Rundtur i Rumænien. Dag 5: Mamaia og Sinaia

Af Marina Aagaard, MFT. Fotos: Marina Aagaard og Henrik Elstrup (Peles Castle interiør)

Havnebyen Constanta ved Sortehavet ligger i direkte forbindelse med badestedet Mamaia, så når man nu er i nærheden, kan man lige så godt se sig omkring.

Lørdag morgen vågner vi på det lille low-budget hotel Megalos i udkanten af Constanta på grænsen til Mamaia. Efter en simpel, men solid morgenmad i hotellets meget mørke morgenmadsstue – måske bar i et tidligere liv – beslutter vi os for en smuttur til Mamaia.

romania_img_3845

Mamaia

Resort-området Mamamia, vistnok Rumæniens favorit sommerferiested, ligger på en 8 km (5 mi) lang og kun 300 m (328 yards) bred landtange. Aktuelt er der ikke meget at se:

Der er stort set ingen faste beboere, kun det ene hotel efter det andet, der står parat til gæster i højsæsonen fra midten af juni til starten af september, hvor temperaturen er omkring 25-30 grader C (77-86 F).

I løbet af august begynder temperaturen at falde og turisterne at sive væk, så fra midten af september og frem til næste sæsonstart er stedet nærmest øde og forladt. Vi ser kun et enkelt hoved, da vi kører igennem området.

romania_img_3853

Solen stråler fra en skyfri morgenhimmel, så vi standser bilen og går en tur på stranden.

wimg_2264-1

Som i Constanta: Enorme strandområder med fint gråhvidt sand og blåt Sortehavs-vand.

wimg_2272-1

Perfekt til sommersjov og strandmotion, men stedvist skæmmet af affald og forfald.

wimg_2275-1

Som et dyr står denne skal af en gammel betonbro tilbage. En perfekt fotomulighed. Men skraldet distraherer. Jeg går hen for at sparke det væk. Dumt gjort. Av min tå. Sækkene, fyldt med cement, rokker sig ikke. Hvad skal de der? Svaret blæser i vinden. 

wimg_2278-1

Efter en kort gåtur vender vi tilbage til bilen og kører vestpå ad motorvejen. Undervejs standser vi ved en elegant ældre (og nyere) jernbanebro for at fotografere broer og flod, indtil en bister vagt kommer til syne. Vi tager benene på nakken (obs. ikke som i yoga).

wimg_2285-1 wimg_2294-1 wimg_2297-1wimg_2292-1wimg_2291-1

Egentlig ville vi ikke have kørt tilbage vestpå igen. Planen var at køre nordpå et smut ind i Moldavien og derfra vestover, men samtalen med biludlejningsfirmaet er ganske kort “Nu!”, Nej! på rumænsk (hævn for det med bilen?): Absolut ingen udlandstur, helt udelukket
(måske især ikke til et af Europas fattigste lande med veje i decideret dårlig stand?).

Den tur må blive en anden gang. Plan skrottet. I stedet vælger vi den lette, hurtige løsning:
Kører tilbage ad motorvejen for derfra at køre nordpå ad en anden rute end på udturen.

Selvom der er ikke er mange kilometer motorvej i forhold til landets størrelse, så er vejen – som det ses af et rystet mobiltelefon snapshot ud gennem bilruden og en klistret masse af modige, men maste motorvejsfluer – af høj kvalitet og rigelig med plads.

romania_img_3854

Med en ekstra dag i overskud er der nu tid til at besøge endnu et par transsylvanske middelalderbyer, før turen er slut. Vi drejer fra motorvejen, ind på DCNB landevejen nordpå, og møder igen et rumænsk miks af transportmidler i forskellige vægtklasser.

wimg_2299-1

Dagens tur fra Mamaia til Sinaia er på 359 km, beregnet til cirka 4 timer, inklusive et frokost stop med sandwich-og-mineralvand-og-kaffe på en stor Rompetrol tank.
4 timer i et stræk er ellers intet problem, men skidt for blodomløbet, så pauser er et must.

Sinaia

Efter en længere køretur kommer vi til Sinaia. Det er en lille stationsby i bjergene, cirka 860 m.o.h. (2.822 ft a.s.l.) men på grund af stedets særlige attraktion, Peles slottet, og mulighederne for bjergvandring – og skiløb om vinteren – er der ekstra mange hoteller.

Vi kører nu lige igennem byen og direkte hen til slottet. Her parkerer vi ved den første
p-plads vi kan finde. Det skulle vi måske ikke have gjort; vi kunne have kørt et stykke videre og fået en plads nærmere ved slottet. Skidt, så får vi mere motion.

Vi går gennem skoven op ad en lang, let skrånende brostensbelagt indkørsel.
 wimg_2514-1

Så skimter vi en bygning lige fremme. Den ser ikke ud af noget særligt, men da vi drejer hovederne til siden, ser vi pludselig ‘the main attraction’: Et rigtigt eventyrslot med sirlige detaljer, småsprossede ruder og spidse spir. En oplagt fotomulighed, hvis da ikke lige en større del af fronten var dækket af et blåt banner med reklame for en udstilling …

Peles-Castle_Sinaia_Romania_Marina_Aagaard_blog

Detaljerne tæller heldigvis også og dem er der umanerligt mange af på denne lokalitet, der rummer Rumæniens muligvis fineste slot set udefra såvel som indefra. Klart anbefalet.

Reflection_pond-Peles-Castle_Sinaia_Romania_Marina_Aagaard_blog Woman-sculpture-Peles-Castle_Sinaia_Romania_Marina_Aagaard_blog   Lion-sculpture-Peles-Castle_Sinaia_Romania_Marina_Aagaard_blog wimg_2358-1

Peleș Slottet, Castelul Peles, er et ret nyt slot i Neo-Renaissance stil. Det blev bygget fra 1873-1914 og indviet i 1883. Det er Rumæniens næststørste museum næstefter Bran Slottet, men indeholder betydeligt flere kostbare skatte og seværdigheder.

Man kan se slottet gratis udefra i parken og i parken finder man også ud over en restaurant et mindre slot, Pelisor Slottet (og lidt længere væk Foisor slottet).
Man kan også komme indenfor, hvilket er anbefalet, selvom nogle fravælger det pga. prisen og ventetid; i weekenden og højsæsonen kan der være mange mennesker og kø.

wimg_2342-1

Det koster 25 RON for en voksen at se en etage og 50 for at se to etager (2016) (kom tidligt og få det hele med). Man samles i hold, der føres rundt på guidede rundvisninger med en halv times mellemrum; sidste tur er ved 16-tiden. Obs.: Der er mandags-lukket.

Vil man tage amatørfotos koster det 32 RON. Mange tager iPhone fotos i smug … ikke os.
Selv hvis vi ville snyde er det med to store kameraer med zoomlinser svært. Vi deler os dog i to hold; én fotograferer (1 mand; 32 RON), én lytter til guiden (besparelse 32 RON).

wimg_2366-1 wimg_2383-1 wimg_2509-1wimg_2453-1   wimg_2455-1

Slotsbesøget er meget interessant, især fordi guiden er dygtig, vidende og velformuleret på et letforståeligt engelsk. Derfor ærgerligt at vi for en sjælden gangs skyld er sent ude og kun når at se en etage, for der er åbenbart meget mere at se. Så kan vi lære det.

Ud over slottet og de mange hoteller rummer Sinaia et kloster, et casino, posthus, supermarked, bank, en lille park, enkelte butikker og nogle få spisesteder.

Vi vælger dog at køre videre mod Sighisoara, selvom det er ved at være sent. En køretur på 166 km med en forventet varighed på cirka 2 t 36 min. Det stemmer nogenlunde.

Det bliver hurtigt mørkt, så denne tur bliver en langsommelig oplevelse på små veje med begrænset lys. Ved 20:30-tiden når vi Sighisoara og kører ind mod centrum i den lille by.

Vi ser en pension. Stopper bilen. Jeg går ind i baggården, op ad en smal trappe og hen ad en lang gang. I et hjørne sidder en ung pige og læser. Jeg spørger efter et værelse. Hun ser spørgende ud, men viser mig “det sidste værelse”, et lille kammer med to senge, der ser ud som børnesenge. Jeg takker høfligt nej og håber at vi finder et andet ledigt sted.

Heldigvis er der i samme gade endnu et par muligheder. Det næste er Extravagance Hotel. En dør, en lang trappe op, en afsats, hvor en ung fyr sidder i en stol. Han kigger.
Jeg spørger efter et værelse. Han bekræfter. Vi går op ad flere snoede trapper. Han viser værelset. Det ser helt moderne og o.k. ud. Jeg takker ja og betaler. Fyren er nu kommet op i omdrejninger og er meget hjælpsom. Viser vej til gratis p-plads og bærer kufferten op.

Klokken er 21:00 og vi har ikke spist – det er tre timer for sent i min bog – og jeg er glubende sulten. Hvor kan vi spise? Fyren anbefaler hotellets restaurant, der skjuler sig bag en almindelig dør ved en afsats. Vi takker ja, for vi tænker, at der nok er et begrænset antal åbne spisesteder i den lille by og nu vil vi bare gerne spise. Vi går ind. Surprise.

Personligt er jeg vild med farven lilla. Som belysning i en restaurant er lilla dog mere end en anelse psykedelisk og giver maden et sært skær. Men hov, nu glemmer jeg at nævne det positive først: Der er pænt dækket op og (papirs)blomster på bordene og betjeningen er venlig. Til gengæld er vore to enkle retter, salat med tun og pasta med kylling, stort set uden smag. Heller ikke vinen, det er jo lørdag, får mange stjerner.

wimg_2554-1 wimg_2559-1    wimg_2560-1

Skidt pyt. Sulten bliver stillet. Vi bliver mætte. Nu er vi trætte.

Efter en længere køretur på over 525 km: Vi går lige i seng og sover tungt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s