Mig og facebook: Sammen i 10 år. Like?

Af Marina Aagaard, MFT Facebook? Like or not? Mig og facebook? For og imod ... Mig og facebook

10 års jubilæum

I dag så jeg tilfældigt på min facebook side (den "professionelle side" for små og store firmaer), at jeg har haft den side siden 25. februar 2009. Mig og facebook ... 10 år sammen??? Den side har ikke vanvittigt mange facebook venner. Som min mand siger, naturligvis stærkt overdrevet: Som introvert misforstod jeg helt fra starten af ideen med et socialt netværk og agerede som var det "rigtige venner". Derfor sendte jeg som i det virkelige liv ingen uopfordrede venneanmodninger til (mulige) venner, sagde ikke ja til venneanmodninger fra personer, jeg ikke kendte, og sagde heller ikke ja til 'forslag om venner' (med ganske få undtagelser). Kun indgriben fra en vens SoMedia ekspert det seneste års tid - måske 9 år for sent - har bidraget til, at andre end de nærmeste venner, bekendte og studerende nu har fået kendskab til siden. Men. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: Det er tydeligt for enhver, at jeg ikke fangede den med, at man kan købe tusindvis af 'venner', følgere og likes (DR, Medietrends)!

Mig og facebook

Meget sent kom jeg på facebook, fb. Alle, jeg kender, kom på før mig - altså bortset fra familien. Jeg vejede for og imod op mod hinanden længe. Især fordi, at allerede tidligt i tiden efter netværket var blevet udbredt fra USA til resten af verden, advarede eksperter mod at dele personlige oplysninger på et offentligt netværk og om risikoen for svindel og datamisbrug (set senere ved Cambridge Analytica skandalen). Men da stort set alle kolleger var på, fb blev efterhånden den foretrukne kommunikationsplatform, bukkede jeg under og sluttede mig til onlinenetværket. I 2008 fik jeg en personlig side og året efter den professionelle side. Jeg ventede - synes jeg nu set i bakspejlet - nok for længe med at komme på trods minusser. Fremtiden vil vise om det var den rigtige beslutning. Foreløbig har 2,45 milliarder mennesker truffet samme beslutning. Facebook har 2,45 milliarder aktive brugere hver måned (tredje kvartal 2019) og er dermed det største sociale netværk i verden. Aktive brugere er de, som logger in på Facebook i løbet af de seneste 30 dage. I løbet af det seneste kvartal oplyste facebook, at 2,8 milliarder bruger mindst et af selskabets kerneprodukter (Facebook, WhatsApp, Instagram, eller Messenger) hver måned (kilde: Statista). Imod: Der er risici, blandt andet risiko for at ens billede, navn og data kan blive misbrugt (en alvorlig risiko som man må forsøge at gardere sig imod). Og at man bliver bombarderet med irrelevante reklamer er irriterende. Jeg oplevede tidligt, at et firma misbrugte mit navn på facebook: Firmaet brugte en af mine tekster og mit navn til at promovere sine produkter. Det gjorde en fb ven mig hurtigt opmærksom på og så blev det stoppet. De fleste - både de, der er på fb, og de, der ikke er - siger, at det er en tidsrøver. Det har jeg ikke selv oplevet, fordi jeg kun er på i begrænset omfang. Men i de senere år har jeg oplevet, at mange kolleger og venner har lukket deres fb konto med henvisning til for stort tidsforbrug. Forståeligt, men ærgerligt; man vælger jo selv omfang. For: Den oprindelig ide med et (globalt) kontakt- og netværkssystem er positiv og genial. For mit vedkommende var det en dejlig overraskelse - da jeg endelig langt om længe kom på - at jeg kom i kontakt med rigtig mange gamle venner og skolekammerater, som jeg havde mistet forbindelsen til. Selvom de nu bor mange steder rundt om i landet, er de til at finde på facebook. Selvom jeg ikke er superaktiv - på den private side poster jeg mest sporadiske motions- og motivationstips og kun enkelte mad- og hundebilleder (!) - synes jeg, at det er både hyggeligt og sjovt (god netværkshumor) at kigge ind og lejlighedsvis se fotos/opslag med venner og bekendte på farten og i færd med diverse aktiviteter. Like til det. Altså ikke så meget mig og facebook, men vennerne på facebook. Facebook, Inc. Amerikansk sociale medie- og teknologivirma med base i Menlo Park, Californien: 1 Hacker Way (1601 Willow Road)! Grundlagt af Mark Zuckerberg sammen med hans medstuderende og værelseskammerater fra Harvard College, Eduardo Saverin, Andrew McCollum, Dustin Moskovitz og Chris Hughes. De sagsøgte ham senere for at have stjålet ideen (historien fortælles i den anmelderroste film The Social Network (2010)). Oprindeligt kendt som The Facebook.com - dagens Facebook, populært globalt socialt netværks website. Facebook nævnes som et af de store fire teknologiselskaber sammen med Amazon, Apple og Google. Facebook er en af de virksomheder i verden, der har størst indtjening. Indtægter i 2018: 378.775.853.531 DKK! Facebook omfatter også tjenesterne: Instagram, WhatsApp, Oculus og GrokStyle og Facebook Messenger , Facebook Watch og Facebook Portal.
Mig og facebook? Mon det bliver til 10 år mere? Hvad siger du? Hvad mener du om facebook? Er du stadig på?
Læs mere: Delete facebook or not? Mig og min pc: Den er godt nok stor! Mig og min mobiltelefon: Hallo?! Mig og mit kamera: Klik, klik, klik.