Vandkur eller seks måltider eller hvad?

Af Marina Aagaard, MFT Manglende eller forkert viden og fejlvurderinger er årsag til mange dårlige beslutninger. Også når det gælder mad og motion. Jamen, det virker jo! Siger mange, der på må og få gør sig selv til forsøgskaniner.

Vandkur eller seks måltider?

Virker? Ser det ud til? Men hvordan og hvad er konsekvenserne for form og helbred på sigt? Mange kost- og træningsstrategier virker tilsyneladende (i starten), men gør mere skade end gavn.

Vandkur eller seks måltider Marina Aagaard blog fitness wellnessVand er skønt, sundt og slukker tørsten. Men alt med måde. 1½-2 l (8-12 glas) anbefales til medium krop og aktivitetsniveau. 3-4 gange denne anbefalede dosis kan være livsfarligt. 

Van(d)vittig vandkur

Mange læger og kosteksperter advarer om, at vandkur - kun at leve af vand - kan være livsfarligt. Det er problematisk, at man ikke får næring, men man kan også komme til at drikke for meget vand, hvilket kan føre til koma og død. Selv troede jeg at vandkur er et sjældent fænomen hos nogle få unge piger, der handler ud fra (mis)informationer på youtube eller instagram. I går så jeg så på TV2, at en fuldvoksen mand har kastet sig ud i en månedlang vandkur - under lægeopsyn (så et eller andet sted må der være en tanke om, at det nok ikke er helt sundt). I den bedste sendetid talte han om vandkur begejstret og længe. Værten fik dog sagt til sidst, at tv-kanalen ikke opfordrede til at man prøvede det på egen hånd.

Vildfarelse

Trods lægers advarsler har denne mand valgt at kaste sig ud i et livsfarligt eksperiment. Hvorfor??? Som han sagde ... fordi han havde mødt hans vens veninde, mens hun var på vandkur, og hun strålede, havde flot hud og masser af energi ... Lyder godt, men det hænger ikke nødvendigvis sammen med en vandkur, men kan være på grund af feriehumør, forelskelse eller andre fænomener. Hans andet argument: Han har før haft gode erfaringer med at faste i en uge; kom i bedre kontakt med sin krop og sig selv, fordi han ikke spiste seks gange om dagen. Hov? Det er fuldstændig rigtigt, at det kan være en positiv aha-oplevelse at undlade at spise hele tiden. 1. Men det skal man heller ikke. Det er en misforståelse, at man skal spise seks måltider om dagen: generelt anbefales tre måltider om dagen. Kun hvis man har et højt energiforbrug og særligt behov, er det nødvendigt at supplere med (sunde) mellemmåltider. 2. En årsag til at mange føler at de bliver sundere ved at faste, kun drikke vand: Hvis man til daglig spiser for lidt, for meget eller for dårlig mad, der gør en træt og sløv, så kan ethvert skift potentielt skabe bedring. Spiser man derimod den rigtige nærende og mættende kost, så bliver hud og hår pænere og energiniveauet stiger - helt uden kur! 3. Faren ved vandkur og andre fastekure er, at når der efter kort tid ikke er kulhydrater (sukkerstoffer) tilbage at forbrænde, forbrænder man fedt og protein (muskler). Det første lyder i manges ører smart; at eliminere fedt. Men det kan man gøre på andre måder end ved at tære på sin muskelmasse, hvilket er det værste man kan gøre. Musklerne kaldes kroppens stofskifteorgan; vores primære forbrændingsanlæg. Desuden giver musklerne kroppen styrke og form!

Videnskab

Faste praktiseres af forskellige årsager, ikke alle er lige fornuftige (læs; de fleste er hokus pokus). Har man det mentalt fint ved det, kan man jo gøre det, men på den lange bane er det næppe sundt. Vil man det bedste for sin krop, bør man ikke lade sig forblænde af hype på de sociale medier eller hvad der tilsyneladende fungerer godt for andre. Den enes medicin, kan være den andens gift. Man bør lade sig guide af egne forhold og rigtige eksperter, fagfolk med den seneste viden på området. Ofte er de officielle, 'kedelige', råd de bedste på sigt. Man kan naturligvis lade sig inspirere og afprøve nye metoder, derimod er det ikke smart at eksperimentere med noget, som dokumenteret er usundt for helbredet. Er man ellevild efter at opleve afsavn eller mental højspænding - eller føle sig sund, hvilket nogen gør - kan man i en periode prøve: Intermittent fasting, hvor man eksempelvis faster en dag og spiser den næste (for at undgå at tære på muskerne). Eller: 5:2 diæten, som ikke er rigtig faste, men fem dage med normal spisning og to dage uden mad i løbet af dagen bortset fra ét lavkalorie måltid. Eller prøv at følge de 10 kostråd, især rådet om masser af grøntsager, så sker der noget.   Pas godt på din krop. Det er den eneste, du har. God appetit.  

Læs også:

Vandkur? Slankekur? Bliv fed, syg eller død DR: Advarer mod vandkure