Top 25 attraktioner i Tyskland: Ny nummer 1
Top 25 attraktioner i Tyskland. En brøkdel af det, der er at se i vores naboland, en favorit feriedestination.
Jeg har rejst til Tyskland over 50 gange. På job, på ferie fra nord til syd og øst til vest, og for at handle. Hvorfor Tyskland? På grund af store skove og dejlige bjerge, internationale storbyer og pittoreske småbyer, og arkitektur i alle afskygninger, futuristisk (foto BMW World, München) såvel som gotisk som i Kölner Dom, en af verdens største kirker. Desuden spændende museer, tekniske museer og bilmuseer, romantiske veje og Autobahn. Og eminente indkøbsmuligheder med mange varer, som ikke fås her, og endda prisbilligt.
Netop nu er årets officielle Germany Travel rangliste over hele 100 attraktioner publiceret online. Her er Top 25 med en interessant nyhed. Der er en ny nummer 1 på listen.
Miniatur Wunderland Hamburg, der har ligget på førstepladsen i syv år er netop blevet passeret af forlystelsesparken Europa Park i Baden-Württemberg, den nye etter. Den park har jeg til gode ...
Miniatur Wunderland har jeg til gengæld besøgt, og anbefaler gerne den unikke attraktion med minilandskaber og modeltoge. Selvom man ikke er modeltogs-entusiast, er det en kæmpe oplevelse at se de fantastiske landskaber og de fuldstændigt opslugte entusiaster. Alle tiders for både børn og voksne, men man skal endelig booke tid: Man kan ikke gå ind fra gaden; men lukkes ind i små hold.
Top 25 byder på flere af mine favoritter: Hamburg, Berlin og München samt den eventyrlige Rothenburg ob der Tauber, der er oplagt til en romantiktur, ligesom Neuschwanstein Slot, der er et besøg værd, ikke mindst på grund af de omkringliggende skovområder.
Top 25 attraktioner i Tyskland
