20 Workout træning eller mikrotræning med puls og styrke

Hotel Eyde i Herning: I hjertet af messebyen

Hotel Eyde ligger lige midt i Herning, Mindegade 1, ved torvet skråt overfor Restaurant Brdr. Price og Rådhuset. I hjertet af Jylland skriver de på hjemmesiden. Det er muligt. Det er i alle tilfælde lige midt i Danmarks måske mest aktive messeby lige efter hovedstaden.

Herning er især kendt for Boxen, der har haft besøg af nogle af verdens største musikere og artister. Ved siden af ligger MCH, Messecenter Herning, Skandinaviens største messecenter kvadratmetermæssigt, der hvert år lægger 110.000 kvm. haller til Skandinaviens største feriemesse.
Herning dannede også rammen om den 95. udgave af Giro d’Italia med start i Herning lørdag den 5. maj 2012 – og værtskab for flere verdensmesterskaber, bl.a. Ishockey VM, en 2018 superevent.

Hotel Eyde

Jeg ankommer til hotellet i går, en sen mørk og fugtig efterårsaften. Der er store Eyde skilte hele vejen fra hovedvejen, så jeg finder nemt gaden og parkeringsgården, hvor jeg parkerer. Herfra kommer man ind ad bagindgangen, hvor receptionen befinder sig.

Eyde er et Best Western Plus hotel. Plus’et i navnet betyder, at hotellet skal adskille sig positivt på en række punkter; friske blomster, flere faciliteter og bedre service; og den er god, venlig og smilende.

Hotel Eyde Herning interiør Marina Aagaard blog travel rejse fotoEn dejlig facilitet: Et opholdsområde med kaffe, te og kakao bar, som man kan benytte sig af døgnet rundt på hotellet, der ellers også har 24-timers bemanding.

Best Western Plus Hotel Eydes historie kan i øvrigt føres helt tilbage til 1839, hvor hotellet var den kun tredie bygning i Herning. Man kan læse hele historien om hotellets historie HER. I dag er der både en ny og en gammel del af hotellet, der har haft vokseværk.

Den første ejer Peter Christian Berthelsen kaldte den daværende kro Christiansminde Kro. Den blev købt og overtaget af John Eyde, men først da han i 1882 solgte kroen videre til Chr. Jensen, der udvidede den til hotel og fra 1893 blev navnet Hotel Eyde.

Hotel Eyde Herning Marina Aagaard blog travel rejse fotoMan skulle tro, at et hotel i provinsen ville være sparsomt besøgt, men der er travlt ugen igennem pga. de mange messer og konferencer. Også nu, en kølig morgen udenfor sæsonen, er der en rolig trafik af gæster ind og ud af morgenmadsrestauranten Diplomaten. Også et par stykker, der kommer ind fra gaden. Den store restaurant var indtil for nylig el-butik, men blev opkøbt og indlemmet i hotellet.

I de seneste to uger har jeg fire gange været på Herning-kanten, ud og hjem til kurser, foredrag og fest, men denne gang – efter en pludselig indskydelse – tager jeg af sted dagen før et møde og checker in.

Check-in aka Indtjekning

Indtjekning går hurtigt og nemt. Kun et par minutter og jeg får nøglekortet til et Standard værelse. Det er hen ad gangen og op ad trapperne i et typisk traditionelt hotelmiljø. Og kortet virker som det skal.
Udtjekning dagen efter går lige så nemt.

Temaet med laurbærrene går igen på hotellet, i gangene, i fællesområderne (social spaces), i mødelokalerne, på toiletterne og på værelser. Enkelt, klassisk og alligevel up-to-date. Like. 

Værelset

Hotellets historie kan føres helt tilbage til 1839; det er et oldschool, charmerende hotel.

Værelserne er pæne og rene, nyrenoverede 2013-2015: I hyggelig stil med varme gyldne, røde og brunlige farver, samt træ og messing med enkelte moderne detaljer. På værelset er der ud over et udmærket skrivebord og mange stik også fladskærms-TV, telefon, minibar, skrivebord, strygejern og te- og kaffegrej.

Sengen, puder og dyne er efter min mening lige tilpas, ikke for bløde og ikke for hårde; rigtigt behageligt.

Badeværelset er et middelstort, lyst brusebadeværelse med godt lys, stort spejl og make-up spejl. Enkelt og funktionelt – med gode store badehåndklæder.

Restaurant

Hotel Eyde har eget spisested Restaurant Sankt Jørgen, som er et Herning-kendt afslappet spisested med indgang direkte fra torvet og naturligvis inde fra hotellet.

Jeg fik ikke lejlighed til at smage maden – klassiske retter som fiskefilet, flæskesteg og fin oksesteg – men måske en anden gang. Den ‘spritnye’ hoteldirektør har en fortid på MASH Aarhus, så måske vil det smitte af på spisekortet?

Morgenmadsrestauranten, der er overraskende stor, skuffer ikke. Der er det, jeg kan lide, et fornuftigt udvalg af friske, sunde (og mindre) sunde morgenmadsbestanddele; frugt, æg, ost, pålæg, brød, yoghurt og “toppings” med mere.

På små skilte roser restauranten kokkens müsli og kompot. Den ros vil jeg gerne stemme i; det er rigtig god müsli – på lækker yoghurt naturel – slikmunde kan supplere med crüsli og de sundhedsbevidste kan supplere med kerner af forskellig art.

Fitness og wellness

Der er ikke et egentligt fitnesscenter, men et middelstort lyst område med velvalgt udstyr:
Løbebånd, crosstrainer, romaskine, og spinningcykel. Desuden en bænk, vægtstang og skiver samt frie vægte med løse skiver til montering. Plus en måtte til gulvøvelser. Selv behøver jeg ikke meget mere.

Fitnessafdelingen har et designelement, jeg aldrig før har set i et fitnesscenter. Tre et-hjulede cykler. Jeg spørger i receptionen og får historien:

Den tidligere ejer, der købte Hotel Eyde i 1982, Axel Diderichsen (lagde også navn til pladsen foran den historiske bygning), var tidligere cirkusartist og cyklede rent faktisk på alle tre cykler. Senere blev han entreprenør og hotelejer. I dag er det hans tre døtre, Birgit, Eva og Ulla Diderichsen, som ejer og driver Hotel Eyde, som de arvede.

Der er ingen spa afdeling, men sauna i både dame- og herreomklædning ved siden af fitnessområdet (saunaen skal man lige sørge for bliver tændt; det er de færreste steder, at hotelsaunaer står tændte; man skal give besked, så de kan blive tændt og opvarmet til brug). Et sundt tilbud – og brusebadet er lige ved siden af, så man kan få et koldt brusebad.

Parkering

Et kritisk punkt, særligt med tanke på sidste uges parkering i København; dyr og besværlig. Men her går det nemt. Stor indkørsel, stor parkeringsgård, og gratis parkering. Optimalt for bilister.

Det blev kun til en enkelt overnatning i denne omgang.
Men det er sikkert ikke den sidste.

Se mere:

Eyde

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

20 Workout træning eller mikrotræning med puls og styrke