Styrketræning guide: Undgå disse tre fejl med frie vægte

Af Marina Aagaard, MFT I frivægtstræning er man typisk koncentreret om de store linjer i selve øvelserne. Fokus på detaljerne er dog også vigtigt, for små dumme fejl kan få alvorlige konsekvenser i form af knoglebrud og muskelforstrækninger. Den type fejl skyldes ofte manglende koncentration eller omtanke og kan derfor nemt undgås. Tre fejl med frie vægte fejlfinding MH900202195

Tre fejl med frie vægte

Tre fejl som desværre jævnligt forekommer i fitnesscentre og som jeg også så som censor under en nylig styrketræningseksamen: Uens antal skiver på stangen eller uens vægtskiver og uhensigtsmæssig placering af vægte og skiver mellem sæt. Løsning:

Samme antal skiver med samme vægt på hver side af vægtstang

Man tænker at det er da indlysende? Desværre nej! På grund af mange distraktioner i form af venner, tv, tablets og mobiltelefoner, o.l. sættes der ofte et uens antal skiver på eller skiver med forskellig vægt - og det resulterer i uheld og løfteskader.

Samme type og størrelse vægtskiver på vægtstangen

Det er ikke nok, at der står 10 kilo - eller 2,5 eller 25 kilo - på begge vægtskiver. Skiverne bør være ens, samme fabrikat, type og tykkelse, ellers er vægtstangen ikke i balance og man kan komme til at løfte skævt. Ud over at skiverne kan have forskellig form, kan visse vægtskiver ydermere have en anden vægt end den, der er påtrykt. En kontrolvejning af en 10 kg vægtskive forleden afslørede at skiven vejede 300 g (over 1/4 kg) mindre end den angivne vægt. 

Stil ikke håndvægte eller andet udstyr på bænke

Fordi: 1) De kan falde ned og skade en selv eller andre (der er en del uheld af den slags) 2) De ødelægger bænken 3) De kan (ved fald) ødelægge gulv eller underlag 4) Vægtene kan (ved fald) blive slidte eller ødelagte Træn smart og sikkert; vær koncentreret under styrketræningen.

Læs mere:

25 typiske fitness fejl, der forringer træning og resultater