Sig sandheden: Sig dog sandheden, sagde hun

Ferie for Alle 2023: På safari i Herning Messecenter

Ferie for Alle 2023 fra 24.-26. februar har safari som tema. Aktuelt er jeg ikke på vej på safari, måske bortset fra fotosafari: En weekendtur til ferieland.

Ferie for Alle finder sted i MCH Messecenter Herning, hvor Skandinaviens største feriemesse i år fejrer 25-års jubilæum. I løbet af weekenden finder 56.157 besøgende frem til messen – og udstillere (rejsearrangører) melder om rekordsalg.

Ferie for Alle 2023 rejse inspiration messe MCH Herning Marina Aagaard blog travelReady for flying.

Messeavisen citerer Anders Ladefoged Mortensen, projektchef ved Ferie for Alle:

Det er jo sjovt at se, når folk opdager noget, de ikke vidste eksisterede. Det kan være, man tager til messe for at høre om en safarirejse, men man kommer hjem med en rejse til Limfjorden, hvor man skal på østerssafari.

Det er helt sikkert, at man bliver inspireret og overrasket på messen, selvom jeg tænker, at der er lidt langt fra østerssafari til safarirejse.

På messen viser østers sig at være ret vanskelige at åbne.

Ferie for Alle 2023

Større end nogensinde. Måske. Det bliver i alle tilfælde stort ifølge arrangøren Team Ferie for Alle.

De førende charterbureauer stiller op på årets udgave af Ferie for Alle. I Danmarkshallen venter repræsentanter fra de nationale destinationer, og udover de op mod 1.000 udstillere byder messen på 150 foredrag og forskellige former for indslag samt en rejseauktion.

Udstillerne tæller i år 23 bureauer, der sælger safarirejser, så Hal G er blevet indrettet med et specielt område til rejseformen, som mange danskere er blevet glade for. I safariområdet kan man møde Sebastian Klein, opleve en udstilling med vilde dyr og tage en selfie på savannen.

25 års jubilæum

I år er der i anledning af jubilæet sat alle sejl til for at gøre Skandinaviens største feriemesse endnu større og bedre. Ved gennemsyn er der pyntet lidt mere op, men ellers ligner messen sig selv, med lidt større afstand mellem standene – måske på grund af et forventet stort rykind.

På åbningsdagen fredag d. 24. er der klokken lidt i 9:00 lange køer i indgangshallen. Den, der kommer først til mølle, får først chancen for store rejserabatter.

Inden for døren ligger tusindvis af messeaviser og messeguider klar. Som vanligt er der åbent fredag og lørdag 9-17 og søndag 10-17.

Søndag er der gratis jubilæumskage; der deles 2.500 gratis kager ud i Hal H!

Foredrag

I år er der hele 150 gratis rejseforedrag. En god chance til at få insiderviden om diverse destinationer. Vi var til to, henholdsvis om Seychellerne (interessant, omend lidt haltende) og Nordkap (superinteressant, levende og underholdende).

Udover foredrag er der forskellige aktiviteter. Blandt andet kan man prøve en Formel 1 racer simulator. Det er normalt en dyr fornøjelse, så man bør unde sig selv en tur. Jeg prøvede ikke denne gang, men er tidligere blevet skuffet over min egen præstation i simulatoren.

Tidligere bød Aalborg Lufthavn og KLM på muligheden for at sidde i flysæder. Hvad? Jo, det er i sig selv en attraktion for meget rejseglade.

I år har Spies udvidet fornøjelsen: Selskab efter selskab får chancen for at bestille hos stewardesserne: Sodavand, kaffe, te, snacks, øl og vin “på turen”. Desuden bliver alle forbipasserende budt på mini-donuts, chokolader og chokolademousse.

Camping

Camping hitter mere og mere i kølvandet på outdoor trenden. Ferie for Alle er Danmarks største campingmesse med alt fra bittesmå telte til enorme campingvogne. Vi cruiser hurtigt igennem de ni messehaller, hvor campingvogne i millionklassen fylder en del.

Golf

      Golf-hallen er meget populær med masser af aktivitet på driving ranges og adskillige små puttingbaner og området bugner af tilbud på golftilbehør og golfrejser. Der er gode muligheder for at prøve udstyr og få hjælp af en pro. Man kan også høre foredrag om golfrejser og se golfopvisninger.

Udland

Fra golfområdet videre til Udlandsrejser. Her er store og små charterbureauer forsamlet. Der er meget store messerabatter og rejsetilbud på all-inclusive charterferier til Sydeuropa med priser fra 1999 og 2999 DKK. Det er lige til at overkomme og køerne er da også relativt lange allerede fra morgenstunden fredag.

Fra udland til det store udland. I hallen ved siden af Udland finder man Oversøisk; destinationer, der kræver en længere rejse. Her finder man blandt andre stande med USA, Australien, Filippinerne, Thailand, Mellemamerika og Sydamerika. Der pustes til feriedrømmene.

 Smagsprøver fra Bali. Heldigt og lækkert.

Som noget nyt er Udenrigsministeriets Borgerservice til stede med en stand.

Fem gode råde fra dem:

  1. Meld dig på Danskerlisten (en app) uanset, hvor du skal hen.
  2. Læs Udenrigsministeriets rejsevejledning for din destination, inden du tager af sted.
  3. Sørg for at have en forsikring, der dækker alle de aktiviteter, du har tænkt dig at kaste dig ud i på ferien.
  4. Download appen Rejseklar.
  5. Tag din sunde fornuft med, når du rejser til udlandet.

Danmark

Danmarkshallen domineres altid af Bornholm – og så er der de andre steder. Det viser sig i år, at Thy er ikke bare Thy, men en hel vifte af attraktioner.

Og Fur har igen ‘lokkemad’: En gratis færgetur tur-retur til Fur. Haps. Vi ses.

Danmarkshallen byder også på flere forskellige smagsprøver, både faste og flydende.

Jeg forsøger forgæves at få en papirflyver ind i hullet, så jeg kan vinde en gratis flyvetur med DT, Danish Air Travel. Det går ikke så godt. Men andre voksne morer sig.

Outdoor

I år er cykelområdet udvidet og kajak og SUP bassinet rykket væk fra bagvæggen og ud i hallen. Der er som sædvanligt mulighed for at prøve dykning med dykkerklubben Perlen, så interesserede bør gribe chancen.

Der er også telte i alle størrelser – til montering på landjorden eller bilen.

Hvem er ikke vild med ferie?

Jeg er i alle tilfælde vild med ferie – eller rettere rejse på alle mulige måder – og fik igen i år et lille pust af ferie i februar og inspiration med mig hjem.

Se mere:

Ferie for Alle

Ferie for Alle: Feriemesse mini-ferie

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sig sandheden: Sig dog sandheden, sagde hun