Ugen der gik 29 2020: Skønt

Af Marina Aagaard, MFT Det er ‘staycation‘ tid. Mange holder ferie hjemme. De orker blandt andet ikke mundbind i udlandet eller risikoen for nedlukning og karantæne, eftersom coronavirus situationen er ikke helt under kontrol alle steder. Vi er også hjemme indtil videre. Vores tour de Danmark har dog begrænset sig til Herning, Ringkøbing og Søndervig indtil videre. Først på ugen. Gråvejr og regn. I juli. Det er Danmark. På vores egn er der igen tyske, norske og svenske turister. Så vejrguderne kan altså bare ikke være det bekendt. I weekenden blev vejret heldigvis lidt bedre.

Ugen der gik 29 2020

Personlig træning for første gang i fem måneder, holdtræning - anden gang efter "lock up" og træning. Skønt!

Mandag

Op ved 6-tiden. Vi har en overnattende ven, så vi spiser morgenmad sammen. Æg, ost, pålæg, brød med mere. Henrik kører til Herning til møde. Jeg går tur med Rex på golfbanen. Vores ven arbejder ved sin bærbare. Efter jeg kommer hjem, tager han afsked og kører af sted på hans Harley. Jeg læser og skriver. Eftermiddag: Vi træner i foreningsfitnesscenteret: Jeg tager trappemaskinen 35 minutter. 3 x 10 squat bænkpres. 3 x 10 en-arms brystpres i kabel. 3 x 10 en-arms row i kabel. 1 x 10 roll-to-stand. Vi spiser fisk med italiensk durum pasta. Vi går tur ved Kalø Slotsruin. Rex møder sin veninde Gucci ... Hjem. 3 min. AiroFit åndedrætstræning Vital Lung Capacity. 3 min. stå på hænder med støtte. Ser tysk krimi igen, igen. I seng ved 23-tiden.

Tirsdag

Op ved 6-tiden. Jeg læser og svarer på mails. Klokken 8 til Aarhus Ø. Personlig træning. I lejlighed. Første gang siden marts. "Skønt at være i gang igen." Hjem skrive på bog. Jeg løber i støvregn. En kort tur: Kun 3,5 km. Også fordi der er golfspillere på golfbanen, så jeg kan ikke løbe på golfstien. Henrik har lavet gammeldags suppe med kødboller, melboller og rodfrugt. Det er i sandhed suppevejr og fint med variation, men ikke min favorit ... Aften. Vi går tur på golfbanens stier med Rex. I centrum af billedet kan man svagt ane regnbuen, der er på retur. 3 min. AiroFit åndedrætstræning Vital Lung Capacity. I seng klokken 22:00.

Onsdag

Op ved 6-tiden. Svarer på mails. Kører til Aarhus, Fitness 1. Underviser i Dance. Fuldt hold igen. Dejlig stemning … Fra 10-11 selvtræner: 3 x 8 hængende benløft, stærkt reduceret udgave. 3 x 10 box jump, 3 x 10 box hop, 3 x 10 step up. 3 x 10 + 5 push-ups. Personlig træning med VIP klienter: Mor og far. Cirka en times let træning (opstart) i maskiner. 1/2 minutters planke sammen. Hjem. Læser og svarer på mails bl.a. med træningsspørgsmål. Vi handler og tager derefter til foreningsfitnesscenteret og træner. 4 x 8 bænkpres. 3 x 12 en-arms kabel brystpres, 3 x 10 en-arms kabel row. Vi er sent hjemme, så jeg spiser bare to æg, en dåse tun og 10 tomater, mens Henrik spiser et en kødret og ris. Jeg går på kontoret og skriver på bog. Så aften gåtur. 3 min. AiroFit åndedrætstræning Vital Lung Capacity. Først en lungetest. Fin power, men mistænkeligt dårlig volumen. Står på hænder 3 min. med støtte. I seng ved 23-tiden.

Torsdag

Op ved 6-tiden. Vi arbejder det meste af dagen. En kunde og samarbejdspartner kigger forbi. Henrik går med Rex og jeg løber 5 km i Ringelmose Skov. Vi træner i foreningsfitnesscenteret: 4 x 8 frivend modificeret. Så kettlebell træning: 8 TGU, 3 x 16 back lunge, 3 x 16 en-arms swing, 3 x 10 goblet squat 1 x 10 roll-to-stand. Hjem og tidlig spisning: Henrik laver en fantastisk ny ret: Oksekødsgryde med en sovs af kokosmælk, karry pasta, peanutbutter, chilisauce og cashewnødder. Englene synger og det er næsten som at være i Thailand. Det burde måske have været med ris til, men i stedet bliver det med små durumnudler. Det er nu heller ikke dårligt. 3 min. AiroFit åndedrætstræning Vital Lung Capacity. Sen gåtur med Rex på golfbanen. I seng ved 22-tiden.

Fredag

Op ved 6-tiden. Til Aarhus ved 7-tiden. Tjekke træningsområder. Personlig træning på molen et sted i Aarhus Havn(erområde). En suveræn morgen med blå himmel, sol og masser af hav. Hjem igen. Læse og skrive, finpudse bogforlæg. Henrik og jeg besøger et par i Rønde by. De har en fantastisk parklignende have inklusive et drivhus fuldt af vindruer. De vil flytte fra grunden og vi kigger forbi af nysgerrighed. En meget stor grund og et spændende hus. Vi får en snak og nyder en kølig danskvand fra lysthuset på den øverste del af grunden, hvor der er udsigt ud over Aarhus Bugt. Wauw. Hjem igen. Online møde med træner i Canada. Efter lidt biksen med Skype kommer det til at foregå over Whatsapp. Jeg sjipper i 20 minutter. Dagens træning ... Vi spiser: Henrik oksemørbrad med pommes friter, jeg laks med ris. Vi får begge spinat til. Netop da vi har spist, ringer en ven. Har vi lyst til at være med til brætspil Jeg tøver (på grund af uløste opgaver), men Henrik takker straks ja. Henrik går tur med Rex og så kører vi til Mols Bjerge. Da vi ankommer - til champagnevelkomst - er madlavningen i gang: Seks suveræne fiskeretter og rejepizza. Arrggghhh. Henrik og jeg spiser igen! Dertil hvidvin. Til dessert luksusflødeboller (for 'tykke' i skallen til mig) og en fed sherry fra 1904. Vi, tre par, tre hold, spiller brætspil: Sequence (med to spil kort, en spilleplade, der viser alle kort, og farvede brikker). Det er første gang for Henrik og jeg og vi har ikke 100 % overblik over pladen; vi spiller ikke overbevisende (hmmm), alligevel er det ret sjovt, så det er forhåbentlig ikke sidste gang. Ved 23-tiden tager vi hjem. I seng ved midnat.

Lørdag

Op ved 6-tiden. Vi læser og arbejder. Går tur med Rex ved Mågehalvøen. Spiser brunch på Cafe Lauritz. Hjem. Arbejder videre. Til foreningsfitnesscenteret: Henrik styrketræner. Jeg træner på trappemaskinen: 250 etager: 4500 trin: 10 min. opv. (17), 20 min interval (21/17), 10 min. dobb.trin (15). Vi kører forbi bag søjlen og henter mad: Henrik spiser unghanebryst og pommes. Dertil rødvin. Jeg spiser rødtungefilet ... og pommes. Dertil vand. Dessert: GT. 3 min. AiroFit åndedrætstræning Vital Lung Capacity. Vi ser en film Last Kill ... d.v.s. efter en halv film går en af os kold. Jeg ser den nye Point Break (2015) on-off, flotte natur og ekstrem scener, men handling lidt kedelig. 01:00 lights out.

Søndag

Op ved 7-tiden. Vi arbejder. Henrik går med Rex og jeg løber ved Agri Baunehøj, kun 5 km. Hjem. Jeg træner i kælderen: 4 x 8 pull up assisted. 3 x 10 + 5 push-ups. Skrive blogindlæg. En ven kommer forbi med champagne for at fejre diverse. Dejligt, men nu skal det altså snart være slut med lørdag ugen rundt ... Vi spiser: Oksegryde med løg, tomat, peberfrugt - og ricotta-spinat pasta til. Dessert igen Spritzmix. Henrik går alene med Rex, jeg træner lige ... 3 min. AiroFit åndedrætstræning Vital Lung Capacity. I seng ved 22-tiden. En fin, fin uge.