Crash Bam Boom: Påkørt i krydset

Dubai insider guide: Top 10 gratis sights og to do

Af Marina Aagaard, MFT

Længsel efter luksus? Afsted til Dubai; et naturligt valg.
Lyst til særlig sightseeing? Besøg byen Dubai mindst én gang.
Lidt bekymret over rejseudgifter? Få Dubai på budget insidertips her. 

Dubai insider guide Marina Aagaard blog travel

Dubai insider guide

Byen Dubai i emiratet Dubai er et yndet internationalt turistmål. Årsag: Masser af sol, shopping og seværdigheder. De fleste bliver overvældede af varmen omkring 23-30 gr. C december-januar (vinter), op til 55 gr. C juni-juli (sommer) – og skyskraberne.

Den dårlige nyhed: Det meste koster kassen, prisniveauet er gennemgående højt.
Den gode nyhed: Der kan findes gode tilbud og der er mange gratis seværdigheder.

Det er heldigvis muligt at finde ret billige billetter fra Europa (Danmark) til Dubai. Flyvetid 5-6+ timer.
Eksempler: 3500 DKK T/R Emirates København-Dubai. 2200-2900 DKK T/R KLM Aalborg-Amsterdam-Dubai.

På booking portaler er det muligt at finde fine tre-stjernede hoteller til 500 pr. nat for to personer. For et lidt større beløb kan man leve i luksus. Taxakørsel er meget billig efter danske forhold; en halv times køretur fra den ene til den anden ende af byen koster cirka 160 DKK (~20 EUR)

Besøg under Ramadanen? Det kan være en fordel, for så er det nemt at komme omkring; der er ikke så mange turister. Og der er pyntet op i byen og i butikker. Til gengæld er alle restauranter og cafeer (undtagen på hoteller) lukkede fra solopgang til solnedgang og man må ikke spise eller drikke offentligt. I nogle af mall’erne er der opstillet skillevægge foran food court’en med snack barer, eksotisk take-away og burgersteder; der er åbent for ikke-muslimer og muslimske børn.

Ramadanen falder på forskellige datoer fra år til år, fordi, den islamiske kalender følger månens gang. Efter en måneds faste, når det igen er nymåne – efter cirka 29-30 dage – må fasten brydes. Dette markeres med den tre dage lange fest eid al-fitr, som kan minde om de kristnes juleaften. Ramadanen handler ikke kun om faste, men om troen, indstilling, væremåde og gode gerninger.

Top 10 Freebies & Supersights

  1. DBX
  2. Skyskrabere
  3. Superbiler
  4. Shopping malls og souker 
  5. Dubai Marina
  6. Downtown Dubai
  7. Dubai Creek
  8. Burj Khalifa
  9. The Fountain
  10. Hoteller 

Læs mere her og få tips til den mest seværdige og mindeværdige – og økonomisk overkommelige – Dubai ferie, ever.
Vil du betale, er der også det sædvanlige: Zipline, faldskærmsudspring, bådture, ørkenræs, vandland med mere.

#1 DBX

Okay, måske ikke helt gratis, men inklusive. Dubai oplevelsen starter i lufthavnen:
DBX, Dubai City Dubai International Airport, er en nyere mega lufthavn, verdens mest travle lufthavn målt på internationale passagerer og verdens 3. største lufthavn målt på totalt antal passagerer, over 88 millioner besøg årligt (2017) – og cirka 90.000 ansatte.

Fra ankomstterminalen skal man med et eksprestog til ankomsthallen, paskontrol og bagagebånd. Ventetiden er for det meste kort, der er over 30 diske og de er bemandede. Husk fotografering forbudt og afdæmpet opførsel påbudt.

Lufthavnen har er et flot stort tax-free område og flere spisesteder – når man har tjekket ind.
Ude i forhallen før check-in er der kun en sandwichbar, en kiosk og en kuffertbutik. Kom ikke for tidligt (>3 timer før).

dubai_dbx_img_6208

Efter at man er blevet genforenet med sin bagage, kan man tage en taxi (billigt), en bus, letbane eller metroen.
Man går ikke fra bydel til bydel; Dubai dækker et enormt område med tre bymidter; Dubai Creek og den ældre bydel, Downtown med Dubai Mall og Dubai Marina med lystbådehavnen.

Der er ca. 3 millioner indbyggere 2.714.719 (29.1.2017): 17 % lokale, fra Emiraterne, og 83 % af andre lande.
Expats er udlændinge som bor og arbejder i byen, mange midlertidigt.

#2 Skyskrabere

Noget af det første man ser: Byen er fuld af skyskrabere, ikke bare verdens højeste bygning, men en lang række specielle, kunstfærdige og endda smukke megastrukturer. For arkitekturinteresserede, fotoentusiaster og storbyfans er der masser af unik, gratis sightseeing. Dubai byområde dækker 4.114 kvm. Stå op tidligt om morgenen og gå en tur inden der kommer for mange mennesker og biler på gaden.

idubai_mg_3179
dubai_img_3327

# 3 Superbiler

Er man til biler, er der nok at se på i Dubai. Ikke bare i bilforretningerne, men gratis glimt hver eneste dag på gaden. Er man ved indgangen til hoteller, Dubai Mall eller The Walk, Dubai Marina, ser man et exceptionelt antal superbiler i diverse stylinger: Ferrari, Lamborghini, Porsche, Maserati, Range Rover, Rolls-Royce, Bentley o.a. Jo lavere nummerpladenummer, jo finere.

dubai_img_2797
dubai_d40r2168
dubai_d40r2186
dubai1287

# 4 Shopping malls og Souker

Dubai kaldes mellemøstens shopping hovedstad … med over 70 shopping malls.
Landets hovedindtægt kommer fra handel og turisme.

Uanset om man er til shopping eller ej er der noget at se på. De to store Mall of the Emirates og Dubai Mall er seværdigheder, som man bør se. Der er arkitektur, design og udstillinger for enhver smag, fra minimalistisk til superkitsch og overdådig luksus. Dubai Marina Mall er mindre, men også flot. En særlig mall: Ibn Battuta Mall ved The Gardens lidt syd for Dubai Marina har seks temaområder Kina, Indien, Persien, Egypten, Tunesien og Andalusien.

Mall of the Emirates

En ældre mall. Ikke så stor som Dubai Mall, men meget elegant med smukke marmorgulve, store glaslofter og rulletrappe dekorationer – og fine restauranter. Et highlight for lokale er den indendørs skiløjpe. Den kan ikke måle sig med alperne, men er noget større og mere autentisk end skibakken i Søhøjlandet, Gjern.

dubai_img_3268
dubai_img_3272
dubai_img_3275
dubai_img_3278

Dubai Mall

Verdens største shoppingcenter. Man bør sætte mindst en hel dag af til et besøg, gerne flere.
Helt gratis kan man gå på vinduesshopping i guld-, diamant-, smykke-, tøj-, sko-, taske- og indbobutikker.
Gucci, Hermes, Prada, Manolo Blahnik, Jimmi Choo, Stella McCartney, Louis Vuitton side om side … og Tiffany’s, Cartier, IWC, Rolex, Patek Philippe med flere. I krogene er der butikker, hvor middelklassen kan handle.Enhver rigtig mall byder naturligvis på restauranter og cafeer med søde sager, salte snacks og delikattesser fra mange lande.
dubai_img_2822 dubai_img_2824 dubai_img_2830 dubai_img_2833

Markeder, souks

I mellemøsten er markeder det helt store. I blandt andet Dubai kaldes et marked eller basar for souk, zouk. At gå i souk’en – selv uden at handle – er en autentisk, gratis Dubai oplevelse.
Vil man købe noget i souk’en, skal man handle (undtagelsen er Gold Souk Dubai Mall).
Læg ud med at byde halvdelen af prisen og fortsæt lidt opad, hvis du vil købe.

Der er mange markeder, blandt andre:

Gold souk Dubai Mall

Verdens største indendørs marked med guldvarer, juveler og smykker – i eksklusive rammer. Bør opleves.

Gold Souk Dubai (Deira)

I den gamle bydel et der også et kæmpe guldmarked med guld og smykker af enhver art og i alle prisklasser. Det er værd at se uanset om man handler eller ej. Man kommer til Gold Souk’en ved at krydse floden fra den ældste bydel eller via Green Line Al Ras metro station. Souk’en er også et stop på hop-on hop-off ture. I nærheden findes en krydderi souk.

Old Souk Dubai Creek

Et typisk marked med mange små butikker i smalle stræder, her er krydderier, tøj, sko, tæpper, glas, keramik, souvenirs med mere. Markedsstemning med mange farver og dufte. Sælgerne er nærgående, men ikke pågående eller aggressive.

dubai_img_29791
dubai_img_29851
dubai_img_29801

#5 Dubai Marina

Byens måske ‘hyggeligste’ sted – i hvert fald et sted, man bør besøge, ikke mindst på grund af hele tre gratis “attraktioner”, der hitter blandt både lokale og turister:

dubai_img_3355dubai_img_3321
Marina promenaden

7 km lang promenade der omkranser lysbådehavnen. Her er skyskrabere, restauranter, butikker og Mall og masser af lystyachter i ‘mellemstørrelsen’.

The Walk

1-1½ km lang gågade på hver side af en smal ensrettet kørebane, hvor der kører taxier og superbiler i en lind strøm. Tidligere var det ‘in’ stedet. Nu er en del af butikkerne og restauranterne, trukket nogle meter tættere på vandet. Der er dog stadig restauranter og butikker – og gennemgang fra højhus komplekset JBR, Jumeirah Beach Residence, til:

The Beach

Strandpromenaden. En 1,3 km let snoet kunststof sti, der ligger mellem stranden og havet – med udsigt til Dubai Ayn (verdens største pariserhjul (stod færdigt lige før 2020); værd at prøve, når det er færdigt). Desuden mange butikker, boder og eksotiske restauranter, blandt andre den arabiske Seven Sands som er anbefalet.

dubai_img_27541 dubai_img_2760

#6 Downtown Dubai

Downtown bør alle Dubai-turister besøge. Her ligger verdens højeste bygning, Burj Khalifa, et stort antal smukke skyskrabere, den ret nye Dubai Opera bygning, Dubai Mall og The Fountain. Selvom bankkontoen er tom, kan man fylde oplevelseskontoen med overvældende synsindtryk. Downtown er en perfekt repræsentation af Dubai, som er kendt for de mange rekorder og at (næsten) “Intet er umuligt.”

I Downtown Dubai ligger Dubai Mall og i Dubai Mall ligger Dubai Aquarium and Underwater Zoo. Det er helt gratis at betragte det enorme 10 millioner liters akvarium udefra – og mange gør det længe ad gangen.
Der er hundrede af hajer og rokker samt utallige tropiske fisk. Man kan gå i en glasgang gennem akvariet eller for et større beløb kan man snorkle eller dykke (kræver PADI bevis) i akvariet.

dubai_img_2841

#7 Dubai Creek og Old Dubai

Den gamle del af Dubai ligger nordligt ved The Creek, en U-formet flod, der løber ind fra og tilbage ud i havet. Her er en lille, gammel bydel med den gamle souk, museum, moske og lokale restauranter. Der er en livlig trafik af små færger over floden. På den anden side af floden ligger den mere moderne 60’er og 70’er del af byen med almindelig by-bebyggelse. Her ligger bl.a. gold souk’en.

dubai_img_29651
d40r1925

#8 Burj Khalifa

Byens nuværende vartegn Burj Khalifa, er ikke bare verdens højeste bygning, det er også en af de smukkeste: En genial konstruktion og forbløffende elegant design, trods den enorme størrelse. Et unikt vartegn – stjernen i Mission Impossible 4 filmen – der med sine 828 meter (2,717 ft) og 163 etager kan ses på mange kilometers afstand nat og dag.
Nuværende vartegn? Man tror det næppe, men Dubai/EMAAR har et endnu højere tårn på tegnebrættet.
Modellen kan ses i Dubai Mall. Et relativt slankt himmelstræbende tårn støttet af ‘barduner’.

Burj Khalifa er en must-see attraktion. Man kan se det gratis: Kom om eftermiddagen og se det både i dagslys, i skumringen og om natten. Det er gratis at glo uhæmmet løs på tårnet – og på det suveræne lysshow om aftenen. Der er forskellige hver halve time fra 19:45 (7:45 pm).

dubai671

Vil man ind i tårnet, koster det omkring 135-299 AED (200-500 DKK) afhængigt af tidspunkt. Det er alle pengene værd. Meget mere end en elevatortur og en udsigt. Betal. Kom op. Punktum. Man bør booke på forhånd, så man er sikker på at komme op på det ønskede tidspunkt. Der kan være udsolgt dage (uger?) i forvejen. Og køer i højsæsonen. Vær tålmodig.

Afsæt god tid af, mindst 3-4 timer: Ud over kø, kan man på vej op og ned se mere om bygningen og byggeprocessen … og udsigtsplatformen er fyldt med vloggere og selfiefreaks.

dubai_img_3564
I tårnet er der en forbløffende udsigt ud over byens øvrige skyskrabere, der virker små! Man kan også se billeder af, hvordan Dubai har udviklet sig med enorm hast i de seneste årtier.

dubai_img_3542

 #9 The Fountain

Ved foden af tårnet foran Dubai Mall kan man hver dag mellem 18:30 og 23:00 (6:30-11 pm) (der er også et par eftermiddagsforestillinger) se The Fountain, et spektakulært springvandsshow, ledsaget af musik. Der er tre forskellige sange, shows, a 3 minutter med ½ times mellemrum, så man kan godt blive hængende. Det er helt gratis og et tilløbsstykke; året rundt er der tæt pakket med tilskuere.

Vil man se med gratis, kan man i god tid tage opstilling helt henne ved rækværket omkring den store kunstige sø og springvandet. Vil man sidde ned og se det meste (dog ikke den allernederste del, der er dækket af menneskemængden), kan man sidde ved en restaurant. Det er ikke muligt at bestille bord på forhånd; man er nødt til at komme i god tid for at sikre sig et udendørs bord i første parket.

dubai_d40r1385

#10 Hoteller

Der er omkring 1500 hoteller i Dubai (Booking.com, 2018): 122 fem-stjernede, 148 4-stjernede, 81 tre-stjernede, 38 to-stjernede, 40 1-stjernede – og 1071 udenfor vurdering. Tophotellerne er i en klasse for sig. Ud over at man kan bo i dem, er mange af hotellerne værd at se udenpå – og indeni – måske endda gratis.

Der er ingen servering af alkohol på byens restauranter eller cafeer. Til gengæld fås verdens fineste vine og andre alkoholiske drikke på hotellerne – til sultan og sheik priser.
Til en low budget tur kan man vælge brasseriet i stedet for restauranten og mocktails i stedet for cocktails eller vin. 

I hotellernes barer og lounges er der fest til kl. 1:30 eller natten lang – også for voksne 30+. Ved Le Meridien Mina Seyahi Beach Resort er der Barasti Beach, fuldt hus og gang i den.
I Grosvenor House er der Bar 44, en eksklusiv lounge og bar. I gadeplan ved samme hotel er der Buddha Bar, larmende, tætpakket og dynamisk.

dubai_d40r2278

Jumeirah Beach Hotel. Fem stjerner. Seks pools. Betal og check-in. Eller nyd designet fra gadesiden (her et kig fra vandsiden under renovation fra maj-oktober 2018). Her er tre andre, kendte med maksimum antal stjerner:

Burj al Arab

Det nok smukkeste hotel, en absolut anbefalet arkitektonisk attraktion: “Sejlet”, det ikoniske Burj Al Arab, verdens eneste syvstjernede hotel. Normalprisen for budget-suiterne er femcifret (DKK), heldigvis er der periodisk tilbud, hvor man kan gøre et godt køb …

Heldigvis kan alle nyde godt af synet ganske gratis: Man kan komme ret tæt på sejlet ved at følge vejen dertil fx i forbindelse med besøg af Souk Madinat. Stranden foran dette og de øvrige hoteller er privat, så hertil kræves der lovligt ærinde: Hotelophold eller restaurantbesøg. Man kommer ikke ind “fra gaden”.

Ud over aftensmad på en af de mange restauranter (o.k.), kan man også booke og nyde brunch, afternoon tea eller drinks på hotellet. Anbefalet. Men: Selv for kun cocktails er minimumsbeløb per person ca. 660 DKK. Priserne er meget høje, men oplevelsen er værd at investere i.

dubai345

På afstand, set fra motorvejen eller metroen (foto), ser ’sejlet’ lille ud; et synsbedrag. Det er 321 m højt; 60 etager.

d40r2350
dubai_img_3154
Sejlet tættere på – i aftensolen og om natten, hvor det fra time til time skifter farve: rød, blå, grøn, gul.

turen-gar-igen-igen-til-dubai-dubai21-1
Sejlet indvendigt. Det meste er ‘luft’, et tegn på økonomisk overskud, og det pureste guld.

turen-gar-igen-igen-til-dubai-dubai22

Atlantis

Endnu en attraktion er det gigantiske hotel Atlantis med supersize vandland og gourmet restauranter som NOBU.
Hotellet ligger yderst på The Palm, en af de mange kunstige øer og halvøer i området.

Det er gratis at besøge hotellet og se de fantastiske dekorationer med havtema og det store akvarium.
Vil man overnatte og gøre brug af det formidable vandland – et hit hos børn og voksne – må man betale.
En mellemløsning er at spise på en af restauranterne; det er ikke billigt, men priserne er omtrent som i Danmark.

dubai1797dubai1798turen-gar-igen-igen-til-dubai-dubai24
turen-gar-igen-igen-til-dubai-dubai23-1

Al Qasr (Jumeirah Madinat)

Al Qasr betyder blandt andet paladset, eller slottet, og det er meget beskrivende. Som et stort ørkenslot med mange tårne ligger det lige ud til havet (overfor Burj Al Arab).
Det er et kæmpehotel med lange gange med højglanspolerede marmorgulve, persiske tæpper og gigantiske lysekroner.
Der er adskillige restauranter i flere prisklasser. Hotellet har endda sin egen flotte souk, marked, Souk Madinat, der bestemt er et besøg værd.

dubai1744dubai1746dubai1747dubai1748dubai1749dubai1750dubai1754dubai1755

Respekter landets regler

Dubai er muslimsk og Koranens og landets love håndhæves strengt. Det betyder blandt andet, at:

  • Fem gange om dagen kaldes der til bøn.
  • Fredag (og lørdag) er helligdag(e) og weekend. Meget er lukket fredag.
  • Offentlige kærtegn er forbudt. Selv at holde i hånd offentligt er ildeset og selvom det ikke er ulovligt for ægtefæller kan man alligevel blive arresteret, hvis en af de lokale generes af det.
  • Bare knæ og bare skuldre er enten forbudt eller ildeset – også i Dubai Mall. I moskeer skal hele kroppen, bortset fra hænder og fødder, samt hår være tildækket.
  • Det er forbudt at fotografere, hvis der er andre personer med på billedet. De skal spørges om lov. Desuden kan man ikke fotografere hvad som helst når som helst. Man bør holde sig til turistattraktioner. I tvivl? Spørg!
  • Alkohol er forbudt (undtagen på hoteller). Så man kan ikke købe alkohol i byen eller (som i Europa) rende rundt på gaden med flasker i hånden.
    Der er nultolerance overfor alkohol og bilkørsel. Grænsen er 0 promille og overtrædelse medfører fængselsstraf og/eller en minimusbøde på 25.000 AED.
  • Det er – ligesom alle andre steder – forbudt at køre for stærkt:
    Fartgrænsen er på 20-40-60 km/t på gaderne og 100-120 (en kort strækning 140) km/t på motorvejen. Dubai er et farligt land at køre bil i:
    Her kører mange folkeslag med vidt forskellige trafikale erfaringer rundt i alt fra ældre raslekasser til verdens hurtigste gadebiler. Kør forsigtigt.

Insider guiden er baseret på fire turistbesøg samt tips og vejledning fra flere fastboende venner samt lokale og expats råd og beretninger. Har du tips eller spørgsmål? Skriv gerne kommentar.

Fotos: Henrik Elstrup og Marina Aagaard.

Ingen kommentarer endnu

Hej. Fandt du indlægget brugbart? Like og del gerne. Input/spørgsmål? Giv din kommentar kort eller lang.

Skriv din kommentar her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Crash Bam Boom: Påkørt i krydset