Julekalender Motion 10 minutter mikrotræning

Bali og Sanur: Sol og strand, vulkaner og vand

Bali og Sanur. En populær ø i Indonesien og den oprindelige turistby. På Bali finder man vild natur, vulkan trekking, afslapning i form af solbadning og massage, og vandaktiviteter især på surfbrædder, SUP boards, i kajak eller i båd. Alternativt iført snorkel eller dykkerudstyr med mulighed for kig til kæmpe mantaer, havskildpadder og baby-hajer. 

Bali

Bali Subak Rice Terraces Marina Aagaard blog travel rejse fotoBali er en vulkanø, ifølge BBC Travel (2011) en af ​​verdens bedste øer. Det er den vestligste af de små Sunda øer beliggende mellem øerne Java mod vest og Lombok mod øst. Øen dækker 5.780 km2 (2,230 sq mi) og er det ikke nok, og er man på et længere besøg, kan man tage på ø-hop, hvilket er meget populært; bl.a. til Lombok, som har færre turister og efter sigende formidabel natur (øen skimtes i baggrunden på foto her under).

Øen er en verdensklasse surferdestination og et paradis for dykkere: Bali er en del af Coral Triangle, området med den højeste hav-biodiversitet, især fisk og skildpadder, og over 500 revbyggende koralarter.

Bali Sanur Beach Marina Aagaard blog travel rejse fotoI juni 2012 blev Subak, kunstvandingssystemet til rismarker, i Jatiluwih, det centrale Bali, optaget som et UNESCO natur verdensarvssted (top foto).

Bali udgør sammen med nogle få mindre naboøer en af Indonesiens 34 provinser med anslået 4.362.700 indbyggere (2021). Hovedstaden er Denpasar med 834.881 (2012) indbyggere beliggende på den sydlige del af øen.

Øen er hjemsted for hovedparten af Indonesiens hinduistiske mindretal, 84,5 % er hinduer, 12 % muslimer, og hovedparten af resten er kristne.

Befolkningen, alle dem man møder på hotel, restauranter og gaden, er i særklasse venlige og hjælpsomme. En dejlig oplevelse.

Bali har tre store vulkankomplekser, hvoraf Gunung Agung (Mount Agung) regnes for en af verdens farligste vulkaner. Agung er med sine 3.031 m (9,944 ft) det højeste punkt på Bali.

På sightseeing ture havner man dog ret langt fra vulkanerne, godt for udsigten, men skidt for eventyrlysten. Vil man ‘gå på vulkaner’ skal man booke særlige trekking-ture. Det nåede jeg ikke og måtte se vulkanen fra frokostrestaurant Amora, som nu heller ikke var helt dårlig; velsmagende, varieret og rigelig mad.

Turistdestination

Turismeindustrien havde 2,88 millioner udenlandske turister og 5 millioner indenrigs turister i 2010, mens tallet faldt til ca. 1 mio. turister under coronapandemien i 2020.

Turismen er primært fokuseret i den sydlige del, men er også betydelig i de øvrige dele af øen. De mest fremtrædende turiststeder er byen Kuta og dens forstæder Legian og Seminyak samt østkystbyen Sanur, der engang var det eneste turistcentrum) og Ubud mod centrum af øen.

Øen er aktuelt en populær og forholdsvis fredelig turistdestination – i modsætning til andre indonesiske provinser. Men. Den 12. oktober 2002 blev øen ramt af bilbomber, der var rettet mod øens turistindustri. 199 mennesker blev dræbt, herunder 3 danskere. Trusselsniveauet varierer og man bør tjekke Udenrigsministeriets Rejsevejledninger før bookning af rejse.

Bali er berømt for sine rige og mangeartede kunstformer, herunder malerier, skulpturer, træsnit, håndarbejde og optrædener, dans og musik af forskellig art – balinesisk slagtøjsmusik, kendt som gamelan, er højt udviklet og varieret.

Bådene der ligger tæt på strandene er farvestrålende og festligt dekorerede med blandt andet øjne.

Arrangerede sightseeing ture kommer omkring de særlige seværdigheder: I Celuk er der en overflod af guld- og sølvsmede, som man kan besøge. I Batubulan er der stenfigurer i alle størrelser og stilarter, og i Batuan er det malerier i diverse genrer; den sidstnævnte by er dog særligt kendt for den lokale malestil, der opstod i landsbyen i 1930’erne og siden da en anerkendt balinesisk kunstnerisk stilart kendt som Batuan.

Ubud

Ubud ligger blandt rismarker og stejle palmeklædte kløfter. Selve byen kaldes “Balis hjerte” af de lokale, af rejsebureauer kaldet Balis kunstneriske hjerte. Et turistområde, men også et kunst- og kulturcentrum. Byen udgør den nordlige del af hovedstadsområdet Greater Denpasar.

I 2006 udkom Elizabeth Gilberts erindringsbog Eat, Pray, Love , og i august 2010 blev den til filmen Eat Pray Love. Optagelserne fandt sted ved Ubud og Padang-Padang Beach på Bali. Både bogen og filmen skabte et turistboom i Ubud.

Byen er ikke specielt spændende planmæssigt eller arkitektonisk – med undtagelser. Den især består af en meget lang og tæt trafikeret smal hovedgade med mange små skure, garager og faldefærdige bygninger. Byens hovedattraktion er de mange templer og småbutikker med seværdigt kreativt og kunstfærdigt lokalt håndværk af enhver art; såvel enkelt og moderne som detaljerigt og traditionelt.

Herover byens ‘morning market’, hvor man kan indkøbe alskens fødevarer tidligt på dagen.

Sanur

Sanur, på indonesisk Pantai Sanur, en mindre by – nærmest Denpasar forstad – ved en kyststrækning af samme navn, Sanur Beach. Den ligger på det sydøstlige Bali, omkring en halv times kørsel fra hovedstaden Denpasar og Ngurah Rai International Airport.

Byen består af én lang hovedgade parallelt med stranden, der nås med smalle ca. 300 m lange forbindelsesgader mellem hoteller og private bygninger. Fotos viser autentiske snapshots, men ikke af de mest fotogene områder; flere andre steder er der længere strækninger med pæne forretninger og indbydende restauranter i grønne områder eller gårdhaver – og ved stranden er der en meget flot promenade, der flere steder er opdelt for henholdsvis cyklister og fodgængere.

Den nordlige del af Sanur-stranden blev brugt som landgangssted af hollandske invasionsstyrker under den hollandske indgriben i Bali i 1906. Under 2. Verdenskrig var Sanur igen landgangssted for de japanske styrker, der skulle besætte Bali.

Byen er øens første rigtige turistdestination med de første hoteller grundlagt i 1963. I dag rummer Sanur flere femstjernede resorts såsom Maya (dag foto) og Hyatt Bali (aften foto). Der er desuden utallige 2-, 3- og 4-stjernede hoteller i alle prisklasser.

To-stjernede hoteller er heller ikke så ringe endda, her under Swastika Bungalow.

Rejsetip: Har man kun behov for en seng om natten, men lyst til luksus om dagen, kan man bo på 2- eller 3-stjernede logier og spise snacks eller middage på toprestauranterne på de 5-stjernede luksushoteller. På Bali er prisniveauet lavt-moderat og to personer kan nemt få 2-3 retter og drikkevarer for 100-500 DKK.

Varieret og velsmagende mad

Der er et meget stort antal restauranter, der byder på både indonesisk, indisk, japansk og italiensk mad. Maden er de fleste steder på højt niveau, en del steder økologisk og alle besøgte steder med velsmagende og veltilberedte retter serveret i højt tempo med høflig betjening.

Der er desuden adskillige cafeer og barer, der serverer vin, spiritus, cocktails, mocktails, juicer, smoothies og milkshakes. Der er noget for enhver smag. Mange steder er der Happy Hour fra 16-19 med tilbud som 50 % rabat eller 2 drinks for 1 pris.

Fitnesstilbud er der mange af. De store resorts har alle fitness og spa afdelinger og i byen er der også fitnesscenter, Crossfit og mange yogastudier.

Wellness er centralt i byen, udover yoga, er der utallige små ‘day spas’ med flere former for massage, pedicure, manicure, ansigtsbehandlinger og diverse former for brow og lash behandlinger.

Naturoplevelser

Naturen på øen er frodig og fantastisk.  De fleste steder har man lyst til at opholde sig i længere tid. På sightseeing ture kan man for småbeløb tilkøbe ekstra oplevelser, bade i vandtempler eller gåture (på trapper) m.m. I regntiden – billigere rejsemæssigt – på Bali, november-marts, kan det regne kraftigt, men normalt kun kort tid ad gangen og resten af dagen er der varmt og solrigt.

Bali Rice Terraces

UNESCO natur verdensarvssted i det centrale Bali; Subak, kunstvandingssystem til rismarker, i Jatiluwih. Ufattelig smukt område med rismarker omgivet af palmeskov. Flere foto og selfie spots samt kæmpegynger og zipline mulighed.

Tegenungan vandfaldet

Tegenungan Waterfall ligger ved landsbyen Tegenungan Kemenuh, også kendt som Kemenuh Village ved Petanu-floden i Gianyar Regency, nord for hovedstaden Denpasar og tæt på Ubud. Vandfaldet er isoleret, men er blevet en populær turistattraktion.

Kun 25 meter højt, men flot med masser af vand.

Trappefans vil elske trappen ned og op, 165 trin ifølge et skilt, og man kan tilkøbe en tur op og ned ad trapper til et andet udsigtspunkt på den anden side af vandfaldet.

Alting er større i USA siger man, men træernes blade på Bali er nu også ret store.

Gunung Kawi Sebatu-templet

Dette tempel (ikke at forveksle med Gunung Kawi tempel og -begravelseskompleks fra det 11. århundrede, Tampaksiring) kaldte vores guide et vand-tempel. Det ligger 12 km nordøst for Ubud, i Sebatu, en højlandsby i Tegallalang. Det er et smukt sted at slappe af og nyde freden og roen i vandet. Et af templets vigtigste steder er den enestående helligdom Taman Suci. Beliggende ved siden af ​​en rektangulær dam blandt grønne bakker.

Man betaler 15.000 IDR, indonesiske rupiah for adgangen og man skal iføre sig en sarong om livet. Ned af en gammel trappe og ind i den brolagte “vandhave” med en stor pool med gyldne karper. I centrum står figuren af ​​Sarasvati, en gudinde, samt en ‘flydende’ Wantilan, hvor man kan fodre fiskene, hvilket først guiden og derefter jeg gjorde.

Det er et af Balis mindst besøgte templer, men et højdepunkt på nogen Bali-ture blandt andet vores tur, der foregik i Anugrah Bali Tours privatbil med chauffør og guide (750 kroner for en ½ dag inklusive frokost). Ifølge guiden “et af de mest rolige og smukke” templer. Kendt af lokalbefolkningen som Pura Tirta Dawa Gunung Kawi Sebatu. Tempelkomplekset byder på ældgamle helligdomme og frodige haver med krystalklare bassiner med blomstrende lotus og farvestrålende karper.

Gunung Kawi Sebatu-templet fejrer sit piodalan-tempeljubilæum hver første fuldmåne i den balinesiske kalender, også omtalt af lokalbefolkningen som ‘Purnama Sasih Kasa’. Det giver en større mulighed for at overvære de farverige festligheder, der finder sted ved templet, samt den livlige strøm af balinesiske hinduistiske pilgrimme fra hele øen.

Rejsen dertil

Bali er en del af Indosien, en østat på den anden side af jorden, syd for Ækvator. Man skal beregne i omegnen af 16-20 timers rejsetid inklusive stopover fx 6 timer til Dubai eller Doha og videre i 9 timer til Denpasar, Bali.

Da turen er så lang, næsten to hele rejsedage tur-retur, er det anbefalet, at rejse og ophold varer mindst 9-14 dage.

De store rejseselskaber har pakkerejser med fly og hotel. En uge kan fås fra 7.000-38.000 DKK (priser set ultimo 2022) afhængigt af antal hotelstjerner. Den billigste model, tostjernede hoteller (via rejseselskab) er ikke luksus, men absolut acceptabel, og lige så tæt på stranden (men ikke havudsigt) som flere af de femstjernede hoteller.

Før man rejser skal man sørge for at have coronapas parat, ikke bare på mobilen, men udskrevet. Desuden skal man downloade en særlige app, PenduliLindungi. Desuden skal man udfylde en tolddeklaration via en app – hjemmeside – på nettet, en e-CD.
Det tager lidt tid at udfylde disse og det kan betale sig at gøre det hjemmefra i ro og mag og ikke når man ankommer (om natten) til Denpasar lufthavn.

Balis lufthavn er stor og flot, men baggagen kan godt være længe om at havne på baggagebåndet, så man bør væbne sig med tålmodighed for en sikkerheds skyld. Immigrationskontrollen fungerer til gengæld hurtigt og effektivt.

Der masser af taxier som man kan tage fra lufthavnen ind til Sanur, men man kan også booke en privatbil, der venter på en. Prisen er omkring 350 DKK tur retur (booket via Spies på forhånd). Fordelagtigt, hvis man kan finde sin chauffør blandt de cirka 200, der står og venter.

Der gik nu under 1 minute, før jeg fandt Mr. Suda med Marina Aagaard skiltet, så ingen klager herfra.

Rejsekonklusion

Denne rejse var for en gangs skyld ikke selvarrangeret. Det var et uhyre fordelagtigt pakkerejsetilbud fra Spies, fly og hotel, dog med rejse på egen hånd, ingen rejseledere i lufthavn eller på destination, men et kontaktnummer i tilfælde af problemer. Dem var det ingen af, så det var stort set en gør-det-tur.

En dejlig, men for kort tur, til et flot land med en venlig og hjælpsom befolkning.

Anbefalet.

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julekalender Motion 10 minutter mikrotræning