Efterårsferie: Rejseoplevelser og rejseråd i coronatid

Af Marina Aagaard, MFT Alt udsolgt. Overskrift i ugens nyhedsstrøm: Spies og TUI melder alt udsolgt i efterårsferien. At rejse eller ikke rejse til udlandet er måske slet ikke et tema? Eller er det - og hvordan er det at rejse ud lige nu? Det er coronatid og danskerne er kun velkomne i ganske få lande pga. kraftig stigning i antal smittede herhjemme. Samtidig er mange lande i tilsvarende eller meget værre situationer og har omfattende restriktioner.
Nye restriktioner kan indføres med meget kort varsel, ligesom transportforbindelser kan indstilles med meget kort varsel. Du bør være forberedt på dette, hvis du vælger at rejse til udlandet, da der ikke er nogen, der kan forudsige COVID-19-pandemiens udvikling. Udenrigsministeriet
Hvis du vælger at rejse til udlandet: Tjek risici og forhold, sundhedsmæssigt og økonomisk (forsikring), før rejse.

Rejseråd i coronatid

Ingen lande er på "Rejs bare derhen"-listen og stort set alle rejser 'uden anerkendelsesværdigt formål' har længe været frarådet. Kun 0tte lande/områder er aktuelt gule - man kan, hvis ønsket, ved udvisning af opmærksomhed rejse derhen - naturligvis med overholdelse af de lokale regler (mere om det her under). Rejsevejledninger opdateres løbende, så man skal holde øje. I løbet af ugen har anbefalingerne ændret sig pga. ændrede coronavirustal.
  • Grønland
  • Færøerne
  • Norge
  • Tyskland
  • Polen
  • Italien
  • Grækenland
  • Cypern
Næsten hele verden er orange - minus de ovenstående otte - og frarådes direkte. En hård tid for berejste og rejselystne. Alligevel er et stort antal danskere i dag 10.10.2020 på vej til lufthavnen på vej til charterferie sydpå, mens andre tager bilen og kører af sted - især til Tyskland, hvor personer fra Københavnsområdet dog ikke er velkomne (CPH er smitte hotspot) med mindre de går i 14 dages karantæne. UM, Udenrigsministeriet, illustrerer på kortet sikkerhedsniveauet for rejsemål med fire farver: grøn, gul, orange og rød. Grønt: Brug din sunde fornuft og vær opmærksom på samme måde, som i Danmark. Gult: Vær opmærksom på din personlige sikkerhed og husk at holde dig opdateret. Orange: Du bør genoverveje, da UM fraråder alle ikke-nødvendige rejser, da risiciene forbundet med rejser til disse steder er alvorlige. Rødt: Du bør genoverveje, da UM fraråder alle rejser til dette rejsemål. Hvis du alligevel tager afsted, opfordrer UM dig til at søge professionel sikkerhedsrådgivning. Et land kan have flere farver, da sikkerhedssituationen i et land kan variere betydeligt fra et område til et andet.

Rejse eller ej?

Jeg er hjemme i efterårsferien ud over lidt Danmarksrejse (masser af tips til Ferie i Danmark HER), men var i Tyskland i sommerferien og familiemedlemmer og venner har for nylig været i udlandet. Så her er dugfriske erindringer og råd til dig, der overvejer at rejse. Giver det mening at rejse udenlands lige nu? Måske. Måske ikke.

Fordele

Forandring. Varme eller luftforandring kan være tiltrængt efter en for mange hård lockdown periode. Sikkerhed. Måske mere sikkert end Danmark! I visse lande er der særlige indsatser for at undgå smittespredning, så det er muligvis mere sikkert at opholde sig i Rom end i Aarhus? I byernes by bærer man mundbind de fleste steder i det offentlige rum (aktuelt pligt om mundbind udenfor døgnet rundt), holder stor afstand og kontrollanter måler temperatur ved toge og kulturinstitutioner. Det samme er ikke tilfældet herhjemme. Plads. Lige nu er der god plads på strande og ved seværdigheder, fordi næsten ingen rejser. I mange museer og attraktioner er man næsten alene. Det er let at holde afstand! Lige nu holder mange andre landes befolkninger sig hjemme af egen drift eller har forbud mod at rejse.

Ulemper

Det er en fordel, at nogle lande har mange anti-COVID-19 tiltag, men det betyder også, at en rejse absolut ikke foregår som 'normalt': Øgede foranstaltninger: I lufthavnen tager det ekstra tid ved almindelig flyrejse; ved charter kan der gælde andre forhold, hvor man ikke mærker forskel ud over brug af mundbind. Særlige tiltag: Man skal fx ved rejse til Italien igennem en særlig sluse, hvor man skal udfylde papirer med personlige data og sundhedsforhold, og skannes for feber. Risiko for 'hjemsendelse' og udelukkelse: I nogle lufthavne/områder, attraktioner og kulturinstitutioner bliver man skannet for feber: Har du feber, må du ikke rejse/komme ind og så er dine penge/tid spildt! Udstrakt brug af mundbind: I fly, tog, busser og taxier skal du bære mundbind. Du skal bære mundbind mange steder, evt. i det offentlige rum (i Frankrig og Spanien) og ved besøg på museer og lignende (ellers vanker der bøder). Selvom det ikke er meget generende, er det heller ikke behageligt at bære maske hele tiden. Udfordringer: På mange/de fleste restauranter og mange attraktioner skal man skrive navn og adresse mhp. på kontakt, kortlægning/advisering af smittekæder. Stor afstand i mange restauranter, man føler sig isoleret fra lokalbefolkningen. Buffeter er mange steder nedlagt og erstattet af serveringer (både fordel og ulempe).

Rejseerfaringer

I sommerferien kørte vi til Tyskland, hvor vi bl.a. besøgte Berlin, München og Hamburg. En problemfri tur i egen bil. På gaderne bar 25 % mundbind. På tankstationer, i butikker og på restauranter (fra indgang hen til bordet) bar alle mundbind. I restauranter udfyldte man sedler med navn og adresse, mens man alligevel ventede. Det gik fint og vi så mange ting, men kontakten med andre var minimal, tyskerne holder afstand og er godt 'masket' til. Det er sært og små-uhyggeligt. Et par yngre familiemedlemmer tog i sensommeren på charterferie på Kreta. En tur som de gav gode anmeldelser. Den eneste forskel, som de oplevede, var 1) brug af mundbind i flyet og 2) færre mennesker på strandene og i restauranterne. Ellers var det som før-coronatiden - og Grækenland har trods det overraskende nok stadig et forholdsvis lavt smittetal. Gode venner tog for nylig til Thailand, orange (på familiebesøg) og til Rom, gul (på ferie). I begge tilfælde gode rejseoplevelser med meget få andre turister (foto: Trevi fontænen, der plejer at være omgivet af store menneskemængder) og afslapning trods mundbind med mere. En person i min husstand rejste senere til Island (top foto). Island var i starten af nedlukningen et af kun tre steder som man frit kunne rejse til. Men det ændrede sig: Da han og en ven rejste til Island på forretningsrejse var øen blevet klassificeret som orange. Det betød, at der ved ankomst ventede en ubehagelig coronatest (med podepind i hals OG næse) og fem dages isolation på hotelværelse; maden blev leveret på værelset (udgang ud på landet o.k., men ikke ophold i by og restauranter). Karantænen kunne være blevet til 14 lange dage, men deres tests var negative, så det blev muligt at komme ud og rundt senere. Rejse til et gult land kan måske gå, men det er ikke en optimal oplevelse, og med mindre man planlægger et længere ophold (med et formål) er det frarådet (og uhensigtsmæssigt) at rejse til et orange land. I mange tilfælde er det slet ikke muligt, fordi danskere er ikke velkomne i øjeblikket.

Rejseråd i en tid med COVID-19

Rejser man i et andet land end Danmark, er man underlagt de lokale love og regler, og man bør altid følge lokale myndigheders anvisninger.

Under rejse og transport

  • Hold fysisk afstand - også på alle former for rejse. -
  • Vask hænder ofte og grundigt - og undgå så vidt muligt at røre ved kontaktpunkter. -
  • Mundbind er nu påbudt mange steder: I fly. Toge, busser, taxier o.l. På rastepladser. I tankstationer. I butikker. -
  • Vælg de transportmidler, hvor der er bedst mulighed for at holde afstand til andre. -
  • Ved flyrejse: Orienter dig om retningslinjerne i de relevante lufthavne og hos det relevante flyselskab. -
  • Hav 100 ml håndsprit på dig (85 %), det er et krav nogen steder. De fleste steder får du udleveret sprit. -
  • Bliv så vidt muligt siddende på din plads hele fly-, bus- eller togturen og rør ikke kontaktpunkter. -
  • Under bilrejse: Hold afstand til andre mennesker på tankstationer og rastepladser, og vær særligt opmærksom på god håndhygiejne, da der generelt er mange mennesker, der rører ved de samme kontaktpunkter (motorvejsrestauranter og -toiletter). -
  • I toge, busser og metroer står eller sidder mange mennesker tæt sammen. Ved brug af disse transportmidler, bør man overveje at rejse uden for myldretiden, for bedre at kunne holde afstand. Og: -
  • I toge, busser og metroer er det tit nødvendigt at holde fast i håndtag og lignende for at holde balancen, ligesom man anvender stopknapper. Man bør derfor være særligt opmærksom på god håndhygiejne. -
  • Har man mulighed for at cykle eller gå i lokalområdet, og er det i øvrigt sikkert der, hvor man opholder sig (i en række lande er det ikke sikkert, så spørg de lokale), kan man bedre undgå tæt kontakt under transport.

Ved overnatning

Vælg den overnatningsform, hvor der er bedst mulighed for at holde afstand til andre mennesker. Derudover bør Sundhedsstyrelsens generelle råd om hyppig og grundig rengøring også efterleves på rejser. I sommerhus, ferielejlighed, hotel eller lignende kan man eventuelt supplere den almindelige rengøring med desinfektion af kontaktpunkter som fx håndtag, kontakter, telefon, fjernbetjening, armlæn, bordoverflader, toilet og håndvask. Ved campering eller lignende, bør man være særligt opmærksom på fællesfaciliteter som fx toilet-, bade- og køkkenfaciliteter, hvor man så vidt muligt bør undgå at røre ved kontaktpunkter. Læs mere om rengøring hos Sundhedsstyrelsen. Man bør være særligt opmærksom på god håndhygiejne.

Spisesteder

Der er ingen tegn på, at coronavirus/COVID-19 smitter gennem fødevarer, men Sundhedsstyrelsens generelle råd om fysisk afstand og god håndhygiejne bør også efterleves, hvis du spiser ude. Vær ved buffeter eller lignende særligt opmærksom på at holde afstand og sørg for ekstra god håndhygiejne, da man ofte anvender det samme bestik ved en buffet.

Spacentre, svømmebade og strande

Der er ingen tegn på, at coronavirus/COVID-19 smitter via badevandet i søer eller hav, ligesom der heller ikke er nogen tegn på, at virusset smitter via badevandet i et svømmebad med klorvand. Klorindholdet i vandet i et svømmebad har en desinficerende effekt på virus.   Vær dog særligt opmærksom på at holde fysisk afstand, da der ofte er mange mennesker i fx svømmebade. Du bør også være særligt opmærksom på god håndhygiejne, hvis du gør brug af omklædningsrum, toiletter o.l. med mange kontaktpunkter.

Fitnesscentre

Norsk og engelsk forskning peger på, at der indtil videre er meget begrænset (eller ingen) smittespredning i fitnesscentre. Det kan skyldes, at der er skærpet opmærksomhed. Der er begrænset adgang, større plads mellem maskiner, færre brugere, ekstra rengøring, ekstra afspritning (både personale og medlemmer), alle måtter o.l. er fjernet (man medbringer selv ved behov) og mange steder er badefaciliteter lukket. I Spanien og Portugal skanner nogle centre for feber før indgang i centeret. Vær dog særligt opmærksom på at holde fysisk afstand og på at afspritte udstyr, maskiner og vægte, både før og efter brug for at være på den sikre side og vask hænder og brug håndsprit ved indgang og ved udgang fra centeret.

UM anbefalinger d. 10.10.2020

Hjemkomst fra orange land: Kommer du hjem fra en rejse til et land eller en region, hvortil Udenrigsministeriet grundet COVID-19 fraråder alle ikke-nødvendige rejser (orange), opfordres du kraftigt til at følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer for selvisolation i 14 dage efter hjemkomst. Du bør nøje følge Sundhedsstyrelsens generelle råd i forhold til forebyggelse af smittespredning i samfundet. Hjemkomst fra gult land: Hvis du rejser til et land, hvor rejsevejledningen er gul, opfordres du ikke til at følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer for selvisolation i 14 dage efter hjemkomst. Det samme gælder, hvis du kommer hjem fra et orange land, som alene er orange pga. indrejserestriktioner og ikke grundet COVID-19. Hjemkomst fra gult land, der blev til orange land: Hvis du rejser til et land, hvor rejsevejledningen ændres fra gul til orange under dit ophold grundet COVID-19, opfordres du ikke til at følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer for selvisolation i 14 dage efter hjemkomst, men vi opfordrer til, at du lader dig teste for COVID-19 efter hjemkomst til Danmark. Det gælder også, hvis du opholder dig i en region, hvor smittetallet stiger til 50 eller flere nye smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge.
Sundhedsstyrelsens generelle råd er de samme i udlandet som i Danmark: Sundhedsstyrelsens retningslinjer vedrørende COVID-19

Læs mere:

Informationer om Danskerlisten, om forholdsregler ved smitte og mistanke om smitte: UM: Rejseråd i en tid med COVID-19