Balancetræning: Et-bens balance med hovedbevægelse

Af Marina Aagaard, MFT Et-bens balance, statisk, med standben i ro, er en af de mest udbredte balanceøvelser. Som en enkel, men udfordrende og motiverende variation kan man 'bruge hovedet'. En sjov øvelse til fitnesscenter, jobmotion eller hjemmetræning: Balance med bevægelse af øjne og ører; bevægelse af hovedet. Balancen afhænger af sansning, signaler fra organer i muskler, led og fodsåler samt synsinformation (øjnene) og ligevægtsapparatet (i ørerne). Bevægelse af hovedet påvirker derfor balancen i væsentlig grad. Her er tre simple variationer, som gør statisk balancetræning sjovere - for let øvede. Man kan lave øvelserne hver for sig fra gang til gang eller alle øvelserne i samme træning:

Et-bens balance med hovedbevægelse

En statisk balance på et ben med oprejst overkrop, arme og ben i ro, med hovedbevægelse:

Udgangsstilling

  • Stå på et ben. Det fri ben i valgfri stilling, typisk bøjet med fod ved standbenets knæ.
  • Armene i en valgfri stilling, typisk hænderne i siden eller arme foldet ved brystet.
  • Oprejst, rank kropsholdning. Nakke i neutral, hagen ind. Blikket rettet lige frem.

Udførelse

Nik - Ja Ja
  • Nik "ja, ja" med hovedet. Kig op og ned på skift.
  • Gentag nik et antal gange (8-16 eller flere).
  • Balance holdetid maksimum? Måske 30-60 sekunder.
Ryst - Nej Nej
  • Ryst "nej, nej" med hovedet: Drej hovedet, kig til højre og venstre på skift.
  • Gentag drej et antal gange (8-16 eller flere).
  • Balance holdetid maksimum? Måske 30-60 sekunder.
Rok - Måske
  • Vip med hovedet, vip roligt hoved sidelæns højre og venstre på skift.
  • Gentag drej et antal gange (8-16 eller flere).
  • Balance holdetid maksimum? Måske 30-60 sekunder.
https://youtu.be/pvYJ2GofmNs

Sundhed.dk:

Det indre øre

Det indre øre består af to dele: ligevægtsapparatet og sneglen (cochlea). Disse to dele kaldes med en fællesbetegnelse for labyrinten.

Ligevægtsapparatet

Ligevægtsapparatet bidrager til kontrollen af balancen. Det består af tre buegange samt vestibulum (utriculus og sacculus).

Buegangene

Inde i buegangene findes der nogle små fortykkelser ("cellemasser") bestående af epitelceller. Forhøjningerne ligner små kupler. Mellem epitelcellerne i cellemassen ligger der hårceller. Disse har som navnet antyder hårlignende strukturer på overfladen. "Hårene" eller stereocilierne stikker ind i en gelelignende masse i buegangene. I buegangene findes der en væske, som kaldes endolymfe. Ved rotationsbevægelser af hovedet vil væsken sættes i bevægelse. Denne bevægelse overføres til gelémassen, som omgiver hårcellerne og derefter til stereocilierne på hårcellerne. Hårcellerne fungerer som sanseceller. Når stereocilierne afbøjes i forskellige retninger af væsken, som bevæges i buegangene, vil det føre til, at der dannes en elektrisk impuls, som sendes via en nervefiber til hjernen. På denne måde får vi en opfattelse af kroppens bevægelse i rummet. Buegangene registrerer ikke lineær bevægelse af hovedet. De registrerer strengt taget heller ikke rotationsbevægelser. Det, buegangene reagerer på, er ændringen i en rotationsbevægelse, fordi det er dette, som fører til bevægelse af hårcellernes stereocilier. Roterer man hovedet, vil væsken i buegangene rotere i samme hastighed og samme retning som hovedet, lige til vi pludselig standser bevægelsen af hovedet. Væsken i buegangene vil imidlertid ikke lige så hurtigt kunne ophøre med at strømme, hvilket fører til bevægelse af stereocilierne, sådan at der dannes et nervesignal.

Utriculus og sacculus

Utriculus og sacculus er placeret mellem sneglen og de tre buegange i det indre øre. På samme måde som i buegangene, findes der også her enkelte forhøjninger bestående af epitelceller, hårceller og en omliggende gelémasse. Inde i gelémassen ligger der nogle krystaller af kalciumsalte (otolitter). Når væske strømmer gennem utriculus og sacculus, vil gelémassen og dermed sansehårene bevæge sig. I og med at gelémassen indeholder kalciumsalte, vil den påvirkes stærkere af tyngdekraften, sådan at stereocilierne bevæges mere end de ville have gjort uden disse salte. Utriculus reagerer hovedsageligt på sidebøjning af hovedet, mens sacculus reagerer på foroverbøjning og bagoverbøjning af hovedet. Her er det først og fremmest hovedets stilling og ikke selve bevægelsen, som registreres. I modsætning til buegangene har både utriculus og sacculus evnen til at reagere på lineær bevægelse af hovedet.