Fitness og styrketræning bog: Øvelser, programmer og metoder

Fitness og styrketræning - øvelser, programmer og metoder er en dansk bestseller inden for fitnessbøger og af lektor og brugere anmeldt som "en uundværlig håndbog".
En fagbog til personlige trænere, fitnessinstruktører, fysioterapeuter og undervisere samt elitemotionister, der vil vide mere om styrketræning og fitness, fra træningsplanlægning til programdesign og øvelsesvalg. Bogen er pensum på Trænerakademiets 1-årige diplomtræneruddannelse i fitness (personlig træning) i samarbejde med Danmarks Idræts-Forbund og på den 1½-årige erhvervsuddannelse til fitnessinstruktør i Randers, Kolding og København og benyttes på fitnesskæden fitnessdk's instruktøruddannelse. Fitness og styrketræning bog Marina Aagaard

Fitness og styrketræning

Bogen har 25 kapitler. Første kapitel omhandler basisviden. De følgende fem kapitler drejer sig om træningslære og træningsplanlægning. Så følger syv kapitler om træningsindhold og tilrettelæggelse. Dernæst seks kapitler om træningsteknik, metodik, rammer og redskaber. Der er tre kapitler med væsentlig viden omkring henholdsvis overkrops-, krops- og underkropstræning og bogen rundes af med et kapitel om træning for særlige målgrupper samt et kapitel om skader og forebyggelse. Desuden er der fire appendikser med en muskeloversigt, styrkeøvelser, strækøvelser og variationsmetoder. Bogen blev skrevet med henblik på undervisning og træning med ønsket om at have en dansk fagbog med specifik viden og praksisorienteret tekst inden for styrketræning med hensyntagen til en række praktiske problematikker og med større fokus på alsidig fitness end tilfældet er i mange udenlandske lærebøger. Bogen er skrevet på baggrund af universitetsstudier i fitness og træning, deltagelse på Interkontinentale (gymnastik) trænerkongresser, internationale fitnesskongresser og Team Danmark samlinger samt mere end 25 års daglig praktisk træning med motionister og eliteudøvere og samarbejde med toptrænere: Flere af Danmarks førende trænere, landstrænere i forskellige idrætter, og dygtige trænerstuderende har bidraget med væsentlige input til bogen.

Fordele:

Bogen giver et detaljeret overblik over fitness og indeholder unikt materiale:
  • Oversigt over fitness træningsplanlægning (komplet oversigt over alle faser).
  • Oversigt over planlægningens temaer (hvem, hvorfor, hvor,hvad, hvordan).
  • Afsnit om behovsanalyse, helbredsvurdering, holdningsanalyse og testning.
  • Afsnit om træningsvolumen, FIT Formlen og træningsparametre.
  • Tabel over variationsmetoder i styrketræning (mest omfattende tabel til dato).

Begrænsninger:

Basisafsnittet kan uddybes; det er begrænset pga. det meget store antal uddybende anatomi- og grundbøger.

Bibliotekernes anmeldelse 

Lektøranmeldelse; Anne Grete Jacobsen, DBC: Aagaard, Marina: Fitness og styrketræning : øvelser, programmer og metoder / tekst og illustration: Marina Aagaard - Hovedland ? 368 sider ? DK 79.601 Anvendelse/målgruppe/niveau Håndbog for fitnesstrænere og fitnessentusiaster, der har lyst til at konkurrere i deres sport. Bogen kan bruges af både mænd og kvinder, for træningsprincipperne overordnet er de samme. Beskrivelse Marina Aagaard er en flittig forfatter til en lang række bøger inden for fitness og styrketræning samtidig med at hun har 15 års erfaring i at uddanne fitness- og aerobicinstruktører på Trænerakademiet i Aalborg. Denne bog er den første af sin slags på dansk. Marina Aagaard sammenfatter den nyeste viden og de nye erfaringer inden for fitness, for at træneren og instruktøren kan være i stand til at udarbejde  programmer og tilrettelægge øvelserne for både nybegyndere og eliten, for børn, unge og ældre. Det er lige fra den enkelte ugeplan til en plan for hele året. Her er afsnit om kredsløbstræning, koordinationstræning, styrketræning og bevægelighed, øvelser med og uden redskaber og gennemgang af de enkelte redskaber med fordele og ulemper. Sammenligning Der er udkommet flere bøger om fitness og styrketræning, også af Marina Aagaard selv, men ingen der på samme måde lægger vægt på metoder til undervisning og giver instruktion i, hvordan man laver undervisningsprogrammerne. Samlet konklusion For målgruppen instruktører, undervisere, fysioterapeuter m.m. er bogen en uundværlig håndbog både som opslagsbog og som lærebog.

Fakta om bogen

Titel: Fitness og styrketræning - øvelser, programmer og metoder Forfatter: Marina Aagaard Sideantal: 368. Gennemillustreret, S/H. Udgave: 4. udgave, 1. oplag. Trykt i Danmark: Scandinavian Book A/S. ISBN: 978-87-92693-81-5 Udgivet: 2016. (4. udgave 1. oplag, tidligere udgaver udsolgt). Vejledende udsalgspris: DKK 298. E-bog ISBN: 978-87-92693-82-2 Vejledende udsalgspris: DKK 200. Kan købes hos udvalgte boghandler og netboghandlere bl.a. Saxo.