På tur på den Arabiske Halvø: Muscat, Oman
Af Marina Aagaard, MFT. Fotos: Marina Aagaard og Henrik Elstrup
Muscat. Navnet summer af eksotiske oplevelser, høj sol og masser af sand – i ørkenen såvel som ved den meget lange kyststrækning.
Masser af mellemøstens mystik og magiske mønstre, hvor man end vender sig.
Muscat, Oman
Fredag tilbringer vi, tre turister, dagen i Muscat, Oman. Vi har overnattet på Coral Hotel i udkanten af byen. Efter en solid morgenmad er vi klar til at opleve hovedstaden.
Det tegner godt: Solen skinner fra en skyfri himmel. Landet er et af de varmeste i verden om sommeren, men i januar-februar er de 25-30 grader lige til at holde ud.
Der er ingen togbaner eller metro i Oman, derimod er der billige busser, Baiza busses, eller taxier, som opererer i et moderat prisleje, især hvis man aftaler prisen på hotellet og ikke afslører for chaufføren, at man intet ved om sted eller priser, for så stiger prisen ofte.
Vi bestiller en taxa på hotellet for at køre ind til centrum og se Omans hovedstad, Muscat, en havneby med en strategisk vigtig placering ved mundingen af den Persiske Golf. Byområdet har 1,56 millioner indbyggere (2015).
Sightseeing i taxa eller bus?
Vi når knapt nok at sætte os ind i taxaen og sige “busholdeplads”, før chaufføren stikker os et lamineret kort med over 20 attraktioner. Han fortæller insisterende, at han kan køre os en tur til mange flere sights og til en mere rimelig pris end den officielle turistbus.
Trods chaufførens lange reklametale beslutter vi os for at takke nej. Af to årsager: Vores ven vil hellere være i en åben bus med bevægelsesfrihed end indelukket i en taxa.
Selv har vi både gode og dårlige erfaringer med taxa-sightseeing; det kan ende med at man får set mindre end lovet og betaler meget mere end aftalt.
Så efter få minutter vi står i af centrum lige ud for den berømte souk. Her holder den stedlige turbus, Big Bus Muscat. Jeg er uopmærksom, mens mændene forhører sig om pris. Jeg hører beløbet “30 OMR” (cirka 500 DKK) og tænker, at det er da rimeligt for tre.
Det viser sig at være per person! Den dyreste bustur nogensinde! Overraskende i betragtning af, at lignende ture i Europas største hovedstæder koster under det halve.
Det er ellers en udmærket tur, som kommer omkring byen, ud i krogene, fra nord til syd, mange steder ad flotte boulevarder med frodige, veltrimmede rabatter.
Ur til tiden og kande til te
Kæmpe Muscat tekande og kopper som springvand. Autentisk; “I LOVE it”.
Her under snapshots ud af Big Bus ruden; dovent og dårlig stil, De giver dog et indtryk af Omans hovedstad fra dens bedste sider med himmel og hav og dekor i alskens blå nuancer.
På Big Bus turen ser man Muscat highlights, moskeer, kirker, templer, fæstninger, museer, havneområder og den nyeste attraktion, Royal Opera House.
Otte stop totalt, i alt 1½-2 timer med mindre man hopper af og på.
Den store moske?
Den store moské mangler dog på turen? Årsagen er, at den ligger langt uden for byen.
Efter at have kørt forbi Omans Parlamentsbygning i Al Bustan, står vi kortvarigt af ved stop nummer 5 for at fotografere lystbådehavnen lidt fra oven (her under med et elegant stjernetakket bed i forgrunden).
Ved næste stop, nummer 6, hopper vi helt af, for at gå rundt i den gamle bydel i Muscat.
Her ser vi først og fremmest det farveglade 200 år gamle ceremonielle palads for hans Majestæt Sultat Qaboos af Oman; Al Alam Paladset.
Vi går rundt i gaderne. Der er relativt stille.
Fredag er helligdag og det betyder at alle museer og attraktioner er lukkede. Derfor bør man vælge en anden sightseeing dag, hvis man vil inden for. Vil man derimod fotografere udenfor, er fredag en god dag.
Fæstninger og tårne
Byen rummer adskillige fæstningsanlæg og vagttårne, der troner på næsten hver en klippetop i landskabet. Der er meget at se på for historieinteresserede og fotoglade.
Vi går rundt i bydelen og går herfra op gennem en af byportene og videre ned forbi et af byens vartegn på toppen af en bakke i Al Riyam Parken, Riyam monumentet, en kæmpe røgelsesbrænder, ‘Frankincense Burner’, efter den særlige lokale røgelse.
Cornichen – strandpromenaden
Vi fortsætter hen ad Cornichen, Al Bahri Road, strandpromenaden, der har kunstfærdige granitbænke, stenskulpturer og gyldne pavilloner, der giver ly for solen.
Hele byen er fuldstændigt ren, pletfri, og fri for affald, det er dybt imponerende; beklageligt at man kan blive imponeret af det, men skidt og skrald skæmmer mange andre steder, selv i Danmark.
Mutrah Suq souk’en
Nogle timer senere når vi tilbage til udgangspunktet, stoppestedet lige uden for den store Mutrah Suq, attraktion nummer 1, ved havnen i den nyere bydel, As Sultan Qaboos Port.
Vi går ind i souk’en, som er Omans ældste markedsplads: Den ser lille ud udefra, men snart forgrener den sig i en veritabel labyrint af smalle gyder pakket med stopfyldte, bittesmå specialbutikker med farverigt kunsthåndværk, glitrende stof i metermål, tøj, sko, tasker, dragkister, krukker, smykker, dufte og smagfulde og smagløse souvenirs.
Kamelridt er en personlig favorit – ørkenskibet giver en vidunderlig vuggende transport – så hvem kan stå for disse souvenir-kameler, jeg kan (næsten) ikke.
Kameler, daggerter og tekander i mange størrelser er sikre Oman souvenir topscorere.
Falafel og frisk jordbær smoothie
Sent på dagen spiser vi frokost i en lillebitte restaurant ved siden af souk’en. Chefen byder velkommen, men er ikke overstrømmende. Til gengæld gør maden én glad. Mændene bestiller mixed grill med fem slags kød, mens jeg nøjes med at bestille falafel og vinblade med ris. Det viser sig dog at være rigelige portioner, så for en gangs skyld må jeg levne.
Til maden drikker vi vand og smoothies, der læsker dejligt.
Til alt held gælder vores billetter til den store bus stadigvæk (Corniche, strandpromenade, set fra bus), så i stedet for at tage taxi til hotellet, hopper vi igen ombord på det velkendte røde transportmiddel og tager med et enkelt stop – hvilket er en del kilometer.
Vi hopper af lige ved hotellet. Det er sidst på eftermiddagen.
Nu er der lige tid til at tjekke mails og arbejde lidt, så træning, og senere et let aftensmåltid.
En dag er gået og det viser sig atter, at man kan nå at se meget i løbet af kort tid. Og flittig fotografering betyder, at der er fotodokumentation, hvis minderne skulle blive utydelige.
En dejlig dag, når jeg at tænke, før øjnene falder i.
Følg min Blog HER og Instagram HER
Ingen kommentarer endnu