Shoe story: De sortsnudede støvletter fra Rom

Ugen der gik 21 2021: Pinse, podning og pust

I nyhederne snakker de i ugen der gik 21 2021 om Syrien, opgravning af mink, vaccinering (opstart af frivillig vaccine med de to vacciner med en vis risiko for blodpropper – og diskussion om børn skal vaccineres?), coronapas – jeg downloader app’en – og nye rejsevejledninger. Dem holder jeg øje med hele ugen – bare af nysgerrighed: Nu er Portugal, Romænien, Bulgarien, Polen og Schleswig-Holstein gule, åbne. Desuden dele af Spanien (inklusive Mallorca) og Italien. Mindst tre hold venner er allerede taget af sted, men vi afventer.

Ugen der gik 21 2021

Starter med mere regnvejr, men sidst på ugen dukker solen frem. Jeg bliver podet to gange i løbet af ugen for at kunne træne hold og træne i fitnesscenter.

Ugen der gik 21 2021 Marina Aagaard blogSøndag slikker Rex skygge på terrassen – der lige fornylig har været afmonteret på grund af tagpap reparationer og noget senere genmoteret – her spejder husets konge forgæves efter Henrik som er taget på tour i det nordjyske.

Mandag – 2. pinsedag

Sent op ved 7-tiden. Vi når ikke at se pinsesolen danse, selvom Henrik vækkede mig, da han stod op kl. 4:30 og lukkede Rex ud …

Det meste af dagen går med let oprydning, video redigering og blog skrivning.

Vi kører et smut til bilhus og værksted Terminalen. Der er ikke et øje i syne, ud over en sælger. Vi indleverer Range Rover’en, der mekaniske-dele-mæssigt har set bedre dage. Vi kører hjem i en lejebil.

Ingen træning i dag, ren slendrian.

I stedet:

Airofit åndedrætstræning. 6 minutter. Stå på hænder (støttet) i 3 minutter.
Gåtur med Rex på golfbanen i mildt aftenvejr.

Vi kører til Molskroens Brasserie og nyder en 2. pinsedags middag med en skøn a la carte middag:

Jeg vælger færøsk lakse tatar, smørstegt kulmule og banana split. Dertil et glas hvidvin, men det er en meget lille genstand, så jeg tager et glas mere. Dernæst en kop kamille te.
Henrik satser på foie gras, peberbøf og banana split. Dertil to glas rødvin – og en avec, armagnac, efter desserten.

Vi gør hvad vi kan for at sikre restaurationsbranchens overlevelse.

Efter en passende pause, retur til Ugelbølle.

Lille aftentur med Rex.

I seng ved 23-tiden.

Tirsdag

Op ved 6-tiden.

Til Aarhus. Personlig træning. Gråvejr. Det støvregner en del af tiden. For en gangs skyld tager jeg ingen fotos på kajen.

Hjem igen. Ud over lidt skrivning, video optagelser i kælder og redigering i Adobe Premiere.

Det bliver til et par timers kropsvægt træning med en del core træning. Og: 4 x 12 armstrækninger.

Henrik har styrtende travlt, så det bliver hurtig træning og nem aftensmad:

Vi træner i foreningsfitnesscenteret, cirka 40 minutter, så jeg når kun lige trappemaskinen, 257,7 etager, måske 4.638 trin.

Hjem til hjemmelavet lasagne fra fryseren. Dertil et glas rødvin.

Ingen Airofit åndedrætstræning. Den elektroniske enhed er underligt nok afladet (for hurtigt) og lader sig ikke lige oplade …

Aften gåtur på golfbanen med Rex. Vejret er gråt og vådt.

I seng ved 22-tiden.

Onsdag

Op ved 5-tiden.

Ved 7-tiden kører jeg mod Aarhus. Først forbi Nobelparken testcenter. Jeg skal have en kviktest før undervisning: Jeg kommer til at stå ½ time (før åbning) i silende regn. Da dørene endelig slås op, går der kun 3 minutter, før jeg er podet. Så videre.

Der er 45 minutter til centeret åbner, så jeg kører forbi Dao Cafe og får en alternativ morgenmad:

En caffe latte (jeg drikker ellers kun sort kaffe), en rød juice med rødbede og en grøn smoothie med spinat, avocado, banan og peanut butter, og en bolle med ost.

Så til fitness X og hold med Dance, Mobility og Core. Skønt at have holdtræning igen.

Hjem igen. Jeg går tur med Rex på golfbanen.

Vi spiser kylling med ris med ovnstegte tomater, asparges, hvidløg og broccoli.

Airofit åndedrætstræning. 6 minutter: Apparatet fungerer igen … men med stop og genstart.

I seng ved 23-tiden.

Torsdag

Op ved 7-tiden.

Skriver og svarer på mails. Rydder lidt op i kælderen (stadig oprydning efter gulvbehandling; gulvet er nu ikke længere bøge gulligt, men lud lyst).

Laver firmatræning online. Samme procedure som hver gang, men igen er forbindelsen ustabil.

Steptræning og lidt squat, lunge, push-ups, row, rygstrækning og mavebøjninger.

På grund af ustabil forbindelse ingen YouTube eller facebook live. Jeg selvtræner i stedet:

Først 5, 5 km løbetur i kvarteret, så styrketræning i kælderen:

4 x 8 frivend/clean’n’press, 3 x 10 hængende benløft.

Så i foreningsfitnesscenteret med Henrik:

3 x 10 benpres, 3 x 8 legcurl. 4 x 8-10 bænkpres, 3 x 8-10 brystpres med kabler.

Aftentur på golfbanen med Rex.

Vi spiser kylling med fuldkornspasta, tomat og asparges.

Airofit åndedrætstræning. 6 minutter, men stop og start undervejs.

I seng ved 22-tiden.

Fredag

Fra SSI: I dag 28.5.2021 rykker det danske samfund et skridt nærmere på normale tilstande. Fredag lanceres det nye coronapas og den app, som skal sørge for, at du altid har en nem og hurtig adgang genåbningen på sin mobil. På den måde kan du let vise passet frem, når du for eksempel skal ud og spise, opleve kultur eller ud at rejse. Tre veje til coronapasset
Et coronapas er dit bevis på, at du opfylder en af følgende tre betingelser:
1) At du enten er vaccineret 1. gang for mere end 14 dage siden eller færdigvaccineret for covid-19. 2) At du har været smittet med covid-19 inden for de seneste 180 dage. 3) At du er testet negativ for covid-19 inden for de seneste 72 timer.

Op ved 5-tiden.

Kører hen til Aarhus Ø, og laver personlig træning. Det er blændende solskin og der er kig til et Mærsk containerskib, et af havenes kæmper.

Forbi autoværkstedet; tjek af hjul (efterspænding efter skift til sommerfælge og -dæk) og skift af pære.

Hjem. Gå tur med Rex.

Læsning og skrivning. Maillæsning og -skrivning.

Skulle have lavet en kontormotion-video, men der er maler i mit kontor, så det er lidt forstyrret og projekt bliver udskudt.

Til foreningsfitnesscenteret med Henrik. Han styrketræner.
Jeg tager 40 minutter på trappemaskinen: 10 min. opvarmning, 20 min. 1:1 intervaller (17:21), og 10 min. dobbelttrin.

Hjemme igen: Airofit åndedrætstræning. 6 minutter. Apparat virker on-off.

Ved 19-tiden kommer to venner forbi, fra Ebeltoft og Risskov.

Henrik har købt et udvalg af ‘orange’ løsninger til velkomstdrink. Vi vælger den midterste, den nemme løsning og vores favorit: Spritz Mix.

Vi spiser, de ribeye, jeg havlaks, dertil kartofler, løb og asparges.

Bagefter is; Hansen nougatis og Guldbagerens italienske vanilleis. De andre spiser specialflødeboller (jeg melder pas; foretrækker Samba med tynd skal).

Vi streamer filmen Druk. Oscar-vindende Thomas Vinterberg film. Godt skuespil, men sørgelig historie – trods semi-humoristiske scener – om danskere, der ifølge en af karaktererne i filmen “drikker som svin”.

I seng ved 23-tiden.

Lørdag

Op ved 7-tiden.

Læser og skriver lidt. Vi kører forbi Rønde Bibliotek, byens kviktestcenter. Står i kø i 15 minutter, bliver testede, og kører videre. Jeg downloader coronapas app. Den er grøn i dag.

Vi går tur med Rex ved Kalø Slotsruin. Idyllisk … med kig til Studstrupværkets kæmpeskorsten i det fjerne.

Solen skinner og det myldrer med besøgende med rygsække, havkajakker og SUP-boards.

Hjemme igen. Rydder op, vasker tøj og gør klar til kursusvideooptagelser.

Senere tager vi i foreningsfitnesscenteret, Henrik træner blandet styrketræning. Jeg løber på løbebånd:

En Tabata protokol. 10 min. opvarmning gang-jog-løb, 20:10 x 8 (15 km/t – en nedgang i tempo siden sidst før lockdown – og gå).

Dernæst min TGU rutine: 7 TGU, 3 x 16 lunge back, 3 x 16 one-arm swing og 3 x 10 goblet squat.

Så går jeg tur med Rex, mens Henrik laver mad.

Jeg forsøger at træne åndedrættet, men apparatet bliver ved med at sætte ud. Opgiver til sidst.

Vi spiser carpaccio med ruccola, agurk, avocado, asparges, radiser og tomat samt ristede mandler. Dertil et par specielle peberboller. Og Henrik insisterer på rødvin.

Vi ser en tysk krimi og i seng ved 23-tiden.

Søndag

Op ved 7-tiden.

Jeg laver proteinpandekager – den lette mix-løsning – med blåbær til. Pandekager går aldrig af mode.

Henrik går med Rex og kører dernæst til Aalborg og til Holstebro til møde og besøg hos ven. Ham ser jeg ikke mere i dag.

Jeg kører til mine forældre. Snupper en XL proteinbar og grøn te på køreturen ad motorvejen.

Min søster er på besøg. Så vi snakker – og får ikke trænet styrketræning. Vi, min søster, mor og jeg, går tur i villakvarteret. Blomsterne er i fuldt flor og der er høj sol fra en skyfri himmel, det er overraskende varmt, 20-25 grader.

Så kører jeg hjem. Jeg skipper trappeløbet, for jeg skal hjem for at gå tur med Rex.

Jeg spiser tun, hytteost, tomat, rød peber. Så står den på oprydning og vask.

Dagens træning – pulsen er høj! – jeg forsøger igen i en halv time forgæves at få åndedrætstræneren til at virke, kommer i gang, gennemfører 5 ½ minut, men så stopper den og data er tabt lige før afslutning. Dybt frustrerende. Der er ingen vej uden om, jeg skal igennem en ombytningsproces.

I stedet skriver jeg lidt …

I seng ved 22-tiden.

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Shoe story: De sortsnudede støvletter fra Rom