Fitness Tryday online: Behind the scenes hjemme

Ugen der gik 1 2021: Sne, lockdown og Fitness Tryday

Af Marina Aagaard, MFT

Første uge i et nyt år. Et nyt kapitel starter. Jeg har som vanligt ingen nytårsforsæt. Det er som det er. Men jeg føler mig motiveret. Trods corona. Det bliver en ret speciel uge internationalt og lokalt. Og jeg erkender trods optimisme, at coronaperioden er rigtig træls. Jeg savner ‘live’.

Ugen der gik 1 Sne Lockdown Fitness Tryday Marina Aagaard blog

Ugen der gik 1 2021

En uge med mange nyheder, om corona, men også om kost og fitness.

Mandag

Op ved 5-tiden.

Nyhederne melder nu til morgen om ikke bare rejseanbefalinger, men ligefrem rejseforbud til og fra England. Den nye engelske virusvariant er hyperaktiv og allerede observeret i Danmark. Sverige lukker endnu mere ned. Det føles uvirkeligt. I Tyskland har der længe været strenge restriktioner, men i Syd-Tyskland er folk desperate for at komme på ski og flokkes om skilifterne (forstår dem jo godt …), mens politiet kæmper en brav kamp. 

Til Aarhus. Personlig træning. Ude. Det er koldt og det sner – små snefnug – on og off.

Hjem. Ser webinar og YouTube videoer. Forbereder mig til en verdenspremiere. Snart vil jeg gå ‘live’ på facebook … hmmm.

Jeg træner 3 x 10 clean and press med vægtstang.

Vi spiser kylling, rød peber, asparges, pasta ret.

Åndedrætstræning. 5 minutter.

I seng ved 22-tiden.

Tirsdag

Vi står op ved 6-tiden.

Jeg går morgentur med Rex ved markerne bag golfbanen.

Klokken 12-15 hos mine forældre (og Rex er med). Men de har allerede trænet, siger de. Min mor er dog ikke klar til TRX i dag pga. ondt i hånden. Så dukker min søster op og vi tre går en tur, mens min far arbejder (siger han).

Derefter kører jeg til Ørnereden: 25 x 121 x 2 trin. 6.050 trin på 45 minutter; ikke helt ved siden af.

Bagefter et smut ned på stranden med Rex, men der er andre hunde, så vi fortrækker hurtigt – for at undgå et ‘show down’, hvor Rex puster sig op.

Hjem. Vi træner i kælderen. 5 x TGU. En færre end sidst, hmmmm. 4 x 10 pull-ups assisteret.

Vi spiser rester fra i går med ekstra bønner til at spæde op.

Åndedrætstræning 5 minutter.

I seng ved 22-tiden.

Onsdag

Lockdown, så ingen holdtræning eller det, der ligner i dag.

Vi tre går en tur i en lille skov nær Rodskov. Der er sneen intakt og det er supersmukt. For lille skov til en ordentlig gåtur, men god til en fotosession.

Dagen går med læsning, skrivning og online foredrag; dvs. jeg lytter til andres foredrag.

Henrik har travlt, så jeg træner alene i kælderen: 3 x 10 squat, 3 x 10 lunge, 3 x 10 strakt-bens dødløft. Og 4 x 12 push-ups i kontoret.

Hjem, arbejde og oprydning. Forberedelse til i morgen.

Jeg henter pizza i Hornslet. Uha.

Halvsent i seng.

I USA: Rasende Trump-tilhængere – af journalist kaldet pøbelen – stormer kongressen. De smadrer og hærger og fem mennesker bliver dræbt. Rystende billeder. Journalister, politikere og borgere verden over er chokerede. I de næste dage er det på nyhederne overalt. Det kaldes blandt andet en sikkerhedsmæssig fadæse.

Torsdag

Op ved 6-tiden.

Rydder op. Deltager i webinar om online aktivitet.

Online introduktion af De nye officielle kostråd. Spændende.

Det sner. Vi går tur på golfbanen, mens sneen knitrer under skoene. Fantastisk.

Strategimøde med kommunikationsrådgiver. Nu skal der snart ske noget online. Jeg må op i gear.

Henrik og jeg løber med Rex i Hestehave Skov i skumringen. Igen 3 km med 14 x 1:1 intervaller løb/gang.

Vi handler i Rønde og ser tilfældigt en food truck. Vi ville ellers have spist omelet med grøntsager, men bestiller i stedet thai mad. Jeg tager 3 x 12 armstrækninger på torvet, mens jeg venter.

Mini-ruller, tiger rejer tempura (en pænere beskrivelse af friturestegt dej) og kylling med karry og cashew (lækre, men kun moderat sunde nødder) og ris.

5 minutters åndedrætstræning i dag og ikke meget andet.

Fredag

Op ved 5-tiden.

Til Aarhus. Personlig træning. Meget kold, klar morgen. Snevejr på vejen fra Djursland til Aarhus, men i Aarhus (Ø) tørt vejr.

Henrik tager til Herning til møde. Derefter overnatter han hos gode venner.

Jeg skriver artikler. ACSM Top 20 Fitness Trends 2021 udkom denne uge. Kraftigt påvirket af coronakrisen: Online er nummer et. Holdtræning faldt fra 3 til 17. Suk.

Sidst på dagen løber jeg med Rex i Hestehave skov, ca. 5 km, som bliver stop-start træning takket være min snusende løbemakker.

Jeg træner 3 x 10 box jump, 3 x 10 box hink, 3 x 10 step-up og 4 x 12 push-ups.

Ingen åndedrætstræning i dag.

I nyhederne klokken 18:00 gode og dårlige nyheder:

Den 27. juni kan alle danskere, der ønsker det, være vaccineret, og man kan få et vaccine-pas. En mulighed for at åbne store dele af samfundet. Festivalarrangører krydser fingre for sommerens festivaler! 

På grund af den særlige nye coronavariant: Alle rejser til alle lande i hele verden frarådes. Udenrigsministeriet farver hele rejsekortet rødt. Desuden skal indrejsende have en negativ coronatest og et anerkendelsesværdigt formål.

Skærpelse i dagligvarebutikker: Fra 4 kvm. per person til 7½ kvm og bedre skiltning.

Lørdag

Jeg vågner klokken 6, men står først op ved 7-tiden.

Jeg går tur med Rex på golfbanen … i de sidste rester af sneen.

Jeg sidder og arbejder, da et lille pling fortæller at en facebook live session går i gang: Jeg lytter med. Kender temaer, men det er altid interessant at høre andres vinkel.

Bevidsthed skaber fundament for forandring. Hvad er det, du gør nu, som fungerer godt. Skriv det ned, det kan være et lillebitte guldkorn.
Hvad rykker? Identificer keystone habits, nøglevaner; vaner som skaber en dominieffekt: Eksempel: Man starter måske med at træne, så får man lyst til at spise sundere, så får man mere energi o.s.v.
Identificer også triggere, der kan få dig ud af kurs: Hvad var det der skete, før det der skete skete. Foredraget slutter: 
Start dagen godt. Jeg er helt enig.

Jeg øver morgendagens foredrag. Så dukker Henriks nevø og en ven uventet op. Kort tid efter kommer Henrik hjem fra møde med kunde.

Da vi er alene, går vi tur med Rex i mørket på golfbanen. Da vi kommer hjem træner jeg 3 x 6 TGU og 4 x 10 pull-ups, assisteret, i kælderen. Men ingen åndedrætstræning i dag.

Vi spiser carpaccio med masser af avocado, agurk, bladselleri og tomat.

Vi ser en film: The man from U.N.C.L.E. O.k. underholdende; mest på grund af mange billeder fra Rom. Ynkeligt, men jeg savner Italien og at rejse.

Søndag

Op ved 6-tiden.

Henrik og jeg rydder op og gør klar til film-hold, der skal komme klokken 8:30. Det er Fitness Tryday, et stort anlagt arrangement over hele landet. Desværre bliver det aflyst i foreningerne, fordi forsamlings-påbuddet netop er blevet sænket til “så få som muligt og maksimum fem”. Øv, øv, øv. Så nu er det bare foredrag med mig, hvilket transmitteres til de tilmeldte foreninger. Ja bare mig; det ville have været meget mere fantastisk, hvis det havde været i en forening med deltagere. Men det er et af mine favoritforedrag om Træning der tæller, så jeg glæder mig alligevel.

Klokken 9 dukker de op. Jeg forventer, at vi skal være i kontoret, men der er så meget udstyr, at det kommer til at foregå i kælderen. Efter et par timers strabadser går foredraget (forsinket) i luften, men da det kører, kører det og det bliver heldigvis godt modtaget.

Efter foredraget rydder vi op og jeg skriver lidt.

Senere kører Henrik og jeg til Vrinners og går tur med Rex. En flot eftermiddag.

Ingen særlig træning i dag, bortset fra små-øvelserne som jeg har øvet i løbet af dagen. Kun lungetest – o.k. – og 5 minutters åndedrætstræning.

Vi holder ‘lørdag’ i dag: Henrik kommer med Aperol Spritz (!) og så spiser vi hakkebøffer med grøn fettucine og kålsalat. Dertil rødvin … selvom jeg skal lave personlig træning i morgen meget tidligt. Det er skidt, men sådan er det i dag.

Vi ser blandet tysk tv og går tidligt i seng.

En travl og trods lockdown forholdsvis travl uge.

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fitness Tryday online: Behind the scenes hjemme