Ugen der gik 42 2022: Efterårsferie, exit og Eyde

Ugen der gik 42 2022 fra d. 17. til 23. oktober. Med krig og krise i Europa. Og efterårsferie i Danmark. Men ikke her.

Ugen der gik 42 2022

Mandag

Tidlig morgen outdoor personlig træning, Aarhus. Køligt, men flot vejr. Det starter mørkt, men hurtigt opstår fabelagtig solopgang. Hjem. Læser, skriver, ser online foredrag. Ingen træning ud over åndedrætstræning 7+6+6 minutter. Alle ugens dage. Går tur med Rex ved Kalø Slotsruin. Resten af ugen gåture omkring golfbanen. Til aftensmad kylling og , løg, hvidløg og tomat.

Tirsdag

Optager Fitness Coaching modul. Redigerer video. Til TRIF Fitness træner 46 minutter på trappemaskine. Til besøg hos en ven, der laver lækker aftensmad: Kulmule med safranris og grøn salat. Dertil et glas hvidvin.

Onsdag

Til Aarhus, Viby. Selvtræning: 3 x 10 hængende benløft. 1-2 minutter hængende omvendt i ringe. 10 ture, 5x2, med prowler. 3 x 10 benpres, 3 x 6 leg curl, 4 x 10 pull-up, maskine. Holdtræning: 1 t Dance (med trommemusik, populært) ½ t Funktionel. Halvvejs sker uheld. Den ifølge nogen 'garanteret sikre opbinding' (og har da været det i mange måneder) springer op (årsag ukendt) og 'landmine'-vægtstang vælter - ikke frem på tomt areal som den burde, men med rotation bagud og rammer deltager i hovedet, et uheld-i-uheld. Det sker i et splitsekund og vi er alle siddende, så ingen kan gribe stang. To deltagere ved siden af springer straks til med omsorg og førstehjælp, jeg afblæser hold og springer til centerleder med telefon, alarmopkald. Alle hjælper og i løbet af ca. 10 minutter kommer to reddere til. Medlemmet er kvik og smilende, men selvom jeg fungerer, er jeg halvt i chok, fordi jeg så uheldet ske og det så voldsomt ud. Jeg er bekymret hele dagen, til jeg sidst på dagen hører, at han er hjemme igen, lige nu i o.k. tilstand. Jeg afventer nærmere nyt fra centerleder. En praksis udmelding er, at det er "exit" til funktionel i styrkesal; fremadrettet bliver det i holdsal. Til mor og far. Jeg er ikke i hopla til at træne i fitnesscenter, så vi træner let i udestuen. Videre til firmatræning, puls og styrke til electronica. Et stækket - højentusiastisk - hold pga. efterårsferien. Hjemme igen. En ven fra Hamburg flytter ind igen i et par dage. Hun laver mad. Vi får svinemørbrad, ris med majs, bønner med parmesan, grøn salat og ristede kastanjer. En fantastisk smag.

Torsdag

Dagens nyheder: Premierminister Liz Truss, England, træder tilbage efter bare 45 dage på posten. Den udskældte og afgåede Boris Johnson er i spil igen. Det er en parodi. I lokalnyhederne fortæller de, at de efter over tre uger har fået slukket branden i træpillerne på Studstrupværket. Slut med lugt og energispild. Ven kører med en anden ven til Herning, mens jeg holder skansen, læser og skriver. Hun vender tilbage med mad fra Bones. Jeg får salat og en svinemørbrad rest. Besøg af to gæster sidst på aften. Dernæst - efter invitation af en herningensisk ven - af sted til Herning, til Hotel Eyde.

Fredag

Direktøren dukker op til morgenmaden. En ven støder til. Vi snakker lidt. Derefter arbejder jeg lidt på værelset og i 'kaffebaren'. Kører på sviger-familie visit og så hjem. Styrketræner i kælderen, mens Rex slapper af: 8 TGU med kettlebell. 3 x 10 box hink. 3 x 10 step up. 3 x 12 + 4 x 4 push-ups. Spiser rester, kylling, pasta og bønner.

Lørdag

Kører en smuttur til Skanderborg. Så ud og handle og hjem igen. Styrketræning i TRIF Fitness: 4 x 8 bænkpres, 3 x 12 renegade row, 3 x 10 en-arms cable press, 3 x 10 en-arms cable row. Gåture med Rex i dis og fugtigt vejr, med masser af krøllede små svampe i villakvarteret. Spiser carpacciosalat; bladselleri, avocado, agurk, tomat, rucola, ristede mandler og ristet brød til.

Søndag

Sent op ved 8-tiden, så er dagen næsten gået! Går tur, spiser morgenmad. Skriver lidt. Tager til Ørnereden. Løber med søster i Marselisborg Skov. Vores tur bliver afbrudt af svampefotografering. Vi tager til mor og far - hvor roserne stadig hænger ved i haven - og spiller Trivial Pursuit i et par timer. Hjemad. Handle. En køretur til og gåtur ved Vrinners strand med Rex. Super cloudscape. Spise ... ikke laks som planlagt ... men lasagne fra fryseren. Dertil tomatsalat. Og rødvin. Der gik den efterårsferieuge. Uden ferie, men med chok og overraskelser. Og lidt hygge.