Første YouTube video: Videobibliotek introduktion
Af Marina Aagaard, MFT
Bloggen var i starten især tænkt som et fitness leksikon og artikelarkiv med artikler om sundhed, kost og træning samt øvelser og programmer til studerende (og mig selv) og andre interesserede. Men der manglede åbenbart noget.
En AAU Idræt studerende sagde en af de første undervisningsdage: "Jeg har ledt på YouTube og jeg fandt ingen videoer med dig?" med et undrende tonefald. "Æh, nej, der er ingen ... endnu".
Selvom jeg tidligere har været med til en del tv-programmer; Eurosport step-serie (træning og interview), DR Aerobic på tværs og Dans på tværs (med shows og interviews), Århus Kanalen (morgen fitness serie) og TV2 Øst (diverse), har jeg indtil nu ikke filmet eller uploadet egne videoer.
Første YouTube video
Jeg har været i dialog om professionelt producerede videoer et par gange, men det er af forskellige årsager ikke blevet til noget (travlhed og andre projekter). Det med egne videoer på YouTube havde jeg ikke seriøst overvejet, før denne studerende nævnte det. Så nu har jeg i mit træningsrum i kælderen i huset på Djursland filmet min første video (med balancer) med et lille Sony videokamera (også for at teste om det fungerer). Videoen er lagt op på YouTube, og er første video både der og i bloggens videoarkiv, siden med Træning/Film. Kig gerne ind på YouTube kanalen Marina Aagaard - subscribe, kommenter og kom med ønsker. Den første video viser tre gode basis balancer:- Tandem-balance (fødder på linje).
- Et-bens balance og storkebalance (på flad fod og på tæer)
- T-balance (med krop og frie ben i vandret).