San Marino Guide: Top 10 Sightseeing

Af Marina Aagaard, MFT En lang weekend tænkte jeg var nok. Men. Man kan vist bruge en hel uge i San Marino, hvis man vil have tid til at nyde det hele. Efterhånden som man går rundt i gyderne og på trapperne, udfolder der sig flere og flere kroge, man kan udforske. Og der er - den lille by taget i betragtning - utroligt mange butikker med unik og eksklusiv mode og accessories. San Marino sightseeing kræver en guide, så man ikke misser noget. San Marino Panorama view Marina Aagaard blog travel rejse

Top 10 San Marino sightseeing

#1 Arkitekturen: Hele bykernen Alle bygninger i smuk sandsten med fine veje og stier i brosten, fliser, mursten og sten. #2 Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed Staten ligger på og omkring en bjergtop, Mount Titano. Hovedstaden San Marino troner på toppen ca. 739 m.o.h. Rundt om byen er der en park "rå" stier og trin igennem frodig grøn skov - med kig ud over Italien langt nede. #3 Udsigten Omgivet af bølgende grønne marker og enge i lavlandet og flotte bjergtinder. Desuden kig til vand på en klar dag. Man kan næsten ikke se sig mæt. # 4 Tårnene Man kan komme ind i to af de tre tårne. Og de er et besøg værd. Imponerende velbevarede og en suveræn udsigt over by og land. # 5 Statsmuseet Et lille, meget elegant museum i flere etager. Udstilling af arkæologiske fund især fra San Marino og desuden effekter fra Italien og Grækenland. Potteskår, smykker, service, malerier, mønter med mere. # 6 Våbenmuseet I Torre 2, det andet tårn, finder man våbenmuseet. En lille, men eksklusiv samling af våben og rustninger. # 7 Kunstmuseet Det ser imponerende stort ud udefra, men der er kun en enkelt etage og en lille samling kunst. Alligevel er museet værd at besøge. Det er elegant og de moderne kunstværker er værd at se. Rundt om i byen er der større skulpturer. # 8 Butikkerne Masser af butikker, både de sædvanlige parfumerier og souvenirshops, men også med eksklusiv mode og utallige taskebutikker for entusiaster. Man bruger Euro i San Marino selvom staten ikke er med i EU # 9 Restauranter Restauranterne er hyggeligt indrettede i sten og træ - og mange med suveræn udsigt over landskabet. Den lokale cuisine og vin er virkeligt velsmagende. # 10 Trapperne For en trappeløber er byen alle tiders. Der er mange trapper. De er ikke så høje, men de er overalt i byen og i fæstningsværkerne. Gangbesværede kan sagtens komme rundt til de vigtigste ting. En rejse med San Marino sightseeing er varmt anbefalet. Læs mere: San Marino (Wikipedia) San Marino