Julekalender Motion 3 minutter mikrotræning

XMAS TRAILS 2022: Cool Copenhill i sne og damp

XMAS TRAILS 2022 by Nordic Race. Et julemåned specialløb den 3. december 2022.

HO HO HOOOO!
HVOR MANGE GAVER KAN DU NÅ AT HENTE PÅ 45 MINUTTER?

Sådan lød en af opfordringerne til årets ‘julemandsløb’ for individuelle og familier:

XMAS TRAILS 2022

XMAS TRAILS 2022 Nordic Race Copenhill Marina Aagaard blog løbI september dumpede der en mail ind i min inbox:

VI LOVER SNEVEJR OG GAVEREGN

Datoen siger d. 24. september, og ved du, hvad det betyder? Det betyder selvfølgelig, at der kun er tre måneder til juleaften! Men kan du, ligesom os, heller ikke vente til d. 24. december med at få dine julegaver? Så har vi en fantastisk løsning til dig og familien! D. 3. december vender Xmas tilbage ude på CopenHill, og her vil du få muligheden for at åbne én tidlig julegave – eller 10.

Sådan lød Nordic Race reklamen og jeg tilmeldte mig straks. Ikke så meget på grund af gaverne, men fordi jeg 1) har gået på trapperne på Copenhill og tænkte, at det kunne være sjovt at prøve et ‘løb’ der, og 2) har set fotos fra XMAS løbet 2021, hvor trappen var fuld af løbere, alle i fuldt julemandsoutfit, julerøde bukser, jakke og hue. Festligt.

Og det er altid motiverende at have noget at træne til. Jeg tænker, at NU skal der løbes lidt flere kilometer og på trapper mindst et par gange om ugen. Motivationen er i top og intentionerne ditto.

Men som altid kommer der ting på tværs, uforudsete opgaver og ekstra arbejde – dejligt, men træningsmæssigt set en udfordring.

Fortræning aka træning

Træningen er nogenlunde som vanligt, men desværre uden den ekstra volumen, jeg havde håbet på.

1 x 5,5 km løb først på ugen – et par gange erstattet af 30 minutter på løbebånd,
10 min. opvarmning + 20 x 1:1 min. intervaller.

1 x 46 min. trappemaskinetræning, 5×1:1 + 15×1:1 + 3×1:1 min.
Intervaller (18:18, 24:18, 18:18) 1-2 x pr. uge.

1 x Tabata løb på løbebånd, 10 min. opvarmning, 8×20:10 sek. 1-5 min. nedvarmning.
Ikke hver uge, snarere hver 3. …

1 x 25-30 ture trappegang/jog ude, 25-30 x 2 x 121, 0-1 gang om ugen.

1 x 8 km løb sidst på ugen.

7 x gåture, 3-5 km dagligt.

4 x styrketræning, 30-60 minutter, kettlebells, frie vægte, m.m. bl.a. jump squat, box jump/hop/step.

2 x 20 min. mobility per uge, plus det løse.

Løbsugen

Mandag: 5,5 km løb + styrketræning overkrop

Tirsdag: 10 min. mobility (personlig træning) + 30 ture trappetræning Ørnereden

Onsdag: 1 t let holdtræning + 60 min. styrketræning med prowler, jump squat, benpres, legcurl, pull-ups

Torsdag: Hviledag cardio og bentræing. Gåture + styrketræning overkrop

Fredag: 10 min. mobility (personlig træning). Ellers hviledag. Udover en gåtur, ingen anden træning.

Til aftensmad har jeg tidligere dagen før trappeløb-løb altid spist laks, pasta og spinat, men i dag er vi på besøg hos venner og menuen er kylling med bulgur, tomat og persille blanding. Det smager himmelsk og bekommer heldigvis også maven vel, for der er ingen problemer – det kan ellers være kritisk med ukendte retters indvirkning på maven før og under løb.

Løbsdagen

Op ved 7-tiden (i København). Henrik er med som chauffør og fotograf.

I tøjet; X2U kompressionstrøje og bukser plus kompressionsstrømper og Asics Gel Nimbus. Det er meget usikkert om kompressionen fungerer og giver mening ved et kort løb på 45 minutter, men tøjet er let, svedtransporterende og sidder godt.

Kl. 8:00. Spise morgenmad: Yoghurt med müsli og banan, juice og kaffe. Egentlig lige sent nok, jeg plejer at spise morgenmad senest 3 timer før løb, men er lidt sent oppe.

Kl. 8:30 kører af sted til Copenhill, forventet ankomst omkring 9-9:15. Jeg kan godt lide at være i god tid – og er usikker på, hvor mange, der er og om der er kø for at komme op til toppen med elevatoren.

Kl. 9.15 ankomst. Der er spredte julemænd og ingen kø, så vi kommer op med det samme.

Forbrændingsanlægget, der er tegnet af BIG, Bjarke Ingels Group. Hvis ikke jeg har talt helt forkert er der 491 trin på den højre trappe, ind mod ‘tårnmuren’, og 403 trin på den venstre trappe ud mod ydermuren. 

It’s a cold, cold Christmas

Tagterrassen er fuld af løbere i alle aldre og størrelser iklædt varierende grader af julepåklædning – og tæpper. En god blanding af motionister og elite OCR (forhindrings) løbere – også fra andre nationer end Danmark.

Indregistrering går lynhurtigt; billetten er med på mobilen, men det er nok at oplyse navn. Hurtig afkrydsning og udlevering af startnummer 1138. Dernæst udlevering af julemandsskæg og nissehue (voksen), der er alt for stor. Jeg beder om en børnemodel, der til gengæld klemmer hårdt om kraniet, men sådan bliver det.

I år bliver der ikke udleveret julemandsdragter, får jeg at vide. Årsagen er, at der gik alt for mange dragter til spilde og udsmidning. Forståeligt nok, men jeg er helt ærgerlig. Havde jeg vist det, ville jeg ligesom nogle af de andre selv have investeret i og iført mig en dragt; nu er mit julemandslook ret pauvert.

Kl. 9.30 let opvarmning, bare lidt steppen omkring med lægstræk, lette bounces, knæløft og hæltræk. Meget halvhjertet, men hele tiden lidt i gang, fordi det er hundekoldt i tyndt tøj. Omkring frysepunktet – og det sner en lille smule on-off.

Kort før start (hvor jeg starter pulsuret for en sikkerheds skyld) er der informationer om løbets struktur, men alle informationerne drukner i larm fra ivrige højtsnakkende deltagere. Hører intet, så jeg må bare følge med de andre, sådan som en sidemand foreslår.

Løbsstart

Kl. 10.00 går starten med et højt signal ledsaget af en byge af kunstig sne.

Vi løber – eller snarere lunter i tæt flok – ud under den store grønne TRAILS portal, som jeg har stiftet bekendtskab med tidligere (TRAILS forhindringsløb på Ungdomsøen) og videre, nærmest i gåsegang, hen til trappen.

Det er dagens første heat (ud af tre?). Dette heat er udsolgt, men jeg var hurtigt ude og sikrede mig en af de eftertragtede formiddagspladser. Jeg foretrækker at “overstå” løb så tidligt som muligt. Det er jo kun for sjov, men jeg er en smule (an)spændt.

Forventningerne til mig selv er ikke vildt høje pga. den sparsomme fortræning. Desuden har to tidligere gå- og lunteture på løbsområdet afsløret, at trapperne på hver side af Copenhill skibakken er uhyre anstrengende at bevæge sig på, fordi trinene er meget forskellige, desuden er mange trin meget dybe. Min seneste tid var 13 minutter om at komme de 85 højdemeter op og ned igen. Ikke imponerende.

I løbet har man 45 minutter til at gennemføre flest mulige ture og for hver gang man kommer op på toppen får man en lille voucher, der senere kan byttes til gaver.

Jeg vurderer, at jeg måske vil kunne nå ca. 3 ture, 4 hvis det går rigtig godt. Hvis man når toppen inden for de 45 minutter, har man nemlig lov til at løbe videre.

Så tænker jeg ikke mere over det, kigger heller ikke på pulsuret undervejs, men flytter mig kontinuerligt med løb, jog og gang …

Løbet

Da vi er kommet ind på trappen går det nedad. Det er råkoldt, gråvejr – med et par snefnug – og så er der periodisk dampskyer fra forbrændingsanlægget under skibakken. Det er skummelt aka cool; mit humør bliver hyperhøjt.

Løb nedad på trapper på trapper er risikabelt, fordi der er en forholdsvis høj risiko for fald og skader, derfor tager jeg det under træning normalt rimeligt roligt nedad. Men det er jo et løb det her.

Mine ben virker lette – trods begrænset søvn og sen morgenmad – og jeg løber nedad trinene forbi de fleste andre løbere, og på de to ‘transportløjper’, to stumper sti uden trappetrin, går det helt flyvende. Jeg er overrasket; der må være noget løbsadrenalin på spil.

Festen stopper naturligvis 480 trin længere nede.

For efter en lille løbetur på grus går det opad igen.

En deltager i højt humør. Nu med julemandsskægget nede om halsen og ude til højre (side): Da jeg begyndte at løbe ned ad trapperne, fløj skægget direkte op foran øjnene; sigtbarheden blev lig nul og risikoen for fald for stor.

    

Ned i gear

Trappetrinene er umanerligt dybe og allerede 10 meter oppe gisper jeg efter vejret og benene føles tunge som bly. Og helt åbenlyst ikke kun på mig; andre løbere er blevet til fodgængere, som jeg med lethed overhaler selv i snegletempo.

Jeg fortsætter i gang opad, men forsøger at holde en fornuftig kadence med >100 trin i minuttet; ikke imponerende, men o.k. Et par steder jogger jeg lidt og på de sidste 15 meter op mod toppen løber jeg. Alle runder. Fordi jeg kan (fordi jeg ikke just har løbet resten af vejen). Og så står der også en løbsfotograf og fotograferer!

Efterfølgende ser jeg alle løbsbillederne, der er mange, men ikke et eneste af min – tror jeg selv – overbevisende spurt mod toppen. Typisk.

En fantastisk fornemmelse, når man når toppen og løber hen til julemanden og hans hjælper, der rækker en lille papirvoucher frem. Jeg sænker farten næsten til 0 og får den bakset ned i mikrofon-mobil-bæltet, som jeg har om livet.

Så op i tempo igen, dvs. jogger videre hen til trappen og ned igen.

Løbsslut

Jeg har ikke rigtig lagt mærke til tiden på det store digitalur på toppen, men da jeg får den fjerde voucher i hånden, er jeg glædeligt overrasket, og kan nå at løbe videre ned og op.

Da jeg derefter får den femte voucher i hånden tænker jeg, “for vildt” og at løbet nu er slut, men nissen råber, at jeg må løbe videre. Jeg kan se, at tiden viser 4:45 min. tilbage, så jeg spurter af sted og tilskuerne på afsatsen hepper på mig og de andre sidste-runde-deltagere. Nedad går det rigtig hurtigt, båret af opløftet stemning, opad går ret langsomt, men jeg presser mig selv af sted og formår igen at løbe de sidste 15 meter opad … selvom fotografen vist er gået hjem.

00:00:00

På toppen indhenter jeg min sjette voucher og kigger på uret. Desværre er det stoppet på 0. Ærgerligt, fordi man så ikke kan se, hvor lang tid, man reelt har brugt; jeg vurderer at min sluttid har været 45 + 2-3 minutter. Pulsuret glemmer jeg at kigge på – og endnu værre – og at stoppe, så det kører lystigt videre en 15 minutters tid endnu, så der får jeg i hvert fald ingen svar på spørgsmålet om tiden.

Fra toppen går det med elevatoren ned til Copenhill skicenteret, hvor man ved udlevering af sine vouchers kan vælge et antal gaver. Men lige så godt som det gik med løbet, lige så dårligt går det med at vælge gaver.

Jeg går helt i stå ved synet af gavebordet og de utallige produkter og det bliver til, at jeg tager de nærmeste genstande, et par flasker Fever Tree tonic. Dernæst er en gavebods-passer hjælpsom og udstyrer handlingslammede shoppingfremmede mig med fire solcremer og to håndsæber.

Efterfølgende kan jeg godt ærgre mig en smule over, at jeg ikke trampede af sted med den kæmpeterning, som jeg havde fingrene i, men jeg nænnede ikke at tage den, fordi der også var børn med til løbet … sådan kan det gå. Og det var jo ikke for gavernes skyld, men oplevelsen.

Eftertanke

9:43 da jeg stadig rystede af kulde, var jeg ret usikker på, om jeg nogensinde igen ville tilmelde mig et vinterløb. Men som altid med vinterløb, er det superskønt efter cirka 5 minutter og meget mere behageligt end sommerløb.
10:48 var jeg klar igen.

Alt i alt et rigtigt godt Nordic Race XMAS TRAILS løb.
Godt tema, velarrangeret og en rigtig god stemning.

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julekalender Motion 3 minutter mikrotræning