Spil terninger om motion: Terningspil dig i form

USA, Amerika: Big Country rejse og seværdigheder

USA eller Amerika er ét land, et ‘big country’, stort land eller stormagt. Et begreb, der bruges til at betegne lande med stort areal, stor befolkning og overvældende udviklede ressourcer i sammenligning med andre lande.

Et overvældende land, som jeg i forbindelse med arbejde og ferie har besøgt over 20 gange: Flest gange Los Angeles, San Francisco, San Diego, Las Vegas, Nashville og Orlando på kongresser. New York (The Big Apple), Miami, Salt Lake City, Grand Canyon Village, Monterey og Carmel på ferier. Alle steder har jeg haft fantastiske oplevelser, så jeg vil gerne tilbage til USA; Seattle, Washington, DC, Boston og Key West står på ønskesedlen.

Jeg har rejst dertil med forskellige flyselskaber og boet på både små motels, store hotels og megastore resorts. Tidligere var priserne meget rimelige, men dollaren er steget, så det er desværre blevet en halvdyr fornøjelse, selvom man stadig kan være heldig (finde gode tilbud på fly og overnatning) eller dygtig til at arrangere sig prisbilligt.

USA

USA Amerika Las Vegas Marina Aagaard blog rejse travelAmerikas Forenede Stater, United States of America, almindligvis kendt som USA, er et land, der primært ligger på kontinentet Nordamerika (foto: Las Vegas).

USA består af 50 stater (delstater), et føderalt distrikt, 14 territorier (5 større ikke-inkorporerede territorier, ni mindre afsidesliggende øer), og 326 indiske reservater (Wikipedia). De 48 stater ligger samlet i Nordamerika, mens delstaten Alaska ligger i det nordvestlige hjørne af Nordamerika med Canada mod øst og Rusland mod vest på den anden side af Beringstrædet, og midt i Stillehavet ligger delstaten Hawaii.

USA deler landgrænser med Canada mod nord og med Mexico mod syd og har maritime grænser med Bahamas, Cuba, Rusland og andre mindre nationer.

USA er verdens tredjestørste land med over 9,6 millioner km² og en befolkning på mere end 330 millioner. Befolkningen er resultatet af stor immigration fra mange lande igennem flere hundrede år, hvorfor USA er et af de lande i verden med flest etniske grupper.

Amerikanerne, når man møder dem ansigt til ansigt, er åbne, imødekommende og venlige. 

Hovedstaden i USA er Washington, DC (District of Columbia), og den tættest befolkede by og vigtigste finansielle centrum er New York City, NYC, på østkysten. Største byområde i udstrækning er Los Angeles, LA, på vestkysten.

USA tur eller ikke tur tanker

Når talen falder på USA som rejsemål, hører jeg af og til, at det er ikke lige er det sted, der er mest interessant eller højest oppe på rejselisten. Og det er sandt – som set i mange film – at både storbymidterne, der ofte domineres af kontorområder med kedelige højhuse, og de mange forstadsområder med lave konforme bygninger, kan virke triste og uindbydende.

Maden er også en vigtig del af rejseoplevelser og instinktivt forbinder nogen USA mad med McDonalds, Burger King og Kentucky Fried Chicken.

Men i USA er der næsten det hele. Både det kedelige, men også det fantastiske; storslået natur og unikke ‘nutids’ arkitektur- og kulturoplevelser.

Nogle af mine foreløbig bedste oplevelser har været i:

  • New York
  • Los Angeles
  • San Francisco
  • Utah
  • Arizona (Grand Canyon)
  • Las Vegas
  • Orlando
  • Miami

New York

Et must, hvis man er til storbyer: Storbyernes storby med de oprindelige skyskrabere fx Chrysler Building eller Empire State Building. Nu desværre uden World Trade Center Twin Towers, men med et 911 mindesmærke. Desuden Central Park, fantastiske museer, Frihedsgudinden (sejl endelig derover, gå ind i monumentet og helt op i kronen ad bittesmå trapper; spændende) og New York Subway. Like!

NYC Fotos mangler p.t. (da de ikke findes digitalt). Og de øvrige er af ældre dato (lav opløsning).

Los Angeles

Et træningsmekka. Med alle de største – og små unikke – træningscentre. Selve midtbyen er knapt så spændende, men langs de enorme strande er der liv og glade dage som set i en lang række film. Venice Beach er fabelagtig med Muscle Beach med voldsomt trænede bodybuildere, hundeluftere, løbere, rulleskøjteløbere og optrædende af alle slags.

Andre anbefalede sights i området er Getty Museet – for udsigten, arkitekturen og kunsten.

Og, naturligvis, Universal Studios og Disneyland. Til alle de attraktioner – og shows – skal man sætte mindst én dag af. For reality- og kendis-fans er det obligatorisk med en tur på Walk of Fame stjernerne i Hollywood og Rodeo Drive og Beverly Hills ‘villakvarteret’: Mest sete skilt: Armed guards – keep out!

San Francisco

En charmerende og spændende lille storby – som set i utallige kriminalfilm (fx Dirty Harry) – beliggende på bakker, med stejle gader, blandt den kendte Lombard Street med otte hårnålesving, smukke parker, Golden Gate Bridge, MOMA Museet, Chinatown, Fisherman’s Wharf (havneområde) og Alcatraz (fængselsøen).

En stemningsfyldt destination – nord for Los Angeles, syd for Napa Valley – som man har lyst til at besøge igen; jeg har foreløbig været der tre gange før, under og efter kongresser.

  Øst for San Francisco ligger Yosemite National Park med stejle klipper, blandt andet den lodrette El Capitain, nåletræer en masse heriblandt kæmpetræer, Giant Redwoods (det er et af de mindre på fotoet).
Parken havde 3,3 millioner besøgende i 2021, men kun omkring 56.000, der overnattede og vandrede (kilde: Opdag Verden), så man kan sagtens gå længe uden at møde uden.

Syd for San Francisco, nord for LA, ligger attraktionen Hearst Castle (en rigmands drøm om et slot) og de små, populære turistbyer Monterey og Carmel.

 

Utah

Hovedbyen er Salt Lake City, men hvis man håber på at besøge mormontemplet, skal man være mormon eller måske besøge templet ved en særlig lejlighed, for ellers er der ingen adgang. Byen er historisk, men i mine øjne ikke specielt mindeværdig. Til gengæld er det en oplevelse at flyde i saltsøen.

Og helt særligt: Lidt uden for Salt Lake City ligger Bingham Canyon Mine, en enorm åben mine, som kan ses fra rummet. Anbefalet.

 Nationalparkerne i Utah er en hel tur værd. De er eventyrlige og spektakulære og man bør sætte god tid af til at besøge dem og og eventuelt også overnatte i en af de lodges, der ligger i eller ved dem.

Arizona

Grand Canyon. Den berømte kløft er så enorm, at man måber. Selvom man har set den på fotos og film, er det noget andet at stå på kanten. Vi kørte til Nord Rim om morgenen, den afsondrede og stille nordlige kant, og ville gerne have boet på den legendariske Grand Canyon Lodge (lige på kanten), men én snød foran os og tog det sidste værelse. Suk.

Så vi kørte hele vejen (det tog måske 6 timer) til South Rim, Grand Canyon Village, der er fuld af turister. Der ville vi bo på det kendte hotel El Tovar, men der var også fuldt booket, så vi spiste aftensmad der, supergodt, og overnattede i Yavapai Lodge i nærheden.

Las Vegas

Gambling og convention by med gigantiske temahoteller, Paris Las Vegas, The Venetian, Luxor Hotel & Casino, MGM Grand, Caesars Palace, Bellagio Hotel & Casino, STRAT (Stratosphere – fed udsigt fra restaurant på toppen). Bare at gå en tur på hotellerne er overvældende, med casinoer (med udstillede præmier fx biler) spillehaller, shopping arkader og restauranter.
Her har jeg boet på Las Vegas Hilton tre gange, fordi det ligger i forbindelse med convention-centeret, hvor IDEA fitness-kongresserne af og til afholdes.

 En gåtur op og ned ad The Strip om aftenen er også turen værd med underholdning i form af springvand, lysshows, opvisninger, superbiler og busser med casino dekorationer.

Lige udenfor Las Vegas ligger forstadsområderne, hvor mange af de casino-ansatte bor og lidt længere ude ligger Hyatt Regency Lake Las Vegas (der er med i komedien America’s Sweethearts). Her boede vi i forbindelse med en Mindbody Convention. Lækkert resort, men ikke helt billigt.

Øst for Las Vegas ligger Hoover Dam, der er et besøg værd. En imponerende dæmning, som man kan komme ind i. Desværre skæmmes dæmningen i dag af en kæmpestor motorvej, der går over området. Tidligere, som det ses på disse billeder, var landskabet ‘åbent’: Kun med dæmningen (og el-master).

Orlando

Ikke specielt mindeværdig by med mindre man er vild med kæmpehoteller og et oversize convention center: Jeg er fan (er både til Less is more, men også More is more!). Udover at være en kongreshovedstad, er det også stedet, hvor Disney World ligger. Fabelagtig og kolossalt stor temapark, der dog kræver ikke bare en, men flere dage for at man får set det meste. Og det er desværre ikke helt billigt.

I Orlando ligger også Sea World, der er et besøg værd, med kæmpebassiner og delfin- og spækhugger-shows. En anden vandattraktion er det kæmpestore vandland Wet’n’Wild, alle tiders for både børn og voksne.

Nordpå ligger Cape Canaveral (hvor NASA’s raketramper ligger). De heldige har set en affyring på afstand – jeg sad og ventede et par timer, men så blev opsendingen afblæst, arrrgggghhh. Der er også NASA museet, hvor man kan se Apollo raketterne; der var jeg sammen med familien (på vores første og eneste USA-tur sammen). Varmt anbefalet.

Miami

Eksotisk og speciel by. Med en kæmpe krydstogtshavn til caribbean cruises. Med mangefarvede funkishuse, luksusvillaer og kridhvide højhuse fordelt på et stort område med søer og kanaler og kæmpestrande. En caribisk stemning med masser af visuelle indtryk og lækker mad.

I den sydlige del af Florida finder man Everglades nationalparken og adskillige alligator ture. Man tænker måske, at man får set en enkelt, men der er mange. På nogle ture er bådene endda næsten omringede af alligatorer. Spændende.

Læs mere:

Wikipedia: United States of Amerika

The Big Country (western)

Big Country (engelsk folk/punk band)

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spil terninger om motion: Terningspil dig i form