Torrent de Pareis hike: Vild vandretur på Mallorca

Ugen der gik 29 2019: Mallorca ferie

Af Marina Aagaard, MFT

Årets familieferie. Ni på ferie i ferievilla.
Hygning. Træning. Trekking. Spisning. 
(Window)shopping. Excelleeeeent.

Ugen der gik 29 2019 Mallorca Marina Aagaard blog

Ugen der gik 29 2019

Under sydens sol.

Mandag

Vi vågner op i den lejede sommervilla i Cala d’Or, Mallorca.

Klokken 7:00. Løber en 5 km tur ned omkring marina’en sammen med søster, nevø og kæreste.

Klokken 8:00. Spise morgenmad. Feriemorgenmad:
Banan, yoghurt med crüsli (!). Det holder jeg mig til hele ugen.
I dag får jeg dog også toast med ost og marmelade (!). Og det topper jeg lige med brød med Nutella, noget som jeg aldrig spiser undtagen en gang om året. Normalt på skiferie, men det gjorde jeg ikke i år, så nu gør jeg det på sommerferien i stedet.

Det smager godt, men jeg synes det er usmart at spise chokolade (uanset form) til morgenmad. Man vænner sig til at have en meget sød tand, hvilket er helt unødvendigt.

Læse og skrive. Møde med husudlejerens konsulent.

Klokken 10:00. Går til Agelai Gym (ca. 15 minutter fra huset), en kickboxing club med træningsfaciliteter. 20 minutters cykling på spinningcykel. 20 minutters styrketræning med niece og svoger.

Klokken 13:00 Frokost. Henrik og jeg går til marina’en og spiser på Port Petit (med Michelin nævnelse), en hyggelig restaurant med udsigt over vand og luksusbåde. Vi spiser en 3-retters frokostmenu til kun 21 Euro. En himmerigsmundfuld, hver eneste ret.

Henrik fik en due-and-terrine med ristet grovbrød, due, kartofler og grøntsager og is (som jeg).
Jeg fik kold æble-selleri-suppe, rejer med brødskorpe på risottobund med skum og is med frugtcoulis og sprød nøddetop. Dertil hvidvin (det er jo ferie).

Slapper af i skyggen. Går en tur ned til stranden, Cala Grande, en af de mange calaer i og omkring Cala d’Or.

Klokken 17:00. En times yoga med søster.

Gør klar. Klæder om.

Klokken 1900. Går nogle få skridt hen i Cala d’Or midtby.
Spiser igen. Nu aftensmad.

De unge har valgt restaurant: Diferent.
En western-bar-lignende restaurant. O.k. mad:

Søster og jeg vælger Super food salat:
Rødbede, chiafrø, tomat, valnød, avocado med mere.
Der skulle også være feta ost, men den så vi ikke meget til.

Tidligt hjem og i seng.

Tirsdag

Op ved 8-tiden. Sent. Spiser morgenmad.
Får en mail, som jeg skal handle på. Så der er lidt uventet formiddagsarbejde.
Ved 12-tiden. Med mor, søster, niece og nevøs kæreste på tur til fiske-spa.
Det skal prøves. Det kilder helt vanvittigt i fødderne, når fiskene bider til …

Frokost på cafe Fernando. Jeg vælger gourmet sandwich, ikke super gourmet, men godt nok: Sandwich med gedeost, tomat og syltede løg. Dertil pommes frites som søster spiser.

Retur til hus. På opfordring stepper jeg rundt på terrassen og laver 20 minutters vandaerobic øvelser til medbragt lounge-dance musik. Pludselig forsvinder musikken. iPhonen er gået i dvale. På fronten er der et termometer og skriften nødsituation! Smartphonen skal køle ned før videre brug. Den får et kort ophold i køleskabet, så er den heldigvis o.k. igen.
Det har jeg aldrig været ude for før. Dumt at lægge den på liggestolen (for at være tæt på bluetooth højtaleren). Temperaturen er kun 28-30 grader, men iPhonen er brændvarm!

Så svømmer jeg 1 km i poolen. Ikke helt let, det kræver 100 baner a ca. 10 meter …

Ved 19-tiden går vi til Restaurant Aquamarina, hvor vi fejrer min fars fødselsdag med forsinkelse.

Familien spiser kød og jeg vælger laks og grøntsager, hvortil der kommer kridhvide ris. Restauranten har o.k. anmeldelser og maden smager, men betjeningen er langsom og der er et par svipsere undervejs.

Onsdag

Op ved 6-tiden.

Løber igen en 5 km tur ned omkring marina’en sammen med søster, nevø og kæreste.

Klokken 8:00. Spiser morgenmad. Feriemorgenmad:
Banan, yoghurt med crüsli (!), men ingen toast …

Henter en lejebil. Tre dage koster cirka 900 kroner. En uhyre rimelig pris.

Henrik og jeg kører mine forældre til et uhyre populært marked i Santanyi og vi kører til Es Llombards, Es Punta og fotograferer klippen i vandet (igen).

Derefter henter vi mine forældre. Det tager 40 minutter før vi finder en p-plads. Vi finder dem og så kører vi til Cala d’Or Marina, hvor vi spiser frokost ved havnen. Et o.k. lille burgermåltid (min burger er med tun).

Så holder vi siesta.

Om aftenen spiser vi i restaurant Taste of Texas. Familien forspiser sig i T-bone steak, spareribs og mixed grill. Efter en scanning af spisekortet vælger jeg spaghetti bolognese og håber at den er spicy. Det er den ikke. I dag spiser ingen af os dessert.

Torsdag

Op ved 7-tiden.

Vi spiser sen morgenmad og forsøger at samle deltagere til en køretur, men det ender med bare os. Resten dyrker solen.

Henrik og jeg kører til Palma, hvor vi går en tur og fotograferer lidt.

Vi spiser frokost på Cappucino lige ved katedralen; godt, men dyrt og sløv betjening. Nu skal det være sidste gang!

Så kører vi retur til Cala d’Or og handler ind på vejen tilbage.

Der er ikke tid til træning i dag. I stedet svømmer jeg igen 1 km i poolen.

Familien vil bare spise pasta i huset i dag. De slikker sårene efter forspisningen i går. Henrik og jeg har købt og spiser sushi.
Senere på aftenen går vi dog på italiensk is-cafe, hvor vi spiser store isdesserter.

Vi går ikke sultne i seng.

Fredag

Henrik, søster, nevø og kæreste og jeg står op klokken 5. Vi kører klokken 6 til den anden side af øen for at vandre i Torrent de Pareis (turen er beskrevet HER). En fantastisk dag og tur, bortset fra at Henrik bliver sløj.Da vi kommer hjem igen, når vi lige at bade og klæde om.
Så kører vi til lystbådehavnen Port Petit og spiser aftensmad i Restaurant La Scala.
En udmærket restaurant med spændende, velsmagende retter (nogle kender vi fra sidste år).

Desværre er familien tilsyneladende igen for mætte og takker nej til dessert. Så jeg undlader også at bestille den pistacie creme brulée, som jeg ellers havde et godt øje til.

Vi går alle relativt tidligt i seng efter en begivenhedsrig dag.

Lørdag

Op ved 6-tiden for at spise og pakke kufferter.
Ved 8-tiden bliver vi hentet af en mini-bus.
Farvel til huset (der har en fed gårdhave, hvor jeg optog en træningsvideo).

Ved 9-tiden er vi i lufthavnen og kl: 11:40 flyver vi fra Palma.

Cirka 2½ time senere lander vi i Tirstrup lufthavn. Der er åbenbart “ferietravlhed”, for der går en rum tid før kufferterne begynder at rulle ud på bagagebåndet. Til gengæld er der ingen pas- eller toldkontrol, så ret hurtigt kan vi gå ud til bilerne, takke hinanden for en god ferie, og køre hjem.

Hjemme venter Rex, som giver os en overvældende hjemkomst.

Vi slapper lidt af, pakker ud, spiser kyllingegryde med grøntsager og ris. Dertil rødvin.

Ser tv og går tidligt i seng.

Søndag

Står tidligt op.

Ordner fotos og skriver blogindlæg.

Går en tur i Ringelmoseskoven med Rex.

Vasker tøj og rydder op.

Spiser hakkebøffer og ravioli med spinat og ricotta samt asparges, tomater og løg.

Så gik den dag og uge …

Ude godt, men hjemme bedst.

Følg min Blog HER og Instagram HER

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Torrent de Pareis hike: Vild vandretur på Mallorca