By Marina Aagaard, MFT
I weekenden var jeg i Norge for at holde tre workshops i Sandnes tæt ved Stavanger. Henrik, min mand, foreslog en fototur, som viste sig at være en fabelagtig oplevelse, som jeg burde have foreslået selv ...
Preikestolen eller Prekestolen, Preacher's Pulpit eller Pulpit Rock, er en stejl
og massiv klippe, som rager ud, højt oppe over Lysefjorden i Ryfylke, i Norge.
Det er en af Stavanger områdets mest populære turistattraktioner.
Det er svært at se, men i det mindste ved
jeg, at det er mig - med et lille sug i maven - tæt ved kanten på Preikestolen, 600 m lige over Lysefjorden.
Preikestolen
Henrik havde set et billede af Preikestolen, så det sted ville han gerne fotografere. Jeg havde hørt om det, men tænkte at det var for langt væk på denne tur. Men Henrik insisterede.
Så omkring klokken 7 om morgenen, lige efter at vi var kørt i land fra færgen fra Danmark efter en nats sejltur, tog vi en ny færge, Norled færgen fra Stavanger til Tau, ca. 30-40 min. sejlads (sejltider på norled.no). Fra Tau kørte vi mod Sandnes af rute 13, ca. 30 km. Vi fulgte skiltene mod Preikestolen og havnede på P-pladsen (med betaling), som ligger 270 meter over havet.
Henrik havde læst på internettet, at det var en 1 times gåtur (2 timer tur/retur) til Preikestolen. Det lød rimeligt realistisk for en 3.8 km gåtur. Men som vi fandt ud af - og senere kunne læse i andre beskrivelser; overraskelse: Turen tager 2-3 timer ud og 2-3 timer tilbage, især hvis man vil fotografere og det vil mange.
Lidt kortere, hvis man er i fin form, og meget længere tid, hvis man er ude af form.
'Gåturen' må frarådes, hvis man har skavanker eller meget korte ben.
Stien, hvis man kan kalde den det, består af grus og klippestykker og trapper, som er sten eller groft tilhuggede klippestykker. Enkelte steder er der bar klippe og 3-4 steder er der en kort gangsti med træbrædder. Visse steder kan stien være svær at få øje på, men så skal man kigge lidt omkring efter røde T'r, som er malet på klipperne.
Udturen er for det meste opad af klippetrapper, kun afbrudt af et par enkelte fladere steder - stigningen er på 330 m - og bortset fra et sted er der ingen former for gelænder eller lignende. Nedturen er næsten lige så vanskelig, for man skal holde godt øje med fødderne for ikke at glide eller træde forkert på klippestykkerne.
'Stier' og 'trapper' ?
Tag af sted tidligt
Gode råd er, at 1) tage ud tidligt - også for at opleve det uden alt for mange andre vandrere, der kommer i flokke - og gøre det i tørvejr i sommerhalvåret (på P-pladsen er der en liste med advarsler, hvis man gør det om vinteren) og vandre ned før det bliver mørkt, 2) bære behageligt tøj og rigtige vandresko og 3) medbringe en snack og vand.
I regnvejr, som nu i weekenden on and off, er klipperne ekstremt glatte, så da skal man være ekstra opmærksom.
Der er ingen kiosker eller restauranter (eller toiletter ...) på turen - og der er ingen nemme veje ned (ingen rigtige trapper eller elevatorer), så man skal 'spare' energi til nedturen.
Dejlig udfordrende vandring
Det er en relativt anstrengende tur til toppen, så nogen fejrer ankomsten med stil: Champagne!
Personligt vil jeg anbefale nul eller moderat alkohol indtag, hvis man vil sikkert ned ...
Fantastisk Preikestolen udsigt
Der er en fabelagtig udsigt over Lysefjorden og de omgivende bjerge, men mindst lige så fantastisk er vandreturen, dramatisk natur og suveræn træning - optimal outdoor fitness - på samme tid!
En anbefalet fitness wellness rejse oplevelse, som jeg giver fem stjerner ud af fem.
Ahhh, en vidunderlig weekend (og verden ... læs natur).