Af Marina Aagaard, MFT

Lørdag morgen. I dag sker det. Første dag på Kilimanjaro trekket. Spændingen stiger eksponentielt minut for minut. Himlen er blå og solen skinner og varmer.
Så langt så godt.

Efter den fælles morgenmad ved otte-tiden mødes alle på gårdspladsen. Ens duffelbag er mærket og stillet klar. Rygsækken er i hånden, i den befinder sig bl.a. 4×750 ml vand i drikkedunke. Dagens anbefalede beklædning, let, køligt tøj, er på plads på kroppen.

Vi (trekking-gruppen, 9 i alt) samles foran hotellet og efterhånden møder bærerne op. Samtidig sørger en af hotellets trekking-ansvarlige for at al bagagen bliver vejet, så det tjekkes, at bærerne ikke bærer tasker over de maksimale 15 kg. Sker det, at der er for meget med (det sker …), skal man læsse noget af eller betale for en ekstra bærer.

Kili_w_20160213-IMG_0627

Selv har jeg valgt at se trekking-turen som en øvelse i at rejse så let som muligt (svært), så i lufthavnen vejede min (lånte) duffelbag og indhold 8 kg og rygsækken 5 kg. Nu er vægten hhv. 10 kg og i rygsækken 3 kg + ekstra 5 kg (småting/madkasse/vand + heavyweight regnslaget). Så det går lige, men er tungt nok.

Det er en kæmpeflok, der skal af sted. Vi er kun ni trekkere i gruppen – i øvrigt et nær optimalt antal, for så kan vi lige være i ét spisetelt alle sammen – men der udover er der en bærer for hver person. Desuden er der et antal bærere med køkkengrej og spisetelt samt kok og hjælper. Til at lede gruppen er der en chefguide og fire assisterende guider til at hjælpe og støtte, hvis gruppen eksempelvis splittes op. I alt 33 personer!

Nu kommer bilerne. Store, kantede, rå og robuste Mercedes 4×4 trucks, der larmer og lugter. Meget ‘autentisk’. Det kribler i maven. Alt undtagen dagsrygsækkene og stavene bliver pakket på taget. Gruppen går i bilen sammen med guiderne og vi kører af sted.

En 5 timer lang, støvet tur på en ualmindeligt ujævn vej. Det ville sikkert føles hårdt, hvis ikke det var for udsigten og den fysiske oplevelse af Afrika helt tæt på.

kili-w-20160213-IMG_0630 kili-w-20160213-IMG_0631

Lemosho ruten
Der er flere ruter i Kilimanjaro National Park, der spreder sig over 753,5 km².

Cirka 1-1½ times kørsel fra Marangu hotel starter Marangu Ruten, som populært kaldes ‘Coca cola’ ruten. Det kaldes den, fordi det er en nogenlunde farbar vandresti uden særlige udfordringer og ruten har hytter, som man overnatter i. Overkommeligt.
Ruten kan dog være hård nok, fordi man på de fleste ture går rimeligt hurtigt opad, hvilket øger risikoen for højdesyge.

Kili_w_map_MH

Machame Ruten er et samlende navn for et antal ruter, her iblandt Lemosho ruten (vist på kortet her over), som løber sammen og leder op til toppen via Mweka Ruten. Alle disse ruter er mere barske og udfordrende end Marangu Ruten.

Den officielle flyer fortæller, at “Ingen af trekkingruterne kræver særligt bjergbestiger udstyr, men alle er anstrengende for de fleste på grund af højden. Alle ruter undtagen Marangu ruten har stejle sektioner og klipperområder, der kræver at man kravler eller klatrer. Det anbefales at trekkere er i deres bedst mulige form, så bestigningen bliver sikker og fornøjelig” (uha-uha, ‘bedst mulige form’ er langt fra min aktuelle dagsform).

Lemosho (Glades) Ruten er den længste af disse ruter. Det er også ifølge Trekking Bureauets beskrivelse den absolut optimale Kilimanjaro rute, fordi den er meget smuk.

Ruten snor sig op igennem skovene på den vestlige del af Shira (en af de tre sammensmeltede vulkaner Shira, Kibo og Mawenzi) og kommer op på et højt plateau. Den fortsætter østpå og løber ind i Machame Ruten og videre til Lava Tower, hvorfra man kan klatre op af bjerget (for klatrere) eller vandre ned i Barranco dalen (vores rute). Herfra fortsætter man stejlt opad. Indtil man forhåbentlig fra Barafu (Kiswahili for ‘is’) vandrer mod toppen. Umiddelbart efter går man ned igen af Mweka Ruten, som er den direkte nedstigningsrute for alle ruter undtagen Maranguruten.

Dag 1: Lemosho Gate (2250 moh) – Big Tree (2650 moh)
Fra Marangu kører vi vestpå til den fjernest beliggende port ved West Kilimanjaro. Vi kører ved 10-tiden og turen tager cirka 5 timer.Vi skal til Londorossi Gate 2250 moh. Her ordner chefguiden Geoffrey klatretilladelserne og indskriver sig.

Med os har vi hver en kopi af vores pas (eller skulle have haft), som vi skal bruge undervejs, fordi man skal indskrive sig ved hver eneste lejr (og her …).

Før vi fortsætter videre spiser vi vores madpakke. Hver morgen afleverer man sine fire vandflasker, der er mærkede med navn, og sin madkasse. Straks efter får man de nu fyldte vandflasker og en smurt madpakke til frokost.
I dag: Sandwich, kage, appelsin.

kili-w-20160213-IMG_0634Londorosi Gate skiltet. Vi skal ikke starte trek her, det er kun indskrivnings- og frokoststop, men hellere få et foto for en sikkerheds skyld, mens smil er stort.
Mode: yderst: lånt haglöf’s trekking tøj. inderst purelime seamless underwear!
det buttede mavebælte gemmer ingen formue, men 1 canon eos m3 (gave til turen).

kili-w-20160213-IMG_0636

Fra Londorossi køres der videre i cirka 20-30 minutter til startpunktet ved Lemosho Gate. Vejen snor sig opad og undervejs på køreturen er der udsigt over landskabet:
Et fabelagtigt syn og man får nu fornemmelsen af, at man allerede her er ret højt oppe.

kili-w-20160213-IMG_0635kili-w-20160213-IMG_0637Ved Lemosho Gate. 1. farvel til truck. 2. Toiletstop. 3. Fotostop. 4. turstart.
Mode: Nu med hæslig hat, rygsæk og stave. synet skærer i øjnene; Jeg lukker dem!

 

Fra Lemosho Gate er der cirka 3 timers trek til første camp: Big Tree 2650 moh. Og vi starter lige nu fra den lille plads midt mellem træerne i skoven. Det er tæt, frodig vegetation som vandes med periodiske små og store regnskyl, 2000 mm regn om året.

En smule mudder hist og pist minder om sidste uges voldsomme regnskyl.

Allerede fra første skridt starter man i et ‘pole pole’ tempo; vi er jo også oppe over 2000 moh, som er højden, hvorfra man kan begynde at føle sig utilpas. Tempoet føles utroligt behageligt og afslappende. Trekket starter som noget nær en en mindfulness oplevelse.

kili-w-20160213-IMG_0641

Ret hurtigt begynder terrænet dog at stige mærkbart og det kan man egentlig godt mærke med 6-9 ekstra kilo på ryggen. Heldigt at nogen bærer de sidste 10 (-15) kilo!

kili-w-20160213-IMG_0642

Regnskoven er vild og varm – vi er cirka 300 km (190 mi) syd for ækvator – og man kan næsten ikke se sig mæt i de særegne træer og planter. Fotos kan desværre langt fra vise, hvor spændende og varieret floraen er; skovturen er næsten hele rejsen værd.

kili-w-20160213-IMG_0643

Turen fortsætter opad og opad på den smalle sti, der enkelte steder har trappetrin i vekslende højder. Det er lige noget for mig. Selvom det går langsomt, føles det lidt som et skønt træningspas med en blanding af vægttræning, bakkegang og trappegang.

Jeg har det fantastisk fysisk og mentalt og uden anstrengelse til trods for højden – og antager at det skyldes, trods ellers mangelfuld forberedelse, ugentlig trappetræning.

kili-w-20160213-IMG_0646kili-w-20160213-IMG_0648

Første camp nat

Heldigvis sørger bærerne for at slå gruppens telte op og da vi ankommer til Big Tree Camp, da mørket er lige ved at falde på, er teltene – og spiseteltet – allerede på plads.
Teltene er ikke ret store. Der er lige akkurat plads til to personer og bagagen.

Kili-MaM-w-Big_treeKili-MaM-w-Big_tree-MALejrliv. Vores nye hjem i den næste uges tid. Foto: Marianne Martinsen.

 

Nu bliver det spændende. Jeg har kun sovet i telt en gang i midt liv. Det er mange, mange år siden. Det foregik i et større telt. Med en kæreste. På en luksuscampingplads.
Så turen er lidt en test; kan jeg egentlig klare mig uden hverdagens komfort fx en seng?

Den første udfordring er liggeunderlaget. Min telt-makker, designer Marit, har et helt almindeligt højskole-liggeunderlag med. Jeg tænker først: Det er godt nok smart og heldigt, for hver nat kan hun bare rulle liggeunderlaget ud let og problemløst. Jeg tænker dernæst: Stakkels hende, det bliver hårdt og koldt! (Hun har dog trumfen i form af en tiptop Sirius-patrulje sovepose lånt af broderen, så hun sover lunt og godt).

Mit liggeunderlag ser jeg for første gang lige nu. På grund af en ret pludselig beslutning om turen er jeg ret dårligt forberedt og har købt liggeunderlaget dagen før afrejsen og har ikke haft det rullet ud eller testet, hvilket jeg ville anbefale enhver anden at gøre.

Med en smule åndsnærvær har jeg købt et Asivik liggeunderlag med god isoleringsevne (jeg frygter næsten kulde mere end højdesyge) og et der kan pumpes luft i med håndkraft – i modsætning til med munden, eftersom iltmangel kan gøre det svært.

Men. Uden brugsanvisning og i halvmørket kan jeg næsten ikke se de små bogstaver på ventilen (jeg har momentant glemt, at jeg jo har en pandelampe i tasken) og fatter overhovedet ikke, hvordan princippet fungerer efter at pumpe-luffen er monteret.

Jeg drejer, presser, trækker og pumper og intet sker. Lige på nippet til at blive rigtig, rigtig, rigtig stresset, lykkes det endelig via trial-and-error metoden.
Og så går det rimeligt hurtigt. Inden for 5 minutter er underlaget pumpet op og løfter kroppen 5 cm op, væk fra den kolde jord, der kun er dækket af teltets plastikunderlag.

Så udfolder jeg soveposen, lånt af turleder Peter (og Anja, hans kone). Den ser stor, blød og dejlig ud. Jeg er optimistisk: Det skal nok gå det der med telt og sovepose.

På opfordring proppes alt ind i teltet og det lynes helt til. Her i skoven er der fuldt af kryb og de er ikke velkomne i hverken sko, tøj, sovepose eller rygsæk. Creepy …

Så er det tid til aftensmad dag 1. Hele gruppen mødes i spiseteltet omkring klokken 18:30. Hver dag, også første dag, er der tre retter: Suppe med toastbrød til, hovedret med kød og tilbehør (lidt grønt og ris, kartofler eller pasta) og et enkelt stykke frugt. I dag kylling og kartofler og et stykke banan. Maden er fin, især man tænker på, at det er en telttur, og selvom man kan savne friske grøntsager, bliver man mæt og får energi.
Til maden er der vand og varm te … og godt selskab.

Vi sidder nu – for første gang – helt tæt sammen omkring det lille lejrbord. Det kan blive en udfordrende situation under pres, men heldigvis er det en fantastisk gruppe af interessante og sympatiske personer med rigtig god teltturshumor. Det tegner positivt.

Efter aftensmaden trækker vi os, efter lidt snak, tilbage til teltene omkring klokken 9.
Det er allerede bælgmørkt og det er farligt at manøvrere rundt mellem teltliner og større sten uden pandelampe. Den skal på fra nu af på vejen til og fra spiseteltet!

Ned i soveposen. Den er virkelig rummelig og dejlig.

Nu er jeg klar til at sove.

Nu vil jeg gerne sove.

Jeg prøver igen.

Nu vil jeg gerne sove.

Jeg trænger virkelig til at sove.

Nu vil jeg meget gerne sove.

Alternativt vil jeg gerne have en lille lur.

Jeg prøver igen.

Kili_w_MM_image1Camp Big Tree: Andres telte. vores små telte gemmer sig i baggrunden.
Foto: Michelle Martinsen.

1 kommentar »

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s