LEGO House arkitektur: BIG fun med klodser
Af Marina Aagaard, MFT
Hvem kender ikke LEGO klodsen?
To gange kåret som Århundredets legetøj.
For nylig fik klodsen sin egen bygning i Billund.
Home of the Brick! Brick betyder enten mursten eller klods. Gæt selv.
Leg godt
I 1932 grundlagde Ole Kirk Kristiansen LEGO koncernen:
Navnet LEGO er en sammentrækning af “leg godt”,
der er koncernens navn og ideal.
Leg godt: Den er er jeg med på og LEGO-klodser er en all-time favorit.
Bortset fra en enkelt ting, som LEGO selv nævner i deres historiefilm: Omkring 1960
stifter verden (jeg lidt senere) første gang bekendtskab med “træd-på-LEGO-klods-smerte”!
Klodsen, som den i dag kendes verden over, blev lanceret i 1958 med et unikt koblingsprincip –
de små rør inde i klodsen – der giver næsten uendelige muligheder for kreative konstruktioner:
Med 6 2×4 klodser har man over 900 millioner kombinationsmuligheder!
Nu fik jeg endelig besøgt det spændende LEGO® House, der blev indviet den 28. september 2017. Det er et oplevelseshus af højeste internationale klasse: 12.000 kvm. fyldt med 25 millioner LEGO klodser. Huset er et paradis for LEGO fans i alle aldre. Selv de, der (længe) ikke har leget med LEGO får en kæmpe oplevelse i den spændende bygning.
LEGO House arkitektur
LEGO House er en ny LEGO bygning i Billund og kaldes også for ”Home of the Brick”. Det var i Billund, LEGO klodsen blev opfundet; hvis man ikke allerede vidste det, gætter man det, når man ser de store LEGO-klodser langs indfaldsvejen til byen.
Når man når P-huset ved man, at man er på rette vej.
Selve LEGO House ligger cirka 100-200 meter væk.
Man kan besøge huset året rundt og der er både betalte og offentlige oplevelser. Uden billet kan man besøge LEGO Square, bygningens centrale rum, lege på de ni legepladser, gå på opdagelse i LEGO Butikken eller få nogle helt særlige madoplevelser med et LEGO-tvist på de tre spisesteder.
At LEGO House er genialt er ikke en tilfældighed:
Bygningen er tegnet af arkitektfirmaet BIG, Bjarke Ingels Group, og består af 21 hvide klodser stablet oven på hinanden. Facaden er dækket af tegl, som giver illusionen af, at hele bygningen er bygget af LEGO klodser.
Outdoor LEGO
Enhver kan fra gaden gå op af de farvede gule eller blå trapper og lege på en af legepladserne eller gå helt op på toppen til den øverste gigantiske “LEGO-klods”, hvorfra man har en flot udsigt over hele området. De otte knopper, ovenlysvinduer, på taget sender otte lyssøjler op for at modtage gæster, der ankommer med fly til Billund Lufthavn, der i øvrigt blev grundlagt af LEGO-direktør Godtfred Kirk Christiansen, der i 1961 etablerede en privat 800 meter landingsbane og flyhangar lige nord for LEGO-fabrikken.
Jeg havde regnet med lige at “smutte indenfor” og så tage i LEGOLAND. Men:
Tiden flyver i LEGO House: Henrik og jeg brugte først lidt tid på at gå rundt og fotografere bygningen udefra. Der er virkelig mange gode steder for entusiastiske instagrammere.
Dernæst skulle jeg selvfølgelig afprøve legepladserne, der især er for børn, men der var ledige pladser, da vi var forbi.
Bagefter gik vi indenfor og så hallen, butikken og oplevelsesområderne. Og lige pludselig var dagen næsten forbi, så der blev ingen LEGOLAND tur i denne omgang. Mere om det indvendige af LEGO House i morgen.
Kig ind
Man kan frit og kvit gå på de udendørs arealer hele dagen, mens bygningen har åbent fra 10-16 (nogle dage til 19). Der er åbent det meste af året undtagen omkring juletid og starten af januar. Tjek tiderne på hjemmesiden.
Billetterne til oplevelses-, lærings- og legeområderne for både børn og voksne koster 229 DKK, der er samme pris for børn fra 3-12 som der er for voksne 13+ – det virker logisk: Jeg tror, at de voksne har fået rabat, fordi de bliver som børn, når de kommer blandt alle klodserne. Ved online køb kan man spare 30 DKK pr. billet. Tjek på hjemmesiden.
Det er også muligt at købe en kombibillet til både LEGOLAND og LEGO House (gyldig i 6 dage før eller efter besøget i LEGO House). Pakkeprisen er 469 DKK per person.
Læs mere:
LEGO House: Verdensklasse – for store og små
LEGO House: Top 10 Highlights Spoiler
Følg min Blog HER og Instagram HER
Ingen kommentarer endnu