museumsbesøg er sundt for sjælen og sundheden.
Et Trapholt besøg kan anbefales.

Se mere:

Om museet

Man kan gå på opdagelse i Trapholts samling af knap 6.000 værker fordelt over kunst, kunsthåndværk og design i Kunst Indeks Danmark (KID).

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Motionsløb oplevelser: 3-i-1 motion med sightseeing