5:2 kur og slankekur: Daglig kalorietælling ødelægger dig

Af Marina Aagaard, MFT Tag den alle "middelaldrende overvægtige damer med fokus på kure uden motion" og manglende motivation! Her er kurinfo med kød på ... Kort sagt: Slankekur og daglig kalorietælling og vejning ødelægger din figur og dig. I et knivskarpt indlæg med et spidst sprog får 5:2 kuren på puklen eller rettere; misforståelserne og misbrugen af 5:2 kuren bliver dissekeret i '5:2 - den falske faste' af forsker Anders Nedergaard. Jeg anbefaler alle der har været på (5:2) kur eller overvejer kur - og naturligvis ernæringsnysgerrige - at læse artiklen. Alt for mange kvinder er slaver af kure, kalorietælling og kontinuerlig vejning; ofte skruen uden ende og når man begynder på det forringes sundhed, velvære og udseende. Derfor havde jeg overvejet at skrive et indlæg om det. Men det behøver jeg ikke lige nu, for der er netop kommet et indlæg på KropBlog, som med udgangspunkt i kommentarer til 5:2 kuren diskuterer mange af de fejltagelser og elendigheder, der ses i slankekure, og giver tips til handling. Indlægget er langt, men ret let læst og interessant for alle med interesse for sundhed, ernæring og 5:2 kuren. 5:2 kur viden Marina Aagaard blog kost Nedenstående punkter uddybes i artiklen:

Undgå eller minimer (let omskrevet fra artikel):

  1. Kalorietælling [for hyppig og måske for upræcis]
  2. Alt for hyppige vejninger
  3. Mangel på accept af fasten [eller livsstilsændringen] [negativ tænkning]
  4. Ingen motion [eller forkert motion]
  5. Ingen overvejelser om brug af fastens fysiologi til ens fordel

Indtag og optimer (mine egne betragtninger):

  1. Din indre motivation - hvad gør dig glad og hvilke fordele giver livsstilstiltag?
  2. Dyrk mindfulness - ret fokus på nuet og kroppen (og ikke tal og tabeller)
  3. Lev livet med nydelse - med (lidt) fornuft OG glæde. Stress giver stress ...
  4. Lav forbedringer med små skridt. Lad gradvist viljestyrken vokse sig stærkere.
  5. Tænk i portionsantal og størrelser, snarere end i petitesser (gram).

Dagens sandhed om sundhed

Et lille udvalg af citater fra KropBlog indlægget: "Naturen har en række kræfter, der er uhyre retfærdige, forstået på den måde at hvis man ikke behandler sin krop og sin psyke særligt godt, så ender man med et resultat lige præcis derefter".  "Det er meget, meget veldokumenteret, at hvis der indgår motion i et vægttab, så har det en meget større sandsynlighed for at blive et blivende vægttab". "Ligesom vores sind går i stykker uden meningsfuld social interaktion, går vores kroppe i stykker uden meningsfuld fysisk aktivitet. At være inaktiv er kroppens pendant til et sind, der er sat i isolationsfængsel." Læs hele den spændende post på KropBlog. Rigtig god læselyst: 5:2 - den falske faste. Af Anders Nedergaard, PhD.