Julekalender Motion 9 minutter mikrotræning

Swastika Bungalows: Hyggeligt Bali budget hotel

Swastika Bungalows er et lille hotel, der benyttes af Spies til prisbillige Bali rejser. De skriver, at stedet er populært og hotellet har da også en god international rating med fire stjerner hos TripAdvisor.

Det familieejede og -drevne hotel består af flere 2-etagers huse, med to til fire hotelværelser i hver, midt i en frodig have. Hotellet har tre pools, den ene med poolbar, og en a la carte-restaurant med nogle få retter.

Swastika Bungalows

Swastika Bungalows Bali Marina Aagaard travel rejse fotoEt hyggeligt hotel med rummelige værelser og venlig og hjælpsom service.

En engelsk anmelder skrev, at alt var godt, men navnet skurrede, og det gør det nok i en del europæiske ører, hjemmesiden forklarer dog betydningen af navnet:

Swastika er et sanskritord, der kommer af “su”, der betyder godhed og “asti”, at være. Det hellige symbol drejer i den korrekte retning med uret og beskriver et hjul med positiv kraft, livets styrke og videreførelsen af ​​forholdet mellem mennesker. At vende retningen er negativt. Balis religion og filosofi er en del af øens rige kulturelle arv.

Reception

Hotellet ligger ud til hovedgaden, men med en lang indkørsel ind til en fredelig have.

Receptionen er lille, åben (udendørs, overdækket) og døgnåben. Med et par bænke og borde, en badevægt og en niche med ‘bibliotek’.

Værelse

Vores første værelse var bagest i haven og wi-fi forbindelsen fungerede ved ankomst ikke, så vi blev straks med smil og uden debat flyttet frem i haven nær receptionen.

Værelserne er spartanske, men rummelige, meget rene og med det man har brug for – gode senge, velfungerende aircondition, kogekande med kaffe og te, og badekar-badeværelse.

Kryb er der heldigvis ikke mange af: På en uge så vi i værelset én myg og i badeværelset et lille firben, der forsvandt med lynets hast.

   

Restauranten

Stor og rummelig med god wi-fi. Mere rummelig end hyggelig, men ren og pæn med en passende morgenmadsbuffet. Primært basismad, med valg mellem æg tilberedt på fem forskellige måder, frisklavede pandekager, toastbrød – også de fleste dage med fuldkorn – og ost, marmelade og smør samt frugt; alle dage vandmelon og papaya, desuden næsten dagligt ananas og mango. Desuden tre varme retter med bl.a. pølser og hver dag balinesiske kager, hvoraf nogle var til den meget søde tand og andre dejligt delikate. Dagligt desuden vandmelon juice og noget orangesaft. God filterkaffe og te samt vand. Man blev mæt.

   

Have og poolområde

Virkelig frodig, hyggelig og fredelig have, den ville jeg ikke have noget imod at besøge igen. Med tre mindre pools, liggestole med parasoller og et bruserum.

Desuden tre overdækkede områder, små pavilloner, hvor man kan sidde i skygge for solen. Det ene var et lille bibliotek, det var lige mig.

   

Om hotel

Swastika Bungalows fakta:

  • Bygget 1983
  • Renoveret 2015
  • 18 bygninger på 2 etager
  • 104 værelser/lejligheder
  • Reception, døgnåben
  • Safetyboks i receptionen
  • 3 mindre swimmingpools
  • 1 restaurant
  • 1 bar (pool)
  • Wi-fi, velfungerende, “overalt”:
    I reception, restaurant og mødelokale
  • Wi-fi, værelser, ikke optimalt i alle værelser.
  • Elevator;
    ikke til værelser, men restaurant
  • Ingen mini-marked;
    men flere indenfor 1-2 minutters gang.
  • Rengøring dagligt;
    meget rene værelser
  • Afstand til centrum: 0 m
  • Afstand til strand: 200 m
  • Restauranter inden for 0-1 km afstand: 109

Konklusion

Et fund til prisen, fra cirka 250 DKK per nat i regnsæsonen.

Læs mere:

Bali og Sanur

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julekalender Motion 9 minutter mikrotræning