Challenge WOD? Trappetræning Step Workout!
Morgentræning? Det lyder hyggeligt. Det er en god start på dagen.
Måske lidt hårdt i dag ... eller er jeg bare for svag?
En ven sendte en trappetræning challenge den anden dag:
Et billede af displayet på trappemaskinen, altså den med de rullende trappetrin.
Displayet viste hans tid på maskinen. Lige omkring 27 minutter.
Normalt går jeg på rigtige trapper ude og inde og har her i centeret kun en gang for nogen tid siden mønstret energien til 10 minutter på den nævnte maskine. Jeg tog dog udfordringen op. Nu til morgen.
Challenge WOD
Se, hun smiler, hvor er hun glad. En kollega tager et billede, da jeg tager de første trin. Moralen er høj, kroppen rank, armene i sving, panden tør. Maskinen på level 10. Desværre er der ikke nogen til at tage et meget mere realistisk #heltuperfekt foto efter kun 10 minutter; sveden driver nu ned ad hele kroppen, håret hænger om ørerne, smilet er blevet anstrengt og for første gang nogensinde må jeg periodisk støtte mig til en cardiomaskines håndtag (et lavpunkt). Da jeg ikke helt mestrer selfies, nøjes jeg med at tage et foto af displayet, da jeg stopper ... Dagens cardio WOD (workout of the day)- 28:05 minutter
- 96 steps per minute (ikke imponerende ift. fx en steptime ved 125-130 spm)
- 158 etager
- 2700 trin
- 158 spm, gennemsnits-træningspuls
- 485 kcal energiforbrug, sådan cirka (level 10, 11, 12 på skift - 14 i 1 minut ...).