Hvis jeg kan kan du også.
Eller hvad?
Jeg faldt for nylig (2024) over en podcast om 'seks usunde motivationscitater'. Interessant tema. Det første citat til debat var: "Hvis jeg kan, så kan du også".
Usundt citat? Jeg bliver nysgerrig.
Hvis jeg kan kan du også
Jeg læste og lavede et facebook opslag:
Citatet giver mening, mener jeg: Ifølge mestringsteori jf. Albert Bandura, er eksempler og rollemodeller noget af det, der kan motivere og føre til øget mestringsforventning, self-efficacy: "Det her kan jeg (også) godt klare."
*
Citat-kommentar
Jeg inkluderer selv jævnligt de ord i forbindelse med foredrag for både yngre og ældre: Konteksten er, at selv med sygdom og skader (og en vis alder) kan mange utrolige ting lade sig gøre, hvis man selv har lyst til det; drømmer om det.
Men. I podcasten handlede det - som så ofte for tiden - især om vægttab; at bl.a. pga. genetiske forhold kan en træner ikke bare sige til en person, der vil tabe sig: Hvis jeg kan, så kan du også.
Der blev nævnt et eksempel:
En 20-årig personlig træner, der lever i fitnesscenteret, bør ikke fortælle en alenemor på 42 år til tre børn, at "hvis jeg kan [fx tabe mig], så kan du også", fordi "det er alt for forskellige forudsætninger til at det er meningsfyldt".
Nemlig: Forskellige livsfaser, miljø og arv (genetik) har indflydelse på, hvad der giver mening.
Men: Visse ting er globale, såsom hvad der dybest set motiverer mennesker.
Og. Hvis det hele ikke altid skal handle om vægttab og større muskler, mener jeg, at:
En 42-årig alenemor kan i en given situation sagtens sige til en 20-årig træner "hvis jeg kan, så kan du også", og naturligvis også den anden vej rundt 🙂
**
Kom gerne med kommentar
Jeg skrev: Kom endelig med din kommentar, fordi man ser det vidt forskelligt - ikke nødvendigvis forskelligt syn på sagen, men måden hvorpå sagen bliver formuleret.
Der kom mange gode kommentarer i feeden. Din er også velkommen.