Undgå de otte folkesygdomme: Otte grunde til at dyrke fitness
Af Marina Aagaard, MFT
Føler du dig fit og sund?
Det er et godt tegn, men vær alligevel opmærksom.
Mange tænker på visse sygdomme som uundgåelige, som genetisk bestemte eller aldersbetingede ... hvilket langt fra altid er tilfældet. Andre tænker "sygdom rammer ikke mig; jeg lever usundt, men er jo sund og rask" ... mens en livsstilssygdom i ubemærkethed nedbryder kroppen. Uanset anskuelse er det nu kendt, at mange sygdomme skyldes livsstilen, så det gælder om at være på forkant og passe på sig selv.
Undgå de otte folkesygdomme
I forbindelse med Forskningens Døgn, en videnskabsfestival, der finder sted i maj hvert år overalt i Danmark, holder jeg i dag foredrag om 'Sund Fitness - Motion som medicin' med udgangspunkt i min forskning inden for Fitness i Sundhedsfremme og Forebyggelse. Høj-aktuelt lige nu, da emnet er i fokus i DR programmet U-turn, der omhandler motion og andre livsstilstiltag som medicin. Mit udgangspunkt er, at en sund livsstil, ud over positive tanker, indbefatter:- Sundt åndedræt; jævnt, dybt, langsomt, og frisk luft (undgå røg og rygning).
- Sund kost; varieret, groft, grønt, sunde olier og proteiner (æg, kød, nødder).
- Fysisk aktivitet; varieret og af forskellig intensitet
- Hvile, især 7-8 timers søvn - af god kvalitet
Regelmæssig fysisk aktivitet
Fitness med mere nedsætter risikoen for sygdom og for tidlig død og giver en lang række fordele sundheds-, velvære- og præstationsmæssigt, fysisk, mentalt og socialt. Fysisk inaktivitet, under 2,5 time fysisk aktivitet om ugen ved moderat intensitet, forbindes med en øget risiko for udvikling af sygdom og for tidlig død. I Danmark er der otte sygdomme, der desværre er så udbredte, at udtrykket folkesygdomme er berettiget. Trods det: Tag dem ikke for givet. Det er i høj grad muligt at forhindre disse sygdomme bl.a. ved brug af motion som medicin. Selv en sygdom som kræft, cancersygdom, som de fleste opfatter som genetisk bestemt, kan i mange tilfælde forhindres med motion: "Fysisk aktivitet mindst 30 minutter pr. dag vil alene spare 300 tilfælde af kræft i tyktarmen og 400 tilfælde af brystkræft om året" (Pedersen, 2003). Rygproblemer, ud over at være smertefulde og invaliderende, er et enormt samfundsmæssigt problem: Ifm. personer, der enten har rygsygdom eller rygsmerter, udgør de samlede samfundsmæssige omkostninger ca. 13 mia. kr. Forskningen viser samtidig, at de fleste rygproblemer - hvilket også er min egen erfaring fra praksis - kan forebygges eller helbredes helt via fysisk aktivitet, fx så lidt som 10-20 min. rygstyrketræning om ugen! Folkesygdommene, der i vid udstrækning altså både kan forebygges og behandles med træning, er:De otte folkesygdomme
1. Type 2-diabetes (sukkersyge) 2. Forebyggelige kræftformer 3. Hjerte-kar-sygdomme 4. Knogleskørhed (osteoporose) 5. Muskel- og skeletlidelser 6. Overfølsomhedssygdomme (astma-allergi) 7. Psykiske lidelser 8. Kronisk obstruktiv lungesygdom, KOL (Rygerlunger)Træningsanbefalinger
I Sundhedsstyrelsens håndbog om Fysisk Aktivitet anbefales motion både i forebyggende øjemed, for at forhindre sygdom, og som medicin, sundhedsfremme, mod alle de ovenstående sygdomme. Afhængigt af sygdommens sværhedsgrad skal man starte på forskelligt niveau og evt. med supplerende tiltag, men generelt anbefales i alle tilfælde følgende (med visse modifikationer ved særlige forhold):- Styrketræning 2-3 gange om ugen. Styrker muskler og knogler; forebygger og modvirker fx knogleskørhed (osteoporose), aldersrelateret muskeltab og dårlig balance.
- Konditionstræning 2-3 gange om ugen med høj puls (i starten lav puls). Desuden anbefales, at voksne er moderat fysisk aktive mindst ½ time pr. dag. Styrker hjerte, kredsløb, lunger, knogler (hvis aktiviteten er vægtbærende som fx gang, løb, dans, aerobic o.l.) og forbedrer balancen afhængigt af aktivitet.