Drømmen om dykning: Første gang på dybt vand

Kap Verde rejse guide: Sal, Santa Maria

Af Marina Aagaard, MFT

Kap Verde, Afrika. En øgruppe i Atlanterhavet.
10 øer med sol, sand, vand og vind og vidt forskellig natur.
Grønne og brune vulkanøer med varierede oplevelser.

Her får du praktiske tips og baggrundviden om Kap Verde, et område, der er kommet på danske turisters radar. Et solrigt vinterrejsemål, der byder på en blanding af det rå, uspolerede Afrika og ’polerede’ turistområder. Her i positiv forstand; det giver øerne en indtægtskilde og nysgerrige turister en indgangsvinkel til flere afrikanske oplevelser.

Kap Verde Afrika Sal Santa Maria Marina Aagaard blog rejse fotoStemningen er afslappet. Mottoet er “no stress”. Det siges, at man på Kap Verde kommer længst med smil og tålmodighed. Det kan give et indtryk af, at det hele foregår i slow motion eller kaotisk. Det er heldigvis kun tilfældet i begrænset omfang: Servicen er oplevet god og præcis (december 2019); kun korte forsinkelser og stort set ingen kaos.

Her under praktiske rejsetips og nederst mere information om Kap Verde, inklusive Boa Vista (den østligste ø, tættest på Senegal og Dakar), og detaljer om Sal (lige nord for Boa Vista).

I tvivl om du skal tage til Sal eller Boa Vista? Læs videre.

Kap Verde guide – rejsetips

Fra Danmark kan man flyve direkte til de to eksotiske Kap Verde øer Sal og Boa Vista, cirka 5466 km sydpå. En flyvetur på cirka 6½ timer – op til 9 timer, hvis der er mellemlanding i Göteborg eller på Tenerife.

Tidsforskellen mellem Danmark og Kap Verde er kun – 2 timer (vinter), – 3 timer (sommer), hvilket betyder, at der er ingen problemer med ændringer i døgnrytme eller jet lag ude eller hjemme.

På De Kapverdiske Øer er der visumpligt, men visummet kan udstedes via rejsebureauet (2-3 uger før afrejse – anbefales) eller ved indrejse i en af deres lufthavne (men så skal man stå i kø for det). Læs om de generelle regler hos udenrigsministeriet: Kap-verde-pas-og-visum.

Vaccination

I turistområderne på øerne Sal og Boa Vista er der ikke fra rejsebureauers side anbefaling om vaccination. Når rejsen dog går til Afrika, herunder også Kap Verde øerne, anbefaler nogen rejseguider, at man (et stykke tid før afrejse) beskytter sig med vaccination mod difteri, gul feber, hepatitis A og stivkrampe.
Der er en lille risiko for malaria, men normalt anbefaler lægen ikke, at man tager medicin mod det. Til gengæld anbefales det, at man beskytter sig mod myggestik med myggemidler og/eller lange ærmer og bukser, og med myggenet om natten, når man sover. Spørg evt. din egen læge.

Mindst tre danske rejseselskaber har rejser til Kap Verde. Tjek priserne grundigt. For 1 person 1 uge inklusive fly kan priserne i december variere fra 3.000 over 16.000 til 32.000.

Jeg betalte 3.000 for et 3-stjerners hotel (der havde fire stjerner på facaden), godt nok 1,2 km fra centrum, men på hovedgaden lige overfor Hilton og 100 meter fra stranden. Det var et godt køb med langt bedre faciliteter og service end forventet.

Kap Verde ophold er “nemt” – også for nysgerrige rejsende, der ikke ligefrem er eventyrere:

Befolkningen er smilende og imødekommende, feriehuse og hoteller er gode, maden er overvejende velsmagende, der er træningscentre på de store hoteller (og outdoor fitness på stranden), man betaler med euro eller kap verdiske escudos, kontanter eller VISA, strømstik er som i Danmark og wifi er udbredt og velfungerende på hoteller og i restauranter.

Der er højsæson på Kap Verde fra november til marts. December er nok ‘lavsæson’ midt i højsæsonen og det køligste tidspunkt med 24-27 grader og blandet solskin og overskyet hver dag. På det tidspunkt er der ikke overrendt af turister. 

Klima og sol

Kap Verdes klima er mildere end det afrikanske fastlands, fordi det omgivende hav modererer temperaturerne på øerne, og de kolde atlantiske strømme giver en tør atmosfære omkring øhavet. Lufttemperaturen er køligere end i Senegal, men havet er varmere.

Højeste gennemsnits dagtemperaturer varierer 24-30 grader; fra 26 ° C (79 ° F) i februar til 31 ° C (87,8 ° F) i september. Det regner sjældent; uregelmæssigt mellem august og oktober med hyppige korte, kraftige nedbør. Det meste af årets regn falder i september.

En ørken er normalt defineret som terræn, der modtager mindre end 250 mm årligt nedbør. Sal’s samlede mængde (145 mm (5,7 in)) falder ind under denne klassificering.

Kap Verde er tæt ved ækvator, så selvom klimaet føles mildt, er det vigtigt at huske følgende, for at undgå hedeslag og forbrændinger:

  • Drik masser af vand fra flaske (husk at alkohol dehydrerer og feder).
  • Bær solhat, kasket, tørklæde eller lignende.
  • Undgå at være ude i middagssolen omkring 12-15.
  • Brug rigelig solcreme, faktor 30-50, eller tildæk kroppen.

Vind og vand

Passatvinden – nærmest permanent blæst – gør, at Sal, turist hovedøen sammen med Boa Vista (på de andre øer er turismen begrænset) er ideelt til surfing, windsurfing og kitesurfing.

Blæsten gør, at vejret året rundt føles mildt, lidt som dansk sommer – ikke for varmt og ind imellem køligt, hvis man sidder stille. Bevæger man sig, føles det behageligt.
Det er muligt at sidde udenfor og spise om aftenen, men det kan blive køligt. Mange restauranter er overdækkede, men åbne, og det er behageligt, men kan kræve en overtrækstrøje.

Sprog

Det officielle sprog er portugisisk. Desuden tales Kap Verde kreolsk (en blanding af vestafrikansk og portugisisk). Ansatte på hoteller og restauranter taler og forstår lidt engelsk og evt. andre sprog.

Møntenhed

Den officielle møntenhed er CVE, Cap Verdean Escudos. 1 Escudo er 100 centavos. Euro er dog meget udbredt på Sal (og Boa Vista): Priser opgives tit i Euro. 1 Euro er omtrent lig med 100 CVE.
Man kan veksle EUR til CVE i banker mod fremvisning af pas, alternativt på nogle hoteller.
Der er mange hæveautomater i byen og på hoteller (Sal). Bemærk, at der er gebyr, så undgå at hæve mange småbeløb.
VISA kort er udbredt. MasterCard kan have dårlig dækning.

Møntenheden bruges kun på Kap Verde, så undgå at hæve for meget.

Hygiejne

Der er ret rent i turistområderne, inde og ude på hoteller og restauranter, toiletforholdene er gode og der er sæbe og papir de fleste steder. Sørg alligevel for at undgå uønskede bakterier:

  • Drik vand på flaske
  • Vask hænder ofte og med sæbe (brug eventuelt håndsprit)

Transport og trafik

Der er i alt 1100 km vej på de Kap Verdiske øer. Heraf er cirka 858 km asfalteret.
På Sal og Boa Vista kan man leje biler, så man kan komme rundt på øen.
Vejene er dog mange steder i dårlig stand, så det er ikke let at komme rundt.

Det kan anbefales, at tage et kig på øen på en guidet ø-tur, der er lige så billig eller billigere end at leje bil for en dag.

Cykling og el-cykling er meget populært og der er cykeludlejning i stor stil på Sal og Boa Vista. Man kan også gå timelange ture langs kysterne. Ønsker man rigtig hiking, vandreture, på vulkaner i grønne omgivelser, bør man vælge nogle af de andre øer.

Man kan tage en taxa fra lufthavn til by og retur: Det koster cirka 15 euro (120 DKK) mod 250 kroner for shuttlebus arrangeret hjemmefra gennem rejseselskab. I byen er der også mange taxaer, der kører med faste priser. Omkring 2-4 euro, afhængigt af tidspunkt og distance.

Der er ingen jernbaner på øerne.

Der er færger og en færgehavn i Palmeira på Sal, Sal Rei på Boa Vista, Praia på Santiago, Mindelo på Sao Vicente og andre af øerne. Der hvor der ikke er lufthavne, er færgerne populære.
Fra Sal til Boa Vista er der desuden mulighed for en bådtur med en katamaran, Maximus, med daglige afgange, 9:00 og 14:00, til 50 euro per person (2019).

Færgeafgangene er uregelmæssige. Man kan tage på “ø-hopping”, ture mellem øerne, men det er ikke helt nemt og kræver, at man har god tid (fx længere ophold på 2-3 uger).

Kap Verde har syv lufthavne; på Boa Vista, Fogo, Maio, Sal, Santiago, Sao Nicolau, Sao Vicente. Det er alle sammen små lufthavne. De største er på Sal, Amílcar Cabral International Airport, og på Santiago, Francisco Mendes International Airport, og Boa Vista, Rabil Airport.

Shopping

Der er ingen internationale forretningskæder eller store supermarkeder med alt inden for mad og elektronik. Der er små lokale butikker og mini-markeder, hvilket er forfriskende og autentisk, men sørg for at have det vigtigste, som du skal bruge, med dig hjemmefra. Der er apoteker, men hav egen medicin med hjemmefra.

Vil du handle, er der en blanding af brugskunst, afrikansk farverigt tøj, fletkurve, træfigurer og smykker af fx skaller, og souvenirs. Når du handler souvenirs og lignende, anbefales det, at du prutter om prisen. Du betaler i EUR eller CVE.

Der er gadesælgere og sælgere, der forsøger at få dig ind i butikkerne, men de er langt fra lige så aggressive og vedholdende som i fx Tyrkiet og Ægypten. De er venlige og forstår et ‘nej tak’.

Spisning

Maden er vellavet og velsmagende og priserne er rimelige, omkring 200-300 DKK for 2-3 retter. Ikke superbilligt, men billigere end i Danmark. Der er rigtigt mange restauranter (Sal) i kategorien, billig, mellem, og lidt dyr.

Både kød og fisk er af fin kvalitet. Det er varmt anbefalet at spise skaldyr og fisk (mere end vanligt); de kommer i mange varianter, store, friske og velsmagende. Eksempelvis kan man spise hummer til ca. 250 DKK mod 500 DKK i Danmark.

Anne-Vibeke (rejser) anbefaler at spise på Farolin Restaurant i Odjo d’Aqua i udkanten af Santa Maria. Her sidder man ude på en åben terrasse med udsigt til byen og havet. Under terrassen slår bølgerne mod klipperne. Man bør bestille bord.
Selv vil jeg blandt andet anbefale LobStar (for stemningen og udsigten til sand), Le Privé for oplevelsen og maden og smagen samt George’s (for velsmagende mad og lokal stemning – i bart lokale).

Drikkevarer til maden er kildevand på flaske, øl (også lokal) og vin, der er europæisk eller oversøisk, fx portugisisk eller argentinsk, eller den lokale Cha, som smager udmærket (alkoholprocent 14 %). Før eller efter maden er der mulighed for de sædvanlige drinks og cocktails (jeg så ingen mocktails uden alkohol).

Den lokale specialitet, øernes nationaldrik, er grogue. Den laves på sukkerrørssaft og minder en del om rom. Der er mørke og lyse udgaver og sødede varianter, der smager som likør.

Man må gerne give drikkepenge (som ikke er inkluderet i prisen) på cirka 10 %. Bemærk, at de lokale tager det ikke som en selvfølge og der er intet pres.

Da jeg efterlod drikkepenge den sidste dag på hotellet, fandt tjeneren mig senere på formiddagen og spurgte, om jeg havde glemt mine penge på bordet.
Et andet sted betalte jeg til gengæld en del for meget og kunne først “få byttepenge senere”, men det skete aldrig. Nogle lokale tænker nok, at turister har mange penge og det er en situation, der er oplagt at få mest muligt ud af. Så tag højde for det og aftal faste priser på forhånd og afregn det aftale beløb.

Lidt om Kap Verde og Sal, den nordligste af øerne:

Kap Verde

Kap Verde eller Cabo Verde, det officielle navn, betyder ”grønt forbjerg” på portugisisk. En øgruppe bestående af 10 vulkanøer (og 8 små holme) beliggende i Atlanterhavet, ca. 570 km (350 mi) vest for Cape Verde Halvøen på det nordafrikanske fastland (Dakar).

Alle øerne er vulkanske, men kun Fogo har en aktiv vulkan (udbrud i 1951, 1995, 2014).

Øgruppen er del af Macaronesia regionen sammen med Azorerne, De Kanariske Øer, Madeira og Savage Øerne. Samlet areal er cirka 4,033 kvadratkilometer (1,500 sq mi).

På nogle af øerne produceres der kaffe og sukker. På Fogo desuden den lokale vin (rødvin og hvidvin), Cha, som er let og velsmagende. Ellers er de naturlige ressourcer – bortset fra fiskene i havet – dog begrænsede, så serviceindustri og turisme er mest udbredt.

Øerne er placeringsmæssigt delt i to grupper:

Barlavento øerne (øerne i vindsiden):

Santo Antão, São Vicente, Santa Luzia, São Nicolau, Sal, Boa Vista

Sotavento øerne (øerne i læsiden):

Maio, Sao Tiago (Santiago), Fogo, Brava

Den største ø i størrelse og befolkningsstørrelse er Sao Tiago, hvor republikkens hovedstad Praia ligger. Sal er dog den ø, hvor turismen er mest systematiseret og udbredt; heldigvis uden høje, dominerende turisthoteller.

Øerne er vidt forskellige af udseende. Tre af Kap Verde øerne, Sal, Boa Vista og Maio, er relativt flade, sandede og tørre; de andre er generelt mere bjergrige med mere vegetation.

Der er også store sociale kontraster: Fra byernes fine huse og luksushoteller til udkanten af byerne og landområdernes bølgeblikskure (uden vand, så børn og voksne slæber vand til hjemmet i store plastikdunke).

Kort om Kap Verde

Kap Verde øgruppen var ubeboet indtil øerne blev opdaget af portugiserne under de store opdagelsesrejser i midten af det 15. århundrede. Senere blev de knudepunkt for den portugisiske slavehandel.

Øerne udviklede sig økonomisk gennem det 16. og 17. århundrede og tiltrak handelsmænd og pirater. Enden på det transatlantiske slaveri i det 19. Århundrede førte til økonomisk nedgang og udvandring. Kap Verde kom gradvist tilbage på fode som et vigtigt handelscentrum og stop-over for fragtruter.

Kap Verde blev en selvstændig afrikansk republik i 1975 efter nellikerevolutionen i Portugal den 25. april 1974. Kap Verdes største by er hovedstaden Praia, der ligger på øen São Tiago.
Kap Verde har siden 1990’erne været et stabilt repræsentativt demokrati og er fortsat et af de mest udviklede og demokratiske lande i Afrika.

Der er kun begrænsede naturlige ressourcer, så økonomien – der tog et alvorligt dyk under finanskrisen – er især baseret på turisme og udenlandske investeringer. Landet er medlemsland i den Afrikanske Union.

Befolkning er samlet på ca. 540,000 indbyggere (2017), der mest er af blandet europæisk, portugisisk, spansk, arabisk og afrikansk afstamning.

Religionen er overvejende romersk-katolsk (over 90 %) overtaget fra den tidligere portugisiske kolonimagt, men med påvirkning af lokale, afrikanske traditioner. En mindre del af indbyggerne er protestanter (under 10 %).

Sal

Sal er en af øerne i øgruppen  i Kap Verde, nærmere betegnet Barlavento øerne: I vindsiden.
Kap Verdes største (men ret lille), internationale, lufthavn, Amílcar Cabral International Airport, ligger ved Espargos på den nordlige del af Sal, cirka 20 minutters kørsel fra hovedbyen Santa Maria.

Navnet Sal betyder salt på portugisisk og henviser til den tidligere meget omfattende saltudvinding på øen.

Sal er den mest veludviklede ø turistmæssigt, så der er mange muligheder for at bo på små eller store hoteller eller resorts med større swimmingpoolområder og flere fritidsaktiviteter.

Arealet er små 216 kvm. og der er cirka 17.244 indbyggere, hvoraf 11367 bor i Santa Maria og 5.877 i Espargos, de to største byer.

Ørkenlandskab

Oppefra fra luften under indflyvning ser øen næsten helt sandfarvet og gold ud. Det indtryk holder i det store hele ved, når man lander og kommer rundt på øen.

Øen består hovedsageligt af ørkenlandskab; ikke med store sanddyner, men med brunt, fast sand og støv og spredte lave buske. Der er kun få træer, bortset fra et begrænset antal flotte palmer omkring hovedbyen Santa Maria.

Fantastisk kyst og vandsport

Til gengæld er kysten formiddabel: En blanding af forrevne, mørke lava-klipper og frådende bølger og kæmpestore, flotte sandstrande og klart vand – med begrænset understrøm. Alligevel bør børn og uøvede svømmere holder sig til at bade i hotellets swimmingpools – og alle andre bør også være agtpågivende på grad af de høje bølger og steder med kraftig (under)strøm.

Ved kysten er der på grund af blæsten og bølgerne masser af muligheder for surfing, windsurfing, kitesurfing og nogle steder også SUP, stand-up paddleboarding.
Omkring næsten hele øen er der mulighed for dykning i forskellige dybder og der er mange muligheder for at lære at snorkle og dykke fra stranden eller på havet.

Paradis strande

To af Sals bedste sandstrande – til solbadning, strandsport og gåture – er stranden i Ponta Preta, og kitesurfer paradiset ved Kite Beach. Verdensmesteren i kitesurfing (2019) er fra Kap Verde og også nummer to, der er fra Sal, og tilbyder kitesurfing kurser her.

Naturoplevelser

Som noget helt særligt er det muligt at se skildpadder og hajer. Fra marts til maj kan man tage på hvalsafari og se pukkelhvaler. Eller man kan sejle ud på hajspotting. Man kan også tage på luksus dagstur på en yacht med champagne og mad (cirka 100 Euro) eller på dybhavsfiskeri med professionelle fiskere.

Øen har et rigt dyreliv og det kan anbefales at tage en ø-tur med et øko-venligt selskab, der tager hensyn til naturen og medvirker til at arrangere oprydning. Desværre er der mange steder lige bag byen og turistområderne meget beskidt; naturen bliver også her brugt som skraldespand og losseplads. På foto dog konkylie ‘affald’, frasorterede stumper af konkylier, der glimter i solen.

Udflugter og oplevelser

Kulturelle oplevelser er der begrænset af på øerne, undtaget udvalgte historiske bygninger fra kolonitiden under Portugal og enkelte mindesmærker. Mest på Santiago, San Tiago, der rummer hovedstaden Praia og har den største befolkning.
Færre på Sal og i Santa Maria og de andre småbyer på øen. Sal tager man til for at opleve naturen, dyrke friluftssliv (især på stranden eller i vandet) eller spise fisk.

Det er anbefalet at tage på en dagstur eller to halvdagsture og se øens highlights. De er ikke spektakulære, men bestemt turen værd.
Bemærk, at turene kan foregå i lukkede busser, hvilket kan være en fordel. Mange af turene foregår i firehjulstrækkere, hvor fire sidder inden døre og fire sidder på ladet. Det gør det nemmere at se og fotografere. Til gengæld sidder man i vinden og bliver meget, meget tilsandet på turen.

Den nordlige del af øen har en ruin af et fyrtårn. Denne del af øen er aktuelt kun med på en tur (Hisbicus Excursion (2019)). Desværre var den købte tur i starten kaotisk, så netop dette 1. punkt udgik. Man kan evt. leje en bil og selv køre dertil, men vejene er meget dårlige og området stort set ubeboet, så de lokale anbefaler det ikke …

Hav i øvrigt kontanter med på turen. Mod sædvane skal man selv flere steder betale for at komme ind (priser omkring 2-3 Euro).

De fleste ture har følgende punkter:

Espargos

En by med lave, farvede bygninger, små spisesteder og et udsigtspunkt, som ikke er specielt kønt. Fra toppen kan man se ud over store dele af øen, det vil sige udsigt til sand og atter sand og et par vulkantoppe (den højeste er cirka 400 meter).

Buracona

Klippeområde med en grotte med vand, hvor solen på det rigtige tidspunkt stråler ned og tegner et øje, The Blue Eye. Det skal man dog ikke regne med at se. Man står og kigger ned i et hul (måske i gråvejr) i en kø af turister, så den oplevelser er ikke noget særligt. Betaler man for en dykkertur, kan man derimod komme ind og dykke i grotten!

Udenom er der et flot lavaklippelandskab med fantastiske bølger og en lille naturlig pool, som man kan svømme i. Det er anbefalet. På toppen er der en restaurant og en souvenirbutik. Desuden er der en lava ø-have og et lille geologi-museum. Anbefalet, men hele stedet er meget turistpræget.

Palmeira

Øens havneby, hvorfra man kan sejle blandt andet til Boa Vista.
En lille by med huse i festlige farver og et lille fiskerleje, hvor man kan betragte fiskerne, der renser deres fisk – og møde mange gadesælgere …

Sharks Bay

Medbring velsiddende badesandaler eller lej et par badesutter til 2 euro og gå ud i vandet mellem små citronhajer og se de større hajer svømme rundt i brændingen. Vær klar til at blive våd, når bølgerne rammer dig! En anbefalet oplevelse.

Salinas de Pedra de Lume

Sø med saltudvinding. Et seværdigt område. Du kan komme til at bade i saltsøen, det er en sjov fornemmelse. Der er omklædningsrum og bad samt cafe.

ATV safari

Som i andre ørkenområder kan man komme på ‘safari’ med motorkøretøjer. Normalt kører man i jeeps, men på Sal foregår det (især) med små åbne ATV’er (All Terrain Vehicles, i EU-regi betegnet quadricykler), der er egnede til offroad kørsel. Man låner en heldragt, motorbriller og en hjelm.
Det er en bumletur og en støvet oplevelse, men fint for fartglade (og de, der måske ikke har prøvet den slags før). På turen kommer man rundt i ørkenen og ud til de små fiskerbyer ved klippekysterne med flotte naturlige små havbassiner.

Er man i tvivl om man skal besøge Sal eller Boa, kan man læse denne sammenligning skrevet af bloggeren Miss Jeanet: Skal man vælge Sal eller Boa Vista

Santa Maria

Santa Maria er en hyggelig lille turistby. En gågade og nogle enkelte mindre gader parallelt og på tværs med små butikker, cafeer, barer og restauranter.

Der er stemningsfyldt og velgørende roligt, der er ingen larmende lyde eller muzak fra butikker. I restauranter og på hoteller er der til gengæld tit den lokale musik (coladera, funaná, batuque og Morna); meget ofte levende musik, inciterende trommerytmer og violin, klaver, klarinet og forskellige guitarer – og jævnligt med danseopvisninger.

Lige uden for byens centrum er der et Pirate diskotek, for de, der vil have mere og højere lyd.

Selvom Sal, Kap Verde, er ved at blive mere kendt, er der heldigvis endnu ingen ekstrem turisme og der er ingen hvide hotel-skyskrabere. På øen – nærmere bestemt i og omkring Santa Maria – er hoteller og resorts maksimalt 2-3 etager og beliggende i en vis afstand fra stranden og i flere tilfælde gemt bag mure og træer.

Særligt tip til gratis sightseeing: Gå en tur ud på Santa Maria molen. Her er der masser af liv og fiskere, som renser deres store og små fisk efter dagens fisketur.

Læs mere:

Miss Jeanett: Skal man vælge Sal eller Boa Vista

Rejse til Kap Verde: Sal, sol, sand og salt (mere om mad, motion og minder)

Da.wikipedia.org: KapVerde

En.wikipedia.org: Cape Verde

 

Følg min Blog HER og Instagram HER

1 kommentar

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Drømmen om dykning: Første gang på dybt vand