Cuba rejse dag 3-4: Camaguey UNESCO charme
Af Marina Aagaard, MFT
Vi vågner op Camagüey, hovedstaden i provinsen af samme navn.
Camagüey har cirka 321.000 indbyggere; den tredjestørste by i Cuba.
Vi kom i går efter at vi var kørt fra Santa Clara til Camagüey, cirka 270 km køretur på 3:45 timer.
Da vi kører fra Santa Clara har vi indtastet vores næste destination, eller rettere en midtbygade - fordi den gade vi skulle til, dukkede ikke op - i Camagüey i google maps. Der er ingen internet undervejs på turen, men vi håber, at destinationen er låst i google maps, så vi alligevel har en vejviser.
Det fungerer fint ud til motorvejen A1 og et stykke af vejen. På kortet ser det ud som om den fortsætter hele vejen sydpå. Derfor bliver vi overraskede, da der lige pludselig ikke længere er nogen motorvej. Den bliver ikke smallere og fortsætter heller ikke i en mindre vej. Den bliver brat til græs og grus. I stedet drejer man 90 grader fra ind på en mindre vej, som bugter sig ind i en by.
På dette tidspunkt stopper google maps med at virke, der er ingen kort. Men vi kører bag en Peugeot. Europæiske biler er der - bortset fra Lada’er - ikke så mange af, så vi kører bag ham i håbet om, at han skal videre ad hovedvejen, så vi kan følge ham igennem byen og videre sydpå.
Vi kører gennem gader, der bliver smallere og stadigt mere 'landlige' og lige pludselig drejer han fra og kører ind i en garage. Vi er på egen hånd. Vi kører lidt videre, men havner nu på en markvej og eneste andet køretøj er en traktor.
Vi vender om og kører ind i den lille by. Vi ser en ung mand, stopper ham og beder om hjælp eller rettere siger ”Camagüey”. Han siger noget uforståeligt på spansk og peger i den modsatte retning af den vi kom fra. Vi kører af sted.
Vejen ser mistænkelig bugtet og lille ud, så vi stopper igen og jeg går ind på noget der minder om en tankstation. Jeg gentager mit ””Camagüey” og de vinker os videre ad den lille vej. Vi fortsætter.
I lang tid er jeg i tvivl om vi er på rette spor, men på det kort jeg har fundet frem i den kortbog vi fik udleveret af vores kontaktperson i går, kan jeg se, at vi rent faktisk befinder os på det, som jeg troede var en motorvej, men som er en relativt smal hovedvej med trafik i begge retninger. En vej der er i ret dårlig stand, men heldigvis med færre dybe huller end motorvejen.
I går var vejen fra Havana til Santa Clara lige ud af landevejen. Det er lidt det samme i dag, men dog med nogle kurver og ture gennem byer.
På hovedvejen - altså ikke ved vejkanten, men på vejen - er der høns, hunde, heste, cyklister, knallertkørere, hestevogne, traktorer, små og store busser og mange gamle biler, så der er nok at se på og især passe på.
Efter mere end tre timers køretur med varierede landskaber og en flot regnbue i det fjerne kommer vi til Camagüey. Heldigvis er det stadig lyst.
I min kortbog har jeg stadig ikke fundet den vej, hvor vi skal bo. Heldigvis har jeg fundet en af to andre gader, der er nævnt på voucheren. Og vi kører efter dem. Da vi kommer til byen, er den forventede vej dog ensrettet i den forkert retning og vi må tage en anden vej. Det leder os på afveje. De ting vi ser på vores vej, blandt andet et stadion, er ikke markeret på kortet, så vi må vende om og køre en anden vej.
Vi havner i en labyrint af smalle gader, hvoraf de fleste er uden vejskilte. Til sidst må vi give op, standse op og spørge om vej. En ung fyr sidder på et trappetrin. Jeg siger "San Jose", navnet på vores vej. Han ser uforstående ud, så jeg viser vores voucher med navnet. Han holder hånden op som tegn på at jeg skal vente. Han går ind i en nærliggende bar og kommer tilbage med en mobil. Heri er der et oversættelsesprogram. Han skriver noget og den oversatte tekst ser ud som om det er volapak, noget med en kat i metal. Samtidig peger han dog hen ad gaden. Så vi kører af sted.
Vi kommer hurtigt til en lille grøn plet. Og så ser vi en stor kat af metal foran et murmaleri med katte. Vi er på rette spor.
Nu ser vi også et vejnavn. Det ene af dem, der står på vores voucher. Hurra. Det er også ved at være på tide, fordi mørket er ved at falde på..
Vi kører videre, men selvom det burde være til at finde nu, ser vi ingen angivelser af den vej vi skal til og til sidst havner vi i et meget trist kvarter med gader af jord.
Vi vender om igen, igen. Mit humør er dalende. Ingen taler et ord engelsk og der er begrænset med skilte. Vi spørger om vej tre gange mere og sidste gang er der heldigvis en, der nikker vidende og gestikulerer til venstre og så til højre.
Vi følger anvisningen og så dukker endelig et lille rødbrunt hus med skiltet Casa Odaly op. Vi er kommet til San Jose #603 - en lillebitte gade mellem Santayana og Lugareño. Hurra!
Jeg ringer på og værtinden dukker smilende op og byder endda velkommen på et letforståeligt engelsk. Hun var nervøs for, hvor vi blev af!
Prisen er cirka 250 DKK i maj (lavsæson) for værelse med lille badeværelse og morgenmad.
Jeg peger på bilen og spørger, hvor vi kan parkere, for gaden er meget smal. Hun kigger lidt på bilen og siger, at den er meget stor (den er nu mindre end de fleste europæiske biler). Så går hun ind i huset og pludselig åbner der sig en garageport til højre for døren. Her er en meget lille garage, der desuden er fyldt med ting som hun skubber til side. Jeg har svært ved at se, hvordan bilen skal kunne være der, men Henrik siger ”det går sagtens”. Wauw: Med et par centimeter fri på hver side af bilen, får han den lirket ind i garagen …
Vi går ind og indkvarterer os. Som i den tidligere casa particular er fronten på huset lille, men indenfor er der en lang gang med værelser på hver side og for enden er der en fin gårdhave. Endnu et hyggeligt hjem med et fint værelse med et lille badeværelse til.
Vores værtinde er meget venlig og byder på en fantastisk lækker friskpresset ananasjuice, uendeligt langt fra den man kan få i kartoner derhjemme. Hun fortæller os kort om highlights i byen og giver os et kort, så vi kan finde rundt.
Hun fortæller desuden, hvor vi kan spise. Et lille billigt lokalt sted med o.k. mad, eller et dyrere finere sted.
Vi vælger det nærmeste, det lille lokale og går derhen.
Vi bestiller pina coladas for at fejre, at vi er godt ankommet og desuden rejecocktail og henholdsvis lam til Henrik og kylling til mig. Det viser sig dog, at der er ingen kylling tilbage, så jeg bestiller i stedet ’crumbled fish in sweet and special sauce’ …
Dertil bestiller vi kildevand.
Pina coladaerne kommer ikke, så vi spørger igen. Servitricen slentrer af sted. Vi hører lydene fra produktionen og kort tid efter dukker hun op og vi tager en tår.
En frygtelig sød smag, kun en anelse ananas smag og tydeligvis helt uden alkohol - og det endda i rommens eget land. Det gør mig ikke så meget, men Henrik beder om at få rom i. Det sker og endda en betydelig sjat, så smagen nu er mere rom end noget andet …
Maden er til gengæld fin. Lækre rejer, lidt sauce - og intet andet - i et lille glas. Min fisk er fast i kødet og smager frisk. Saucen har en mild sødlig smag, som jeg aldrig før har oplevet. I sandhed speciel. Dertil har vi bestilt ris med grøntsager og servitricen mener at en portion er nok til to og det viser sig at holde stik.
Alt i alt et fornuftigt måltid bortset fra pina colada’en. Det står os i 24,50 CUC’s. cirka 150 DKK. Det er til at overkomme.
Vi går tilbage og går i seng ved 22-tiden efter en dag med fantastisk sightseeing, men udmattende kørselsoplevelser.
Morgenen starter godt.
Et fint dækket bord møder os og i køkkenet er en kokkepige i gang. Hun spørger, hvad vi ønsker, og i dag får vi begge omelet, altså røræg.
På bordet er en kurv med store bløde boller. Hvidt brød er standard på Cuba.
Der er også ost, marmelade, pate og en lækker frugttallerken til hver af os, med banan, ananas og en speciel, ukendt frugt.
Hertil kaffe med mælk (og mulighed for Nesquick kakao). Vi bliver desuden tilbudt yoghurt, som vi takker ja til. Det viser sig at være drikkeyoghurt naturel og det smager godt - næsten som dansk yoghurt - og friskt.
Efter maden går vi en tur i Camagüey. Det overrasker mig, at det endnu er som man har hørt om:
Lokale butikker og ingen internationale kæder (for os turister er det forfriskende, at Cuba ikke er som de fleste andre steder), men også at hylderne i forretningerne ikke ligefrem bugner af varer (der er flere tomme hylder) og at der er kø udenfor vand-og-sæbe-butikken og minimarkedet, hvor kunderne bliver lukket ind en ad gangen. Men cubanerne tager det tilsyneladende helt roligt.
Vi skal have et internetkort - cubanernes vej til internettet. Vores vært har ingen kort til salg og vi vil ikke tage imod tilbuddet om at bruge hendes. Så vi går forbi Etecsa butikken, som er Cubas statslige internet- og teleleverandør.
Der står aperto på døren, men den er lukket og der er kø. Jeg stiller mig i køen. Og venter. Også her er systemet: En går ud, en anden går ind. En vagt sikrer, at det går rigtigt for sig. Da jeg efter 15 kvarters ventetid kommer ind, ser jeg, at her venter man igen. Der sidder 10 og venter på at komme til.
Lokalet er stort og 60'er-agtigt med terrassogulv, bleggule vægge og slidte blå plysstole.
Til venstre i lokalet er der otte båse med pc’er, hvor man kan gå på internettet. Til højre er der en brun skranke med fire ekspedienter
Efter 5 minutters venten bliver jeg vinket hen til det fjerneste.
Damen bag skranken beder om mit pas, som jeg heldigvis har medbragt. Jeg beder om fire internet-kort af model Nauta (som kan bruges ikke bare et sted, men over hele byen ... altså der hvor der er et wi-fi hotspot).
Ekspedienten taster, mens hun undersøger mit pas. Efter et øjeblik giver hun mig passet og tre kort … som koster under 3 CUC’s.
Vi går videre rundt i den gamle bydel med torvene. Et UNESCO verdensarvsområde. Fantastiske flotte farvestrålende bygninger … og enkelte betonkasser.
Vi ser en del, men langt fra det hele, for vi beslutter os for at gå tilbage og holde ’siesta’ - arbejde lidt ved pc’er - fordi varmen, mindst 30 grader C, er intens.
På vejen holder vi et kort stop i det fornemme 'vintage' Hotel Colon. Vi drikker en kop kaffe i baren i lobbyen. Henrik bestiller kaffe med mælk og jeg cafe americano. Der kommer dog en kop i espressostørrelse og kaffen deri minder også mere om espresso end americano.
Tilbage til ’casa’; vi arbejder lidt.
Værtinden byder både på juice og øl, jeg nøjes nu med vand, mens Henrik drikker den lokale øl.
Så holder vi siesta; stærk varme er ikke min favorit, jeg føler mig dvask og døser hen.
Sidst på eftermiddagen går vi ud i byen igen, for at se lidt mere.
Der er ikke helt så mange store fornemme palæer, som det forlyder i turistbrochurerne, men til gengæld adskillige små farvestrålende boliger og masser af liv i gaderne, så vi fotograferer løs. Jeg er glad for at vi tog den lidt lange køretur hertil som en afstikker på turen.
Byen har hele 15 kirker, men vi ser dog kun de tre. Her under Nuestra Señora de la Soledad.
Sidst på dagen spiser vi på værtindens anbefaling på den anden, dyrere og fjernere restaurant, Mesón del Príncipe. Restauranten ser hyggelig ud og et stort banner oplyser om, at de har fået en Tripadvisor Excellente anmærkning.
Vi bestiller en mojito. Men tjeneren kommer tilbage. Desværre nej (det kan ikke være på grund af manglende rum, for der er masser af flasker i restauranten, men på grund af manglende lemon eller mynte). Om igen, vi bestiller Pina Colada. Denne gang med alkohol fra starten, men endnu engang: Bartenderen har påført tynde striber chokolade på indersiden af glasset og pudret skummet med kanel. Desuden er den hvide cocktail i forvejen hvinende sød. Det må blive turens sidste (tænker jeg på det tidspunkt).
Henrik får steg og spansk ris med oliven og grønt. Jeg får krabbekød i cubansk sovs og ris med grøntsager som især er løg og kapers, der dog ikke smager af så meget.
Retterne er enkle og smagen ligeså. Henrik har bestilt rødvin (fra Chile). Den bliver serveret kold lige fra køleskabet, men bliver lidt mere tempereret.
Mens vi spiser, taler vi om at vi næsten ikke har set nogen turister, men derimod masser af lokalt liv og leben. I samme øjeblik kommer to danske turister ind og sætter sig ved nabobordet. Og lidt senere kommer de to franske logerende fra vores casa (de bliver vist ind i et tilstødende lokale).
Da vi er ved at være færdige og vil gå resten af byen rundt i dagens sidste lys, kommer der et kæmpe brag - og så starter uvejret. I den næste time lyner og tordner og øsregner det. Vi bliver siddende i restauranter og nipper til resten af vinen; vi sidder ved et stort åbent vindue og mærker periodisk fine stænk af regn. Det gør ikke noget, men gåturen bliver aflyst.
Det er blevet mørkt og det regner stadig; heldigvis kommer de to franskmænd og fortæller at de har bestilt en taxi og tilbyder os at køre med. Mange tak, vi kører gerne med.
Efter en kort køretur er vi tilbage og siger godnat.
Næste morgen vil vi arbejde lidt inden morgenmaden klokken 7.
Men vi kan ikke komme på internettet, før værtinden kommer og slutter det til. Derefter skal vi indtaste hendes kode og dernæst de to koder på Etecsa kortet (der per kort giver adgang til internettet 1 times tid).
Jeg kan komme på internettet, men hverken i går eller i dag tilgå bloggen. Ret frustrerende. Henrik opdager, at værtinden ser tv samtidig med at vi går på nettet og vurderer at båndbredden er for lille til os alle ... Jeg må opgive og behandler i stedet nogle billeder.
Efter kort tid går vi en afsluttende tur igennem byen. Vi finder en pengeautomat ved en bank og forsøger optimistisk at hæve. Vi prøver med begge vores kreditkort, men uden held. Vi må gå uden kontanter.
Via hovedgaden går vi til byens park, som ikke er særligt stor, men som rummer en tilsyneladende populær lille zoo.
Vi går tilbage ind i byen og ser endnu flere flotte, farvestrålende og fornemme bygninger. En fin formiddag i Camaguey.
Ved 12-tiden er vi tilbage ved Casa Odaly. Vi checker ud. Pakker bilen og kører af sted.
Camaguey
Byen blev oprindeligt grundlagt som Santa María del Puerto del Príncipe i 1514. Senere flyttede byen og skiftede navn. Den udviklede sig på uden særlig planlægning: En by med et forvirrende - charmerende - netværk af små gader på kryds og tværs.
Vi kom i går efter at vi var kørt fra Santa Clara til Camagüey, cirka 270 km køretur på 3:45 timer.
Da vi kører fra Santa Clara har vi indtastet vores næste destination, eller rettere en midtbygade - fordi den gade vi skulle til, dukkede ikke op - i Camagüey i google maps. Der er ingen internet undervejs på turen, men vi håber, at destinationen er låst i google maps, så vi alligevel har en vejviser.
Det fungerer fint ud til motorvejen A1 og et stykke af vejen. På kortet ser det ud som om den fortsætter hele vejen sydpå. Derfor bliver vi overraskede, da der lige pludselig ikke længere er nogen motorvej. Den bliver ikke smallere og fortsætter heller ikke i en mindre vej. Den bliver brat til græs og grus. I stedet drejer man 90 grader fra ind på en mindre vej, som bugter sig ind i en by.
På dette tidspunkt stopper google maps med at virke, der er ingen kort. Men vi kører bag en Peugeot. Europæiske biler er der - bortset fra Lada’er - ikke så mange af, så vi kører bag ham i håbet om, at han skal videre ad hovedvejen, så vi kan følge ham igennem byen og videre sydpå.
Vi kører gennem gader, der bliver smallere og stadigt mere 'landlige' og lige pludselig drejer han fra og kører ind i en garage. Vi er på egen hånd. Vi kører lidt videre, men havner nu på en markvej og eneste andet køretøj er en traktor.
Vi vender om og kører ind i den lille by. Vi ser en ung mand, stopper ham og beder om hjælp eller rettere siger ”Camagüey”. Han siger noget uforståeligt på spansk og peger i den modsatte retning af den vi kom fra. Vi kører af sted.
Vejen ser mistænkelig bugtet og lille ud, så vi stopper igen og jeg går ind på noget der minder om en tankstation. Jeg gentager mit ””Camagüey” og de vinker os videre ad den lille vej. Vi fortsætter.
I lang tid er jeg i tvivl om vi er på rette spor, men på det kort jeg har fundet frem i den kortbog vi fik udleveret af vores kontaktperson i går, kan jeg se, at vi rent faktisk befinder os på det, som jeg troede var en motorvej, men som er en relativt smal hovedvej med trafik i begge retninger. En vej der er i ret dårlig stand, men heldigvis med færre dybe huller end motorvejen.
I går var vejen fra Havana til Santa Clara lige ud af landevejen. Det er lidt det samme i dag, men dog med nogle kurver og ture gennem byer.
På hovedvejen - altså ikke ved vejkanten, men på vejen - er der høns, hunde, heste, cyklister, knallertkørere, hestevogne, traktorer, små og store busser og mange gamle biler, så der er nok at se på og især passe på.
Efter mere end tre timers køretur med varierede landskaber og en flot regnbue i det fjerne kommer vi til Camagüey. Heldigvis er det stadig lyst.
I min kortbog har jeg stadig ikke fundet den vej, hvor vi skal bo. Heldigvis har jeg fundet en af to andre gader, der er nævnt på voucheren. Og vi kører efter dem. Da vi kommer til byen, er den forventede vej dog ensrettet i den forkert retning og vi må tage en anden vej. Det leder os på afveje. De ting vi ser på vores vej, blandt andet et stadion, er ikke markeret på kortet, så vi må vende om og køre en anden vej.
Vi havner i en labyrint af smalle gader, hvoraf de fleste er uden vejskilte. Til sidst må vi give op, standse op og spørge om vej. En ung fyr sidder på et trappetrin. Jeg siger "San Jose", navnet på vores vej. Han ser uforstående ud, så jeg viser vores voucher med navnet. Han holder hånden op som tegn på at jeg skal vente. Han går ind i en nærliggende bar og kommer tilbage med en mobil. Heri er der et oversættelsesprogram. Han skriver noget og den oversatte tekst ser ud som om det er volapak, noget med en kat i metal. Samtidig peger han dog hen ad gaden. Så vi kører af sted.
Vi kommer hurtigt til en lille grøn plet. Og så ser vi en stor kat af metal foran et murmaleri med katte. Vi er på rette spor.
Nu ser vi også et vejnavn. Det ene af dem, der står på vores voucher. Hurra. Det er også ved at være på tide, fordi mørket er ved at falde på..
Vi kører videre, men selvom det burde være til at finde nu, ser vi ingen angivelser af den vej vi skal til og til sidst havner vi i et meget trist kvarter med gader af jord.
Vi vender om igen, igen. Mit humør er dalende. Ingen taler et ord engelsk og der er begrænset med skilte. Vi spørger om vej tre gange mere og sidste gang er der heldigvis en, der nikker vidende og gestikulerer til venstre og så til højre.
Vi følger anvisningen og så dukker endelig et lille rødbrunt hus med skiltet Casa Odaly op. Vi er kommet til San Jose #603 - en lillebitte gade mellem Santayana og Lugareño. Hurra!
Jeg ringer på og værtinden dukker smilende op og byder endda velkommen på et letforståeligt engelsk. Hun var nervøs for, hvor vi blev af!
Prisen er cirka 250 DKK i maj (lavsæson) for værelse med lille badeværelse og morgenmad.
Jeg peger på bilen og spørger, hvor vi kan parkere, for gaden er meget smal. Hun kigger lidt på bilen og siger, at den er meget stor (den er nu mindre end de fleste europæiske biler). Så går hun ind i huset og pludselig åbner der sig en garageport til højre for døren. Her er en meget lille garage, der desuden er fyldt med ting som hun skubber til side. Jeg har svært ved at se, hvordan bilen skal kunne være der, men Henrik siger ”det går sagtens”. Wauw: Med et par centimeter fri på hver side af bilen, får han den lirket ind i garagen …
Vi går ind og indkvarterer os. Som i den tidligere casa particular er fronten på huset lille, men indenfor er der en lang gang med værelser på hver side og for enden er der en fin gårdhave. Endnu et hyggeligt hjem med et fint værelse med et lille badeværelse til.
Vores værtinde er meget venlig og byder på en fantastisk lækker friskpresset ananasjuice, uendeligt langt fra den man kan få i kartoner derhjemme. Hun fortæller os kort om highlights i byen og giver os et kort, så vi kan finde rundt.
Hun fortæller desuden, hvor vi kan spise. Et lille billigt lokalt sted med o.k. mad, eller et dyrere finere sted.
Vi vælger det nærmeste, det lille lokale og går derhen.
Vi bestiller pina coladas for at fejre, at vi er godt ankommet og desuden rejecocktail og henholdsvis lam til Henrik og kylling til mig. Det viser sig dog, at der er ingen kylling tilbage, så jeg bestiller i stedet ’crumbled fish in sweet and special sauce’ …
Dertil bestiller vi kildevand.
Pina coladaerne kommer ikke, så vi spørger igen. Servitricen slentrer af sted. Vi hører lydene fra produktionen og kort tid efter dukker hun op og vi tager en tår.
En frygtelig sød smag, kun en anelse ananas smag og tydeligvis helt uden alkohol - og det endda i rommens eget land. Det gør mig ikke så meget, men Henrik beder om at få rom i. Det sker og endda en betydelig sjat, så smagen nu er mere rom end noget andet …
Maden er til gengæld fin. Lækre rejer, lidt sauce - og intet andet - i et lille glas. Min fisk er fast i kødet og smager frisk. Saucen har en mild sødlig smag, som jeg aldrig før har oplevet. I sandhed speciel. Dertil har vi bestilt ris med grøntsager og servitricen mener at en portion er nok til to og det viser sig at holde stik.
Alt i alt et fornuftigt måltid bortset fra pina colada’en. Det står os i 24,50 CUC’s. cirka 150 DKK. Det er til at overkomme.
Vi går tilbage og går i seng ved 22-tiden efter en dag med fantastisk sightseeing, men udmattende kørselsoplevelser.
Morgenen starter godt.
Et fint dækket bord møder os og i køkkenet er en kokkepige i gang. Hun spørger, hvad vi ønsker, og i dag får vi begge omelet, altså røræg.
På bordet er en kurv med store bløde boller. Hvidt brød er standard på Cuba.
Der er også ost, marmelade, pate og en lækker frugttallerken til hver af os, med banan, ananas og en speciel, ukendt frugt.
Hertil kaffe med mælk (og mulighed for Nesquick kakao). Vi bliver desuden tilbudt yoghurt, som vi takker ja til. Det viser sig at være drikkeyoghurt naturel og det smager godt - næsten som dansk yoghurt - og friskt.
Efter maden går vi en tur i Camagüey. Det overrasker mig, at det endnu er som man har hørt om:
Lokale butikker og ingen internationale kæder (for os turister er det forfriskende, at Cuba ikke er som de fleste andre steder), men også at hylderne i forretningerne ikke ligefrem bugner af varer (der er flere tomme hylder) og at der er kø udenfor vand-og-sæbe-butikken og minimarkedet, hvor kunderne bliver lukket ind en ad gangen. Men cubanerne tager det tilsyneladende helt roligt.
Vi skal have et internetkort - cubanernes vej til internettet. Vores vært har ingen kort til salg og vi vil ikke tage imod tilbuddet om at bruge hendes. Så vi går forbi Etecsa butikken, som er Cubas statslige internet- og teleleverandør.
Der står aperto på døren, men den er lukket og der er kø. Jeg stiller mig i køen. Og venter. Også her er systemet: En går ud, en anden går ind. En vagt sikrer, at det går rigtigt for sig. Da jeg efter 15 kvarters ventetid kommer ind, ser jeg, at her venter man igen. Der sidder 10 og venter på at komme til.
Lokalet er stort og 60'er-agtigt med terrassogulv, bleggule vægge og slidte blå plysstole.
Til venstre i lokalet er der otte båse med pc’er, hvor man kan gå på internettet. Til højre er der en brun skranke med fire ekspedienter
Efter 5 minutters venten bliver jeg vinket hen til det fjerneste.
Damen bag skranken beder om mit pas, som jeg heldigvis har medbragt. Jeg beder om fire internet-kort af model Nauta (som kan bruges ikke bare et sted, men over hele byen ... altså der hvor der er et wi-fi hotspot).
Ekspedienten taster, mens hun undersøger mit pas. Efter et øjeblik giver hun mig passet og tre kort … som koster under 3 CUC’s.
Vi går videre rundt i den gamle bydel med torvene. Et UNESCO verdensarvsområde. Fantastiske flotte farvestrålende bygninger … og enkelte betonkasser.
Vi ser en del, men langt fra det hele, for vi beslutter os for at gå tilbage og holde ’siesta’ - arbejde lidt ved pc’er - fordi varmen, mindst 30 grader C, er intens.
På vejen holder vi et kort stop i det fornemme 'vintage' Hotel Colon. Vi drikker en kop kaffe i baren i lobbyen. Henrik bestiller kaffe med mælk og jeg cafe americano. Der kommer dog en kop i espressostørrelse og kaffen deri minder også mere om espresso end americano.
Tilbage til ’casa’; vi arbejder lidt.
Værtinden byder både på juice og øl, jeg nøjes nu med vand, mens Henrik drikker den lokale øl.
Så holder vi siesta; stærk varme er ikke min favorit, jeg føler mig dvask og døser hen.
Sidst på eftermiddagen går vi ud i byen igen, for at se lidt mere.
Der er ikke helt så mange store fornemme palæer, som det forlyder i turistbrochurerne, men til gengæld adskillige små farvestrålende boliger og masser af liv i gaderne, så vi fotograferer løs. Jeg er glad for at vi tog den lidt lange køretur hertil som en afstikker på turen.
Byen har hele 15 kirker, men vi ser dog kun de tre. Her under Nuestra Señora de la Soledad.
Sidst på dagen spiser vi på værtindens anbefaling på den anden, dyrere og fjernere restaurant, Mesón del Príncipe. Restauranten ser hyggelig ud og et stort banner oplyser om, at de har fået en Tripadvisor Excellente anmærkning.
Vi bestiller en mojito. Men tjeneren kommer tilbage. Desværre nej (det kan ikke være på grund af manglende rum, for der er masser af flasker i restauranten, men på grund af manglende lemon eller mynte). Om igen, vi bestiller Pina Colada. Denne gang med alkohol fra starten, men endnu engang: Bartenderen har påført tynde striber chokolade på indersiden af glasset og pudret skummet med kanel. Desuden er den hvide cocktail i forvejen hvinende sød. Det må blive turens sidste (tænker jeg på det tidspunkt).
Henrik får steg og spansk ris med oliven og grønt. Jeg får krabbekød i cubansk sovs og ris med grøntsager som især er løg og kapers, der dog ikke smager af så meget.
Retterne er enkle og smagen ligeså. Henrik har bestilt rødvin (fra Chile). Den bliver serveret kold lige fra køleskabet, men bliver lidt mere tempereret.
Mens vi spiser, taler vi om at vi næsten ikke har set nogen turister, men derimod masser af lokalt liv og leben. I samme øjeblik kommer to danske turister ind og sætter sig ved nabobordet. Og lidt senere kommer de to franske logerende fra vores casa (de bliver vist ind i et tilstødende lokale).
Da vi er ved at være færdige og vil gå resten af byen rundt i dagens sidste lys, kommer der et kæmpe brag - og så starter uvejret. I den næste time lyner og tordner og øsregner det. Vi bliver siddende i restauranter og nipper til resten af vinen; vi sidder ved et stort åbent vindue og mærker periodisk fine stænk af regn. Det gør ikke noget, men gåturen bliver aflyst.
Det er blevet mørkt og det regner stadig; heldigvis kommer de to franskmænd og fortæller at de har bestilt en taxi og tilbyder os at køre med. Mange tak, vi kører gerne med.
Efter en kort køretur er vi tilbage og siger godnat.
Næste morgen vil vi arbejde lidt inden morgenmaden klokken 7.
Men vi kan ikke komme på internettet, før værtinden kommer og slutter det til. Derefter skal vi indtaste hendes kode og dernæst de to koder på Etecsa kortet (der per kort giver adgang til internettet 1 times tid).
Jeg kan komme på internettet, men hverken i går eller i dag tilgå bloggen. Ret frustrerende. Henrik opdager, at værtinden ser tv samtidig med at vi går på nettet og vurderer at båndbredden er for lille til os alle ... Jeg må opgive og behandler i stedet nogle billeder.
Efter kort tid går vi en afsluttende tur igennem byen. Vi finder en pengeautomat ved en bank og forsøger optimistisk at hæve. Vi prøver med begge vores kreditkort, men uden held. Vi må gå uden kontanter.
Via hovedgaden går vi til byens park, som ikke er særligt stor, men som rummer en tilsyneladende populær lille zoo.
Vi går tilbage ind i byen og ser endnu flere flotte, farvestrålende og fornemme bygninger. En fin formiddag i Camaguey.
Ved 12-tiden er vi tilbage ved Casa Odaly. Vi checker ud. Pakker bilen og kører af sted.