Motivation? Citat: Hvad er dagens mål?

Firmamotion for flere aktive: Bedre og bredere motion 25-50-75

Firmamotion er central i sundhedsfremme. Man er alligevel på arbejde og kan lige så godt bevæge sig da. Flere undersøgelser har vist, at fysisk aktivitet akut forbedrer velvære og opgaveløsningseffektivitet og på sigt forebygger, helbreder eller lindrer en lang række sygdomme og lidelser, hvorved sygefravær reduceres.

25-50-75 er de store idrætsorganisationers vision om, at i 2025 bør mindst 75 % af den danske befolkning være fysisk aktiv, heraf 50 % i forening (ifølge foreningerne). Og i mange år gik det fremad mod det mål. Men desværre er idrætsdeltagelsen i Danmark faldet ifølge den seneste store undersøgelse (Idan, 2021). En ærgerlig udvikling, så der skal gøres noget ekstra eller andet end nu.

Fordi: Motion og idræt har en lang række fordele. Ud over fornøjelsen ved socialt samvær, forbedring af holdånd, og øget mentalt og fysisk velvære, mindsker motion risikoen for en række sygdomme her i blandt type 2-diabetes og hjerte-kar sygdomme. Men: Mange danskere har få eller ingen gode motionserfaringer og en del af de tilbud, der aktuelt findes, tager ikke tilstrækkelig højde for det faktum.

Efter dagens samtale med SMVdanmark om “Hvad kan man gøre for at få flere til at blive aktive?” er her nogle bud baseret på de senere års forskning i fysisk aktivitet og adfærdspsykologi samt et par årtiers erfaringer med firmaidræt og sundhedsforedrag målrettet sundhedsfremme og præstationsfremme.

Ejerledere behøver ikke at frygte, at firmamotion koster kassen. Tværtimod kan det være en værdifuld investering. En som kan være gratis (med kroppen alene kommer man langt) og ganske kortvarig: Forsøg med tidsoptimering med kortere arbejdstid generelt eller Pomodoro-modellen, 25 minutters arbejde og 5 minutters pause gange 2-5 og derefter en længere 10-15 minutters pause, har vist sig, at produktiviteten kan øges. Og pauserne kan bruges til lav-, moderat- eller høj-intensiv motion, der gavner hjerne og krop – også på job.

Firmamotion 2022 frem imod 2025

Firmamotion bedre og mere for flere Marina Aagaard blog sundhed motion foredrag kurser træningHvad kan man gøre bedre (end nu):

  1. Spørg medarbejderne om, hvad de har brug for og lyst til.

    Snak om ønsker og behov, gør det en-til-en på fx MUS samtaler eller personalemøder, via spørgeskemaer eller fokusgrupper fx ifm. andre møder.

  2. Gør den indledende orientering og aktivitet obligatorisk.

    Ikke som tvang, men som et personalegode. Alle bør modtage samme motiverende informationer og en håndfuld (nemme) øvelser til hverdagsbrug; flere ressourcer, flere redskaber i værktøjskassen. Og en leder, der går forrest, sender de mest seriøse og motiverende signaler.

  3. Gør tilbud mere tidseffektive:

    Ikke alle har lyst til at bruge ½-1 time efter arbejdstid eller en hel ½ time, fx frokostpausen, på fysisk aktivitet. Mikrotræning, fra så lidt som 1-5 minutter, træningssnacks, virker heldigvis (afhængigt af aktivitetsform) og 15-20 minutter kan give markante resultater også på kondition og styrke med de rigtige øvelser.

  4. Gør tilbud mere effektive:

    Mange firmamotionsaktiviteter er sjove lege eller øvelser med begrænset effektivitet. For de mest målrettede medarbejdere kan det virke som spild af tid. Motion der virker, føles godt og giver resultater, giver mere mening og er mere motiverende. Effektive betyder nemmere øvelser for begyndere og mere udfordrende (intensive) øvelser for de, der er veltrænede.
    Effektiv motion kan i øvrigt sagtens være hyggelig og sjov fx med god musik til.

  5. Gør tilbud bredere (individuel motion):

    Løb og løbehold dominerer. Der bør tilbydes (bedre) gåhold og gåtræning, der virker. Evt. trappegang eller nem gymnastik/dans (Pauseboogie) hvis muligt.

  6. Gør tilbud bredere (holdmotion):

    Boldspil (især fodbold) dominerer, men tidligere dårligere erfaringer, skader, frygt for bolden og ‘sidstevælger’, hæmmer. Find på nemmere boldspil (Spilmodellen); inkluderende spil, hvor der er mindre risiko for at falde igennem og mindre risiko for skader.
    Tjek også Fodboldfitness og Håndboldfitness.

  7. Gør aktiviteter mindre angstprovokerende:

    Leg og spil er sjovt; hvis man er dygtig og vant til det. For mange (motionsfremmede) er leg og spil imidlertid ikke sjovt (i starten). Udelad – eller start ud med lege og spil, hvor alle kan være med – uden at være uden for, uden at komme til skade, uden at blive til grin. Efterhånden som kompetencerne øges, kan grænserne udvides.

  8. Gør aktiviteter mindre grænseoverskridende:

    Fysisk kontakt er alle tiders, men mange bryder sig ikke om at røre ved andre under lege, danse, ice-breakers, makker-massage og lignende. Udelad – eller start ud med lege og aktiviteter, hvor man er tætter uden berøring, eller har kontakt med hinanden via et redskab, eller rører ganske let fx på kroppens ‘hårde’ steder: Skuldre eller albuer. Evt. high fives og klap; mange er dog stadig meget forsigtige/afventende i kølvandet på corona.

  9. Gør øvelser nemmere:

    Mange styrkeøvelser og strækøvelser forudsætter en vis grundstyrke eller mobilitet, så når instruktørerne foreviser falder mange fra. Tilbyd øvelser på letteste niveau; meget lettere end de kendte grundøvelser – hvis også motionsfremmede skal være med og motiveres. Sørg også for at der er en progression, fremgang over tid. Og sørg for sværere øvelser til de øvede.

  10. Gør øvelserne overkommelige:

    Mikrotræning, små bidder motion, gerne flere gange, er effektivt. Desværre sætter mange instruktører kort tid lig med høj intensitet (som fx Tabata protokollen) og pulstræning med løb og hop. Men mange mangler grundformen, eller vejer for meget, til den type træning og ønsker af flere årsager ikke at hoppe. Derfor bør motionstilbud lanceres med mulighed for at regulere intensiteten på kredsløbet og især også med low impact og moderate impact (hele tiden kontakt med underlaget, dvs. uden ‘flyvefase’) variationer af typiske high impact (med ‘flyvefase’) øvelser, fx træd-ud-til-siden-skiftevis isf. sprællemandshop o.s.v.

Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har brug for oplæg og aktiviteter ifm. motiverende og målrettet firmamotion.

Kontakt mig gerne.

 

Foto: iStock © xixinxing

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Motivation? Citat: Hvad er dagens mål?