Hotel Danmark, København: Hygge, øko og vin i centrum

Hotel Danmark staycation aka ‘ferie hjemme’, altså her i hjemlandet, men ikke hjembyen. Jeg er på tur i hovedstaden. København er en skøn, grøn by at holde ferie i. Det eneste, der afholder mig fra at feriere her oftere, er priserne, der er noget højere end i udlandet fx lige syd for grænsen. Et af få minusser, fordi omgivelserne og hotelkvaliteten er i orden. Jeg bor med lige stor fornøjelse på hoteller, moteller, BNB'er, hostels og feriehuse afhængigt af formålet med turen. Mine typiske søgekriterier er: Fornuftig pris, parkering, wifi og fitness – eventuelt spa. Desuden beliggenhed.

Hotel Danmark

Denne gang skyldes opholdet 'business', ja nærmest 'pleasure', så der skal være arbejdsbord og ro på værelset, altså et hotel. Valget falder på det hotel, der ligger tættest på stedet, hvor jeg skal holde foredrag næste dag. Så kan jeg gå og er ikke afhængig af transport. Det er et tre-stjernet hotel (tæt på ligger et fem-stjernet hotel, som jeg glæder mig til at besøge en gang. Men bookeren betaler, så jeg skejer ikke ud). Hotellet er del af en mindre dansk kæde med 'Unikke Boutique Hoteller' med bl.a. sloganet "We don't do ordinary. Do you?"  Nej, nej, da. Og hotellet har virkelig en unik beliggenhed midt i centrum med en flot udsigt fra tagterrassen og værelset. Nationalmuseet ligger lige rundt om hjørnet og man kan gå til mange af de største attraktioner og gode restauranter. Super.

Check-in

En personlig og imødekommende oplevelse. Jeg ankommer torsdag eftermiddag og der er ingen andre gæster ved disken, så indtjekning tager maksimum et par minutter. Check-out fredag middag (en gratis late check-out forlængelse på ca. 1 time) gik endnu hurtigere og problemløst. Dejligt. Jeg får mit key card. Det fungerer som det skal - ikke en selvfølge. Kortet skal dog ikke bruges i elevatoren; en halvgammel sag, hvor et tryk på knappen er nok. Ved at gå til højre ind gennem morgenmadsafdelingen finder man trappen, som jeg benytter alle gange, hvor der ikke er bagage i hænderne.

Indretning

Hotellet ligger i en ældre ejendom, hvilket betyder smalle gange og små værelser (der er også bittesmå og store værelser) - og mindre opholdsområder, social spaces, der virker afslappede og hjemlige.

Værelset

Værelset er på 5. etage og jeg træder ud i en hotelgang med et brun-grønt 'ældre hotel' look. Typiske væg til væg tæpper i gangen, men med et moderne mønster. Nyt og lyst er godt, men ældre og mørkt giver en 'hyggeligt hotel' oplevelse. Værelset er lige overfor elevatoren – og skråt overfor trappen. Praktisk. På hjemmesiden står der, at "Hotel Danmark byder indenfor i smukke lyse værelser med masser af plads (...). Alle værelser er designet med smarte løsninger, unik design og smukke møbler, der afspejler bygningens historie. Interiøret byder på spændende designoplevelser som marmordækkede gulve og fløjlsbløde vægge." Det er sandt, at der er spændende designoplevelser. Til gengæld er mit værelse ikke lyst eller med masser af plads. Det er et superior værelse, men der er småtrangt og værelset er ret mørkt, trods vinduesparti og altan. Men er det et problem? Nej, jeg kan nemlig godt lide mørke hotelværelser og har heller ikke brug for vildt megen plads. Eneste lille minus er, at håndvasken ikke er i badeværelset, men inde på selve værelset. Men sådan er det. På værelset er der marmorfliser og tæppe. En meget behagelig seng. Et lille anretterbord med kaffe, te, mælk og kogekande. Dejligt. Desuden et stort tv, et middelstort skrivebord - og et lille brusebadeværelse.  

Udsigt

Fra værelset er der en dejlig udsigt op og ned ad gaden, over byens tage og kig til blandt andet Tivoli og Christiansborg (fra bagsiden). Fra tagterrasen, The Rooftop, er udsigten endnu bedre. En terrasse med bar, der med god vilje har en 360 graders udsigt over Københavns tage. Tagterrassen er i øvrigt åben for alle, hotelgæst eller ej, om sommeren endda med DJ.

Mad og drikke

Hotellet har ingen restaurant, men en hyggelig lille morgenmadsafdeling (og så vidt jeg kan se gårdhave til sommerbrug) med en eminent økologisk morgenmad af høj klasse. Alt, hvad jeg smagte, var godt. Min eneste beklagelse var, at jeg ikke kunne spise ret meget. Som en særlig attraktion har hotellet en bar, hvor der ikke er Happy Hour, men Wine Hour, dvs. hvidvin, rødvin eller 'bobler' på huset fra 1700-1800 hours. Også inkluderet er Nightcap Hour, hvor man i hotellets 'hyggelige social space' dagligt mellem 2200-2300 hours på husets regning kan nyde en nightcap i baren, et godt glas - eller to - likør eller spiritus af enten klassikere eller særlige brands. Det er ikke aktuelt for mig inden foredrag, men for en feriegæst kan det være en mulighed.

Fitness og wellness

Det er et lille hotel, så der er ingen spaafdeling og ingen fitnesscenter, men der er et fitnessrum og det har måtter, vægte, sandsække, kettlebells og tre cardiomaskiner, så det kan være fuldt tilstrækkeligt (hellere det end uvirksomme overdimensionerede fitnessmaskiner). Tilfredsstillende. Desuden som noget helt særligt: Har man lyst til det, så tilbyder hotellet: FITNESS KIT Træn på værelset med et fitness kit med vægte , straps og yogamåtte. Afhentes i lobbyen.

Parkering

Oveni værelsesprisen kommer for mit vedkommende betaling for P-plads i hotelgården. Man kan desværre ikke forhåndsreservere, så jeg måtte bare håbe - og heldigvis var der gevinst, måske fordi jeg kom tidligt. Prisen er horribel, 395 DKK for 24 timer (det er omtrent det, det koster, for en uge i Billund Lufthavn). Dyrt, men i p-husene i området er priserne de samme (og i det nærliggende fem-stjernede hotel 500 DKK). Kan man tage toget er det den bedste, billigste løsning, men det var ikke aktuelt denne gang. Da jeg ankommer, kører jeg langsomt forbi hotellet, men ser ingen indgang. Jeg parkerer derfor på en p-plads (privat) den modsatte side af gaden og ringer op. Jo, der er en (lille) port og nu åbner de den. Uha, porten er ret smal og gården er den mindste, jeg endnu har set. Med forsigtighed får jeg bugseret bilen ind på den ene af tre pladser. Der er en anden bil, da jeg ankommer, men ingen ved siden af mig. Det er der til gengæld næste dag, så det bliver den mest nervepirrende udkørsel nogensinde. Min bil er undervejs bare 0,5 cm fra den ene bil, der holder lige i kørelinjen, og det tager mange, mange opretninger, før bilen bliver bakket hen mellem skraldespande og brandtrappe og kan vendes så meget, at den lige akkurat kan drejes ind og igennem porten. Aldrig mere! Et fint parkeringstilbud ... hvis man har en Smart, men ikke en Audi, der er større end en 1'er ... En hyggelig og behagelig Hotel Danmark hoteloplevelse - bortset fra udturen fra garagen.

Læs mere:

København og havn: Weekend i hovedstaden