Rex Aagaard: En hund efter hundefoder

Ugen der gik 37 2020: Solo og i coronakrise

Af Marina Aagaard, MFT

Ugen starter med høj sol, men også breaking news mandag morgen: 230 smittede på et døgn, næsten eksplosivt, og det bliver værre i løbet af ugen. Den coronakrise er uhyggelig, deprimerende og irriterende. Danmark Leve fire ugers sundhedsudfordring går i gang. Jeg er med!

Ugen der gik 37 2020 Marina Aagaard blog

Ugen der gik 37 2020

Ugen startede ellers nogenlunde. I det mindste i Aarhus, hvor man var optimistiske efter et udbrud for nogle uger siden.

Men så tirsdag: 16 kommuner i Hovedstadsområdet samt København og Odense har pludselig mange smittede og indfører særlige restriktioner. Forsamlingsforbud sænkes fra 100 til 50. Restaurationer skal lukke kl. 24:00. Fase 4 udskydes. Og så videre. Det er ulideligt, at den coronavirus ikke vil give op, men bliver ved med at dukke op trods nedlukning og mange forholdsregler.

I Californien er der ud over corona katastrofe med skovbrande og afbrænding af et område på størrelse end Fyn. På grund af ekstrem varm, 49 grader i løbet af ugen i L.A. og ekstrem tørke. Californiske eksperter siger: Tag de klimaforandringerne alvorligt nu.

Apropos klima: Staten vil have alle til at købe elbiler og ejere af diesel- og benzinbiler skal straffes yderligere … TV-avisen viser tirsdag, at Staten på det seneste har indkøbt 941 biler, deraf 2 el-biler. Samlet rummer bilparken 8000 biler, deraf er 16 el-biler. Kom igen  …

Mandag

Op ved 5:00-tiden. Jeg er solo. Henrik er på tur med en ven hele ugen.

Til Aarhus. Personlig træning 7:15-8:15.

Til Ørnereden: Gensyn med trapperne efter 2-3 ugers fravær:
26 x 121 x 2. 5 Gå, 10 Wog, 5 Dobbelttrin, 5 Rytmetrin, 1 Gå. 45 min. Høj puls.

Til Maxi Zoo efter foder til Rex. Til REMA efter bananer, hvidkål og rugbrød. Nu kører sundhedsbussen: Danmark leve udfordringen er startet!

Hjem. Gåtur med Rex. 45 min. Lav puls. Regn og sol.

Frokost rugbrød med karrysild.

Arbejde. Svare på mails. Skrive.
Til Meny handle. Sende bog breve.

Aftensmad fiskefrikadeller med spidskålsalat med wasabi.

Gåtur med Rex. 30 min. Lav puls.

5 min. træning med Airofit åndedrætstræner, vital lung capacity.

Udfylde Danmark Leve dagbog: Ret godt. Bl.a. 23.700 skridt i dag.

Ordne papirer … aka rydde op på skrivebord.

I seng ved 23-tiden.

Tirsdag

Op ved 6-tiden. Gråvejr og køligt, men ret hurtigt begynder solen at skinne.

I nyhederne refereres amerikansk forskning:
Det viser sig, at det bedst betaler sig at være venlig. Hvis man i jobsituationer ikke udviser venlighed, vil man efter 14 år stadig ikke have avanceret.

Går tur med Rex.

Arbejder, skriver mails og breve.

Kører til Aalborg Sportshøjskole.

Ser flot rød Tesla på vejen – med en fed nummerplade: “Big Bang”.

Tilbage på skolen. En oase i midtbyen. Hovedbygningen har haft samme ydre i mange årtier.

Holdinstruktør undervisning 13-17. Opsummering og elev træninger.

God musik og god HIIT og circuit træning.

Hjem.

Spiser aftensmad; fiskefrikadeller på rugbrød, tomater, avocado, gulerodsjuice.

Går tur med Rex.

Arbejder, svarer på mails med mere.

5 min. træning med Airofit åndedrætstræner, vital lung capacity.

Udfylde Danmark Leve dagbog: O.k. 20.100 skridt i dag (men ikke høj puls).

I seng 23:00.

Onsdag

Op ved 5-tiden. Gåtur med Rex.

Klokken 8 til Aarhus.

3 x 8-10 hængende benløft.

Kl. 8:45-9:45 undervisning i Dance. Musikken i dag er ny dance. Igen. Der er fuldt hold igen og god stemning. 10-11. Core og mobility hold for tredje gang efter lockdown og sommer. Super skønt. Der er behov.

Ingen personlig træning med mor og far.

Hjem. Svare på mails vedrørende kurser, forfattersider, blog, bog m.m. Sender breve.

Spiser dobbelt spejlæg med rugbrød, avocado, tomat og agurk … de nemme grøntsager i dag.

Går tur med Rex.

Står på hænder (støttet) i 3 minutter.

5 min. træning med Airofit åndedrætstræner, vital lung capacity.

Udfylde Danmark Leve dagbog: O.k. 20.700 skridt i dag (men ikke høj puls).

I seng kl. 23:00.

Torsdag

Op klokken 5:30.

Rydder op. Går golfbane tur med Rex. Lidt regn og sol.

Svarer på mails. Skriver blog indlæg.

Handler i Meny. Sender post. Køber ind.

Løber 5,8 km i Ringelmose skov. Det er hårdt p.t. og varmt i dag med høj sol.

Skriver lidt mere.

Kører til Hornslet for at tanke, købe salat hos Madkompagniet og går tur med Rex i Rosenholm skov. Jeg er vild med at gå på blød grannåle-skovbund.

Spiser tun i olie og dertil salat.

5 min. træning med Airofit åndedrætstræner, vital lung capacity.

Udfylde Danmark Leve dagbog: O.k. 20.300 skridt i dag.

I seng 23:00.

Fredag

Op klokken 07:00. Gør tur i gråvejr på golfbanen.

Nyhederne er negative: Nu 292 nye smittede. Lægefagligt personale er bekymrede og opfordrer til at man husker at holde afstand.

Skriver og svarer på mails. Får et Sportsmaster nyhedsbrev ind i mailbakken: Stor rabat på Asics og Under Armour. Jeg slår til og netshopper et par sko og tights (arbejdstøj).

Jeg går all-out med fisk til frokost, røget makrel, og aften.

Over middag træner i foreningsfitnesscenteret:

36 minutter på endeløse trapper:
10 min. opvarmning, 20 min. intervaller, 6 min. dobb.trin.
4 x 8-10 bænkpres. 3 x 10-12 unilateral brystpres.

Hjem. Læse, skrive.

Fiskefrikadeller, rugbrød og salat til aftensmad.

Gåtur med Rex i støvregn på golfbanen.

Jeg ser ‘Den vildeste danser’ på TV2. Jeg er Vild med dans. Det er virkeligt gode danse med meget varierede rytmer. Særligt holdene er gode med fantastiske formations- og positionsskift. CLF, Champions Leaque Family, gjorde stort indtryk.

5 min. træning med Airofit åndedrætstræner, vital lung capacity.

Udfylde Danmark Leve dagbog: Kun 13.200 skridt i dem på trappemaskinen talte vist ikke helt).

Sent i seng cirka 00:00. Jeg stiller ikke vækkeuret, jeg vil sove længe.

Lørdag

Lidt i 6 vågner jeg ved, at jeg bliver slikket i hovedet. Rex puffer til mig og piver. Jeg ved, hvad det betyder. En sjælden gang imellem haster det med at komme ud. Lidt groggy hopper jeg ud af sengen og klæder mig på. Men for langsomt. På vej ned ad trappen kan Rex ikke holde sig længere og hele trappen får en ‘guld vask’ (det er kun sket to gange på 8½ år). Så det næste kvarters tid går med at vaske trappe.

Så kører vi til Kalø Slotsruin og går tur.

Nej, Rex. Nej. NEJ! Ikke gå i clinch med køerne.

Hjemme. Breaking news. Smittetallet er nu over 300. Og den kritiske grænse er overskredet i hele 39 kommuner. Nu er der nogen, der vil have flere restriktioner igen.

Skrive blogindlæg. Rydde op:

Rydde op i tøjskabet. En rystende oplevelse. I meget lang tid er alt bare blevet kastet ind, bogstaveligt talt. Nu er det tid til status. Jeg shopper sjældent, men er god til at passe på og ‘slide tingene med helse’. Nu erfarer jeg, at i skabet hænger 25 år gammelt tøj, som godt nok var eksklusivt dengang, men nu desværre nok må gå. Jeg opdager også med skam et meget flot skræddersyet jakkesæt fra østen: Jeg har af uforklarlige årsager aldrig haft det på. Hmmm. Sådan går det meste af eftermiddagen med “duer, duer ikke”. En lettelse, da der er luget (nogenlunde) ud.

Holder pause. Løber 5 km rundt i villakvarteret og uden om golfbanen.

Hjem. Skrive lidt.

Går tur i Hestehave Skov, den anden vej.

 

Halvkøligt, men et fantastisk vejr.

Spiser ‘middelhavskost’, pasta, oliven og vin, Gewürztraminer!

5 min. træning med Airofit åndedrætstræner, vital lung capacity.

Udfylde Danmark Leve dagbog. 23.000 skridt i dag.

I seng ved 23-tiden.

Søndag

Op ved 6-tiden.

En fantastisk solopgang. Går tur med Rex rundt om golf-banen.

Hjem. Morgenmad.

Jeg skal til Randers, for at coronavirus testes før en lungeundersøgelse i næste uge. Jeg kører af sted. Tænker på vejen “jeg er i virkelig god tid”, så jeg tager en afstikker.

Hamlets grav

I mere end 20 år har jeg 1-3 gange om ugen kørt forbi skiltet ‘Hamlets Grav 2’. Og tit tænkt på, hvad det mon var. Jeg drejer fra for første gang. Da jeg har kørt 1 kilometer kommer der et nyt skilt. Hamlets grav 2 km …

Efter 2 km eller mindre er der et lille mindesmærkeskilt og en gravhøj med en sten. Det er det. Jeg er glad for at jeg endelig ser stedet, og udsigten ud over markerne er meget dansk.

Gravhøjen er ikke ret stor og er desuden blevet plydret og reduceret gennem tiden. I 1933 blev der på initiativ af Randers Turistforening opsat en 10 tons tung mindesten med teksten (der er meget svær at læse):

“Amled Ypperste
Oldtids-snille
Teed sig taabe
Til hævnens time
Kaaret på ting
Af Jyder til konge
Højsat han hviler
Paa Amled Hede”

En ting er sikkert, Hamlet (eller Amled) er ikke begravet her, men historien er god (læs mere på Fortidsmindeguide).

Da jeg sætter mig tilbage i bilen, kigger jeg nærmere på GPS’en som jeg har på for motivationens skyld. Jeg kan ikke tro, hvad jeg ser: Adressen er tastet ind, men i stedet for 15 minutter tilbage står der 45 minutter – hvilket betyder, at bliver mindst 15 minutter forsinket. Jeg sætter tempo på – og forstår ikke noget. Adressen tjekker jeg flere gange, men GPS’en viser stadigvæk forbi Regionshospitalet? Måske en særlig coronaafdeling??? Men jeg kører ud af byen og havner på en mark, før det lyder: You have reached your destination.

Podestation Randers

Dybt frustrerende … den navigation! Jeg taster igen adressen ind, men der er kun denne (der er helt ude i skoven). Ergo taster jeg Randers og Hospitalet ind og kører af sted. Da jeg når ind til hospitalet er der Covid-19 skilte. Jeg følger dem. Kommer ind til en afdeling på hospitalet, der er ikke et øje. Kun mig. Men den går ikke. Jeg skal til den famøse adresse, som navigationen ikke magter. Den ene af de to testere forklarer vejen og jeg kører af sted. Rødglødende. En aktivitet, der kunne have været udført på maksimum en time, nærmer sig nu 2½ times roden rundt.

Rundt om hjørnet, inde i gården finder jeg den famøse vej og et pode-telt. Sjov på en søndag! Jeg holder i kø, men den er kort. Kun syv biler foran mig. Maksimum 5 minutter senere bliver jeg vinket frem. Da jeg kommer ind i teltet, går der en rum tid, før de finder mit reagensglas. De undskylder. Alt o.k. Podning, 10 sekunder. Hjem igen.

Skriver lidt.

Træner i kælderen: 3 x 10 box jump, box hink, step up.
4 x 11 push-ups. 4 x 8 pulls-ups og chin-ups.
3 x 16 en-arms kettlebellswings, 3 x 12 goblet squat, 3 x 16 KB back lunge.

Med Rex på gåtur på golfbanen i gråvejr.

Spiser let mad. Sørgeligt, men tun igen (det er en undtagelse, for der er kviksølv i tun og en gang per uge bør være maksimum) og lækker glaskål og gulerodsjuice.

Så langt så godt, men efter maden – og AiroFit åndedrætstræningen – nyder jeg to glas hvidvin. Og taster dagens resultater ind i Danmark Leve app’en.

En interessant uge. Herhjemme altså. O.k., bortset fra coronaudfordringer.

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Rex Aagaard: En hund efter hundefoder