Outdoor fitness i JP: Skovtræning og skovbadning

Aggtelek grotterne: Find vej til UNESCO verdensarv i Ungarn

Aggtelek grotterne. Dem har jeg længe gerne villet se. At de befinder sig i Ungarn indenfor rimelig afstand, er kun godt. Maj 2024 besøger Henrik og jeg grotterne.

Aggtelek grotterne

Sådan omtales grotterne eller drypstenshulerne af og til, men det er ikke helt præcist. Hulerne ligger i Aggtelek National Park, og der er flere ture og indgange bl.a. i Aggtel, men den hule, der oftest er tale om, er Baradla hulen, og den besøger man på alle huleturene.

Aggtelek Grotterne Baradla UNESCO Marina Aagaard blog travel rejse

Aggtelek Nationalpark

Aggteleki Nemzeti Park er en stor nationalpark i den nordøstlige del af Ungarn i Aggtelek Karst-regionen. Det særlige ved nationalparken, der blev anerkendt som et UNESCO World Heritage Site (natur) er de helt specielle overfladeformationer og store drypstenshuler gemt i kalkstenlandskabet.

Et areal på 453,11 km² blev i 1979 udpeget til biosfærereservat under UNESCOs Menneske-og-biosfære-program. Selve Aggtelek National Park blev grundlagt i 1985 og siden 1995 har den været et UNESCOs verdensarvsområde sammen med de slovakiske Karst-huler.

I parken findes 280 huler i forskellige størrelser. De dækker et samlet areal på 198,92 km², hvoraf 39,22 km² er under udvidet beskyttelse. Den første skriftlige dokumentation af hulerne kan dateres tilbage til 1549. Siden 1920 har de været turistattraktioner (Wikipedia).

I parken finder man flere vandreruter og flere hule-ture. Hulerne har forskellige karakteristika. En hule, fredshulen, er et sanatorium, hvor man behandler astma-patienter. En anden hule har en suveræn akustik og bruges til koncerter.

Er man på jagt efter “den store hule”, dvs. den største stalaktitgrotte i Europa, skal man vide, at den ikke kaldes Aggtelek hulen; den betegnelse er en populærbetegnelse for hele hulesystemet. Vil man se store stalaktitter, skal man søge specifikt efter Baradla Hulen, der er Europas største stalaktithule.

Baradla hulen

Det er en ca. 26 km lang hule, hvoraf de 8 km ligger i Slovakiet, hvor hulen kendes under navnet Domica. Den vil vi gerne besøge, men aktuelt er der vist ingen pakketure fra Budapest (pris ca. 130 EUR). Hotellet vil gerne arrangere en privat tur med egen chauffør, men den koster i omegnen af 500 EUR. Så vi vælger selv at leje en bil og købe billet på stedet, hvilket kan lade sig gøre til de korte ture, bare man møder op i god tid, mindst 15 minutter før turstart.

Fredag morgen

Op kl. 0530 og gøre klar. 0600 ned i lobbyen og møde billeje firmaets repræsentant, der er mødt op med papirer, kortterminal og bil. Det tager lidt tid, med scanning af pas og kørekort osv., men går glat. Kl. 0630 kører vi af sted. Ud af byen – med et par fotostop undervejs.

Køretiden fra Budapest til Aggtelek er ca. 2½-3 timer. Målet er at nå grotterne et kvarter før kl. 10, købe billetter og være med på dagens første tur.

How NOT to find us

Jeg fandt grottetur-hjemmesiden og i bunden et ikon “How to find us”. Det trykkede jeg på og straks kom Google maps frem med en rute. Jeg trykkede start, og så fulgte vi bare med. Cirka 2½ time senere er vi fremme i et naturskønt område (Jósvafő viser det sig, og her starter den den korte Jósvafő huletur på 1,4 km med en varighed på ca. 1 time).

Vi holder på en p-plads. Derfra går vi op af trapperne til et hus. En person kommer ud og jeg spørger “grotto tour?”, hun svarer “yes”, jeg siger “big grotto tour?”, hun svarer “no”, hvilket er lidt forvirrende. En anden kommer ud og jeg spørger “big grotto?”. De svarer “3 km down the road”. Den ene siger at vi skal til venstre, den anden siger til højre, men begge er enige om, at vi skal ind på en stor p-plads.

Vi kører 3 km tilbage ad ruten, men det ser ikke helt rigtig ud, så vi kører videre, men det bliver ikke bedre. Så vi vender om til 3 km stedet og lidt efter det, kører vi ind på en mindre p-plads (The Red Lake/Vörös-tó). Fra den kan vi nede i en lavning se en bygning og en gruppe, der ser ud som om de venter på en tur. Vi parkerer og skynder os derned. Jeg går hen til disken “grotto tour?” Hun siger “yes”, jeg siger “big grotto tour?”, hun siger “no”. Jeg prøver at spørge om vej. Det går slet ikke. Så prøver hun med et oversættelsesprogram på mobilen og efter en tid fortæller hun os, at vi skal tilbage til Aggtelek by og dreje fra ved en tank. “Thank you very much”.

Om igen

Tanken er en en lillebitte bygning med en enkelt pumpe, men den er let at finde og vi drejer fra hovedvejen.

Bare 100-200 meter nede ad vejen er der en stor parkeringsplads og mange skilte. Vi har fundet stedet, men ½ time for sent. Vi har misset den ønskede første tur og skal nu vente i 1½ time på den næste. Arrrgggghhh. De kortere ture starter kl. 10, 12, 14 og 16 – det er det.

Vi køber billet og sætter os til at vente ved parkens velkomstcenter. Vi forsøgte at bestille frokost, så vi kunne spise, mens vi ventede, men restauranten åbner først kl. 12:00. Solen bager ned fra en skyfri himmel, så i stedet nyder vi en brunch i form af en Magnum Mandel is – og jeg ser en ildsalamander løbe nedad muren, men når ikke at fotografere den.

Derefter, mens Henrik tjekker mails, jogger jeg op ad nogle trapper (ca. 140 trin og nogle afsatser) op til et udsigtspunkt, hvor man kigger ned over velkomstområdet. Herfra løber jeg videre opad til en lillebitte trailløbstur i et skønt landskab. Undervejs spotter jeg en farvestrålende, men livløs, salamander på stien. Efter et kvarter vender jeg om og løber ned igen.

Så er vi det endelig ved at være tid til hule-turen.

Grottetur

Vi – små grupper af 2-4 deltagere (omkring 25-35 i alt) venter ved en lukket dør. De fleste har varmt tøj på, for der er kun omkring 10 grader i hulerne.

Klokken 1200 dukker guiden op. Han taler desværre kun ungarsk. Ærgerligt, for han snakker løs og det virker spændende. Damen i billetkontoret gav mig et sammenfoldet A4-ark med informationer, men printeren har haft det dårligt og en del af teksten er væk. Jeg må læse nærmere senere.

Grotten er kæmpestor, men som på de fleste grotteture ser man kun en lille del. Sammenlagt tager denne tur på 1 km ca. 1 time med indlagte fortælle- og fotostop undervejs.
I Aggtelek National Park er det dog på nogle tidspunkter muligt at gå længere, anstrengende ture, men de kræver registrering og nok deltagere, så det er vanskeligt at planlægge efter, når man skal bestille fly.

På starten af turen er gangene små og med moderate kalkaflejringerne, men flere steder med flotte farver. Der er underjordiske søer som spejler hulens lofter.

På den sidste del af turen kommer man ind i nogle imponerende store rum med særligt store stalaktitter, der har vokset sig kraftige i løbet af flere 100 millioner år pga. af de daglige dryp af kalkholdigt vand fra hulens loft. Vi er bl.a. i The Hall of Giants (musikgrotten, hvor vi sidder ned på røde plaststole og hører to musiknumre; fantastisk lyd). Som en del af finalen ser vi den største stalaktit: The Observatory, der er 19 meter høj.

En fantastisk tur i de imponerende, næsten magiske, underjordiske rum.

Drypsten

Statens Naturhistoriske Museum:

Langt de fleste drypsten finder man i huler. De dannes ved, at kalk i klipperne ovenover opløses i vand, der siver gennem klipperne, indtil det når hulens loft. Her samles vandet i dråber, og når der kommer luft til opløsningen, gendannes noget af den kalk, som ellers var opløst i vandet. Det bliver så begyndelsen på en stalaktit, der langsomt vil vokse sig længere og bredere. Noget af vandet vil også begynde at dryppe ned på hulens gulv, og her sker det samme, noget af den opløste kalk gendannes, og en stalagmit begynder at vokse sig lodret op mod hulens loft. Det er som regel en meget langsom proces, hvor en stalaktit typisk vokser med en brøkdel af en mm hvert år. Hvis der er mere tryk på det vand, der siver gennem klipperne, kan det gå lidt hurtigere, op til måske 3 mm per år, altså ikke ret hurtigt. 

Ude i solen

En time går meget hurtigt og pludselig er turen slut. Vi kommer ud i et grønt marklandskab og skal lige gå 250 meter og ned ad nogle trapper, før vi er tilbage til udgangsstedet.

Det var det.

Aktuelt er der følgende ture:

Aggtelek short tour: 1 km, 60 min. Man ser den største stalaktit på 19 meter, “The Observatory” på denne OG de andre ture.
Vöröstó middle tour: 2,3 km, 100 min. Moderat sværhedsgrad. Turen starter ved Red Lake/Vörös-tó indgangen og slutter ved Jósvafő billetkontoret.
Jósvafő short tour: 1,4 km, 60 min. Moderat sværhedsgrad. Starter og slutter i Jósvafő ved billetkontoret.

Vi fik set den største stalaktit, men burde allermindst have været på den midterste tur, den lidt længere tur, men hulenavns-vildfarelse og sprogproblemer kom på tværs.

Der er også en lang tur (muligvis flere):

7 km, 4-5 hours. Svær. I gummistøvler og undendørs tøj. Den ‘letteste adventure tur’ i hovedgrenen af Baradla hulen fra Aggtel til Jósvafő. Første del er som den korte tur, startstedet er Aggtelek, og “så begynder eventyret”. I den uudviklede del af hulen foregår turen på broer og trapper, når nødvendigt, og i skæret af medbragte lamper fra forbindelsstedet ved Vörös-tói-ág. Derfra er turen som middelturen fra Red Lake. GPS koordinates: N48o28.2792′ E020o29.7262′.
Der er også en 9 km tur på 5-7 timer. Niveau: Svær. Men der er p.t. ingen informationer om den tur … men den vil jeg rigtig gerne vide mere om.

Vil du på Aggtelek National Park huletur, så:

  1. Gå ind på Cave Tours siden herunder.
  2. Gå ind under hver enkelt huletur og se detaljer og startsted.
  3. Vælg gerne første tur; går noget galt, kan du måske nå de(n) næste.
  4. Book billet (til de lange ture).
  5. Kom i god tid, fx ½ time før, så du er med (og får billet til de korte ture).

Læs mere om Aggtelek grotterne:

Cave Tours

Aggtelek National Park

UNESCO: Caves of Aggtelekt Karst and Slovak Karst

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Outdoor fitness i JP: Skovtræning og skovbadning