Fitness ordbog: Hvad er spændstighedstræning?

Af Marina Aagaard, MFT Hvad er spændstighedstræning? Det er træning, som har været brugt i årevis i idrætstræning og som senest har vundet indpas i funktionel fitness træning. Navnet bruges dog i begrænset omfang i daglig fitness træningstale, i stedet benyttes udtryk som eksempelvis plyometrisk træning. Udtrykket spændstighed kommer af ordet spændstig, der betyder adræt, fjedrende, let, elastisk og som i træningssprog henviser til god udnyttelse af elastisk energi.

Spændstighedstræning 607532_67974039_split Bob KnightSplit jump (Bob Knight)

En god spændstighed er relevant for mange idrætter, fx ballet, løb, parkour og atletik, hvor det handler om at være let på tå, hurtig på benene og særligt eksplosiv i forhold til egen kropsvægt. En god spændstighed eller eksplosiv styrke har dog også vist sig at være en fordel i mange andre sammenhænge, fx ifm. at forebygge fald-uheld, så det kan det være hensigtsmæssigt at træne sig op til den form for træning (tager 1-2 år for begyndere).

Spændstighedstræning

Spændstighedstræning omfatter sprintløb, hop med belastning og såkaldt plyometrisk eller plyometri træning, SSC, stretch shortening cycle, træning (stræk forkortelse cyklus). Forspænding, dvs. hurtig udspænding af musklen, som fx når man hopper ned og lynhurtigt op igen, lagrer elastisk energi, som betyder at musklerne hurtigt udvikler høj(ere) kraft. Spændstighedstræning såsom plyometrisk træning er meget hårdt for kroppen og der er en høj ret skadesrisiko. Det kræver:
  • Et solidt styrkefundament
  • En høj grad af koncentration
  • Friske muskler (man er restitueret og veludhvilet)
  • Grundig opvarmning
  • Korte træningspas med korte serier (< 20 minutters træning)
Før man giver sig i kast med spændstighedstræning bør man sørge for at være ved godt helbred, være i god form og have en solid viden / få grundig instruktion.