Kalkmineløbet 2023: Mit første – kvarte – marathon løb

Kalkmineløbet 2023. I Mønsted og Daugbjerg, nær Stoholm udenfor Viborg. Endelig deltager jeg i det ikoniske løb, der ifølge hjemmesiden er et af Danmarks hårdeste, men også mest unikke og mindeværdige motionsløb.

På trods af hvad navnet antyder, foregår langt størstedelen af løbet ude i det fri i skønne omgivelser og under en (alt for) lille del af løbet kommer man igennem de to kalkgruber i Mønsted og Daugbjerg. Jeg er vild med huler og grotter, så det var kun et spørgsmål om tid, før jeg skulle besøge disse to.

Mønsted er verdens største menneskeskabte kalkgrube med minegange, grotter og underjordiske søer. Der skulle være 60 km gange hele i området, men i Mønsted kan man kun færdes på ca. 4 km gange (2 km er oplyst) og under løbet kun lidt under 1 km.

Kalkmineløbet 2023

Torsdag morgen Kristi Himmelfartsdag, d. 18. maj 2023, kører jeg kl. 6:00 af sted mod Stoholm, hvor jeg ankommer 7:30; og bliver guidet ind på p-pladserne lige ved startområdet; det er altid en fordel at komme i god tid; rigelig plads og rigelig tid til at hente startnummer 3219 før starten 8:35, fæstne nummeret med sikkerhedsnåle, orientere sig og ‘træde af på naturens vegne’ efter køreturen. Der er heldigvis en del toiletskure, så der er kun korte køer.

Kalkmineløbet er et oplevelsesløb, hvor arrangørerne oplyser, at “tiden bør ikke komme i første række”, men der er alligevel tip-top Sportstiming tidtagning med chip (undtagen i børneløbet). Kalkmineløbet blev kåret som  Årets Oplevelsesløb 2017 af Danish Running Award. I år deltog over 3000 i løbet, flest i 1/4 marathon, færrest i 10 timers løbet!

Man kan i Kalkmineløbet vælge følgende distancer:

• Børneløb 2,5 km
• Løb (gang) 6 km
• 1/4 maraton, 10,54 km
• 1/2 maraton, 21,10 km
• 1/1 maraton, 42,195 km
• Badman, 52,7 km (5 omgange af 10,54 km, fra Daugbjerg).
• Dracula – 10 timers-løb: Start kl. 7.00. Tidtagning slutter kl. 17.00 (efter præcis 10 timer). Det antal omgange man har gennemført på dette tidspunkt er det antal omgange løberen noteres for. For at gennemføre og modtage præmie skal der mindst gennemføres 7 omgange.

Eftersom jeg normalt kun løber 5 km, når jeg løber, og det længste jeg indtil nu har løbet er 10 km – for nylig i Ree Park Safari Run – vælger jeg 10-kilometer ruten, for at få mest muligt med. Løbene over 10 km går gennem både Daugbjerg (ca. 250 meter) og Mønsted kalkgruber (ca. 850 meter), de kortere ruter kun gennem Mønsted gruberne.

Arrangøren Team Mønsted (under Mønsted IF) kalder 10 (komma 54) km løbet for en 1/4 maraton og det synes jeg lyder rigtig godt! Nu er jeg ‘maratonløber’.

Arrangør advarsel

Man løber på eget ansvar og løbet er ikke egnet til at sætte personlige rekorder. Der kan være glat og fedtet inde i gruberne, og der kan være grene og træstubbe på resten af ruten. Der løbes efter almindelige trafikregler.

Der udleveres hjelme ved indgangen til Daugbjerg Kalkgruber. Der er nogle steder lavt til ‘loftet’ og begrænset belysning. Pandelygter er dog ikke strengt nødvendigt. Der er 8 grader i gruberne, men ekstra påklædning anbefales ikke; luftfugtigheden er meget høj.

Starten går

Jeg er med på det tidlige 10,54 hold, i første gruppe, ikke på grund af rangering, men fordi jeg var en af de første på stedet. Ved siden af mig står en fit familie i fede OCR t-shirts. Rundt om mig tripper løbere i flotte, farvestrålende topmodel løbesko.

Jeg starter pulsuret allerede 5:00 minutter før start, så jeg ikke glemmer det, og det havde jeg muligvis gjort, hvis ikke et par fyre bag mig højt havde sagt: “Får man ikke startet mobilen (løbe app’en), så har man ikke løbet løbet”. Gisp. Tryk-tryk-tryk.

Før start er der en påmindelse om, at man skal passe på sten og rødder på ruten. Dernæst er der sang, Kalkmineløbsangen, ved sangeren Marie Møller Foged, der synger rigtig flot og levende.

Da starten går løber jeg af sted i første række. Lidt for hurtigt. Fuld af spænding og energi, i alle tilfælde de første 200 meter.

For det er ikke min dag. Jeg er ellers morgenmand, men måske er jeg blevet for kold af at vente i den kølige morgenluft og har varmet for lidt op, eller måske er der gået for kort tid siden morgenmaden kl. 05:30? Eller måske har jeg fortrænet for lidt, en reel omstændighed. I alle tilfælde føles mine ben tunge, hjertet hamrer i brystet, lungerne er presset maksimalt og det føles anstrengende hele vejen, også selvom jeg ikke løber 100 % til.

Løbet

En hård omgang. Ærgerligt, for jeg har glædet mig til ‘et godt løb’ og ruten er virkelig fed. Først større grusstier i skov og langs marker, så smalle trail spor i et kuperet skovområde – superfedt. Bortset fra at jeg bliver overhalet af en del løbere, hvilket er ret demotiverende.

Ruten er godt afmærket med pile og ”afspærringsstrimler” og med smilende, klappende, trommende motiverende hjælpere rigtig mange steder på ruten. Desuden er der flere steder samariter fra Røde Kors. Deres ydelser bliver der heldigvis ikke brug for: Som noget helt særligt har hjælperne været ude på ruten og sprøjte risikable rødder med neonspray, så de er lette at undgå. Topklasse.

Ifølge hjemmesiden er der kilometerskilte opstillet for hver km. En rigtig god ide. Imidlertid får jeg ikke øje på et eneste af skiltene. Jeg ser retningspilene, men ingen kilometerskilte, måske fordi jeg er så presset!

Jeg burde nok have holdt mig til en hyggetur, i endnu langsommere tempo, og nydt omgivelserne endnu mere og taget nogle flere fotos. Det må blive næste gang.

Løbeuret? Det kigger jeg aldrig på undervejs. Jeg kender alligevel intet til pacing; jeg løber bare. Uhørt, hvis man vil være en dygtig løber. Men jeg løber jo (mest) for sjovs skyld.

Forplejning

Forsyningsdepoterne i Kalkmineløbet ligger tæt og er i særklasse hører jeg; de roses åbenbart af deltagerne år efter år. Der er bl.a. kage, vand, energidrik, cola, frugt, flagermusvingummi, chips, øl, fedtemadder og meget mere.

Selv går jeg glip af herlighederne, fordi jeg vil holde mig i gang. Kun to gange rækker jeg armen ud; ved depot nummer 2, hvor jeg tilfældigt får en energidrik stukket i hånden, og ved depot nummer 5 (måske), hvor jeg heldigvis får vand, men i den gale hals, så jeg hoster voldsomt; det er sidste gang på turen, at jeg snupper et bæger.

Ved et af depoterne er der rockmusik og to seje sild i skinnende blåt hår og ditto tøj. I love it. Hvorfor, hvorfor, hvorfor stoppede jeg dog ikke og tog et foto. Dumt.

Daugbjerg Kalkgruber

Efter 40 km løb, sådan føles det (men det var vist kun 4 km), kommer vi til Daugbjerg gruberne, der gemmer sig i en fordybning i landskabet. To hjælpere står klar og rækker hjelme frem. Min vil naturligvis ikke helt blive siddende, så den må jeg holde fast i hele vejen igennem minen …

Gruben er Danmarks ældste kalkmine, men der brydes ikke længere kalk. Daugbjerg Kalkgruber er privatejet og nu indrettet som turistattraktion. En del af minegangene er offentligt tilgængelige, men der er også områder, der er afspærrede, idet de anvendes til lagring af bl.a. ost, pølser og vin, der modner i den konstante temperatur og luftfugtighed.
I de offentligt tilgængelige områder er der forskellige udstillinger om minearbejdet, Jens Langkniv og geologiske emner.

Daugbjerg Kalkgruber er små gange med meget lavt til loftet, så selv jeg på bare 161 cm visse steder må dukke mig. Før man kommer ind i minen, får man udleveret en blå sikkerhedshjelm – og der var vist også pandelampe, men en sådan fik jeg ikke fat i. I stedet holdt jeg mig tæt bag ved den forangående. For de fleste gik her, sikkert en fornuftig strategi, men jeg ville gerne have løbet så godt som det kunne lade sig gøre i krumbøjet stilling – for at løbe hele vejen.

På Kalkmineløbet ruteprofilen ser man, at GPS ure mister deres signal ved indgangen til gruberne. Sådan er det.

Mønsted Kalkgruber

Som en finale på ruten når man Mønsted Kalkgruber, der i 1997 blev erhvervet af Skov- og Naturstyrelsen. Anledningen var, at gruberne efter i en årrække at have været åbne for besøgende, blev lukket af ejeren i 1995. Det fandt mange forståeligt nok for uheldigt, og Danmarks Naturfredningsforening rejste fredningssag med henblik på en grube-genåbning.

Løsningen blev, at staten erhvervede gruberne, kalkværksbygningerne og ca. 14 ha jord. Særlig vigtig var sikringen af gruberne som det mest betydningsfulde overvintringssted for flagermus i Europa, ud over de kulturhistoriske, friluftsmæssige og geologiske interesser. De 10.000 flagermus ser jeg desværre ikke noget til på turen.

Mønsted gruberne er imponerende. Store hvælvinger, halvdårligt oplyst – og tak for det (det er skønt, at der ikke som flere steder i udlandet er et malplaceret mangefarvet lysshow) og en blanding af forvitrede kalkskråninger (dejlig autentisk at man kravler rundt på dem i stedet for på et stålgitter), træbroer over vand og cementgange med spor til kalk-vogne.

Jeg har lyst til at fotografere helt vildt, men for at min løbetid ikke skal blive alt for dårlig, gør jeg det kun en enkelt gang. Til gengæld må jeg stoppe op bag andre, som fotograferer på livet løs. I øvrigt er kalken under fødder visse steder ret fedtet og glat, så det er nok fint nok, at tempoet her ikke er for hurtigt …

Mod mål

Efter at være kommet ud af gruberne, går det opad, ikke stejlt, men dog opad. Man passerer en lang træbro, løber rundt i et sving og så kommer opløbsstrækningen, der også går opad, men benene holder lige med nød og næppe. Hjælperne hepper og et lokalt band spiller (ikke lige min musik, men meget hyggeligt).

Gispende passerer jeg den blå tærskel og slut-timingstedet. Straks bliver jeg mødt af udstrakte arme, der monterer den store træmedalje om halsen på mig. Dejligt.

Jeg kigger på det store digitalurs røde tal. Tænkte det nok, men man kunne jo håbe, men nej: Jeg har godt nok for en gangs skyld husket at stoppe uret lige efter løbet, men min løbetid er over 1 time; så vidt jeg kan se 1:00:35 (når de 5 ekstra-minutter er fratrukket). Sådan må det være – med gang og stop i miner og middelmådig form.

Jeg tager et foto af andre indkommende løbere, derefter går jeg ned i forsyningsteltet, hvor der er vand, bananer, æbler, pærer og utallige slags chips. Jeg snupper vand, æble og banan, og går rundt tilbage til startområdet.

Nu er der fuldt af løbere og tilskuere og supportere på plænen, hvor der også er øl- og pølseboder. Der er en hyggelig sommerfest-stemning.

Jeg går langs afspærringen for at se om det på nogen måde vil være muligt at komme til at komme tilbage til minen og tage nogle billeder af indgangen – og eventuelt gruberne. Men nej, alt er afspærret og overalt er der officials og vildt spurtende løbere i de forskellige løb, der starter i enten Mønsted eller Daugbjerg.

Løbsoplevelse

Det er en dejlig varieret trail rute og et rigtig flot arrangeret løb med styr på tingene og en hær af hjælpere i synlige veste eller udklædning (på ruten). Det vil jeg gerne med til igen.

Jeg er desværre alene til løbet, både søster og min husfotograf har svigtet mig, men jeg beder en hjælper om at tage et ‘over-målstregen’ foto, desværre lidt langt væk fra mållinjen.

Der er også en Kalkmineløbet selfievæg. Jeg tager som den allerførste – om morgenen lige efter ankomst, lige efter at anordningen er opstillet – en selfie med Myselfie automaten for at teste den. Fotoet bliver helt o.k., hvorefter jeg scanner QR-koden, men (ikke uventet) sker der intet. Det kan den ansvarlige slet ikke forstå, og heller ikke jeg. Just my luck. Efter tredje forsøg opgiver jeg, og nøjes med et screendump fra mobilen (her under), hvor man kan se en af Mønsted grubens boardwalks.

Selfie-projektet går vist bedre for tyskerne, der også forsøger sig allerede før løbet.

Efter løbet vender jeg tilbage til selfie-området, men er ikke klar til kamp med automaten, og beder i stedet en anden løber om at tage et mobilfoto (top foto). Tak for det, også selvom halvdelen af selfievæggen mangler.

I Kalkmineløbet er der ingen præmier til vinderne – ærgerligt, ærgerligt, ho-ho – men “en stor oplevelse, som er en præmie i sig selv” Jeg er enig.

Eftersom det ikke er muligt at gå på fototur, og jeg er alene, sætter jeg kursen hjemad kl. 10:00 med min medalje, eller rettere ‘race bling’ uden bling, og er – afslappet og tilpas – hjemme 11:30 sådan cirka.

En dejlig oplevelse rigere, på trods af minus-formen.

To dage efter, lørdag, kigger jeg ind på resultatlisten. Meget, meget overraskende:

Kalkmineløbet Kategori Kvinder, 10,54 km Mønsted

694 kvinder stillede til start. Hvad? Jeg er blevet nr. 10 overall K i tiden 1:00:21 minutter?
Tiderne er fra nr. 1. i tiden 52:53 til nr. 691 (den sidste der fuldfører) 1:39:33.
Hos mændene er tiden for nr. 1 43:24 og for nr. 583 (den sidste der fuldfører) 1:56:40.
I min aldersgruppe er jeg nummer 3 ud af 181 kvinder; med 1:10 minut op til nr. 1.
Mit løbetempo (som jeg ikke ellers går op i) er 5:43 m/km.

Følg min Blog HER og Instagram HER